Boganmeldelse: Er Rusland (stadig) en militær stormagt?

Ny bog fra DJØF’s forlag er en god kilde til at forstå den russiske selvforståelse som en militærmagt, der ønsker at være en aktør på den geopolitiske scene – men som har erkendt, at dagene som global supermagt er ovre.

Af Søren Riishøj

Krig har aldrig været noget fjernt fænomen for den russiske stat. Med et fladt steppeland til alle sider har udfordrerne nærmest stået i kø. Mongolerne i øst i det 13. århundrede. Tyrkerne frasydvest. Det lykkedes Napoleon at indtage Moskva. Hitler nåede kun til forstæderne. Kort sagt, i russisk optik er verden et farligt sted. Verdenshistorien belønner ikke svaghed og sårbarhed. Den historiske lære påvirker de militære debatter i Rusland og er med til at forme og skabe patriotismen og den russiske forståelse for krig.

Det er centralt for at forstå den russiske selvforståelse og trusselsopfattelse, fastslår Jørgen Staun i bogen ”Rusland som stormagt”, udgivet af DJØF her i 2021. Bogen udspringer af et nyt forskningsprojekt ved Forsvarsakademiet. Projektet fokuserer i højere grad end tidligere projekter på russisk militær i snæver forstand med vægt på opbygning, øvelsesmønstre og den militære strategiske kultur, jævnfør indholdsfortegnelsen neden for.

Det kunne måske forventes, at en bog fra Forsvarsakademiet er kendetegnet ved russofobi. Det er ikke tilfældet, i hvert fald ikke i særlig udpræget grad. Der tales godt nok om russisk ”aggression” og om ”troværdig afskrækkelse”, men det siges også,  at det er vigtigt at diskutere, hvordan det aktuelt høje konfliktniveau kan nedbygges, og der kan skabes basis for, at det russiske forsvar kan blive en partner frem for en trussel. Både russisk styrke og svaghed bliver beskrevet som en mulig trussel. Eksempelvis kan Ruslands aktive brug af cyber-militær fortolkes som et svaghedstegn, og som et udtryk for at Rusland ikke længere har ressourcer til at konkurrere symmetrisk på militær og økonomi. I Ukraine og andre steder har Rusland kombineret brug af cyber og konventionel krigsførelse.

Et svækket men aggressivt Rusland

Et svagt Rusland sænker tærsklen for, hvornår Rusland agter at bruge atomvåben i en krig. Det er et problem. Rustningskontrol-aftaler er stadig meget vigtige. Bogen diskuterer med det udgangspunkt, hvorvidt NATO kunne bidrage til at skabe fred i Østukraine ved at afstå fra løfter om ukrainsk NATO-medlemskab. Det forslag blev omkring 2014 også stillet af Henry Kissinger og Zbigniew Brzezinski, men fik desværre ikke den tilstrækkelige opbakning – og slet ikke herhjemme. I 2013 stod danske, russiske, kinesiske og norske fartøjer i fællesskab sammen om at fragte kemiske våben ud af Syrien. Det er også en vej til at bryde den onde cirkel. Besøg og tillidsskabende foranstaltninger – fx via OSCE – kan bidrage.

“Under den gamle kolde krig og under Balkan-krigene i 1990erne var politikere ofte klart mere irrationelle og overreagerende end militærfolk. Militæret ved jo, hvad en storkrig fører til. Det er min personlige erfaring som medlem af Folketinget i 1980’erne, både før og efter Mikhail Gorbatjov kom til, og under Balkan-krigene i 1990erne.”

Andre emner for samarbejde er søredning, minestrygning, isbrydning og katastrofeberedskab. Bogen forklarer, at den ikke ønsker at være alarmistisk. Det rustningsniveau, NATO aktuelt har, må i udgangspunktet virke afskrækkende på Rusland. Sådanne synspunkter luner en gammel militærskeptiker og fortaler for dialog og diplomati som jeg selv. Under den gamle kolde krig og under Balkan-krigene i 1990erne var politikere ofte klart mere irrationelle og overreagerende end militærfolk. Militæret ved jo, hvad en storkrig fører til. Det er min personlige erfaring som medlem af Folketinget i 1980’erne, både før og efter Mikhail Gorbatjov kom til, og under Balkan-krigene i 1990erne.

Moskva kræver, at der tages hensyn til Ruslands interesser. Det vil i givet fald betyde vestlig accept af en mere multipolær verden. En ”stormagtskoncert”, som den der bliver beskrevet i bogen, hvor der er aktiv russisk deltagelse, er bestemt ikke en fremmed tanke for Moskva. Traditionelt har det russiske militær iflg. meningsmålingerne haft stor opbakning.

Tre tilgange til at forstå Ruslands militær

Bogen gør meget ud af at drøfte de teoretiske og metodiske problemer, som er forbundet med at nå frem til holdbare konklusioner om det russiske militær. Tilgangen er overvejende politologisk, og inddrager teoretiske og metodiske problemstiller fra den tradition. Groft sagt har vi tre forskellige tilgange: Områdestudier, altså hvor man kigger på de specifikke lande, “International Politik”-tilgangen, samt krigs- og militærteori.

Kildeadgang er som bekendt ikke let, når det gælder militærstudier. I afsnittet om strategisk kultur benyttes tre hovedkilder: De offentlige russiske sikkerhedsdoktriner, militærdoktrinerne samt udsagn og vurderinger fra militærteoretikere, fx som de bliver formuleret i militærtidsskriftet ”Vojennaja Mysl”. Afgørende for Vladimir Putin har været ambitionen om, at Rusland igen skal være en betydende stormagt og ”verdensmagt” – selv om man dog ikke har ambitioner om at blive en supermagt som før.

