Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
30. november. 2022

Bjørnar Moxnes: Mange journalister spørger, om jeg ser VM i Qatar. Men et andet spørgsmål er vigtigere

Politik kan ikke koges ned til, hvilken TV-kanal, du vælger. Det vigtigste er at drage de rigtige konklusioner når tribunerne er ryddet, og medierne er rejst hjem, skriver formanden for det norske venstrefløjsparti Rødt.

Bjørnar Moxnes. Foto: Rødt

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Mange journalister spekulerer for tiden i, om politikerne ser fodbold-VM. Men få stiller os spørgsmål til de økonomiske og militære bånd, som Norge har til Qatar – og om vi skal fortsætte med at have dem, efter VM er ovre.

De fleste er enige om, at FIFA aldrig skulle have truffet den korrupte afgørelse at gøre Qatar til værtsnation. Det hører med til historien, at 16 af de 22 komitémedlemmer, der tildelte Qatar VM-værtskabet tilbage i 2010, efterfølgende er blevet udelukket, sigtet eller smidt i fængsel på grund af korruption.

Lave seertal vil sende et signal til diktaturet Qatar, til FIFA og til TV-kanalerne. Men politik kan ikke koges ned til, hvilken TV-kanal, du vælger. Lad os også tage debatten i et samfundsperspektiv: De norske myndigheder må revurdere de mange økonomiske forbindelser, vi har til det lille diktatur i Den Persiske Golf.

Tætte økonomiske bånd mellem Norge og Qatar

Her er nogle ikke-så-fun facts om Norge og Qatar:

Norge har solgt våben for 1 milliard kr. til Qatar hidtil i år, og 584 millioner kroner i fjor. Qatar øgede sine indkøb af norske våben mere end noget andet land i 2021. Af de 584 millioner kr. gik lidt over halvdelen til bomber, missiler og sprængstoffer. Alene våbenproducenten Kongsberg har en fast aftale til en værdi af omkring 14,4 milliarder kroner med regimet. Dette på trods af, at Qatar førte krig i Yemen frem til 2017, og nu støtter terrorgrupper bl.a. i Libyen.

“Hvis vestlige lande efter VM opretholder tunge investeringer og militær støtte til regimet, sender vi Qatar (og resten af verden) et tydeligt signal om, hvad vi i virkeligheden står for.”

Den norske oliefond har investeringer for 8,4 milliarder norske kroner i Qatar (ca. 6 milliarder DKK, red.). Det er mere end en tidobling siden 2019. Oliefonden har også investeret 1,3 milliarder kr. i den franske hotelkæde Accor, der huser fodboldfans til VM. Arbejderne i kæden kalder forholdene, de lever under for «slavelignende».

Hydro (norsk aluminium-virksomhed, red.) ejer halvdelen af verdens største aluminiumsfabrik, der ligger udenfor Doha i Qatar. Fabrikkens indtægter var sidste år 10,2 milliarder kroner. Norsk erhvervsliv eksporterede varer for 1 milliard kr. til Qatar i fjor. Der er tale om en syvdobling, siden Qatar blev tildelt fodbold-VM i 2010.

Skatteyderne hjælper norsk erhvervsliv med at finde kunder i Qatar gennem erhvervsfremmende indsatser som Innovasjon Norge (statsejet investeringsselskab, red.). På Innovasjon Norges hjemmesider er der meget lidt at læse om, at Qatar er et diktatur, der systematisk bryder menneskerettighederne. Tværtimod bliver man beroliget med, at «de store naturgas-forekomster har gjort Qatar til ét af Mellemøstens rigeste lande, og den lokale befolkning i Qatar har høj levestandard. For norsk erhvervsliv er der eksportmuligheder inden for infrastruktur og byggebranchen, smarte byer, fornybar energi, vandrensning, sundhedssektoren og IT».

To konklusioner efter VM

Fodbold-VM har med rette kastet lys på, hvilken slags regime Qatar er. Men når tribunerne er ryddet, og medierne er rejst hjem, kan dette VM få ét af to efterspil:

Hvis vestlige lande som Norge oplever nogle uger med debat, men alligevel opretholder vores tunge investeringer og militære støtte til regimet, sender vi Qatar (og resten af verden) et tydeligt signal om, hvad vi i virkeligheden står for.

Den kraftige vækst i norsk støtte siden Qatar blev tildelt VM i 2010 fortæller dem også, at renvaskningen af sporten fungerer. Med andre ord: De behøver ikke stoppe med at behandle mennesker som slaver, hvis bare de satser på populære arrangementer. FIFA-præsident Infantino vil i så fald få ret i, at den moral, vi nu udviser, er dobbeltmoral.

Alternativt benytter vi anledningen til at tage et opgør med Qatar og sørge for, at Infantino tager fejl. I så fald skal regimets brud på menneskerettighederne få håndfaste konsekvenser.

En naturlig første konsekvens ville være, at regeringen sætter en stopper for al norsk våbeneksport til Qatar. Dette ville være i tråd med Stortingets vedtagne politik om, at udenrigsministeriet grundigt skal vurdere menneskerettigheds-situationen og de grundlæggende demokratirettigheder, før de tillader våbeneksport. Oliefonden skal også gennemgå sine investeringer i virksomheder i Qatar.

Hvis ikke 6.500 døde gæstearbejdere fra 2010-2019 kvalificerer til, at Etikrådet skal fraråde investeringer, bør disse retningslinjer snarest ændres.

Oversat af Bjarke Friborg for Solidaritet. Redaktionel bemærkning: Alle tal er angivet i danske kroner.


Om skribenten

Bjørnar Moxnes

Bjørnar Moxnes

Leder af partiet Rødt siden 2012. Valgt til det norske parlament Stortinget siden 2017. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER