BBC-forsøg på at hindre provokation gav bagslag, da propalæstinensisk duo råbte ”Death! Death to the IDF” i direkte tv-transmission
Kampråb om død over den israelske hær er gået viralt efter duoen Bob Vylans optræden på Glansbury Festival. Det britiske fjernsyns- og nyhedsmedie BBC havde ellers forsøgt at hindre provokationer ved at aflyse transmission med den militante irske gruppe Kneecap.
Glastonbury Festival, der i 2025 blev afholdt fra 25. til 29. juni, samler hvert år over 200.000 deltagere. I år var ingen undtagelse, og musikken var et line-up af ældre og nyt.
BBC aflyser livestreaming med irske provoer
En af de nyere grupper var Kneecap. Det er en Belfast-baseret hiphop-trio, hvis navn er en reference til militante irske republikaneres afstraffelse af folk ved at skyde dem i knæet.
Gruppen er kendt for sit politiske engagement, bl.a. som modstandere af britisk overherredømme i Nordirland og støtte til palæstinensisk selvstændighed.
Især det sidste har skaffet gruppen problemer. Et medlem, Mo Chara, er blevet anklaget for terrorisme for have iført sig et Hezbollah-flag under en koncert. Det er ulovligt i Storbritannien.
Bandets kontroversielle holdninger resulterede forud for Glastonbury Festial i, at BBC aflyste en planlagt livestreaming med Kneecap fra festivalen den 28. juni.
TV-kanalen valgte i stedet at streame London punk/rap duoen Bob Vylan.
Skærpelse af Israel-kritikken
Det skulle vise sig at være en fejldisponering af dimensioner – i al fald hvis man spørger den britiske regering og den borgerlige-liberale presse.
For Bob Vylan er anarkister og kritikere af det britiske samfund, homofobi, det ekstreme højre og Israels ulovlige besættelse af palæstinensisk territorium.
Da Bobby Vylan, forsangeren i duoen, gik på scenen, begyndte han at tale om, hvordan Storbritannien, USA og store dele af den vestlige verden er medskyldige i Israels folkedrab på palæstinenserne – til stor jubel fra de titusinder af mennesker, der var samlet til koncerten.
”Free, free Palestine” blev der råbt.
”Alright, men har I også hørt den her,” spurgte sangeren så – og startede et nyt råb: ”Death! Death to the IDF!” – som publikum nu brølede med på.
IDF er en forkortelse for The Israel Defense Forces, den israelske hær, der er sat ind i Gaza og understøtter israelske bosættere på Vestbredden.
Klippet er siden gået viralt, og Bob Vylan er pludselig blevet verdensberømt.
Inddragelse af visa til USA og politianmeldelser
Det britiske etablissement og den borgerlig presse har fordømt Bob Vylans optræden og kaldt kampråbet antisemitisk. Medierne har nærmest konkurreret i, hvem der kunne være mest chokeret og afstandtagende – mens forfærdelsen over folkedrabet, som Bob Vylan protesterede imod, er mere afdæmpet.
Bandet har efterfølgende fået inddraget medlemmernes visa til USA, hvor de skulle på en større turné senere på året. Bob Vylan er desuden blevet anmeldt til politiet, som undersøger, om slagordene fra scenen er ulovlige. Et talentbureau har desuden trukket støtten til bandet.
Støtten til Israel falder
Bob Vylans optræden og kampråb på festivalen i Glastonbury, hvor titusinder råbte med på ordene om død over den israelske hær, er et udtryk for en bredere tendens, hvor kritikken af Israel for uhyrlighederne imod den palæstinensiske befolkning skærpes – måske ikke på regeringskontorerne, men i befolkningen.
Nyere undersøgelser viser, at Israels popularitet ifølge den britiske avis The Gardian, ikke kun er faldende, men den laveste nogensinde. Landets såkaldte ”nettopopularitet” er faldet til -54 i Danmark – og tendensen er den samme over hele Europa.
Borgerlige medier og det politiske etablissement forsøger måske nok at lukke kritikken ned, men det er svært at putte tandpastaen tilbage i tuben, når den først er ude.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER
