Bogreception torsdag 9. april – Er venstrefløjen død?

Professor emeritus Claus Bryld, som har oversat bogen, skriver i sin indledning, at Sand med denne bog skildrer venstrefløjens udvikling på flere kontinenter og i mange lande. Dermed viser han også, at der er fællestræk mellem bevægelser og ideer, som ellers ofte bliver betragtet som forskellige eller måske som direkte modstridende. Det fælles viser sig i tanker om, at alle mennesker er lige uanset herkomst, køn, hudfarve, religion eller andre kendetegn, der ellers sætter skel mellem mennesker.

Der holdes bogreception torsdag 9. april kl. 17 i Studiestræde 24, hvor både forfatter (over Zoomlink) og oversætter vil sætte nogle ord på projektet.

Solidaritet bringer her et uddrag af indledningen.

Lighed: Den moderne, aktive myte

“Lighed er derfor på samme tid den mest naturlige ting og den mest fantastiske.”
— Voltaire, Égalité, Dictionnaire philosophique, 1764

Jeg blev født på venstrefløjen. Min far var kommunist hele livet og håbede, at jeg ville følge i hans fodspor. Derfor fik han mig tidligt ind i den kommunistiske ungdomsbevægelse i Israel.

Jeg voksede op i det fattige Jaffa i 1950’erne, et årti, hvor antikommunismen voksede i Israel. Hvert år den 1. maj var jeg ude at marchere iført en hvid skjorte og et rødt halstørklæde. Mens jeg gik, var jeg hundeangst for at blive set af andre drenge fra min klasse, som jeg vidste ville mobbe mig i skolen, hvis de fik øje på mig.

Men det, at jeg gik side om side med andre drenge og piger – også en pige, som jeg var forelsket i – lettede min frygt, og jeg havde følelsen af at være en lille helt. Sandheden er, at den dreng, jeg var for længe siden, stadig lever i mig.

Allerede i 1968 fik Warszawa-pagtens troppers invasion af Tjekkoslovakiet mig til at bryde alle bånd til den kommunistiske bevægelse. Den senere indsigt i den forfærdelige arv fra det 20. århundredes revolutioner gav mig heller ikke nogen lyst til at vende tilbage til den. Alligevel er jeg blevet ved med at tænke som et menneske på venstrefløjen. Nogle af fejlene i det, jeg tidligere har skrevet, og måske også nogle af dets kvaliteter, kan tilskrives dette politiske udgangspunkt, som jeg stadig ikke er villig til at opgive. Trods alle de skuffelser, som det 20. århundredes sociale kampe har medført, er der stadig en stor kløft mellem de værdier, som besjæler venstrefløjen, og dem, som nærer højrefløjen.

Jeg voksede op i en familie med beskedne midler. Min mor var rengøringsassistent, og min far var nattevagt. Da jeg var 16 år, måtte jeg forlade skolen for at arbejde frem til min værnepligt, og først som 24-årig besluttede jeg mig for at tage studentereksamen og begynde på universitetet. Senere blev jeg kandidat og fik en stilling som lektor, der gav mig mulighed for at undervise og forske. Jeg håber, at min baggrund og min kontakt med arbejderklassen har gjort mig mindre tilbøjelig til at overidealisere min forskning.

Efter mange år ved Tel Avivs Universitet nyder jeg i dag som professor emeritus middelklassens materielle goder. Men jeg ønsker ikke at glemme min fortid og er derfor meget bevidst om, at de fleste mennesker lever under langt vanskeligere vilkår og dagligt kæmper for at forbedre deres og deres børns liv. Jeg læste for nylig, at halvdelen af verdens befolkning må overleve for under fem dollars om dagen. De fleste af os møder aldrig disse mennesker, og det er ikke tilfældigt.

Ikke langt fra min bopæl lever mennesker, hvis grundlæggende rettigheder er blevet nægtet dem gennem årtier. Vi ser næsten aldrig palæstinenserne, og når vi gør, er de ofte usynlige, arbejdende højt oppe på stilladser, hvor vi kun bemærker dem, når de falder. Dette er en af grundene til min vedvarende interesse for socialhistorien og dens politiske dimensioner.

Som den britiske filosof Bertrand Russell bemærkede, kan et menneske uden forudindtagethed ikke skrive interessant historie – hvis et sådant menneske overhovedet findes. Det er jeg helt enig i.

Venstrefløjen ved vejs ende?

Jeg skriver denne tekst i en tid, hvor organiserede venstrefløjsbevægelser er i tilbagegang over hele verden. Der eksisterer stadig sociale bevægelser, og oprør opstår fortsat, men de omsættes ikke til øget politisk styrke for de traditionelle venstrepartier eller til nye dynamiske bevægelser.

Georg Wilhelm Friedrich Hegel har lært os, at Minervas ugle først flyver ud i tusmørket, hvilket betyder, at historiske processer først kan forstås i tilbageblik. Spørgsmålet er, om dette også gælder for venstrefløjen i dag. Det er jeg ikke sikker på, og denne bog er et udtryk for netop denne usikkerhed.

Venstrefløjen er blevet erklæret død mange gange, men har igen og igen genopstået. Alligevel synes den ved begyndelsen af det 21. århundrede at være træt og ideologisk usikker i sit forsøg på at forstå nutiden og fremtiden. Før vi kan afgøre, om det er tid til endeligt at begrave den, er det nødvendigt at se nærmere på dens historiske udvikling og mange forskellige former.

På dette tidspunkt vil jeg ikke fremsætte en entydig definition af begrebet “venstrefløj”. Forskellige fagfolk bruger det forskelligt, og dets betydning varierer afhængigt af tid og sted. Efter min opfattelse bør begrebet forstås relationelt: hver venstrefløj har sin højrefløj, og denne dynamik har ændret sig betydeligt gennem historien.

Vi ved, at opdelingen i “venstre” og “højre” opstod tilfældigt under den franske revolution i 1789, da medlemmer af nationalforsamlingen placerede sig forskelligt i salen alt efter deres holdning til kongens vetoret. Det skulle dog tage tid, før denne opdeling fik bredere betydning.

Lighedens idé

Begrebet “venstrefløj” hænger tæt sammen med begrebet “lighed”. Under den franske revolution blev lighed fremhævet som en af de tre centrale værdier sammen med frihed og broderskab. Frihed er imidlertid et langt ældre begreb, som allerede i antikken blev diskuteret af Aristoteles og senere af Thomas Hobbes i det 17. århundrede.

Broderskab har sine rødder i den kristne tradition og forestillinger om næstekærlighed og solidaritet. Men lighed adskiller sig fra disse begreber ved sin historiske nyhed. I tidligere samfund blev ulighed opfattet som naturlig, og hverken politiske systemer eller religioner udfordrede grundlæggende denne orden. Derfor tog Friedrich Nietzsche fejl, når han hævdede, at lighedens idé udsprang af kristendommen.

Lighedsbegrebets gennembrud

Det var først i begyndelsen af den moderne tid, især fra 1600-tallet, at idéen om lighed for alvor begyndte at vinde frem. Georges Sorel beskrev myter som forestillinger, der kan samle mennesker og motivere dem til handling, og i denne forstand kan lighed forstås som en sådan mobiliserende myte.

Samfundsforandringer som landbrugets udvikling, stigende social mobilitet, byernes vækst og fremkomsten af kapitalisme ændrede grundlæggende menneskers livsvilkår. De gamle feudale strukturer blev gradvist opløst, og mennesker begyndte i højere grad at sammenligne sig med hinanden og stille spørgsmål ved eksisterende uligheder.

Denne udvikling førte til nye forestillinger om, hvad lighed kunne betyde. Den kom til udtryk i krav om juridisk lighed, politisk lighed gennem folkets suverænitet samt sociale og økonomiske forbedringer. Over tid blev begrebet yderligere udvidet og kom til også at omfatte lighed i uddannelse, mellem køn, kulturer og religioner samt på globalt plan.

Netop denne udvidelse gør begrebet komplekst og rejser spørgsmålet om, hvorvidt lighedens idé i dag befinder sig i krise, og om dette kan være med til at forklare venstrefløjens aktuelle situation.