Boykot Israel – en teokratisk funderet apartheidstat med atomvåben

”Hey, hey LBJ. How many kids have you killed today?”

Det sang demonstranterne mod Vietnamkrigen tilbage i 1968. I dag kan man stille det samme spørgsmål til Benjamin Netanyahu.

Dengang var undskyldningen, at den sydvietnamesiske befrielsesfront Vietcong skulle bekæmpes. Nu er det Hamas, der skal bekæmpes. Men man kan hverken dengang eller nu føre krig mod et helt folk ved at bombe dem sønder og sammen.

Den danske regering var dengang allieret med USA. De af os, der protesterede mod den brutale amerikanske krigsførelse, blev betragtet som en slags forrædere. Men vi gjorde ret i at protestere mod den enorme voldsanvendelse med store civile ofre. I dag er det lige så rigtigt at protestere mod den massive israelske voldsanvendelse i Gaza og på Vestbredden, som det var dengang at protestere mod den amerikanske krig i Vietnam.

Vi faldt for myten om landet uden folk

Vi har en skærpet forpligtelse til at protestere, for Israel foregiver at være medlem af vores klub – vestlige demokratier, der respekterer menneskerettighederne. Men vi må erkende, at det Israel, vi ser i dag, ikke har megen lighed med en demokratisk stat.

Da staten Israel blev dannet i 1948, var der meget få i Vesten, som overhovedet tænkte på, at der rent faktisk boede andre mennesker i Palæstina. Vi faldt for propagandasloganet ”Et land uden folk til et folk uden land”. Men det har aldrig været et land uden folk, og der var aldrig nogen, der spurgte det oprindelige folk, hvad de ønskede.

Mange er i forhold til Israel faldet i samme fælde, som mange var i forhold til USA’s adfærd i Vietnamkrigen. Nemlig at når vores fortælling om verden ikke passede til virkeligheden, så holdt vi fast i vores fortælling – fordi det er så smertefuldt at erkende, at man er blevet vildledt.

Myten om Israel som det tomme land, der ventede på at huse de overlevende jøder fra Europas rædsler, var så stærkt et billede, fordi vi derigennem kunne være med til at dulme vores dårlige samvittighed over ikke at have gjort mere, mens tid var.

Israels højrenationalister har saboteret fredsprocessen

Men virkeligheden var en helt anden. Palæstina havde været et britisk mandatområde siden 1920, og det var et levende og fungerende samfund – på trods af at briterne forsømte deres opgave med at opbygge en fungerende palæstinensisk administration og politisk system.

95 procent af befolkningen i 1920 var enten muslimer eller kristne, så der var kun 5 procent af jødisk herkomst. Det var ikke et tomt land, og det, der blev gjort for at skabe plads til den jødiske stat, var en regulær etnisk udrensning, hvor de oprindelige beboere blev forjaget.

Og det er vigtigt at huske, at de eneste, der aldrig blev spurgt om mulighederne for at finde en fungerende løsning, var palæstinenserne. De blev hverken spurgt i 1948, i 1956 eller i 1967. Da de endelig fik en mulighed for at komme til orde i forbindelse med Osloaftalen i 1993, blev der fra Israels højrenationalistiske side gjort, hvad der var muligt, for at sabotere en fredsproces. Herunder mordet på Israels premierminister Yitzhak Rabin.

Israel har administreret de besatte områder inklusive Gaza med en brutalitet og foragt for palæstinensiske liv og rettigheder, som svarer til den franske adfærd under Algier-krigen i 1950’erne. Den varede trods alt ”kun” i 8 år og endte med selvstændighed for Algier i 1962. Det er 63 år siden. Israels besættelse har varet i enten 77 år, hvis man tager afsæt i 1948, eller 56 år, hvis man tager afsæt i 1967.

En teokratisk funderet apartheidstat med atomvåben

Det kan ikke fortsætte. For det første er brutaliteten nu så åbenlys, at langt de fleste er nødt til at reagere på den. For det andet er den goodwill, som Israel havde med sig efter rædslerne i anden verdenskrig ved at forsvinde – fordi de generationer, for hvem det er en del af enten egen eller forældrenes historie, er ved at forsvinde. De fleste unge mener ikke, at fortidens rædsler giver ofrene ret til selv at forvandle sig til bødler.

Israel har – som så mange andre stater i historien – forpasset en række muligheder for at finde en holdbar løsning, fordi de stolede for meget på egen styrke og var blevet forført af deres egen fanatisme.

Var Israel gået åbent og ærligt ind i Oslo-processen med det mål at finde en løsning, som begge parter kunne leve med, ville Israel og Palæstina i dag sandsynligvis være to dynamiske områder, der gensidigt kunne styrke hinanden.

I stedet har Israels stupide brutalitet låst hele området fast i en dødedans, der – hvis den ikke stoppes – vil ende med en teokratisk funderet apartheidstat med atomvåben, der vil være en konstant trussel mod stabiliteten i Mellemøsten – og en flygtningestrøm til nabolandene på grund af en etnisk udrensning og/eller folkedrab på palæstinensere i både Vestbredden og Gaza med utallige dødsofre til følge.

Boykot Israel, som man boykottede Sydafrika

Vi har en gang tidligere gennem internationalt pres fået afviklet en apartheidstat – nemlig Sydafrika. Midlet var boykot. Vi prøver det samme over for Rusland i øjeblikket med sanktioner på grund af deres adfærd i Ukraine. Men selv om Israels adfærd i Gaza er endnu mere brutal end Ruslands adfærd i Ukraine, tøver vi.

Hver dag vi tøver, gør os mere medansvarlige for de forbrydelser, der foregår i Gaza. Så mon ikke tiden er kommet til at boykotte Israel?

Det, Israel er ved at forvandle sig til, har intet med et liberalt vestligt demokrati at gøre. Hamas’ bedste allierede er den nuværende israelske regering – og den israelske regerings fortsatte politik er den sikreste vej til, at Israel kommer til at lide samme skæbne som korsfarer-staterne i Middelalderen. De forsvandt alle sammen.