Brug og misbrug af begrebet ”terror”
Der findes ikke nogen definition på begrebet ’terror’. Stort set alle frihedsbevægelser under afkoloniseringen i 1960’erne og 70’erne i Mellemamerika, Asien og Afrika blev af Vesten, herunder Danmark, betegnet som terrororganisationer – indtil de havde sejret. Nogle endda længere endnu. Historien burde have lært os at være forsigtige med anvendelsen af terrorstemplet.

Da terroren lovgivningsmæssigt kom til Danmark
Efteråret 2001 var præget af politisk panik, udløst af Al Qaedas terroraktion 11. september mod World Trade Center (WTC). Allerede 26.10. kunne præsident George Bush efter massivt flertal i senatet (98/1) og Repræsentanternes Hus (356/66) præsentere en vidtgående antiterror-lovgivning, The Patriot Act, omfattende alt fra strafferet til efterretningstjenester, datakriminalitet, aflytning, immigration osv., i alt 15 lovområder oprustet med 158 nye regler og beføjelser – som på mange måder indskrænkede befolkningens demokratiske rettigheder, herunder ytringsfriheden, privatlivets fred og retssikkerhed.
Det er forståeligt, at reaktionen i USA var voldsom. Her havde man aldrig været udsat for noget af den art. Man havde engageret sig militært i konflikter alle mulige andre steder, man havde støttet hvem som helst, der var parat til hvad som helst, blot det var i USA’s geopolitiske interesse (f.eks. Taliban i Afghanistan), man havde oplevet angreb af forskellig art på amerikanske mål rundt omkring, f.eks. ambassader. Men man havde aldrig oplevet kampe eller aktioner på amerikansk jord, iværksat af kræfter udefra. Man var hildet i den tro, at man kunne gøre hvad som helst ude i verden, men hjemme var man sikker. Derfor måtte WTC naturligvis være et chok.
Anderledes i Europa. Her havde man i årtier levet med terror-organisationer og -aktioner. De røde Brigader i Italien, nordirske IRA’s aktioner i England, baskernes ETA i Spanien og Bader-Meinhof (RAF) i Vesttyskland. Intetsteds havde det ført til politiske indgreb, som blot nærmede sig Patriot Act.
I efteråret 2001 var situationen en anden. Dels var Al Qaedas aktion mod WTC mere spektakulær end de bombeattentater, man næsten havde vænnet sig til i Europa. Og skulle det ikke få de europæiske regeringer til at følge trop, så blev de håndfast hjulpet på vej af USA. ”Den, der ikke er med os, er imod os og med terroristerne”, erklærede præsident Bush som bekendt. Herhjemme tog det ikke statsminister Nyrup Rasmussen mange minutter at erklære, at Danmark ubetinget var med USA. Snart blev det klart, at det ikke var tomme støtteerklæringer, USA forlangte. Bushs erklæring blev hurtigt fulgt op af konkrete krav om politiske indgreb, som – hvis de ikke blev indfriet – bl.a. kunne medføre, at danske handelsskibe ikke kunne anløbe amerikansk havn, og at passagerfly fra Danmark ikke kunne få landingstilladelse i USA.
I Danmark blev SR-regeringen yderligere presset af, at oppositionen med Fogh Rasmussen i spidsen benyttede situationen til at spille på, at SR var for bløde til at håndtere noget så alvorligt som den terrortrussel, man fremmanede. Alt sammen var medvirkende til, at Nyrup-regeringen allerede fire dage efter Patriot Act i USA, den 30.10.2001, fremlagde sin antiterror-pakke. Og at den blev så vidtgående, som den blev. Pakken omfattede ændringer, ofte af meget principiel karakter, ikke bare af straffeloven, men også af retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet, våbenloven, udleveringsloven, gennemførelse af FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af terrorisme, ”samt øvrige initiativer til bekæmpelse af terrorisme mv.”, i alt mere end hundrede nye eller skærpede bestemmelser. Alene bemærkningerne til antiterrorpakken er på 250 normalsider. Regeringen satte høringsfristen til 15.11., altså kun tolv hverdage fra offentliggørelsen. Hensigten var at få pakken behandlet og vedtaget i Folketinget inden jul, altså tre behandlinger i salen, udvalgsbehandling, svar på stillede spørgsmål samt afgivelse af betænkning – alt sammen på få uger. Magen til useriøs lovbehandling er vist aldrig set. Og det på et område med fundamentale og kontroversielle ændringer af retstilstanden. Det mindede mest af alt om et kup.
