Bliver vi aldrig koloni-klogere?

Om kort tid besøger jeg de tidligere danske øer Sct. Thomas og Sct. Croix. Det bliver et dejligt gensyn med en masse mennesker, jeg tidligere har mødt derude. Øerne blev solgt til USA i 1917 efter en folkeafstemning i Danmark. Danmarks første folkeafstemning nogensinde – og en afstemning, hvor øernes indbyggere ikke blev spurgt. Man fristes til at tilføje: Naturligvis ikke.

For i den danske debat var øerne en udgiftskrævende post, befolket med en blanding af tidligere slavegjorte og tidligere slaveejere plus nogle familier med tilknytning til dansk embedsværk. Og den sorte befolkning blev opfattet som ude af stand til at varetage egne interesser. Uvidende som de var – i den danske opfattelse. 

Et par år tidligere havde den første leder af de lokale landarbejdere, Hamilton-Jackson, fået samlet penge ind til at komme til Danmark. Han ville bede vores politikere om, at sætte ind over for plantageejernes grove udnyttelse af de tidligere slavegjorte. Han talte for døve øren, for ingen kunne da tage sådan en figur alvorligt i det kloge Danmark. Han rejste hjem igen, og Danmark besluttede at gøre en ende på den slags besværligheder.

Vi tjente som land og kultur kassen på de slavegjortes gratis arbejde. Og vi gav dem aldrig en undskyldning for de mange lidelser og døde, som vi var direkte ansvarlige for.

Har vi lært noget af Danmarks tid som kolonimagt?

Og den danske selvbevidsthed har bestemt ikke taget skade. Vi fortsætter samme stil i dag. Nu med Grønland som centrum for vores bedrevidende latterliggørelse. Vi ønsker at bevare rigsfællesskabet, har jeg forstået. Først og fremmest for Grønlands egen skyld, forstås! For de stakkels folk deroppe er jo i vores øjne fuldstændig ude af stand til, at tage vare på deres egen skæbne!

De forstår ikke, hvad penge er, og de forstår ikke, hvor stor og grum verden uden for rigsfællesskabet er. Det gør til gengæld alle vi, der måske aldrig har sat en fod i Grønland. For vi kigger bare i Finansloven, og der står tallene smukt på tryk!

Jeg har været i Grønland flere gange. En af de ting der har overrasket mig mest, når jeg har været i Grønland eller på de Vestindiske øer er, at de ikke spytter efter os på gaderne, eller vender sig væk når de hører, hvor vi kommer fra. Man bliver tværtimod mødt med en smilende imødekommende nysgerrighed: Hvem er I? 

Min oplevelse er, at mens vi i Danmark tilsyneladende intet har lært af fortidens forfærdelige fejl, så har både indbyggerne på Sct. Croix, Sct. Thomas, Sct. Jan og Grønland lært ganske meget. Vi tror stadig, at vi ved bedst, hvad der er godt for andre. Og vi har åbenbart ikke evnen til at kunne sætte pris på forskellighed.

Tænk, hvis danske politikere og meningsdannere sagde, at de ønsker at bevare rigsfællesskabet, fordi de faktisk holder af både Grønland og Færøerne? Tænk, hvis vi i kongeriget gjorde noget ud af at kende hinandens verdener? Tænk hvis man vidste noget om befolkningerne og deres byer og bygder?

Jeg har bemærket, at ganske mange journalister kløjs i det, hvis de skal omtale en anden by end Nuuk. Måske kunne større kendskab betyde, at vi omtalte Grønlands indbyggere som andet end en byrde. Måske kunne vi få et rigsfællesskab med fællesskab. Og måske behøvede vi så ikke hele tiden at spørge os selv og hinanden, om det mon kan holde.