Boganmeldelse: Demokratiet er i krise

Den ny bog ”Demokratiets krise og de nye autokratier” handler både om udviklingen og afviklingen af demokratiet rundt om i verden. Bogen er for det meste indsigtsfuld og læseværdig. Det er dog ikke nødvendigvis opmuntrende læsning.

Af Søren Riishøj

Der synes i dag at herske enighed om, at demokratiet er slidt og træt, hvis det da ikke er ved at vælte helt. Eller for at bruge en anden metafor: Vores demokratier synes at gennemleve en midtvejskrise. De har ganske enkelt mistet orienteringen, og ser ud til at falde fra hinanden.

Sådan beskrives patientens tilstand i det redaktionelle forord i en ny bog udgivet fra Aarhus Universitetscenter omhandlende demokratiets krise og fremvæksten af nye autokratier. Der er forskellige typer af demokratiske tilbageskridt, og som det fremgår i gennemgangen af 12 lande, er det sket med variationer fra land til land, fra region til region. I bogen får vi ud over tre indledende afsnit en gennemgang af disse 12 lande eller regioner, så vi bliver godt dækket ind.

Demokratiets forfald

De enkelte lande gennemgås på forskellig vis, men omdrejningspunktet – graden af demokratisk forfald – er gennemgående. Som redaktørerne gør opmærksom på, bygger de enkelte kapitler ikke på en fastlagt model, og har heller ikke som udgangspunkt et bestemt politisk standpunkt. De enkelte kapitler har forskellig længde, fra 15 op til godt og vel 20 siders tekst. I de indledende afsnit får vi præsenteret en række vigtige begreber, og de vigtigste forskningsmæssige tilgange til studiet af demokrati og tilbagegange for demokratiet.

Listen over demokratier og regimer i demokratisk forfald er lang. De begreber, der omtales i de indledende kapitler, bliver dog sjældent uddybet i de enkelte landeafsnit. Det klassiske repræsentative, liberale demokrati og neoliberale demokrati stilles over for det illiberale, det fejlslagne; facade-demokratiet og det styrede (”managed”) demokrati. ”Digital autoritarisme” har set dagens lys i takt med udbredelsen af de sociale medier. I Jacob Jensens afsnit får vi en grundig gennemgang af ”public choice”, den økonomividenskabelige tilgang til studiet af politik med vægt på politik forstået som en markedsmekanisme. I den model bliver borgernes efterspørgsel efter offentlige goder gjort til omdrejningspunktet.

Stabilitokrati og Kazakhstan-modellen

I Chrisian Axboe Nielsens gennemgang af Balkan indtager ”stabilitokrati” en central plads, men dette nye, meget vigtige begreb er ikke med i de indledende afsnit. Stabilitokratiet sætter stabilitet og sikkerhed i højsædet, ofte på bekostning af menneskerettighederne i en liberal-demokratisk forstand. Måske ud fra en erkendelse af, at det liberale demokrati ikke lader sig gennemføre på grund af den historiske arv og den dybe kultur. Stabilitokrati i Rusland er også nævnt som en mulighed, når Putin engang forlader posten.

”Kazakhstan-modellen” går på, at den afgående leder udpeger afløseren, den blev brugt, da Putin selv kom til i 1999. Et nyt begreb – jeg synes også burde inddrages – er ”masseprotestdemokratiet” (”politics of mass protests”). ”Masseprotest-demokrati” oplever vi i et stigende antal lande. Valg bliver gennemføres, men de respekteres ikke, hverken af vinderne eller taberne. Taberne går ofte på gaden og protesterer næsten dagen efter valgnederlag, en særlig variant af ”backsliding” og demokratisk ”regress”. Under sådanne forhold kan stabilitokratiet være den mindst dårlige udvej. Serbien under Vucic er ét af mange eksempler. Listen over lande med masseprotester tæller både overvejende demokratiske og overvejende autoritære regimer, fx Frankrig, Hongkong. Thailand og Peru.

Et nuanceret billede

En gennemgang af de enkelte landeafsnit bliver nok for pladskrævende, men de er som nævnt opbygget ret forskelligt, og med varierende længde. Men hvor nogle af forfatterne anlægger et bredt, historisk perspektiv, fokuserer andre mest på ét bestemt tema og på bestemte personer/ledere. Det sidste gælder afsnittet om USA, hvor personen Donald Trump naturligt nok er i fokus. Trods et begrænset sidetal, omkring de 15-20 sider, lykkes det forfatterne at give læseren en god indsigt og forståelse.

Jeg er ikke selv ekspert i alle landene, tværtimod, men føler mig derimod klart bedre oplyst efter at have læst bogen. Afsnittene om Balkan og Mellemøsten har valgt det brede perspektiv, og det slipper forfatterne Christian Axboe Nielsen og Peter Seeberg rigtig godt fra. I afsnittet om Mellemøsten får vi fint beskrevet, hvordan nogle lande har oplevet alvorlige tilbageslag for demokratiet: Egypten, Irak og Syrien eksempelvis; imens det i andre – som Jordan, Marokko og især Tunesien – er gået bedre.

