Besættelsen gav mørke pletter på fagbevægelsens historie

Lovligheden af interneringen deler fortsat vandene.

Jurister og ikke mindst den nuværende højesteretspræsident Jens Peter Christensen vurderer, at grundloven i dens daværende udformning i modsætning til i dag ikke havde beskyttelsesbestemmelser, som forhindrede politiet i på tysk ordre at arrestere personer på grund af deres politiske overbevisning:

“Den daværende grundlov var derfor ikke til hinder for, at lovgivningsmagten kunne vedtage, at kommunisterne skulle interneres. Ikke som led i at de skulle straffes, men som en sikkerhedsforanstaltning af hensyn til statens sikkerhed og dens forhold til fremmede magter.”

Til gengæld har der været kritik af, at den daværende højesteretspræsident medvirkede til udformning af det lovforslag om ulovliggørelse af “kommunistisk virksomhed”, som Højesteret efterfølgende blåstemplede.

Til gengæld er der vist ingen, som har bestridt, at arrestationen af kommunistiske medlemmer af Folketinget var i strid med grundlovens bestemmelser.

Andre har begrundet interneringens lovlighed med en form for universel nødret, der muliggjorde et lovbrud for at opfylde et højere formål.

Den socialdemokratiske udlægning

Den centralt placerede socialdemokrat Hartvig Frisch var ved besættelsens ophør i 1945 ikke i tvivl om det, der nok nærmest må betragtes som Socialdemokratiets og fagbevægelsens første officielle historieskrivning om besættelsen. Det står klart i historieklassikeren Danmark besat og befriet:

“Så snart ordren var givet, gik det danske politi i de tidlige morgentimer i gang med arrestationerne landet over, og i løbet af den 22. juni og de følgende dage indbragtes ialt ca. 350 personer til danske fængsler, hvor de fastholdtes; man kan ikke sige »anholdtes«, idet der hverken holdtes grundlovsforhør eller beskikkedes forsvarere. Det synes hævet over enhver tvivl, at arrestationerne direkte stred imod den danske grundlov, og enhver ’juridisk’ besmykkelse af selve den hårde kendsgerning udover den såkaldte nødret er usømmelig. Det var et overgreb under tysk pres med den ene formildende omstændighed, at det havde været værre for de pågældende direkte at blive taget af tyskerne selv.”

Argumentet om, at kommunisterne var bedre hjulpet ved at blive interneret af det danske politi frem for af den tyske besættelsesmagt gik dog op i hat og briller, da regeringen ved sin tilbagetræden 29. august 1943 overlod de internerede til besættelsesmagten og koncentrationslejren Stutthof – frem for at åbne portene i Horserød.

Hartvig Frisch var tydeligvis set i bakspejlet heller ikke stolt af kommunistlovens udformning:

“Det ømmeste punkt i loven var § 2 første stykke, der lyder: “Personer, hvis adfærd har givet særlig grund til at antage, at de vil deltage i kommunistisk virksomhed eller agitation, kan efter justitsministerens bestemmelse eller med hans godkendelse tages i forvaring, når det skønnes nødvendigt af hensyn til statens sikkerhed eller dens forhold til fremmede magter.“

Da der her hverken er tale om tilknytning til en organisation eller om bestemte handlinger, men om formodning om hvad en person vil foretage, må det erkendes at være i modstrid såvel med danske retsgrundsætninger som med grundlovens ånd.”

Der var med andre ord ikke skygge af tvivl blandt dem, der stod med ansvaret for interneringen, at beslutningen og den efterfølgende lovgivning var grundlovstridig.

Beslutningstagerne så med andre ord et grundlovbrud direkte i øjnene uden at blinke. At beslutningerne alligevel blev taget og de tilfangetagne anbragt i det Hartvig Frisch kalder “denne første danske koncentrationslejr”, er politisk betydeligt mere interessant end juridiske overvejelser årtier senere.

Der blev rejst forslag i De samvirkende Fagforbunds (DsF, siden LO og i dag FH, red.) forretningsudvalg om at protestere officielt mod interneringen af kommunisterne inklusiv kommunistiske fagforeningsformænd, bestyrelsesmedlemmer og tillidsrepræsentanter. Det forslag fik dog lov at dø i stilhed. Den stilhed tjener ikke fagbevægelsen til ære.

Men summa summarum:

Arrestationerne oversteg lagt de tyske krav, og de internerede blev ikke løsladt i tide, da samarbejdspolitikken brød sammen, og tyskerne overtog kontrollen med koncentrationslejren i Horserød. Det førte senere for en stor dels vedkommende til deportation til tysk koncentrationslejr.

Og i det forløb fra internering til koncentrationslejr er der i min optik rigelig moralsk begrundelse for, at vi i dag som samfund bør gøre det krystalklart over for de internerede og deres efterkommere, at forløbet var moralsk uanstændigt og retssikkerhedsmæssigt uacceptabelt.

Udrensning i fagbevægelsen

Den samme erkendelse bør fagbevægelsen markere.

De samvirkende Fagforbund bakkede øjeblikkeligt op om regeringens samarbejdspolitik og placerede sig på kort tid som en af samarbejdspolitikkens “stærkeste og ivrigste støtter. Et mønster vi i øvrigt finder igen, hvis vi kigger ud over Danmarks grænser til det øvrige besatte Europa”.

DsF’s optræden fra de tyske tropper overskred grænsen 9. april 1940 til samarbejdspolitikkens sammenbrud 29. august 1943 afsatte i mine øjne en række mørke pletter på organisationens ellers flotte historie, når det gælder interessevaretagelse for medlemmerne og ageren over for besættelsesmagten og modstandsbevægelsen.

Fagbevægelsen lagde allerede fra kaj kun en måned efter besættelsen med slet skjulte opfordringer til de tyske myndigheder til at gribe ind over for kommunisterne – og til fagforeningerne om at vælte kommunistiske tillidsfolk af pinden. Det står ganske klart i dette citat fra Social-demokraten fra 10. maj 1940:

“Vi tror ikke, at kommunisterne vil vække større sympati hos de tyske myndigheder, end nazisterne har gjort det. Det krigsførende tyske riges ledere forstår sikkert tilfulde at vurdere det sindelag, som „Arbejderbladet” og „Fædrelandet” giver udtryk for … Det danske kommunistpartis ledere har i disse dage taget deres historiske placering, og vi tvivler ikke om, at den tid vil komme, da de drages til regnskab derfor. I øjeblikket har vi blot i fagforeningerne den pligt at bekæmpe dem og fratage dem deres tillidshverv, hvor de endnu måtte have lejlighed til at besidde sådanne.”

Kigger man på fagbevægelsens historie gennem de foregående par årtier, er det nærliggende at antage, at opfordringen om at skaffe sig af med kommunister på tillidsposter, ikke kun handlede om, at en fremmed magt havde sat sig ved roret. Det ligner også et forsøg på at udrense oppositionelle elementer i fagbevægelsen under dække af tyske bajonetter.

De samvirkende Fagforbunds formand Laurits Hansen uddybede få måneder senere fagbevægelsens forventninger til sin egen rolle under besættelse i en tale ved et studentermøde i Gerlev.

Talen er værd at hæfte sig ved, fordi den dels viser, hvor presset fagbevægelsen oplevede sig umiddelbart efter landets besættelse, og dels antyder, hvor tæt Laurits Hansen lagde sig op ad de danske nazisters opfattelse af, hvad fagbevægelsens rolle i et Europa under tyske førerskab burde være. Det kan man læse i Børge Houmanns bog Kommunist under besættelsen.

“Fagbevægelsen i Danmark er en social institution uden ensidigt klassepræg (…) Jeg føler mig altid ilde berørt, når man siger, det er en klassebevægelse (…) Vi er i fagbevægelsen klar til fordomsfrit og loyalt at være med til at ordne vor økonomi i samarbejde med den siddende regering (…) Lad være, at de hellige doktriner ryger, vor eneste chance er, at vi er rede til at fordele de forhåndenværende goder ligeligt til alle borgere. Vi skal nu prøve for alvor, hvad kammeratskab og solidaritet betyder. For nu er det ikke rigdommen, men fattigdommen vi skal dele.”

Både holdninger og formuleringer minder mistænkeligt om “Opråb fra nationalsocialistiske arbejdere til Danmarks arbejdere” med overskriften “Danmarks arbejdere gør nu op med pampervældet -!”, som kort forinden var udsendt af De Nationalsocialistiske Faggrupper, der var knyttet til det danske nazistparti DNSAP:

“Skal den faglige bevægelse bestå – og det skal den – så må den først og fremmest besjæles af en ny ånd. Ligesom kammeratskab og solidaritetsfølelse må skabes på ny! Den hadets følelse som har gennemsivet arbejderbevægelsen i en årrække må væk, således at de produktive og skabende kræfter, der under klassekampens vranglære har bekæmpet hinanden til ubodelig skade, nu får mulighed for at udfolde sig og sammensvejse hele det arbejdende folk i Danmark til gavn for vort land og til lykke for arbejderne selv.”

Sporene skræmte

De faglige organisationer var naturligvis stærkt påvirket af at have oplevet det nazistiske regimes opløsning af den stærke tyske fagbevægelse og oplevet dens ledere sammen med socialdemokratiske og kommunistiske ledere blive gjort til jaget vildt med kurs mod fængsler og koncentrationslejre.

DsF bakkede da også op, da statsminister Thorvald Stauning kastede det danske håndklæde i ringen og slog fast, at det med udsigt til en tysk sejr i verdenskrigen ville tjene Danmark bedst med en rolig og villig medvirken til en tilpasning til en nyordning af Europa under tysk ledelse.

Og DsF fulgte trop, da Staunings efterfølger Vilhelm Buhl i en såkaldt “stikker-tale” opfordrede til at gøre det klart for alle, at deltagelse i sabotage, tilbageholdelse af viden om sabotageplaner eller undladelser af at bidrage til opklaring ville være at handle mod Danmarks interesser.

Fagbevægelsens uforbeholdne støtte kan måske bedst illustreres med en bid af en tale til B&W-arbejdere, hvori DsF-formanden gik til frontalangreb på de i fagbevægelsen, som aktivt tog del i modstandsbevægelsens sabotageaktioner:

“På baggrund af den seneste tids stærke provokationer i skrift og tale, hvor specielt danske arbejdere utilsløret opfordres til at iværksætte sabotage, benytter jeg lejlighed til at sige, at danske arbejdere aldrig, så længe vor bevægelse har eksisteret, har benyttet sabotage som våben … Lad være med at lade jer provokere til dette eller hint. Vend ryggen og det døve øre til, hvis nogen, ligegyldigt om de udgiver sig for at være ven eller fjende, opfordrer til noget sådant …

Lad provokatørerne passe sig selv, lad som om de slet ikke eksisterer. Vi kender dem ikke, de er luft for os. Sabotage har aldrig været og vil heller aldrig blive danske arbejderes våben. Vi skal derimod fortsat styre den kurs, vi hidtil har fulgt, det skylder vi vor bevægelse, vore hjem og vort land. Lad os for arbejderbevægelsens egen skyld undgå den anledning, den lejlighed til indgriben, som man fra en vis side ønsker at fremprovokere. Lad os i den tid, vi nu gennemlever – vi skal igennem – bevare hovedet koldt og hjertet varmt, så kommer der igen en dag, hvor vi kan gøre op med dem, som under de nuværende vanskelige forhold har gjort, hvad de formåede, for at ødelægge vore organisationer.“

Det var næsten en allerede opfyldt profeti, da Laurits Hansen i talen forudsagde, at der ville komme “en dag, hvor vi kan gøre op med dem… ”

Knap tre måneder forinden var kommunisterne blevet interneret.

Talen forhindrede i øvrigt ikke B&W-arbejderne i at give signalet til Folkestrejkerne i 1944, hvor de forlod værftet før fyraften under påskud af at skulle passe deres kolonihaver i dagslys, inden et nyt tysk udgangsforbud trådte i kraft. Det spredte sig trods fagbevægelsens og det samlede establishments indtrængende opfordringer.

Der blev simpelthen ikke længere lyttet til forretningsudvalget i De samvirkende Fagforbund. Nu var det Frihedsrådets stemme, der blev lyttet til på arbejdspladserne.

Og medlemmer af fagbevægelsen gik sig på trods af DsF’s formaninger med i illegale aktiviteter.

En af mine forgængere som forbundsformand – i Dansk Kommunal Arbejderforbund, som blev en af forløberne til FOA – Jørgen Knudsen kastede sig som unge ambulancefører ved Bispebjerg Hospital hovedkulds ud i redning af jøder, da tyskerne iværksatte aktionen mod de danske jøder. Og han fortsatte efter aftale med overlægen som fuldtidsbeskæftiget i modstandsarbejdet med løn og ambulance.

Det må have været forunderligt som DKA-medlem med hjertet på rette sted at opleve De samvirkende Fagforbund inklusiv hans egen holdning til modstandsbevægelsen i de år.

Undervejs blev fagbevægelsen både rodet ind i levering af arbejdskraft til Tyskland og til tyske forsvarsværker herhjemme og studierejser for fagbevægelsens top for at bese den tyske fagbevægelses afløser på det tyske arbejdsmarkedssystem.

Og Laurits Hansen blev efter tysk ønske udnævnt til socialminister.

Efter krigen blev flere i fagbevægelsen med Laurits Hansen i spidsen underkastet forskellige undersøgelser. For Laurits Hansen vedkommende endte det med eksklusion ved en partidomstol for hans optræden ved forskellige lejligheder.

Men vi mangler fortsat, at fagbevægelsen åbent erkender, at man under besættelsen gik for langt – alt for langt og alt for længe – i den ubetingede støtte til samarbejdet med besættelsesmagten, og dermed bragte sig i et alvorligt modsætningsforhold til medlemmerne.