Sådan gik det ikke helt. Allerede dagen efter præsentationen af pakken, altså 31.10., udskrev Nyrop valg til afholdelse 20.11., dvs. med kortest tænkelige frist (tre uger). Ingen havde kunnet nå at reagere på det omfattende lovkompleks, og nu kom pressens interesse selvsagt til helt og holdent at dreje sig om det forestående valg. Jeg tror, jeg var den eneste, der nåede offentligt at kommentere terrorpakken inden valget, og det skete på sin vis ved et rent tilfælde. Man slipper ikke heldigt fra at kritisere et så kontroversielt udspil uden at have sat sig grundigt ind i det, så det tog et par dage eller tre. Da jeg så omkring den 5.11. bliver ringet op af en journalist, Poul Friis – som fra sit studie i Rønne laver sene aftenprogrammer til DR1 baseret på telefoninterviews, og som vil have min kommentar til valgkampen – benytter jeg lejligheden til at sætte terrorpakken på dagsordenen. Det, jeg fortæller om pakkens indhold, kommer tydeligvis bag på ham – det havde jo slet ikke været fremme i debatten – så han bliver mere og mere interesseret, og indslaget, som kun skulle have været en kort kommentar til valgkampen, bliver en længere samtale, der fylder det meste af udsendelsen. Tidligt næste morgen bliver jeg ringet op af Politikens kronikredaktør, som tilfældigvis har hørt udsendelsen, og som snarest muligt vil have en kronik om emnet. Jeg må have leveret den 07. eller 08.11. I hvert fald er den på allerede den 09.11., hvilket er helt usædvanligt.
Så vidt jeg husker, lykkedes det ikke at få terrorpakken ind i debatten op til valget. Forhåbningen om, at de forventet kritiske høringssvar, som skulle afgives senest fem dage før valget, kunne gøre indtryk, blev illusorisk, da regeringen – ganske usædvanligt – meddelte, at man annullerede fristen og ikke ønskede at modtage høringssvar før efter valget.
Det blev en anden regering, som skulle gennemføre terrorlovene. Valget resulterede i en VK-regering med DF som støtteparti. Selv om de havde skoset SR for at være for svage til den opgave, kunne de åbenbart ikke selv finde på yderligere tiltag, så de fremsatte den 13.12. – to uger efter regeringsdannelsen – SR-terrorpakken praktisk taget uændret. Det betød, at resultatet var givet. Under andre omstændigheder havde man kunnet forvente modstand, især fra De Radikale. Men de kunne dårligt løbe fra deres eget forslag. Dermed var der på forhånd overvældende flertal. Og så er pressen ikke særligt interesseret. Der var praktisk taget fortsat ingen offentlig debat om sagen. Hvilket bl.a. bevirkede, at man endnu et par år efter f.eks. kunne støde på advokater, som var overraskede over pakkens konsekvenser.
Resume af terrorpakkens indhold
Et gennemgående træk ved terrorpakken er, at den mangler en definition på begrebet terror. Fælles for næsten alle demangenye straffebestemmelser er, at der er tale om velkendte handlinger, som allerede er strafbare, men som nu får en langt højere straframme – i adskillige tilfælde livsvarigt fængsel, hvis de kan betragtes som led i en terroraktion (som altså ikke er nærmere defineret). En anden del af pakken er øgede beføjelser til politiet og anklagemyndigheden, herunder krænkelse af privatlivets fred, brud på meddelelseshemmeligheden, begrænsning af ytringsfriheden og anden forringelse af retsbeskyttelsen.
Fremfor en mere detaljeret gennemgang af pakken har jeg valgt som bilag at optrykke omtalte kronik i Politiken den 9.11.2001, som jeg står ved ord til andet (se herunder).
En offentlig debat om pakken var praktisk taget fraværende. Når alle ved, at der på forhånd er sikret et massivt flertal i Folketinget, har det ikke den store interesse. Heller ikke da høringssvarene omsider indløb. De var ellers bemærkelsesværdige. Ikke bare f.eks. Advokatrådet, Landsforeningen af beskikkede advokater og Det Danske Center for Menneskerettigheder, men også Rigsadvokaten, Rigspolitichefen og politidirektøren i København kritiserede, at selve begrebet terror ikke var nærmere defineret og således ville give anledning til store fortolkningsproblemer. Samt at der ikke blev taget hensyn til karakteren af de styreformer, handlingerne var rettet imod, således at f.eks. ANC’s kamp mod apartheidstyret i Sydafrika efter det foreliggende lovforslag måtte betegnes som terrorisme. Justitsminister Lene Espersen (K) afslog at foretage ændringer i den anledning.
Flere af høringssvarene udtrykte betænkelighed ved indskrænkningen af ytringsfriheden. Justitsministeren afviste: ”Efter regeringens opfattelse indeholder lovforslaget ingen begrænsninger i ytringsfriheden.” Det er ganske enkelt urigtigt. De mange sager, anklagemyndigheden har rejst for sympatitilkendegivelser efter Hamas terroraktion den 7. oktober 2023, havde der ikke været grundlag for at rejse, før sådanne tilkendegivelser blev gjort strafbare med terrorpakken i 2002.
Terrorpakke II
I 2005 ønskede regeringen belyst, ikke om nogle af skærpelserne havde vist sig overflødige, men om terrorpakken var tilstrækkelig, eller om myndighederne manglede nogle beføjelser. Der blev nedsat en tværministeriel arbejdsgruppe med et omfangsrigt kommissorium og to måneder(!) til opgaven. Den overholdt fristen (!!) og barslede i oktober 2005 med den mest besynderlige rapport, ”Det danske samfunds indsats og beredskab mod terror”, jeg mindes at have set. Hele 194 sider, hvor man starter med at konstatere:
”Der kan være anledning til at understrege, at antallet og rækkevidden af de fremlagte anbefalinger ikke skal ses som udtryk for, at det danske samfunds nuværende beredskab og indsats over for terrorisme efter arbejdsgruppens vurdering er utilstrækkeligt”
hvorefter arbejdsgruppen fortsætter, at hvis regeringen alligevel skulle være interesseret, har den her 49 nye forslag! Da rapporten blev præsenteret på en høring i landstingssalen på Christiansborg, kunne jeg ikke dy mig for at bemærke: ”I må virkelig have lagt hovederne i blød og taget revl og krat”, hvortil Lars Findsen – som i sin egenskab af PET-chef var medlem af arbejdsgruppen – lynhurtigt på findsensk maner replicerede: ”Der tager du helt fejl. Vi har mange flere forslag, hvis det skulle være.”
Da VK-regeringen sendte 46 af forslagene, terrorpakke II, i høring, mødte den kritik fra flere sider. Blandt kritikerne var Datatilsynet, Retspolitisk Forening, Advokatrådet, Forbrugerrådet, den liberale tænketank CEPOS og Institut for Menneskerettigheder. De advarede alle om, at lovforslagene trak Danmark i retning af et overvågningssamfund.
Advarslerne blev ignoreret.
De tre forslag som man (foreløbig) lod ligge, var de mest rablende: de drejede sig hovedsagelig om sindelagskontrol. Politiet og efterretningstjenesterne skulle ved ansøgning om indrejse, ophold og statsborgerskab undersøge, om ansøger havde den rette demokratiske indstilling. Hvordan det skulle ske, og efter hvilke kriterier var ikke præciseret. Dansk Folkeparti blev så harm over udeladelsen, at de erklærede, som det var blevet skik og brug under Fogh Rasmussen, at de ville stille de tre forslag som betingelse for at stemme for finansloven, som de tidligere havde haft held med (f.eks. med kravet om grænsebomme). Nu kan vi konstatere, at de med 18 års forsinkelse har fået kravet opfyldt med sindelagssamtaler i indfødsretsudvalget og løfte fra ministeren om at undersøge muligheden for at lade embedsmænd screene ansøgerne for udemokratiske meningstilkendegivelser, evt. ved hjælp af kunstig intelligens.
Hvad er terror?
Det siger sig selv, at når man som noget nyt indfører begrebet ’terror’ i store dele af dansk lovgivning, er det vigtigt, at der er nogenlunde klarhed over og fælles forståelse af, hvad ordet betyder. Især da de nye bestemmelser er nogle af de alvorligste i straffeloven: De har meget høje strafferammer, giver adgang til tilsidesættelse af ellers grundlovssikrede rettigheder, indgreb i den personlige frihed, brud på boligens ukrænkelighed, brevhemmeligheden mv., de kriminaliserer støtte til de bevægelser, der stemples, de begrænser ytringsfriheden, de gør sympatitilkendegivelser strafbare – og de gør i praksis retssikkerheden langt mindre i ’terrorsager’ end i helt banale straffesager.
Men der findes ikke nogen definition på begrebet ’terror’. Og det har i tidens løb været brugt på mangt og meget, som i dag fremstår i et helt andet lys: Stort set alle frihedsbevægelser under afkoloniseringen i 1960’erne og 70’erne i Mellemamerika, Asien og Afrika blev af Vesten, herunder Danmark, betegnet som terrororganisationer, indtil de havde sejret. Nogle endda længere endnu. Nelson Mandela blev stående på USA’s terrorliste – også mens han fungerede som den første demokratisk valgte præsident i Sydafrika. Historien burde have lært os at være forsigtige med anvendelsen af terrorstemplet.
Et eksempel på muligt misbrug
Upræcis gerningsbeskrivelse i straffeloven er en lækkerbisken for autokrater. Derfor bør det altid, og især når det gælder kriminalisering med høje straframmer, overvejes: hvad kan disse bestemmelser misbruges til, hvis de administreres af magthavere, som ikke tåler kritik eller modsigelse.
Vi har længe haft problemet med begrebet ’statens sikkerhed’, som aldrig er blevet nærmere præciseret, og som senest blev forsøgt misbrugt til at mørklægge den retlige behandling af FE-skandalen, hvilket Højesteret tak og lov satte en stopper for. Og siden WTC har vi problemet med en omfattende anvendelse af begrebet ’terror’, som aldrig er søgt bare nogenlunde præcist defineret.
Et eksempel var, da Peter Skaarup, dengang DF, et par år efter terrorpakken gjorde sig til talsmand for, at en serie banale hærværkssager i Århus skulle behandles efter straffelovens nye terrorbestemmelser. Det kan man slå hen, nå ja, Peter Skaarup og DF – det kan man vel forvente!
Men hans opfordring til at anvende terrorbestemmelserne var ikke det rene tankespind. Hærværk er faktisk med i den endeløse opremsning af handlinger, der efter paniklovgivningen i 2002 skal kunne betragtes og bedømmes som terror. Ganske vist kun hvis der er tale om groft hærværk. Sagerne fra Århus ville ved sædvanlig behandling givetvis kun begrunde en tiltale efter den almindelige bestemmelse, straffelovens §291, stk.1 med en strafferamme på 1 år og 6 måneder. Ved groft hærværk (stk.2) er straffen maximalt 6 års fængsel. Men betragtes det som terror, kan der idømmes livstid.
Det vil den uafhængige anklagemyndighed aldrig kunne finde på, vil de fleste nok mene. Men i Danmark er det sådan, modsat ordentlige retssamfund, at netop i de alvorligste sager – som omfatter statens sikkerhed og nu også terror, altså sager af politisk karakter – har vi ikke en uafhængig anklagemyndighed. Her er det justitsministeren, der har påtale-kompetencen.
(I øvrigt gør det ikke den store forskel, så længe vi har en rigsadvokat, som ved sin tiltræden erklærede, at han så det som sin opgave at føre sagerne, som regeringen ønsker).
Peter Skaarup var ikke hvem-som-helst, da han fremsatte sit ønske om at behandle hærværkssagerne som terror. Han var ikke bare en erfaren parlamentariker – han var på det tidspunkt formand for Folketingets retsudvalg. Og havde Thulesen Dahl kendt sin besøgelsestid og gået i regering efter valget i 2015, kunne vi meget vel have haft Peter Skaarup som justitsminister. Ingen kunne have forhindret ham i at gøre en banal hærværkssag til en terrorsag, hvis han ville. Og det kan man ikke udelukke – især hvis der havde været en indvandrer eller to blandt de mistænkte. I givet fald ville sagen næsten automatisk blive ført bag dobbeltlukkede døre og med total tavshedspligt for alle involverede. Og når vores stærkeste garanti for retssikkerheden, nemlig offentlighed i retsplejen, sættes ud af kraft, kan der ske hvad som helst.
Ja, men domstolene ville selvfølgelig have sat foden ned, vil mange nok mene. Forhåbentlig. Men det var ikke, hvad vi så i FE-skandalen. Når de høje chefer for efterretningstjenesterne møder op og påberåber sig statens sikkerhed, når man ved, at regeringen står bag tiltalen, og når dommeren er pålagt tavshedspligt og ikke kan drøfte sagen med kolleger, viser det sig mere end svært at modsætte sig anklagemyndighedens krav. Havde Højesteret ikke optrådt ualmindelig og uventet insisterende, var sagen formentlig endt med, at Lars Findsen på grundlag af et hemmeligt anklageskrift bag dobbeltlukkede døre var blevet idømt en straf, som kunne legitimere de mere end hundrede aflytnings- og overvågnings-kendelser samt tre kendelser om varetægt og forlænget varetægt.
