Bogen består – Anmeldelse af Refaat Alareer: “If I Must Die”

Refaat Alareer – en af Gazas og Palæstinas mest markante litterære stemmer – blev dræbt af et israelsk bombeangreb. Hans passion for litteratur havde inspireret tusindvis af unge, særligt efter han i 2014 redigerede Gaza Writes Back, en antologi med tekster fra unge forfattere i Gaza. Hans “forbrydelse” var – ligesom over 200 andre journalister, som er dræbt siden oktober 2023 – at rapportere virkeligheden fra jorden.

I et nu legendarisk interview med Electronic Intifada sagde han spøgefuldt, at hvis de israelske styrker stormede hans hjem, havde han kun en Expo-marker (en overstregningstus, red.) at kaste efter dem i selvforsvar. Men sådan skulle det ikke gå. I stedet blev hele bygningen, hvor han opholdt sig, jævnet med jorden i et bombeangreb, der også dræbte flere af hans familiemedlemmer.

Og ikke mange måneder senere blev hans datter Shaima, som titeldigtet er dedikeret til, også dræbt i et målrettet missilangreb.  Det føles alt sammen som en tragisk forlængelse af det, den britiske luftvåben-kommandør Arthur ”Bomber” Harris skrev i sine erindringer efter bombninger i samme region for over 100 år siden:

“Araberne og kurderne ved nu, hvad virkelig bombning betyder. På 45 minutter kan en hel landsby praktisk talt udslettes, og en tredjedel af dens indbyggere kan blive dræbt eller såret.”

Refaats elskede bogsamling er nu reduceret til aske. Han talte ofte om sin kærlighed til litteratur, i både forelæsninger, essays og interviews.

Nu er bibliotekerne væk. Universiteterne er væk. Alt er udslettet. Men denne bog består.

Poesi og krig

Når jeg læser samtidspoesi, kommer jeg ofte til at tænke på et citat af den palæstinensiske digter Marwan Makhoul:

“For at jeg kan skrive poesi, der ikke er politisk,
må jeg lytte til fuglene.
Og for at høre fuglene, må krigsflyene tie.”

Citatet rammer særligt hårdt under læsningen af Alareers If I Must Die.

Bogen åbner med et essay skrevet 22. december 2010 – en skarp satire i traditionen fra Jonathan Swifts A Modest Proposal – hvor Alareer foreslår en absurd løsning på Israels blodtørst. Herefter føres læseren på en rejse gennem 13 års tekster, frem til 11. december 2023, hvor Refaats sidste voicenote er transskriberet under titlen I Teach English Poetry.

De dræbte og undertrykte Palæstina-aktivister

Undervejs møder vi blandt andre den italienske forfatter og aktivist Vittorio Arrigoni, som blev dræbt i Gaza i 2011. Her rejses også et spørgsmål, som hjemsøger mange læsere: Hvorfor angriber al-Qaeda-lignende grupper udelukkende dem, der kæmper imod vestlig imperialisme – og aldrig besættelsesmagten?

Bogen minder os om vestlige aktivister, der har mistet livet i solidaritet med Palæstina: Rachel Corrie, James Miller, Raffaele Ciriello, Flotilla-aktivisterne – og mange flere.

Refaat citerer naturligvis sin landsmand Edward Said – et citat, der kaster lys over bogens raison d’être:

“Litteratur nedbryder barrierer og fører os alle tilbage til vores menneskelighed. [Den er] den eneste, og jeg vil endda gå så langt som til at sige, den sidste modstand vi har mod umenneskelige handlinger og uretfærdigheder, der vansirer menneskehedens historie.”

Denne fakkel bar Refaat med stolthed. I et essay beskriver han også, hvordan han under et ophold i USA i 2014 blev opløftet af mod efter mødet med antizionistiske jøder og aktivister, der arbejdede for Palæstinas sag.

I dag – hvor USA oplever massearrestationer af aktivister, massedeporteringer, censur både online og offline, fyringer af professorer osv. – virker If I Must Die som et fyrtårn, der kan hjælpe med at guide os mod sandheden og retfærdighed. Vi befinder os i det, mange kalder “McCarthyism 2.0”, og Palæstina er blevet det centrale omdrejningspunkt for denne censurkampagne.

En mursten af modstand og solidaritet

Refaats stemme bliver her til en bro – mellem ofre for apartheid og folkemord og læsere i det globale nord og i hele verden, som ønsker at forstå virkeligheden bag propagandaens slør.

I introduktionen skriver Alareers tidligere studerende Yousef M. Aljamal:

“Hvis Israel troede, at drabet på Refaat ville slukke hans indflydelse, er det blevet slemt skuffet. Refaat er nu kendt af millioner af mennesker verden over, som læser hans skrifter, ser hans interviews og flyver drager ved Gaza-solidaritetsdemonstrationer som en hyldest til hans arbejde.”

Refaat fik aldrig mulighed for at kaste sin tus efter en israelsk soldat – men denne bog kaster i stedet sin stemme ud i verden. Den er ikke blot et vidnesbyrd, men en mursten i opbygningen af en mur af solidaritet og modstand.

Og som en afsluttende refleksion, tilbage til Makhouls digt:

De bomber, som børn i det globale syd forsøger at lukke ørerne for, når de skal sove, er de samme bomber, vores “frie demokratier” bygger deres velstand på. Først når stilheden indfinder sig der, kan vi begynde at høre fuglenes sang her. Sådan har jeg det hvertfald.

Refaats politiske poesi er en sådan fuglesang. En sang, der forsøger at overdøve bombeflyene. En hvisken, som i Dr. Seuss’ Horton Hears a Who:

“Hvis ikke I kan se mig – så hør mig. [Læs mig.]”

Refaat Alareer: If I Must Die – Prose and Poetry
OR Books, 2024
280 sider
Vejledende pris: 19£
Bogen kan købes på forlagets hjemmeside.