Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
21. februar. 2021

Boganmeldelse: Sociolog Bent Olsen vil have den højtflyvende pædagogik ned på jorden igen

Pædagogikken i institutionerne er præget af styringsteknologier fra forskningsmæssig og politisk side. Men man kan ikke lave manualer om, hvordan børn skal trøstes. Bent Olsen plæderer for en pædagogik, som foregår nede ”på gulvet” – ikke oppe i elfenbenstårnet

Befinder pædagogikken sig for meget i Elfenbenstårnet? Illustration: Skokie / Deviant Art
10 min. læsetid

Pædagogikken i institutionerne er præget af styringsteknologier fra forskningsmæssig og politisk side. Men man kan ikke lave manualer om, hvordan børn skal trøstes. Bent Olsen plæderer for en pædagogik, som foregår nede ”på gulvet” – ikke oppe i elfenbenstårnet.


Af Frederik Boris Hylstrup Olsen

Professor i pædagogisk sociologi ved Institutt for pedagogikk og livslang læring, NTNU i Trondheim, Bent Olsen, har valgt at belyse de ”delikate mysterier, som ethvert samfund gemmer under sin overflade” – altså hvordan vores opvækst, de miljøer, vi færdes i og det samfund, vi begår os i, er med til at forme os som sociale mennesker – og dette gennem noget så lavpraktisk, konkret og kropsligt som den umiddelbart selvfølgelige, kedeligt nødvendige og lidet eksotiske pædagogiske praksis: trøst.

Bent Olsen: Trøst? Akademisk Forlag 2020. 306 sider. 310 kr.

Trøst er et håndværk: Det er at mestre en logik af tid og krop, at kunne bedømme hvornår og hvordan en yderst ømtålig situation skal behandles på den mest hensigtsmæssige måde.

Det er at sætte et plaster på et sår, at lappe et punkteret dæk eller at reparere en ødelagt LEGO-formation. Det er at skrue tingene sammen igen og få smørret tandhjulene. Trøst er med andre ord pædagogik når pædagogikken er på arbejde.

Kropsligheden på bagsædet og intellektets forrang

At nærme sig pædagogikkens effektive resultater på en jordnær og kropsnær måde, sådan som bogen Trøst har til hensigt, er et modigt og trodsigt greb, som strider imod den kropsoverskridende tendens inden for samfundsvidenskaberne og i samfundet generelt, som hersker for tiden. I modsætning til tidligere tider, hvor værdier på arbejdsmarkedet beroede på snævert definerede og anvendelsesorienterede kompetencer, som blandt andet kunne gøre arbejderen til gavn i fabriks- og landbrugs-arbejde, er fokus nu i højere grad på innovation, kreative processer og serviceorienterede kompetencer. Kropsligheden bliver altså skubbet i baggrunden til fordel for intellektuelle kapaciteter. Denne tendens ses også tydeligt i den altid lave andel af unge, der optages på de danske erhvervsuddannelser efter endt grundskole. Siden 2000 er andelen af unge der påbegynder en gymnasial uddannelse steget fra 55 pct. til ca. 70 pct., hvorimod andelen af unge, der er startet på erhvervsuddannelser, tilsvarende er faldet og ligger på under 20 pct. Det kan blandt andet skyldes, at de unge oplever, at den gymnasiale uddannelse potentielt kan føre til flere muligheder senere i livet, og at det arbejdsmarked – som en gymnasial uddannelse åbner for – tilbyder mere attraktive stillinger, som i højere grad bærer præg af intellektuel kapital og præstige.

Selv udlægger Olsen en hypotese om, at trøst ikke betragtes som ”fint nok” til at blive viet særlig forsknings- og uddannelses-mæssig opmærksomhed, da det generelt ikke er mondænt at påtage sig sådanne krops- og praksisbundne fænomener som pædagogisk indsatspå professionsuddannelserne.

Målstyringens granskende blik på pædagogikken

I stedet eksisterer et ”bevidsthedsdogme” i den pædagogiske forskning, hvor kropslighedvægtes mindre, så intentionalitet, bevidsthed og sproglighed i stedet får forrang i praksis. Det fokus på pædagogikkens evigt reflekterede, altid-allerede rationaliserede og dermed bevidst intenderede handlinger i praksis, bliver på en måde et redskab, hvormed det er muligt for arbejdsgivere, forældre, organisation og politik at dokumentere og evaluere på den enkelte pædagogs arbejde. Det bliver altså muligt gennem denne ”subjektfilosofi”, som på denne måde indbygges i pædagogikken, at anlægge et granskende blik på den enkelte pædagog, skulle bestemte udfald i praksis ikke bedømmes som fyldestgørende eller tilfredsstillende i forhold til den efterhånden omfattende målstyring i pædagogiske og uddannelsesmæssige sammenhænge.

Kroppen er med andre ord ikke i høj kurs, hverken på arbejdsmarkedet, inden for uddannelserne eller i samfundsvidenskaben. Derfor læses det ekstra forfriskende, når Olsen i så høj grad lægger vægt på netop det kropslige og jordnære. Trøsten er pædagogikken ”på gulvet”, når pædagogik snarere end at være evaluering og dokumentation er en social kunnen, der udvikles, raffineres, opøves og udøves i den konkrete situation, med og i kroppen. Det er omfavnelser, klap på ryggen og pust på skrabede knæ, når situationen helt uventet og uforberedt dikterer det.

Trøstning fungerer i handlingens og kroppens domæne, ikke på refleksionens og teoriens niveau. Dette sidstnævnte symbolniveaus ”anden orden i form af skriftlige dokumenter, teoretiske rammeværk, pædagogiske uddannelse og forskning, tanker og eftertanker kommer derimod halsende bagefter, når det hele allerede er overstået”. Her er ”det hele” den faktiske praktisering af pædagogikken. Denne faktiske praktisering af pædagogikken – den hverdagslige handlen, ”på gulvet” – er altså underlagt og betinget af forskningsmæssige, bureaukratiske og politiske instanser ”oppefra”, som på forskellige måder og af forskellige ønsker sigter efter at implementere tiltag.

Pædagogik fungerer altså ifølge Olsen gennem forskellige hierarkier af kundskaber og myndigheder, forskere og politikere. Bogen vil dermed vise, hvordan menneskers forskellige gruppe- og klassemæssige positioner i det sociale rum har indflydelse på den måde, opdragelse og pædagogik bliver udført på. Her inddrages blandt andet økonomiske, kulturelle, erhvervsmæssige og uddannelsesmæssige forhold til at undersøge, hvordan disse sociale positioner og magtforhold påvirker de forholdsvist ureflekterede handlemønstre, mennesker måtte besidde. Bogens undersøgelse af trøst foregår således med et klasseperspektiv, som søger at anvende klassebegreber som kapital og habitus til at kigge på, hvordan social baggrund, pædagogik og ikke mindst trøst hænger sammen.

Den franske sociolog Emile Durkheim forklarede, hvordan forældre og pædagoger mest er at betragte som en slags mellemmænd, der videregiver deres eget sociale miljø og kulturelle standarder. Den sociologiske indgang præger Bent Olsens bog, mener Frederik Olsen. Arkivfoto.

Pædagogik som håndværk

Bogen lader os ikke glemme, at pædagogik – foruden at fungere som afsæt for alskens filosofiske, sociologiske og antropologiske analytiske problematikker ude på DPU – samtidig er et konkret arbejde og et håndværk.

Men Olsen lader sig ikke affeje med en hverdagslig, afmystificeret forståelse af trøsten. Denne forståelse er netop hvad der har forhindret et ellers uundgåeligt, universelt og vigtigt pædagogisk redskab i at få mere akademisk anerkendelse end blot nogle få kuriøse afhandlinger og specialer, som kun til nøds lader sig nærme trøstens hemmeligheder og gåder. Det er altså ikke mange hyldemeter på pædagoguddannelsernes pensumlister, som er viet til fænomenet. Dette til trods for, at den faktiske pædagogiske praksis imidlertid i høj grad afhænger af trøstens kundskaber.

