Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
18. juni. 2021

Bernie Sanders: Der er brug for en global mindsteløn – ikke en ny kold krig mod Kina

En ny, farlig konsensus er ved at brede sig i det politiske establishment i Washington, som forbereder sig på konflikt med Kina. De tog fejl for 20 år siden, og de tager fejl nu, skriver senator Bernie Sanders.

Foto: Jacquelyn Martin
Denne artikel tager cirka 11 minutter at læse.

De globale udfordringer, som USA står over for, har et hidtil uset omfang. Klimaforandringer, coronapandemi, truslen fra atomvåben, enorm økonomisk ulighed, terrorisme, korruption og flere autoritære regimer er globale udfordringer, som vi deler med resten af verden. De kan ikke løses ved at noget land går solo. De kræver mere internationalt samarbejde – herunder med Kina, der er verdens mest folkerige land.

“Washingtons syn på Kina vil skabe et politisk klima, hvor det samarbejde, verden desperat har brug for, vil blive stadig sværere at opnå.”

På den baggrund er det bekymrende, at der hurtigt er ved at blive etableret en konsensus i Washington om, at det kinesisk-amerikanske forhold er et økonomisk nulsumsspil og en militær konflikt. Det syn på Kina vil skabe et politisk klima, hvor det samarbejde, verden desperat har brug for, vil blive stadig sværere at opnå.

Det er bemærkelsesværdigt, hvor hurtigt stemningen har vendt sig på det spørgsmål. For bare to årtier siden, i september 2000, støttede både de store amerikanske virksomheder, og ledelsen i begge de to store politiske partier, varmt op om at give Kina status af at være en “vedvarende normal handelspartner (permanent normal trade relations, PNTR, red.)”. Dengang var både det amerikanske erhvervsministerium den nationale produktionssammenslutning, mainstream-medierne og stort set alle de udenrigspolitiske kommentatorer enige om, at PNTR var en afgørende forudsætning for, at amerikanske virksomheder forblev konkurrencedygtige gennem adgang til det voksende kinesiske marked, og at en liberalisering af Kinas økonomi også ville føre til en mere liberal indstilling til demokrati og menneskerettigheder fra Kinas regering.

Dén holdning blev anset for at være indlysende og indiskutabelt korrekt. Gennem PNTR ville man “give et vigtigt boost til den kinesiske ledelse, som tager betragtelige økonomiske og politiske risici, for at imødekomme kravene fra det internationale samfund om flere afgørende økonomiske reformer”, skrev økonomen Nicholas Lardy fra den centristiske tænketank, Brookings Institution. Hvis man ikke gav landet status af ‘PNTR’, ville amerikanske virksomheder “til gengæld ikke få gavn af de vigtigste indrømmelser, Kina har gjort for at blive medlem af WTO (World Trade Organization, red.)”, hævdede Lardy. I samme periode skrev politologen Norman Ornsteing fra konservative American Enterprise Institute noget lignende, men med endnu mere overbevisning: “Amerikansk samhandel med Kina er en god ting, både for USA og for øget frihed i Kina”, lød vurderingen. “Det burde være indlysende”.

Løndumping i forklædning

Det var ikke indlysende for mig, hvilket også var grunden til, at jeg stod i spidsen for modstanden mod den forfærdelige handelsaftale. Jeg var ligesom mange amerikanske arbejdere allerede dengang klar over, at det ville blive brugt af amerikanske virksomheder til at flytte deres produktion til Kina, og at man ved at hyre arbejdskraft der til sulteløn, ville starte et ræs mod bunden. Det ville kun føre til færre velbetalte, fagforenings-organiserede jobs i USA, og lavere lønninger for amerikanske arbejdere. Og det var da også præcis dét, der skete. I de efterfølgende to årtier blev mere end to millioner amerikanske jobs sløjfet, og mere end 40.000 fabrikker lukkede ned. Amerikanske arbejdere oplevede en lønstagnering, mens de store virksomheder skrabede milliarder ind, og belønnede direktørgangene klækkeligt. I 2016 vandt Donald Trump præsidentvalget, til dels ved at udnytte denne reelle økonomiske udfordring til at sprede sit falske, splittende populisme-budskab.

I mellemtiden er frihed, demokrati og menneskerettigheder i Kina ikke ligefrem blevet stærkere. De er tværtimod blevet alvorligt stækket i takt med, at Kina er gået i en stadig mere autoritær retning, og er blevet mere aggressiv på den globale politiske scene. Pendulet i Washington er nu svunget i den modsatte retning: Fra at være alt for optimistisk om de muligheder, som uhæmmet frihandel med Kina ville give, er man nu gået i den modsatte grøft, og ser nu det rigere, stærkere og mere autoritære Kina, der er vokset ud af den øgede handel, gennem de skarpest mulige høge-briller.

