Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
4. juni. 2019

Blodigt militærangreb på den sudanske revolution

Det sudanske militære overgangsråd er gået til hårdt angreb på befolkningen. Der rapporteres foreløbigt om 35 dræbte, 40 voldtægter og mere end 650 sårede civile. Vi advarer om ubehagelige billeder.

Foto: Sudanese Translators for Change

Det sudanske militære overgangsråd er gået til hårdt angreb på befolkningen. Der rapporteres foreløbigt om 35 dræbte, 40 voldtægter og mere end 650 sårede civile. Vi advarer om ubehagelige billeder.


Af Peter Saxtrup Nielsen

Tidligt om morgenen mandag den 3. juni, valgte det militære overgangsråd i Sudan at indlede den hidtil voldsomste repression af det folkelige oprør i Sudan, siden diktatoren Al-Bashirs fald i april. På denne sidste dag i ramadanen blev sikkerhedsstyrker og politi med skarpladte våben sat ind overfor den protestlejr, der har været fastholdt i Khartoum siden d. 6. april.

Oprør breder sig i disse dage med lynets hast over hele verden – og Solidaritet dækker dem efter bedste evne. Kontakt os hvis du ønsker at bidrage.

Sudan Doctors Syndicate, de sudanske lægers fagforening, rapporterer om 35 bekræftede dræbte, 4 af dem børn – alle dræbt af skud undtagen en, der druknede og to, som blev kørt over. De sudanske lægers fagforening melder samtidig at der er 650 bekræftede tilskadekomne. Det forlyder blandt aktivister på de sociale medier, at mellem 20 og 40 tilfælde af voldtægter af demonstranter – kvinder, børn og mænd. Voldtægter er tidligere, særligt i Syrien, blevet brugt som et middel til at drive oprørerne til at bevæbne sig.

Simultant med overfaldet i Khartoum har militserne udført tilsvarende angreb i byerne Al-Nuhood, Al-Gadarif, Sinnar, Atbarra, Nyala, Port Sudan og Al-Fashir. Inden massakren var dele af militæret, som vurderedes at stå på revolutionens side blevet afvæbnet. Militæret havde fået tydelige ordrer til ikke at blande sig og holde flygtende mennesker ude af militære områder og bygninger.

Det militære overgangsråd i Sudan valgte mandag aften at lukke for store dele af landets internettrafik, hvilket gør rapporter fra Sudan svært tilgængelige, og giver regimet en klar fordel i mediekrigen. Det kan blandt andet ses hos Danmarks Radio, der ukritisk videregiver militærets version af begivenhederne, afviser at der har været tale om et overgreb, og deler ansvaret mellem alle involverede.

Der er imidlertid massevis af kilder og rigeligt med fotodokumentation til at kunne konstatere, at begivenhederne i går var et overlagt angreb og en massakre på de protester, der siden december sidste år har rystet Sudan, og skabt håb for et civilt og demokratisk styre i landet. Protesterne har været ledet af faglige og folkelige kræfter, og massakren følger direkte i kølvandet på en succesfuld generalstrejke tirsdag og onsdag i sidste uge.

Hovedmanden bag massakren er det militære overgangsråds næstkommanderende, der ses som den egentlige leder af situationen, general Mohamed Dagalo, kendt som Hemdeti. Han blev berygtet for sin rolle i de etniske udrensninger i Darfur-regionen, hvor han stod i spidsen for den berygtede Janjarweed-milits, der stod bag flere massakrer, og hvis krigsforbrydelser er veldokumenterede. De er siden blevet omdannet til de såkaldte Rapid Support Forces, der var de primære styrker bag gårsdagens overgreb.

Sudanese Professionals Association (SPA), den vigtigste faglige organisation i den sudanske revolution, har udsendt en opfordring til sine støtter om at gennemføre strejker og forstyrrelser af det civile liv i landet, og de har opfordret til at bygge barrikader på alle afgørende veje for at forhindre specialtropperne og deres støtter i at bevæge sig frit. Samtidig er flere af SPA’s ledere gået under jorden af frygt for repressalier fra det sudanske militær. De beder i oversatte opråb og erklæringer om støtte fra det internationale samfund. Der florerer rapporter, der grundet det lukkede internet ikke kan bekræftes om, at befolkningen har taget opfordringen til sig, og at det sudanske pilotforbund og elektrikerforbund har erklæret generalstrejke uden sluttidspunkt. Der florerer endvidere ubekræftede historier om, at enkeltstående militærdelinger har trodset deres ordrer og beskyttet befolkningen.

Janjarweed-militser – nu omdøbt til det neutralt klingende “Rapid Support Forces” går til angreb på civilbefolkningen.

Indtil for nylig forhandlede det militære overgangsråd med de protesterende masser. Dette fik dog en ende, idet militæret ikke ville acceptere et civilt flertal indtil der kan udskrives valg. Fra de protesterendes synspunkt er forhandlingen nu ensidigt opsagt af det militære overgangsråd gennem disses blodige handlinger.

Massakren kommer i kølvandet på, at regimets ledere mødtes med ledere fra Egypten, De forenede Arabiske Emirater og Saudi Arabien – alle lande, hvor de ledende kliker har rigelig erfaring med at dræbe egen befolkning for at beholde magten. Begivenhederne i går spiller derfor ud som en tragisk gentagelse af massakrerne på Rabaa-pladsen i Egypten d 14. august 2013. Samtidig markerer de den nuværende sudanske ledelses opbakning til at støtte Saudi Arabiens krig i Yemen. Denne var i stigende grad blevet en del af den politiske diskussion i Sudan under de nyligt åbnede vilkår for demokratisk samtale, og den udvikling af ideer og krav, som den sudanske revolution har indstiftet.

Herhjemme samarbejder den danske stat med de sudanske sikkerhedsstyrker om at sende flygtninge tilbage til regimer, der udfører massakrer på protesterende borgere. EU støtter også aktivt og økonomisk disse forbryderiske militser såvel logistisk som økonomisk, mod at de kontrollerer migrationsstrømme i det nordlige Afrika. Men hvis forskning står til troende, så er det netop drab på politiske aktivister og knægtelse af demokratiske rettigheder der betyder, at folk får behov for at flygte. Danmark og EU må markere deres klare modstand mod voldsoptrapningen og stoppe samarbejdet med regimet, hvis de ikke vil betragtes som meddelagtige i de drab, der begås og i den hårdhændede politik, der tvinger folk på flugt fordi de ønsker et bedre og demokratisk samfund for sig selv og deres landsmænd.


Følg revolutionen i Sudan på Solidaritet.dk


Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER