Væltet stillads i Tikøbgade på Nørrebro. Beskæftigelsesministeren afviser, at der skulle være foregået ulovligheder på byggepladsen. Foto: Midtjyllands Avis.
6 min. læsetid

Arbejdstilsynet har tre gange været på besøg den omstridte byggeplads på Nørrebro, hvor en faglig konflikt kort jul udviklede sig til uroligheder. I ingen af tilfældene konstaterede tilsynet »overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen« på byggepladsen, oplyser Peter Hummelgaard.


Af Kim Kristensen

Der blev væltet stilladser, kastet sten og en bil vendt på hovedet den 2. december på Nørrebro, fordi stilladsarbejdere mente, at entreprenørerne på en byggeplads brød overenskomster og arbejdsmiljøreglerne. Stilladsarbejderne var også vrede over, at to faglige repræsentanter blev slået ned uden for byggepladsen, da de dagen inden var ved at dokumentere stilladserne og arbejdsforholdene med foto-registrering.

Men nu oplyser beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i en redegørelse til Folketingets beskæftigelsesudvalg, at Arbejdstilsynet ved tre kontrolbesøg ikke har konstateret »overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen« på byggepladsen. Besøgene har fundet sted både før og efter episoden med det væltede stillads.

Første gang Arbejdstilsynet besøgte byggepladsen på hjørnet mellem Tikøbgade og Lundtoftegade på Nørrebro, hvor der bliver opført 33 nye almene boliger til ældre, var allerede den 24. maj 2019, hvor enkelte personer var i gang med at arbejde med afretning af jord på terræn. Og anden gang var den 21. november, hvor der blandt andet blev »udført arbejde fra et facadestillads«.

»Ved besøget den 21. november 2019 foretog Arbejdstilsynet en rundgang på byggepladsen, hvor der også blev set på det opstillede stillads,« skriver Peter Hummelgaard. »Herudover deltog Arbejdstilsynet i et sikkerhedsmøde på byggepladsen, hvor der bl.a. blev drøftet ergonomi og materialehejs. Arbejdstilsynet konstaterede ved besøget, at der blev udført arbejde på stilladset, men ikke med opstilling eller nedtagning af stillads. Arbejdstilsynet konstaterede endvidere, at arbejdet var organiseret, så der ikke var nedstyrtningsfare fra stilladset, hvor de ansatte arbejdede med montage af isolering«.

»Voldelige konfrontationer«

Arbejdstilsynet havde planlagt et tredje tilsynsbesøg på byggepladsen den 2. december. Men dette besøg blev aflyst på grund af stilladsarbejdernes demonstration samme dag, som efterfølgende udviklede sig så voldsomt, at Københavns Politi konkluderede, at »vi har ikke før set på voldsom en ageren ifm. en faglig konflikt – blandt andet blev udenforstående borgere udsat for vold og trusler på trods af politiets massive tilstedeværelse«.

Claus von Elling, gruppeformand for 3Fs Byggegruppen, har taget afstand fra urolighederne med henvisning til, at »vold og ulovligheder er naturligvis uacceptabele i enhver form«. Og det samme gør Peter Hummelgaard i redegørelsen til beskæftigelsesudvalget.

»Jeg tager kraftigt afstand fra de voldelige konfrontationer, der udspillede sig ved byggepladsen på Lundtoftegade/Tikøbgade på Nørrebro, som har været skildret i pressen,« skriver beskæftigelsesministeren. »Det samme gælder de optøjer og hærværk, der udviklede sig den 2. december 2019«.

Tredje besøg

Efterfølgende besluttede totalentreprenøren Dansk Boligbyg, der står for opførelsen af boligerne, at opsige samarbejdet med DS Byggeri – som var det litauisk ejede selskab, der havde stået for stilladsarbejdet. DS Byggeri stod således ikke længere for opgaven, da Arbejdstilsynet igen besøgte byggepladsen den 11. december og ved den lejlighed konstaterede, at »stilladserne var ved at blive taget ned, og at arbejdsmiljølovgivningen i den forbindelse blev overholdt på byggepladsen«.

Dagen forinden, den 10. december, havde Byggefagenes Samvirke og Stilladsarbejdernes Landsklub på et pressemøde fremlagt fotografier af kritiserede forhold på byggepladsen som skulle bevise kritikken af forholdene. Ifølge Thomas Strømsholt, formand for Stilladsarbejderne, var der en række mangler, som Arbejdstilsynet havde overset og han satte spørgsmålstegn ved, om tilsynet overhovedet havde undersøgt stilladset:

»Vi ved ikke, hvilken del Arbejdstilsynet har været ude at tjekke. Måske har de kun undersøgt toiletforholdene«. Peter Hummelgaard understreger dog, at Arbejdstilsynets tilsyn tager udgangspunkt i »en konkret tilsynssituation og det arbejde, der udføres i den forbindelse på det konkrete tidspunkt«.

»I forbindelse med tilsynet reagerer Arbejdstilsynet på de sundheds- og sikkerhedsmæssige risici, der konstateres,« skriver beskæftigelsesministeren. »Det kan derfor ikke udelukkes, at der kan være sikkerhedsmæssige problemer, som opstår før eller efter Arbejdstilsynets tilsynsbesøg. Det kan heller ikke udelukkes, at der har været forhold, som Arbejdstilsynet ikke kan konstatere i forbindelse med tilsyn, enten fordi arbejdet ikke pågår på det konkrete tidspunkt, eller fordi Arbejdstilsynet ikke bliver opmærksom på det i forbindelse med tilsyn. Det gælder også for så vidt angår Arbejdstilsynets tilsyn på byggepladsen på Lundtoftegade«.

Formand for stilladsarbejdernes klub, Thomas Strømsholt forholder sig kritisk til Arbejdstilsynets vurderinger: “Vi ved ikke, hvilken del Arbejdstilsynet har været ude at tjekke. Måske har de kun undersøgt toiletforholdene”. Foto fra Facebook.

Lønforhold

Arbejdstilsynet fører tilsyn med arbejdsmiljøloven, men ikke med ansattes lønforhold eller nationalitet. Lønforhold reguleres i Danmark af arbejdsmarkedets parter gennem overenskomster.

Ifølge en aktindsigt, som Fagbladet 3F har fået, fandt Arbejdstilsynet under kontrolbesøget den 21. november forhold, der var så så mistænkelige, at de sendte sagen videre til Skattestyrelsen. Under kontrolbesøget skyndte to personer fra DS Byggeri at sætte sig i en litauisk indregistreret varevogn og køre fra byggepladsen, selv om Arbejdstilsynet forsøgte at komme i kontakt med dem. Til gengæld var ejeren af DS Byggeri, Donatas Aleksandravicius, til stede sammen med en række litauiske byggearbejdere.

Skattestyrelsen har en udvidet tavshedspligt og har derfor hverken villet be- eller afkræfte over for bladet, at den har fået en henvendelse fra Arbejdstilsynet om »uordnede arbejdstagerforhold«. Myndigheden undersøger moms og skattesnyd.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Byggefagenes Samvirke eller Stilladsarbejdernes Landsklub til beskæftigelsesministerens redegørelse, men Claus von Elling fra 3F’s byggegruppe skriver i en kortfattet mail: »Jeg har ikke yderligere kommentarer til den omtalte sag ud over, at jeg går ud fra, at Arbejdstilsynet havde opdaget det, såfremt der var noget galt i forbindelse med nedtagningen af stilladset den 11. december«.


Kim Kristensen er journalist på Solidaritet. Han har tidligere arbejdet på Information og Ritzaus Bureau, og har senest skrevet bogen Det Hærdede Stål, om Enhedslistens første 25 år i Folketinget.