USA og til dels EU har støttet diktaturet i Egypten under al-Sisi, uanset de alvorlige tilbageslag for demokratiet (s. 258). Geopolitik vejer tungest, slet og ret. Iran har oplevet både nedture og opture, en form for ”perestroika” i årene fra 1989 – 2005. Mugabe og arven efter ham fylder rigtig meget i afsnittet om Zimbabwe. Mugabe var fra start i 1980 nationalhelt, men siden er det gået ned ad bakke, og i dag er landet hårdt ramt også økonomisk.

“I afsnittet om Mellemøsten får vi fint beskrevet, hvordan nogle lande har oplevet alvorlige tilbageslag for demokratiet: Egypten, Irak og Syrien eksempelvis, imens det i andre – som Jordan, Marokko og især Tunesien – er gået bedre.”

I 1990’erne indførte EU med Storbritannien i frontlinien økonomiske sanktioner mod Zimbabwe. De direkte effekter heraf på magteliten var begrænsede, fastslår Stig Jensen. Målsætningen om regimeskift blev ikke indfriet.

Det er et problem, at teorier og teoriudvikling i den grad er hentet fra vestlige samfund, og at disse teorier præsenteres som universelle. Problemet kendes i andre sammenhænge, fx ved studier af Rusland og Kina/Asien. Erik Kulavig giver læseren en fin indføring i Ruslands historie, fra Lenin og Stalin, over Khrustjov, Breshnev og Gorbatjov videre til Jeltsin og Putin. Distinktionen ‘slavofile’ over for vestligt orienterede (‘zapadniki’) er stadig relevant. Der burde nok have været plads også til en diskussion om, hvad der sker, når Putin på et tidspunkt takker af. Måske sker det i 2024, måske senere.

Fra Ungarn til Brasilien

Malene Winds ret korte afsnit om Ungarn og Polen har et snævrere fokus, mest koncentreret om retssystemerne. Der er ikke meget om, hvorfor Kaczynski og Orbán vinder valgene – og hvorfor utilfredsheden med det liberale ”hegemoni” er så stor i befolkningerne. Det er kritisabelt. Både Kaczynski og Orbán har tidligere tabt valg og regeringsmagt, men regeringen i Polen og præsident Duda blev genvalgt. De store forskelle mellem Polen og Ungarn burde også være omtalt. Illiberalismen er klart dybere forankret i Ungarn end i Polen. 

I gennemgangen af Italien lægger Gert Sørensen naturligt nok vægt på arven fra fascismen og de forskellige perioder i italiensk politik efter 2. Verdenskrig med en omtale af eksempelvis det økonomiske mirakel i en helt del efterkrigsår, terroren og truslerne mod demokratiet i 1970erne, Berlusconi og de nye partier, herunder Liga Nord og Femstjernebevægelsen.

Paradedemokratiet Brasilien

Afsnittet om Brasilien er interessant. Jeg tror, mange læsere, jeg selv inklusive, er chokeret over, hvor groft det juridiske system er blevet brugt til at slippe af med og fængsle valgte præsidenter og politikere. Kort sagt bliver der udøvet parlamentariske statskup. Systemet betegner Georg Wink meget rammende ”ideokrati” og ”parade-demokrati”. Det gik hårdt ud over eksempelvis den tidligere præsident, Luis Ignacio “Lula” da Silva, men også hans afløser som leder af Arbejderpartiet, Dilma Rousseff.

Anklagerne var groteske, fremgår det. Lula blev efter lynjustits forhindret i at genopstille mod Bolsonaro og idømt ikke mindre end 12 års fængsel. Alle præsidenter siden landets redemokratisering har været udsat for dusinvis af rigsretsanklager. I tilfældet Dilma Rousseff kunne ingen tilstrækkelig lovovertrædelse påvises ud over en retorisk anklage, hvilket flere involverede siden har indrømmet (s. 329). Apati og modstand mod politik og politikere er stærk. Ved valget i 2018 var over 30 pct. af de afgivne stemmer blanke!  Ultrahøjre i Brasilien har vokset sig stærkt. Det gav Bolsonaro chancen. Corona-krisen har han som bekendt håndteret på sin egen måde. Systemet er generelt kendetegnet ved konservatisme i den private sfære og økonomisk liberalisme i den offentlige. Den symbiose har ikke skabt stabilitet og større opbakning til demokratiet.

Som min gennemgang gerne skulle vise, har vi at gøre med en spændende, læseværdig og stofmættet fremstilling. De enkelte afsnit er ret forskellige, hvilket de to redaktører af bogen selv gør opmærksom på, og med forskellige koblinger og vægte mellem empiri og teori. Nogle afsnit giver læseren en større og bredere indsigt historisk og geografisk end andre. Det er dog til at leve med.

Mikkel Thorup (red.): Demokratiets krise og de nye autokratier. Aarhus Universitetsforlag (2020), 368 sider. vejl. pris 299 kr.