Barnet først – eller sidst – i barnets lov?

I januar 2024 trådte den nye Barnets Lov i kraft med løftet om bedre rettigheder og tidlig støtte til landets mest udsatte børn. Loven skulle samle alle regler for særlig støtte til børn ét sted og styrke indsatsen over for udsatte børn og unge. Fra politisk hold lød det, at barnet skulle i centrum, have flere rettigheder og i langt højere grad inddrages i sager om deres egen fremtid.

Socialrådgivere, advokater og andre eksperter hilste flere ændringer velkomne; fx at børn over 10 år får partsstatus og gratis advokatbistand i anbringelsessager, samt at deres ønsker og holdninger obligatorisk skal inddrages.

Men i praksis har Barnets Lov mødt kritik for at være alt for kompleks og uklar, og flere påpeger, at loven stadig ikke sikrer børns retssikkerhed. Advokat Gerd Sinding kaldte loven et makværk og tilbød at skrive den om på tre måneder. Advokatsamfundet har beskrevet, at der fortsat er dokumenterede problemer med sagsbehandlingen i kommunerne, bl.a. ifølge Børnesagsbarometret.

Som advokat Bente Adolphsen sagde ved en konference: ”Kære Folketing, vi skal have en lov, der fungerer. Drop ‘Barnets lov’. Gør for en gangs skyld det rigtige og sørg for at skabe reel retssikkerhed i børnesagerne.”

Tilfældige aldersgrænser for advokatbistand

Udfordringerne er mange. Med den nye lov hænges børns rettigheder op på skarpe aldersgrænser. Kritikere undrer sig mest over, at et barn først får krav på gratis advokatbistand fra det fyldte tiende år. Som en ny juridisk afhandling påpeger, er det i strid med menneskerettighedsprincippet om effektive rettigheder at skelne efter alder frem for behov.

Når små børn (fx en 9-årig) ikke har automatisk ret til advokat, virker det illusorisk, at de skal lykkes med selv at få forældrene eller sagsbehandler til at give samtykke. Det undergraver hensigten om at sikre barnets tarv. Ankestyrelsen og domstolene fremhæver normalt, at et barns ret til at blive hørt og repræsenteret i vidt omfang skal tilpasses barnets modenhed, ikke firkantede aldersgrænser.

Netop advokatbistanden er afgørende for børnenes retssikkerhed. Hvis en sag ikke føres ordentligt, kan barnet ikke få lydhør i retten, eller får afgørelser truffet på ufuldstændigt grundlag. Derfor fremhæver vejledningen til Barnets Lov, at ”sagerne har en så alvorlig karakter, at retten til gratis advokatbistand skal udnyttes, for at sikre retssikkerheden for barnet eller den unge i sagerne”.

Ifølge lovens hensigt skal kommunen endda hjælpe barnet eller den unge med at finde advokat og sikre aktindsigt, så advokaten kan oplyse sagen. Det er en menneskeretlig fortolkning (bl.a. fremført i juridisk litteratur), at barnets rettigheder skal være reelle og effektive, hvilket taler for, at adgang til bistand bør bero på en konkret vurdering af barnets behov, ikke alene en fast aldersgrænse.

Børneadvokater får dårligere honorarer

Mod disse intentioner har den siddende regering nu truffet beslutning om at skære væsentligt ned i advokaternes honorar for netop de sager, som handler om anbringelse af sårbare børn. Ifølge medierapporter blev det vejledende salær efter årsskiftet sænket fra godt 12.200 kr. til omkring 4.100 kr. pr. sag (svarende fra ca. seks til under to timers honorar).

Staten har altså lovet barnet en advokat, men nu betaler den advokaten meget mindre for at føre sagen. Den faste, lavere takst har givet ekstrem utilfredshed blandt børneadvokater. Som en advokat sagde til Berlingske: Det ”gør mig simpelthen rasende”; og flere juridiske eksperter advarer om, at det skaber en medvirkende årsag til, at advokater helt fravælger børnesager.

Konsekvenserne kan blive alvorlige. Når staten barberer honoraret ned i børnesager, sparer man ikke på juraen, men på barnets mulighed for at blive hørt, forstået og beskyttet. Og det er her hele idéen med Barnets Lov undergraves af, at de voksne nøjes med en skrabet ressource-indsats til børneadvokaterne. Når advokaten trækker sig, går barnets mulighed for reelt at blive hørt i sagens kerne tabt.

Det er ikke nogen ny erkendelse, at landets børnesager halter i retssikkerhed. Konferencer og undersøgelser fra både RIFT (Retssikkerhed i Familiers Trivsel) og Advokatsamfundet har længe dokumenteret grove sagsbehandlingsfejl og mangelfulde børnesamtaler.

Børn kan også få brug for advokater

Men ligesom kommuner og politikere kan pege fingre ad systemets svagheder, kan de også selv skabe nye. Formindskelsen af advokaternes incitament til at tage børnesager er en sådan beslutning – et nyt hul i systemet, som lovgiverne selv har skabt. Praktisk kan det betyde, at udsatte børn kommer sidst i køen, når nogen simpelthen ikke får kvalificeret hjælp.

I sidste ende handler det om tillid og kvalitet. Er det trods alt ikke rimeligt at forvente, at en advokat – der repræsenterer et barn i en anbringelsessag – har den tid og de ressourcer til rådighed, som sagen kræver?

Derfor bør politikerne genoverveje denne spareøvelse. Hvis man vil leve op til løftet om ”Barnet først”, må børnene også sikres advokater med mulighed for at gøre deres arbejde ordentligt. Ellers bliver den nye lov blot tom retorik, og et billede på alt det, loven ikke har sikret for de børn, der virkelig har brug for hjælp.