I februar 2020 skrev Bruce Jones, der er analytiker ved føromtalte Brookings Institute, at “Kinas opstigen til verdens næststørste økonomi, og som den næststørste militærmagt, har forrykket den globale orden”, og at den amerikanske udenrigspolitik “må konfrontere denne nye virkelighed, hvor en ny stormagt fremover vil udfordre USA.”

For et par måneder siden sammenlignede min senator-kollega, Tom Cotton (republikansk senator valgt i Arkansas, red.), truslen fra Kina med den, Sovjetunionen udgjorde under Den Kolde Krig: “Endnu en gang står USA over for en magtfuld, totalitær modstander, der vil dominere Eurasien og transfomere verdensordenen”, sagde Cotton. På nøjagtig samme måde som man i Washington omarrangerede den amerikanske sikkerhedsinfrastruktur efter 2. Verdenskrig, for at forberede sig på en konflikt med Sovjet, “bør USA’s langsigtede økonomiske, industrielle og teknologiske planer omstilles til at afspejle den voksende trussel fra det kommunistiske Kina”, hævdede Tom Cotton. Så sent som i sidste måned udtalte Kurt Campbell, der er amerikansk sikkerhedsrådgiver på Asien-spørgsmål, at “den periode, der kan beskrives som engagement-orienteret (overfor Kina) er slut”, og at man fremover vil se “det herskende paradigme som mere konkurrencepræget”.

Packard Automobile Factory i Detroit. 40.000 fabrikker er lukket i løbet af de seneste to årtier i USA. Foto: Albert Duce.

Lad være med at tro på hypen

For tyve år siden tog det økonomiske og politiske establishment i USA fejl i analysen af Kina. I dag har establishmentet skiftet holdning, men de tager stadig fejl. I stedet for at hylde dyder som frihandel og åbenhed over for Kina, slår de nu på tromme for en Kold Krig, hvor Kina bliver gjort til den eksistentielle trussel mod USA. Politikere og repræsentanter for det militærindustrielle kompleks, bruger allerede den forestilling som et argument for endnu større forsvarsbudgetter.

“USA skal fortsat tage de spørgsmål op gennem bilaterale forhandlinger med den kinesiske regering, såvel som gennem multilaterale organer såsom FN’s Menneskerettighedsråd. Den tilgang ville imidlertid være langt mere troværdig og effektiv, hvis USA var konsekvent på de spørgsmål over for sine egne allierede og samarbejdspartnere.”

Jeg synes det er vigtigt at udfordre den konsensus – nøjagtig som det var vigtigt at udfordre den gamle konsensus. Den kinesiske regering gennemfører utvivlsomt mange ting, som jeg er modstander af, og som alle amerikanere burde være imod: Det gælder både teknologi-tyveri, undertrykkelse af arbejderrettigheder og af pressen, undertrykkelse i Tibet og Hong Kong. Beijings truende adfærd over for Taiwan, og den kinesiske regerings forfærdelige opførsel over for Uyghur-folket. FN burde også være bekymret over Kinas aggressive, globale ambitioner. Og USA skal fortsat tage de spørgsmål op gennem bilaterale forhandlinger med den kinesiske regering, såvel som gennem multilaterale organer såsom FN’s Menneskerettighedsråd. Den tilgang ville imidlertid være langt mere troværdig og effektiv, hvis USA var konsekvent på de spørgsmål over for sine egne allierede og samarbejdspartnere.

At gøre udenrigspolitik til at konfrontatorisk nulsumsspil med Kina, vil ikke desto mindre spille fallit, hvis målet er at få kineserne til at opføre sig bedre, og vil både være farligt og strategisk kontraproduktivt. Kapløbet om at konfrontere Kina har en meget nærliggende og nylig parallel til den globale “krig mod terror”. I kølvandet på 9/11-angrebene konkluderede det politiske establishment i Washington hurtigt, at terrorbekæmpelse skulle være altoverskyggende i den amerikanske udenrigspolitik. Knap to årtier og $ 6 billioner senere, står det klart for de fleste, at den brede nationale enhed blev udnyttet til at starte en række endeløse krige, som har været overordentligt dyre, hvad enten man opregner prisen i menneskeliv, økonomi eller strategiske perspektiver. Det har også afstedkommet en voldsom xenofobi og fordomsfuldhed i amerikansk politik, særligt rettet mod muslimer og arabere. Det kan ikke komme som nogen overraskelse, at den konstante frygt-indpiskning om Kina vi nu ser, også har resulteret i en stigning i hate crimes mod asiatisk udseende mennesker. Lige nu er USA mere splittet end på noget tidspunkt i nyere historie. Men erfaringerne fra de sidste to årtier viser, at amerikanerne bliver nødt til at modstå fristelsen til at samle sig under et banner af fjendtlighed og frygt.

