Bernie Sanders: Om under en måned er der midtvejsvalg i USA. Sådan vinder Demokraterne
USA står over for store økonomiske udfordringer. Demokraterne kan vinde opbakning ved at tage folks økonomiske udfordringer alvorligt, og gå til valg med en arbejdervenlig dagsorden – for de kan ikke vinde valg uden at have arbejderklassen i ryggen, skriver den amerikanske senator Bernie Sanders i denne klumme.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
Jeg har gennem hele mit liv stemt for kvinders ret til fri abort. Jeg er rasende over den amerikanske højesterets beslutning om at omstøde Roe v Wade (højesterets-afgørelse fra 1973, der legaliserede abort i hele USA, red.), og Demokraterne skal uden at blinke holde fokus på kvinders ret til at bestemme over deres egen krop. Det er en kamp, amerikanerne gerne vil have vi kæmper, og Republikanernes ekstreme holdning til spørgsmålet gør dem sårbare.
“De konservative har nærmest ingen politik, når det handler om at tage sig af folk med lav- og mellemindkomst. Ofte gør deres forslag snarere tingene endnu værre”
Ikke desto mindre er det bekymrende for mig at se, hvordan en række demokratiske kandidater får at vide i øresneglen – af en række levebrødskonsulenter og store bidragsydere – at de i slutspurten op til midtvejsvalget 6. november skal få valget til kun at handle om abort. Smid et par reklamer om abort ind i bedste sendetid, og læn jer så ellers bare tilbage og vent på sejren.
Jeg er uenig. For mig at se skal abortspørgsmålet fortsat stå i forreste række, men det ville være en stor fejl at ignorere den økonomiske krise, og overlade den del af spillebanen til Republikanernes løgne.
USA har i årtier stået over for strukturelle, økonomiske kriser, der har kuldsejlet den amerikanske middelklasse. Demokraterne må derfor tage kampen op mod de reaktionære Republikanere, og udstille deres arbejderfjendske syn på alle de områder, der påvirker almindelige amerikanere. Det er både det rigtige at gøre fra et strategisk og moralsk perspektiv.
Myten om de økonomisk ansvarlige konservative
USA står lige nu med et større indkomstgab og mere ulighed end nogensinde før i landets historie. Tre mennesker har mere rigdom end den fattigste halvdel af landet. Men er en eneste republikaner parat til at hæve skatten for milliardærerne – eller har de snarere tænkt sig at gøre situationen endnu værre, ved at udvide Donald Trumps skattelettelser og fjerne boligskatten?
I dag lever 60 % af alle amerikanere fra den ene lønseddel til den næste, og millioner arbejder til sultelønninger. Men er der en eneste af republikanerne i Kongressen, der er klar til at hæve mindstelønnen til 15 $ i timen på landsplan?
USA har med længder de højeste priser på receptpligtig medicin i verden. Kunne man forestille sig, at en eneste af de republikanske politikere ville give os mulighed for at forhandle om priserne gennem en fælles løsning som Medicare, og dermed halvere prisen på medicin?
USA har et dysfunktionelt sundhedsvæsen, der – til trods for at være verdens dyreste – fortsat stiller 85 millioner amerikanere uden (tilstrækkelig) forsikring. Mener bare én republikaner, at sundhed er en menneskeret; støtter en eneste af dem offentlig sygesikring?
USA er fortsat det eneste større land, der ikke sikrer mødre betalt barselsorlov, eller bare muligheden for at holde fri hvis deres børn bliver syge. Men støtter en eneste republikaner betalt barsel eller sygeorlov?
Listen fortsætter: Hvad enten man kigger på børnepasning, boliger, hjemmepleje, eller et uddannelsessystem, der er til at betale. Republikanerne har nærmest ingen politik, når det handler om at tage sig af folk med lav- og mellemindkomst. Ofte gør deres forslag snarere tingene endnu værre.
Alligevel viser den ene måling efter den anden, at Republikanerne bliver set som mere troværdige end Demokraterne, når det handler om økonomien, der er det vigtigste politiske spørgsmål for folk. Hvis Demokraterne ikke slår igen på de økonomiske spørgsmål, og fremlægger en politisk vision for arbejderklassen, kunne de meget vel risikere at miste flertallet i både Senatet og Repræsentanternes Hus.
Uhæmmet grådighed i toppen
Det er ikke bare på den lange bane, Demokraterne står over for det problem. Den vanvittige grådighed, vi lige nu ser sende inflationen på himmelflugt, rammer almindelige mennesker hårdt.
Mens benzinpriserne er eksploderet det seneste år, har de fem største amerikanske oliefirmaer tjent 59 milliarder dollars alene i løbet af andet kvartal af 2022. De har brugt 88 milliarder dollars på at tilbagekøbe aktier, og at udbetale overskud til deres velhavende aktionærer.
Mens de globale fødevarepriser steg med 33 % sidste år, og forventes at ryge yderligere 23 % i vejret i 2022, blev milliardærer på den globale fødevarescene og i de store landbrugskoncerner 382 milliarder dollars rigere under coronakrisen.
“Mens benzinpriserne er eksploderet det seneste år, har de fem største amerikanske oliefirmaer tjent 59 milliarder dollars alene i løbet af andet kvartal af 2022.”
Mens almindelige amerikanere fortsat betaler de absolut højeste priser for medicin, har tre af verdens største medicinalvirksomheder fra USA – Pfizer, Johnson & Johnson og AbbVie – sat overskuddet i vejret med 90 %, og tjente sidste år 54 milliarder dollars.
Næsten halvdelen af amerikanerne måtte enten springe over lægebesøg eller udskyde dem, fordi de ikke havde råd. Imens tjente de seks største firmaer inden for privat sundhedsforsikring mere end 60 milliarder dollars.
Hvad siger Republikanerne så til de virksomheder, der sætter de skyhøje priser og skraber penge ind som aldrig før? De taler gerne om inflation. Men hvad vil de gøre ved den? Har nogen blandt dem modet til at foreslå beskatning af de abnorme profitter? Overhovedet ikke.
Man kan ikke vinde valg uden støtte fra arbejderklassen. Men den får man ikke, hvis man ikke slår fast, at man er klar til at udfordre de magtfulde lobbyorganisationer, og at kæmpe på vegne af de millioner af amerikanere, som er økonomisk presset. Man kan forlænge de ekstra checks på 300 $ om måneden i ekstra skattefradrag, som børnefamilier får indtil december, og som har reduceret antallet af børn i fattigdom med 40 %. Man kan arbejde for bedre offentlige ydelser, som at få tandlægeregninger, briller eller høreapparater betalt over det offentlige sundhedsvæsen, eller at gøre børnepasning til at betale. Hvor end man vælger at kæmpe, handler det om at stå på arbejderklassens side, og afsløre Republikanerne som en samling hyklere.
Mine forslag er på ingen måde radikale. Tværtimod er alle de forslag ekstremt populære, og et udtryk for det store flertals ønsker. Hvis Demokraterne går til midtvejsvalget med en klar, samlet vision for at være arbejderfamiliers parti, at tøjle de store virksomheders grådighed – og at beskytte kvinders ret til at bestemme selv, kan vi genopbygge tilliden mellem de demokratiske politikere i Washington og arbejderfamilier i resten af landet.
Og så vinder vi valget.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER