Bolivia: Morales og MAS-partiets kæmpe sejr er en lussing til den amerikanske elite, som hyldede militærkuppet for et år siden

Umiddelbart efter sidste års højrefløjskup i Bolivia, fejrede og forsvarede den amerikanske elite afsætningen af Evo Morales. Den massive valgsejr i oktober var en afvisning af deres vås – og en kæmpe triumf for demokratiet i Bolivia.

Oversat af Morten Hammeken

Af Shawn Gude

10. november 2019 blev fejret på behørig vis af de amerikanske kommentatorer og elitens palæer. Evo Morales var væk. Den populistiske drage var blevet besejret. Nu kunne “den lyserøde bølge” endelig stoppe med at plage dem i deres drømme.

Den amerikanske højrefløj, med dens enorme ekspertise i at definere demokrati som dets modsætning, hyldede kuppet mod Morales som en folkelig sejr. Ifølge Wall Street Journal var kuppet et demokratisk udbrud i Bolivia. Trump-regeringen lovpriste militæret for at “adlyde sin ed om at beskytte Bolivias forfatning, ikke bare en enkeltperson”, og forudsagde selvsikkert, at “vi nu er et skridt nærmere en totalt demokratisk, blomstrende og fri vestlig halvkugle”.

Yascha Mounk og den liberale osteklokke

En af de største klapsalver i koret kom fra Yascha Mounk, den liberale midtes stålsatte forsvarsadvokat, som hævder at være en autoritet inden for populisme-studier. “Evo Morales’ afgang er ikke et kup,” skrev han på Twitter. “Det er en af de få store sejre for demokratiet de seneste år.” Han uddybede påstanden i The Atlantic samme dag: “Ligesom mange populister på både højre- og venstrefløjen, hævdede Morales, at hans magt kom fra folket. Men efter uger med store protester i La Paz (Bolivias hovedstad, red.) og andre bolivianske byer, og efter en hastigt svindende opbakning fra både ordensmagten og hans eget politiske parti, var det hans tab af legitimitet blandt størstedelen af hans egen befolkning, som tvang ham til at gå af i går.”

Mounk overså belejligt de millioner af mennesker, som var blevet trukket ud af ekstrem fattigdom, den brede vifte af offentlige tjenester han oprettede, og ikke mindst Morales’ arbejde med at gøre landets oprindelige folk til en politisk ligeværdig del af befolkningen – efter i århundreder at være blevet foragtet og hadet af den herskende klasse. Tilsyneladende parnteser i vurderingen af demokratiets sundhedstilstand. Morales var nøjagtig ligesom højrefløjspopulister som Jair Bolsonaro, må man forstå. Sidstnævnte var i øvrigt selv kommet til magten som resultatet af et kup mod den lyserøde bølge, som sikkert også for Mounk var en populistisk afvigelse.

“Søndagens valgresultat er en afvisning af kupmagerne og højrefløjen i Bolivia… og et vink med en vognstang til de ‘eksperter’ og politiske kommentatorer, som sætter lighedstegn mellem demokrati og liberal kapitalisme”

Et par ugers betænkningstid fik ikke Mounk til at skifte mening. I en artikel fra 26. november argumenterede Mounk for, at Morales forsøgte at “opildne til borgerkrig”, mens han fordømte højre- og venstrepopulister som to forskellige sider af den samme antidemokratiske medalje, og fastholdt at det var en gave for demokratiet, at Morales var blevet fjernet. “Den seneste udvikling i La Paz burde, uanset resultatet, indgyde frygt blandt verdens populistiske diktatorer”.

Også på andre af centrismens og centrum-venstres bonede gulve blev fortællingen om “begge-sider-er-det-samme” på teatralsk vis styrende for meningsdannerne. Washington Posts redaktion anerkendte Morales’ succeser, men gav ham samtidig skylden for det “anarki”, der nu havde omsluttet landet. New York Times’ redaktion fejrede ikke kuppet, men konkluderede ikke desto mindre med alvorlig mine, at det var nødvendigt at få fjernet Morales:

“Den tvungne afgang af en demokratisk valgt leder er pr definition et tilbageskridt for demokratiet, og er derfor et usikkert øjeblik. Men når en leder tyr til så åbent at misbruge sin magt og de institutioner, som er blevet betroet ham af vælgerne, som præsident Evo Morales gjorde i Bolivia, er det ham selv, der har givet afkald på sin legitimitet, og så er den eneste mulighed ofte at fjerne ham med magt.”

Disse udmeldinger skal ses i lyset af gårsdagens begivenheder (18. oktober, red.): Luis Arce, præsidentkandidaten for Morales’ MAS-parti (Movimiento al Socialismo, Bevægelsen for Socialisme, red.), vandt ifølge de første opgørelser 52 % af stemmerne. En så stor øretæve til partiets modstandere gav ikke lederen af højrefløjens kupregering, Jeanine Áñez andet valg end at erkende sit nederlag.

Øretæve til højrefløjen

MAS’ knusende sejr er – for nu at parafrasere Mounk – “en af de få store sejre for demokratiet de seneste år”. Gennem det seneste år har Añez’ regering forfulgt MAS-støtter, og har gentagne gange skubbet valget til et senere tidspunkt. Den amerikansk dominerede ‘Organization of American States’ (OAS) har stædigt fastholdt løgnen om, at Morales snød med valget.

Den bolivianske yderste højrefløj – en skøn forening mellem racistiske modstandere af de oprindelige folk og et erhvervsvenligt aristokrati – fik lejlighed til at komme til kræfter, og tage magten tilbage. Det har de nu fejlet eklatant i. Bolivianske arbejdere og oprindelige folk har overvundet undertrykkelsen, og har nu genoprettet landets demokrati.

Søndagens valgresultat er en afvisning af kupmagerne og højrefløjen i Bolivia, men også eliten i Washington og venstrefløjens modstandere i resten af Vesten. Det er et vink med en vognstang til de ‘eksperter’ og politiske kommentatorer, som sætter lighedstegn mellem demokrati og liberal kapitalisme – og som fordømmer enhver afvigelse fra det dogme som populistisk hysteri.

Og Yascha Mounk? Vi venter stadig i spænding på hans mening. Hans pen og hans Twitter-konto har også været påfaldende stille.

Oversat fra Jacobin Magazine: Evo Morales’s Party’s Massive Victory Is a Rebuke to US Elites Who Hailed the Coup