Blot som eksempel på hvordan udflydende begreber som ’statens sikkerhed’ og ’terror’ af en tilstrækkelig skyklappet og selvretfærdig justitsminister vil kunne bruges på en måde, som strider mod retsstatens grundlæggende principper.
En nærmere præcisering af begrebet terror
For så vidt havde det været enklest helt at afstå fra at bruge begrebet terror, men at holde sig til de velkendte kategorier og gerningsindhold som beskrevet i straffeloven. Men når man nu har gjort ’terror’ til en særskilt handling eller skærpende omstændighed med særskilt strafferamme og ringere retsgarantier, har vi et problem.
I det mindste kunne vi præcisere, at terror er handlinger, som tager sigte på at destabilisere det pågældende samfund ved at ramme vilkårligt, så alle og enhver kan føle sig truet.
Nøglekriteriet må altså være vilkårligheden. Benytter vi denne præcisering, er det klart, at Hamas’ angreb ind i Israel 07.10.23, såvel drabene som gidseltagningerne, var terrorhandlinger. Ligesom i sin tid IRAs bomber mod vilkårlige engelske pubber. Og RAFs bomber i tyske supermarkeder. Og ETAs togattentater.Og al-Qaedas attentat på World Trade Center. Og det colombianske FARCs flere hundrede civile gidsler.
Med denne forsøgsvise definition vil der være en stribe handlinger, som ofte har været betegnet som terror, der falder uden for, eksempelvis RAFs mord i 1977 på den vesttyske arbejdsgiverforenings præsident Hanns-Martin Schleyer eller De røde Brigaders mord i 1978 på den tidligere ministerpræsident Aldo Moro, som ikke var vilkårlige, men målrettet mod fremtrædende repræsentanter for det politiske system, disse bevægelser bekæmpede. Det vil mange formentlig finde utilfredsstillende – men sådanne handlinger er i forvejen dækket af straffeloven, endda med lovens strengeste straf. I det hele taget kan man konstatere, at terrorpakkerne fra 2002 og 2006 i det store og hele ikke rammer handlinger, der ikke i forvejen var strafbare, men alene på grundlag af et ikke nærmere præciseret begreb ’terror’ skaber usikkerhed om normalt gældende strafferammer.
Det eneste egentligt nye er, at man bryder med ytringsfriheden ved også at kriminalisere sympatitilkendegivelser. Hvilket først har fået praktisk betydning efter Hamas terroraktion 07.10.2023. Hvor muligheden for strafforfølgning til gengæld blev aktiveret fra allerhøjeste sted.
Statsministerens intervention
Israels reaktion, sønderbombningen af Gaza, medførte som bekendt protestdemonstrationer overalt. I Danmark fandt statsministeren demonstrationerne ’foruroligende’ og anmodede i et brev justitsministeren om at redegøre for, ”hvordan politiet og anklagemyndigheden bruger det strafferetlige værn mod tilskyndelse til og billigelse af terror.” Hvorefter justitsministeren den 24. oktober pligtskyldigst gav landets politikredse besked på at have “skærpet opmærksomhed” på ytringer, der kan høre under “straffelovens bestemmelse vedrørende billigelse af terror”.
Når man begiver sig ud i noget demokratisk set så hasarderet som at gøre særlige meningstilkendegivelser strafbare, bør man i det mindste af regeringstoppen kunne forvente en vis omtanke og proportionssans, før de tager bestemmelsen i anvendelse. Demonstrationerne forløb velorganiserede og fredelige. Men statsministerens intervention blev, som det kunne forventes, af anklagemyndigheden opfattet som en opfordring til at finde eksempler på ”billigelse af terror”. Og da der øjensynligt ikke var noget ved selv demonstrationerne, søgte man på de sociale medier og fandt med lys og lygte nogle tilkendegivelser, som måske kunne tolkes på den måde. Resultatet blev snesevis af tiltaler, hvor de foreløbige afgørelser stritter i alle retninger, som klart demonstrerer, at lovgivning baseret på upræcise begreber som ’terror’ (eller ’statens sikkerhed’) er en trussel mod retssikkerheden.