Følelsen af teknologisk og geostrategisk sårbarhed og fare for overraskelsesangreb er stærk – og af gode grunde. Trods betydelige landetab i 1991 er Ruslands territorium enormt, over 17 mio. km2, landegrænsen er på små 20.000 km og kystlinjen på over 37.000 km. Det gør det svært at forsvare, hvilket tydeligt afspejles i de militære doktriner. I 1990erne og et stykke ind i 00erne var russisk militær stærkt svækket.

Efter krigen i Georgien i 2008 igangsatte Rusland et gennemgribende reformprogram og en solid oprustning med vægt på modernisering af materiellet, militærøvelser og evne til at indsætte store styrker på kort tid. Kamphandlingerne i Sydossetien i 2008, der blev startet af Georgien, førte til kursskiftet. At programmet gav resultater, er blevet afsløret i forbindelse med Syrien-krigen, annekteringen af Krim 2014 og kampene samtidigt i Østukraine, hvor russisk militær har optrådt klart mere professionelt end under Georgien-krigen.  Kort sagt er Ruslands militære kampkraft i dag milevidt fra lavpunktet under den første Tjetenien-krig midt i 1990erne og har udviklet sig betydeligt fra krigen i Georgien i 2008, hvor Rusland vandt på slagmarken, men ikke uden at blotlægge alvorlige huller.

Krig på lavt blus

Bogen gør meget ud af at diskutere den russiske krigsopfattelse, som den udlægges i den russiske udenrigs- og sikkerhedspolitiske elite (s.387). Russiske militæreksperter har været inspireret af  von Clausewitz’ klassiske værker. Sikkert er, at grænsen mellem krig og fred er blevet mere uklar. En stor del af eliten ser Rusland som de facto værende i krig med Vesten, og måske går den opfattelse også den modsatte vej. Den lav-intense krig er pt. begrænset til cyber-domænet og informationskrig, og udkæmpes primært med ikke-militære og hybride midler – bortset fra i Syrien og til dels i Libyen.

Bogen behandler i selvstændige afsnit både sø-militæret, luftvåbnet, kernevåben, cyber og militærfirmaer. Under afsnittet om militære privatfirmaer får virksomheden TkKV Wagner særlig omtale. Rusland har siden 2011 opgraderet flyvevåbnet frem for hæren og flåden, men flåden   har mistet evnen til at operere på oceanerne, og er i stigende grad ved at udvikle sig til en kystflåde.

Efter Sovjetunionens opløsning er KGB blevet opdelt i flere tjenester, og bogen giver særlig opmærksomhed til FSB, den føderale sikkerhedstjeneste, der er den direkte arvtager til KGB. Den var formentlig ansvarlig for giftmordene i Storbritannien, og spiller lige nu en stor rolle i forbindelse med nedkæmpelsen af demonstrationerne i Rusland. De forskellige sikkerhedstjenester er tydeligt i en indbyrdes konkurrence om ressourcer og kompetencer, og agerer i en eller anden udstrækning selvstændigt i forhold til de centrale myndigheder. Kulturen er forskellig. Eksempelvis finder vi betydelige forskelle i strategisk kultur i FSB og den militære sikkerhedstjeneste, GRU.

Patriotisme som værn mod vestlig indblanding

Befolkningen skal forberedes på udbrud af regulær krig. Fædrelandskærlighed, offervilje og patriotisme fremhæves igen og igen, og høj moral, stærk fællesskabsfølelse og stor offervilje bliver beskrevet som forudsætningen for høj kampkraft. Det er en klassisk fortælling om Rusland, der går langt tilbage i landets militærkultur. Det betyder villighed til at tage store tab.

De ‘farvede’ revolutioner, der i Vesten udlægges som demokratiske kampe, bliver i russisk optik set som ”statskup organiseret udefra”, og anses som hybrid krigsførelse fra vestlig side. Oprøret på Maidan-pladsen i Ukraine 2013-14 er ét af mange eksempler, mens det aktuelle oprør i Hviderusland bliver set som ”selvbegrænsende”’.

USA og NATO bruger NGO’er, oppositionstilhængere og femte kolonne-agenter til at destabilisere og vælte regeringer. Oprøret i Rusland efter Navalny’s tilbagevenden til Rusland betragtes – som i Ukraine og Georgien – som vestligt inspireret og understøttet. Den vestlige indblanding, siges det, giver Rusland ret til at forsvare sig og svare igen. Bogen er gået i trykken før de seneste ugers demonstrationer i Rusland. Også før valget af Joe Biden som præsident i USA. Biden har lagt op til ”New START”-forhandlinger om rustningskontrol, men forholdet mellem USA og Rusland vil givetvis helt grundlæggende forblive spændt. Vægten vil formentlig fortsat mest blive lagt på forholdet til Kina.

En lærebog for danske politikere

Bogen er stofmættet og for omfangsrig til at gå i dybden med de enkelte afsnit. Jeg har forsøgt at fokusere på det vigtigste. Bogen bliver til tider lovlig ”teknisk” for mange læsere – inkl. mig selv – når den fx begynder at komme ind på våbensystemer. Enkelte meningsforstyrrende trykfejl og uforståelige formuleringer kan forvirre, som når bogen beskriver “unge, fremstormende stormagter”, og man efterlades med et spørgsmål om, hvem det mon drejer sig om? Kina kan vel dårligt betragtes som en ”ung stormagt”. Ikke desto mindre er det nyttig læsning, der både giver et godt indblik i, hvordan der tænkes i det russiske forsvar – og det danske, der har skrevet om det. Politikerne bør afgjort læse den. Det ville højne det faglige grundlag for at tage svære politiske beslutninger om udenrigspolitik og forsvar.

Niels Bo Poulsen og Jørgen Staun (red.): Rusland som militær stormagt. DJØF Forlag 2021