Blod på bundlinjen – TERMA
En gruppe aktivister fra Enhedslisten og SUF satte fokus på våbenproducenten TERMAs rolle i at levere militært udstyr til den blodige borgerkrig i Yemen.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
En gruppe aktivister fra Enhedslisten og SUF i Aarhus satte mandag fokus på våbenproducenten TERMAs rolle i at levere militært udstyr til den blodige borgerkrig i Yemen.

Af Anastasia Kratschmer
Mandag eftermiddag 25. maj klokken 17 var politiet på pletten foran TERMA i Lystrup ved Århus. Omkring 15 aktivister fra SUF og Enhedslisten havde nemlig forsamlet sig med bannere, og de sang i protest mod TERMA. Under paroler som “TERMA har blod på bundlinjen” satte aktionen fokus på, at blandt andet krigsforbrydelser i Yemen bidrager til TERMAs milliard-omsætning, som direktør Jes Munk Hansen har et mål om at øge fra 2 til 3 milliarder kr. om året i de kommende fire eller fem år.
På det andet banner stod: “TERMA har radar, men har de moralsk kompas?”
Ifølge Danwatch og TV2 har TERMA-radarer været med til at sikre blokader af medicin, mad og anden nødhjælp til Yemens befolkning så effektivt, at det har kostet hundredtusinder af liv.
FN har kaldt det verdens værste humanitære katastrofe, og coronavirus er nu også nået frem til et land, der allerede er i knæ. Trods advarsler fra menneskerettighedsorganisationer og et forbud fra Folketinget om at eksportere militært udstyr til Emiraterne, har TERMA helt indtil 2020 sendt reservedele derned.
SUF og Enhedslisten i Århus kræver øjeblikkeligt stop for TERMAs salg af krigsmateriel!

Solidaritet bringer dig reportager fra klassekampen lokalt og internationalt. Følg os på Instagram, og Facebook for daglige opdateringer.

Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)