En bedre vej frem

Joe Bidens regering har ganske rigtigt udpeget den voksende autoritarisme som en voksende trussel mod demokratiet. Den primære konflikt mellem demokrati og autoritære regimer, udspiller sig imidlertid ikke mellem lande, men inden for lande. Det gælder også i USA. Hvis demokratiet skal vinde den konflikt, kommer det ikke til at ske på en konventionel slagmark, men derimod ved at vise, at demokrati faktisk kan give folk et bedre liv end autoritære regimer kan. Derfor bliver vi også nødt til at genoprejse amerikansk demokrati, og at give folk troen på regeringen tilbage, ved at adressere forsømte arbejderfamiliers behov. Det sker ved at skabe ordentlige jobs, der kan være med til at genopbygge den rustende infrastruktur, og som samtidig kan adressere klimakrisen. Vi bliver nødt til at tage os af de mange kriser vi står over for, både på sundhedsområdet, boligområdet, indenfor undervisning, det uretfærdige straffesystem, spørgsmålet om immigration og meget andet. Det bliver vi nødt til, ikke bare fordi det gør os mere konkurrencedygtige – både i forhold til Kina og andre – men også fordi det simpelthen er i befolkningens interesse.

“Joe Bidens regering har ganske rigtigt udpeget den voksende autoritarisme som en voksende trussel mod demokratiet. Den primære konflikt mellem demokrati og autoritære regimer, udspiller sig imidlertid ikke mellem lande, men inden for lande”

Selvom den amerikanske regerings førsteprioritet er sikkerhed og fremgang for sin egen befolkning, bliver man også nødt til at indse, at sikkerhed og fremgang for alle mennesker på kloden hænger sammen i vores dybt forbundne verden. Derfor er det i amerikanernes egen interesse at arbejde sammen med andre velstående lande om at højne levestandarden andre steder på Jorden, og at reducere den groteske økonomiske ulighed, som autoritære regimer overalt udnytter til at få politisk magt – og at undergrave demokratiet.

Biden-regeringen har presset på for en global minimumsskat for virksomheder. Det er et skridt i den rigtige retning, når det handler om at få stoppet kapløbet mod bundet. Men der er brug for at tænke endnu større: En global mindsteløn, som kunne give arbejdere overalt i verden bedre rettigheder, og give millioner af mennesker muligheden for at få et ordentligt og anstændigt liv, fri fra de multinationale virksomheders udbytning af verdens fattigste. Hvis USA og andre rige lande for alvor skal hjælpe fattigere lande med at hæve levestandarden og blive en del af den globale økonomi, kræver det betydeligt større investeringer i bæredygtig udvikling.

Der er brug for, at andre mennesker genfinder troen på, at USA er deres allierede, og at man også arbejder for deres succes. Derfor gør Joe Biden også det helt rigtige, når han støtter det globale vaccine-initiativ COVAX med 4 milliarder dollars, når han giver 500 millioner vaccinedoser til resten af verden, og når han støtter op om et opgør med patentrettighederne på området, så fattigere lande selv kan begynde at producere vaccine. Kina fortjener ligeledes anerkendelse for at have taget skridt i retning af at sørge for vacciner til andre, men USA kan nemt gøre mere end man gør lige nu. Når andre mennesker ser det amerikanske flag, burde de tænke på livsreddende medicin, ikke droner og bomber.

At skabe ægte sikkerhed og fremgang for arbejdende mennesker i både USA og Kina, kræver en mere ligevægtig global orden, der vægter menneskers behov højere end grådige virksomheder og militarisme. Det fremmer ikke målet at give milliarder af skattekroner til virksomheder og høgene i Pentagon, eller at puste til fordomme om andre.

USA skal ikke være naiv når det handler om Kinas undertrykkelse, dets indifference over for menneskerettigheder, eller landets globale ambitioner. Den amerikanske befolkning har en stærk interesse i at styrke nogle fælles globale spilleregler, der respekterer alle menneskers rettigheder, og som behandler folk med værdighed – hvad enten de bor i USA, Kina eller resten af verden. Jeg frygter dog, at en voksende konfrontatorisk indstilling over for Kina – i begge politiske partier – kommer til at undergrave den målsætning, og samtidig giver autoritære, ultranationalistiske kræfter i begge lande vind i sejlene. Det risikerer også at fjerne opmærksomhed fra den fælles interesse, som de to lande har i at bekæmpe klimaforandringer, pandemier og truslen om en altødelæggende atomkrig.

At udvikle et forhold, der gavner begge parter, kommer ikke til at blive nemt. Men det er langt at foretrække over en ny Kold Krig.

Oversat af Morten Hammeken fra Foreign Affairs: Washington’s Dangerous New Consensus on China


Om skribenten

Bernie Sanders

Bernie Sanders

Amerikansk senator og tidligere præsidentkandidat. Læs mere