Børn har ret til fællesskaber og trivsel – ansvaret er de voksnes

Antallet af børn, der presses ud af fællesskaberne, stiger. Udskillelsen af børn til specialtilbud er rekordhøj, og frem for at arbejde med trivsel og forebyggelse fokuseres på udredning og diagnoser.

Den udvikling må vi vende. Det er vores ansvar som voksne at sikre, at hvert enkelt barn har en plads – at vi griber tidligt ind og støtter, før problemerne vokser sig store.

I Odsherred bør vi kæmpe for mere rummelige skoler – og for at bruge vores ressourcer, så der er plads nok til den enkelte. Det gør vi ved at: Sætte flere voksne i klasselokalet og i SFO. Lærere og specialpædagoger skal samarbejde om børnene. Det giver tid og overskud til at se det enkelte barn.

Investér i trivsel

Pædagoger og lærerne skal have bedre støtte. Gennem en styrket pædagogisk og psykologisk rådgivning (PPR) kan man sikre, at barnet bliver fulgt bedre, så de fagfolk – der står med børnene hver dag – får den støtte, de har brug for.

Børn, unge og forældre skal – gennem en åben dør på folkeskolerne – gives forebyggende råd og vejledning. Det tilbud skal også gælde alle unge under 25, der har forladt folkeskolen. Vi skal have nærstuderet barnets lov – særligt § 30 – for at undersøge bedre muligheder for støtte uden bureaukratisk bøvl.

Vi skal investere i trivslen: Vi vil flytte specialindsatser, bl.a. med støttetimer ind i de almene klasser, så børn med særlige behov ikke isoleres, men i stedet bliver en del af fællesskabet med den rette støtte.

De første to år i folkeskolen skal pengene følge med de børn, der allerede i dagtilbud har særlige behov – og der skal udvikles et samarbejde om, hvordan deres pædagoger kan følge barnet efter overgangen til skolen. De kender jo barnet indgående – den viden er vigtig at få forankret.

Politisk mod og prioritering

Vi skal sikre, at børn og familier kan blive mødt både i daginstitutionen og i skolen med tværfaglig indsats – med sagsbehandler og familierådgivning tæt på alle aktører og barnet.

Ikke som en sag – men et fællesskab, hvor alle yder en støtte efter behov. Sagsbehandlere skal udstationeres på skolerne i det omfang, der er nødvendigt, og vi skal prioritere forebyggende indsatser. Det skal ske i tæt samarbejde med rådgiverne bag den åbne dør på skolen. Og der skal naturligvis prioriteres penge til denne indsats.   

Det her kræver politisk mod og prioritering.  For alle børn har ret til at indgå i et fællesskab, der kan bære. Alle børn har ret til at blive anerkendt, lyttet til, og blive mødt lige der, hvor de er.

Økonomisk kassetænkning vil stå i vejen for mange af disse initiativer – det skal vi have gjort op med – økonomi skal indrettes efter børn og unges behov og ikke omvendt. I dagtilbud, skoler, SFO og i ungdomstilbud – også STU, Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse.

Det betyder, at vi skal samle økonomien i en socialforvaltning på tværs af børn og voksne. Med investeringer i forebyggelse vil vi få flere, som trives – og den dag voksne udsatte bliver mere selvhjulpne, har vi vekslet økonomi til reel omsorg. En kolossal opgave – som vi kun kan løse, hvis alle står sammen – forvaltning, medarbejdere og pårørende.