Børns trivsel er blevet et nedslidt samlebåndsarbejde

Med 20 års arbejde i at sikre trivsel og udvikling blandt børn og unge har jeg gjort min erfaring. Og som uddannet lærer ved jeg, hvad der virker i Folkeskolen, men jeg har bestemt også været vidne til dét, som absolut ikke virker. 

Som lærer har jeg på nærmeste hold været vidne til det svigt, ministre og Kommunernes Landsforening (KL) gennem mere end ti år har gjort på vores skoler og dagtilbud.

Som forælder har jeg set kommunen svigte, når den fortæller om, at i den kommune går det da nogenlunde. Svigtet kommer ikke fra de ansatte – tværtimod. Her oplever jeg dygtigt personale, som dagligt kæmper for de børn og unge ud fra de rammer, de ansatte har fået.

Men rammerne giver ikke de dygtige pædagoger og lærere mulighed for at give børnene den kvalitet, de ellers havde kunnet. Rammerne giver faktisk ikke engang mulighed for at lykkes med kerneopgaven.

For nogle ressourcestærke går det måske nogenlunde. Imens kan vi se, at klasseforskellene i min egen kommune vokser. Massivt.

Først blev børnefamilierne drevet ud af centrum til de mindre byer. I værste fald bliver borgere drevet ud af kommunen.

Samlebåndet bliver lappet med gaffatape – ikke med viden

I en almindelig produktionslinje ved man præcis hvor meget, der kan pakkes på en time. Man ved også, at produktionen – og dermed kvaliteten – daler væsentligt, når der mangler personale, eller når der er for megen udskiftning i personalet. Det giver røde tal på bundlinjen.

Som medlem af flere professionelle bestyrelser ved jeg også, at en bestyrelse ville stille spørgsmål om manglende ledelse og kvalitetssikring af produktet, hvis virksomheden ikke lykkes med dens opgave.

Alligevel kan man se, at der i flere kommuner fortsat er røde tal på bundlinjen på skole- og dagtilbudsområdet. Det skyldes, at samlebåndet bliver lappet med gaffatape og ikke med viden.

Ude i kommunerne har vi viden om, hvordan man bedst driver daginstitutioner og skoler. Hvis børnene skal lære noget, kræver det, at der er uddannede voksne omkring dem. Men uden reelle minimumsnormeringer og med en folkeskole i forfald, forstår jeg – både som mor med børn begge steder og som lærer – godt, at man fravælger netop dette arbejdsområde.

For tiden kan vi se, at bevægelsen ”Hvor er der en voksen” igen er ude at markere, hvor horrible tilbud vores børn får. Det gør de med et borgerforslag, som markerer, at noget må ske i dagtilbuddene.

Som samfund skal vi nemlig leve af det produkt, dygtige pædagoger kan levere, hvis rammerne ellers er i orden: Børn der trives og lærer en masse gennem en tryg dagligdag. Det gør dem senere i livet i stand til at løfte fællesskabet.

Skoler og institutioner fra SHEIN

I stedet ser det nærmere ud til, at vi som samfund driver skole- og børneområdet, som var det et produkt fra SHEIN – det kinesiske firma, der sælger brug-og-smid-væk-tøj i store mængder.

Det kan vi ikke være bekendt over for de ansatte – men absolut heller ikke over for børnene.

I stedet for SHEIN kunne vores lærere og pædagoger levere et produkt som en Wegner J16-gyngestol i valnød, som hele verden sukker efter. Hvis ellers rammerne var i orden. Men sådan går det, når produktionslinjen prioriterer kvantitet over for kvalitet.

Samtidig sørger KL’s nye inklusionsstrategi for, at samlebåndspersonalet bliver bedt om at pakke leverpostej og håndboldsko på ét og samme bånd. Det er kaotisk, det er mærkværdigt, det er uholdbart!

Hverken lærere eller pædagoger er uddannet til at varetage inklusionen. Mange lærere er ikke engang uddannet til at undervise i de fag, de har fået i deres skema.

Vi på venstrefløjen skal fortsætte kampen for, at vi skal investere i de ansatte. Den investering kræver, at børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye og formand for KL’s børne- og undervisningsudvalg Christina Krzyrosiak Hansen (begge S) snart påtager sig det ansvar, der følger med den arbejdsopgave, de har sagt ja til.

Det har en direkte konsekvens i folkeskolen, når vores dagtilbud ikke har nok pædagoger til at give det, børn har brug for.

Samlebåndet er knækket, og gaffatape er ikke nok til at lappe det. Vi skal investere i børneområdet, så det får den kvalitet, Danmark faktisk godt kan levere.