Bogen forsøger således at gøre op med trøstens selvfølgelige og typisk uovervejede ry ved i stedet at søge efter det mystiske i den hverdagslige handlen, som trøst er. Af denne omvendte antropologi får vi for eksempel forklaret trøst som noget, der kan ”trylle” smerter hos børn væk, som var det en djævleuddrivelse eller en shamanistisk seance. Den trøstende praksis bliver dermed betragtet som noget, vi egentlig ikke ved, hvad er. Det er et performativt begreb, som betegner en handling – i modsætning til ordets rimebegreber som hengivenhed, anerkendelse, kærlighed og omsorg, hvilke blot henviser til deres ideelle handlinger og som begrænses til at eksistere i sproget. Vi gør trøst, men vi ved ikke helt, hvad vi laver, når vi trøster. Egentlig er forældre og pædagoger, som den franske sociolog Émile Durkheim forklarer det, kun mellemmænd, der uundgåeligt må videregive det sociale miljø og de kulturelle standarder, de selv har fået overleveret.

“Bogen er en lettilgængelig indføring i ikke blot trøstens hemmeligheder, men pædagogik generelt, da bogens indsigter omkring trøst ifølge Olsen står som et ”eksemplarisk princip” til at belyse generelle problematikker i pædagogikkens praksis.”

Hermed banes vejen for det handlingsteoretiske rammeværk, som må formå at betragte trøst som noget, der er betinget af historiske, erfaringsmæssige, sociale og miljøbundne forhold, som habituerer sig i mennesket som en kulturel praksis. Her vælger Olsen meget passende at lade endnu en fransk sociolog, Pierre Bourdieu, føre ordet.

Således inddrages bourdieuske begreber som ’habitus’, ’kapital’ og ’dispositioner’ til at undersøge, hvordan mennesker lærer (hinanden) at trøste(s) og hvordan denne læring ikke er noget, som forekommer på skolebænken, men tværtimod i høj grad er konstitueret af en praktisk sans, som læres og lagres i kroppen.

Med Bourdieu til tango, fodbold og kanosejlads

Jeg har i artiklen brugt frasen ”trøst er” en del gange. Det vidner om, at bogen hurtigt kan komme i fare for at blive et langt, encyklopædisk definitionsværk. Det er dog ikke nødvendigvis en dårlig ting i lige netop dette tilfælde. For som tidligere nævnt, så skorter det på de forsknings- og uddannelsesmæssige hylder med viden om trøst.

Trøst kan i den forstand betragtes som en kærkommen kompensation for det utilstrækkelige omfang af trøstværker. Dog understreger den gennemgående kropsfænomenologiske tilgang til, at pædagogikkens praksisser først og fremmest opererer gennem et kropsligt og før-refleksivt engagement, at der ikke findes nogen manual eller modeltænkning, som kan foreskrive, hvordan trøst bedst muligt udføres. Trøst bruges dog ikke blot som undersøgelsesobjekt i sig selv, men også som anledning til at undersøge en bredere sociologi omkring pædagogikken.

Bogen er en lettilgængelig indføring i ikke blot trøstens hemmeligheder, men pædagogik generelt, da bogens indsigter omkring trøst ifølge Olsen står som et ”eksemplarisk princip” til at belyse generelle problematikker i pædagogikkens praksis. Ved at trække på ganske praksisnære og konkrete empiriske eksempler til at illustrere bogens pointer, kan bogen tillade sig at introducere bourdieuske og durkheimske begreber, som ellers nemt er i fare for at læses som abstrakte og højtravende.

Bourdieu og Durkheim, bogens primære teoretiske følgesvende, bliver ofte akkompagneret af tangodansere, fodboldspillere, kanosejlads og situationer fra børnehavens hverdag til at konkretisere og eksemplificere teoretiske pointer. Olsen formår i kraft af sin hverdagsfænomenologiske mission at bringe det højtflyvende ned på jorden og tilbage i kroppen igen.

Bent Olsen: Trøst? Akademisk Forlag 2020. 306 sider. 310 kr.



Om skribent

Frederik Boris Hylstrup Olsen

Frederik Boris Hylstrup Olsen

Cand.pæd i pædagogisk antropologi og uddannet pædagog. Opvokset og bosat på Nørrebro. Medlem af Baggrund- og Debatredaktionen på Solidaritet. Læs mere