Efter kritik af statsministerens intervention har det åbenbart været magtpåliggende for hende igen at påpege, at hun allerede om 12-årig blev medlem af ANC’s ungdomsbevægelse. Mette Frederiksen fyldte 12 år, tre måneder før Nelson Mandela blev løsladt efter 27 års fængsel. Selv om hun måske først meldte sig ind efter løsladelsen, var Mandela og ANC stadig stemplet som terrorister. På USA’s terrorliste, som der altid henvises til, blev Mandela først slettet efter at have vundet et demokratisk valg og efter for længst at have sluttet sine fem år som landets præsident. Har Mette Frederiksen betalt kontingent til ANC Youth League (også efter at være kommet over den kriminelle lavalder) – ville hun med den nuværende lovgivning, som hun åbenbart gerne ser anvendt til det yderste, kunne være dømt for støtte til en terrororganisation. Det burde give anledning til en smule eftertanke.
Den asymmetriske kamp
Uanset om det drejer sig om en kolonis kamp for uafhængighed eller et nationalt, etnisk eller religiøst mindretals kamp for ligeværd, er der tale om en asymmetrisk kamp. Den pågældende stat har lovgivningen og politiet og domstolene og fængslerne og militæret på sin side, den pågældende bevægelse har i princippet ingen legale midler. Men når undertrykkelsen bliver tilstrækkelig hårdhændet, bliver der reageret, som man nu bedst kan. Om vi bryder os om det eller ej.
Skal vi forholde os konkret til handlinger, der med rette eller urette betegnes som terror, er det umuligt at komme uden om Israel-Palæstina-konflikten. Den er med god grund blevet kaldt ”al terrorismes moder”. Ikke bare Hamas og DFLP og tidligere palæstinensiske modstandsgrupper som PFLP og Sorte September, men også Al Qaeda, Hizbollah og houtierne i Yemen er udsprunget af denne konflikt. Og de betegnes alle som terrorister.
Det er ikke så vanskeligt at sætte sig ind i, hvordan de ser på sagen, og hvorfor de reagerer, som de gør. Siden Israel vandt Seksdageskrigen i 1967 og besatte de områder, der var eneste mulighed for en decimeret palæstinensisk stat på kun 22 % af det oprindelige Palæstina, nemlig Vestbredden og Gaza, og som PLO har accepteret siden 1988, var det frem til Hamas’ terrorangreb 07.10.2023 kun gået én vej:
– Israel har i strid med gentagne FN-beslutninger nu i snart 60 år opretholdt besættelsen.
– Israel så i de første 20 år gennem fingre med ulovlige bosættelser i de besatte områder.
– Israel har siden 1990 som stat gennemført ulovlig migration af omkring 500.000 israelere til ulovlige bosættelser i den klare hensigt at umuliggøre oprettelsen af en palæstinensisk stat.
– Israel satte palæstinensernes leder Yassir Arafat, som man i Oslo-aftalerne havde anerkendt som Israels forhandlingspartner, i husarrest.
– Israel har i stort tal fordrevet palæstinensere i de besatte områder, ødelagt deres ejendomme og stjålet deres jord.
– Israel har gjort palæstinenserne i de besatte områder retsløse, har til stadighed fængslet 6-10.000 – mange af dem i tidsubestemt forvaring uden dom, og de øvrige dømt ved en israelsk militærdomstol, hvilket strider mod folkeretten.
– Israel har overført de fængslede palæstinensere til særlige fængsler i Israel, hvilket også strider mod folkeretten.
Det internationale samfund, vi, har reelt ikke foretaget os noget som helst i anledning af denne systematiske tilsidesættelse af FN-resolutioner og international lov.
Man kan næppe forvente, at palæstinenserne under hele dette forløb ville se passivt til og ikke foretage sig noget som helst. Men hvilke legale muligheder har de haft? Asymmetrien er klar og tydelig. Den part, som ikke er en anerkendt statsmagt, kan kun håbe på det internationale samfund, os, til i det mindste at sikre respekt for international lov og FN-beslutninger. Det er ikke sket.
Tværtimod har vi tydeligt vist, at vi lukker øjnene for hvilke som helst overgreb, så længe ofrene forholder sig nogenlunde passivt. Først hvis de foretager sig noget spektakulært, reagerer vi. Nødtvunget:
– Det er Sorte Septembers massakre ved olympiaden i München i 1972, der danner baggrund for, at Arafat som palæstinensernes leder for første gang inviteres til at tale ved FNs generalforsamling.
– Det er på baggrund af bl.a. PLFPs flykapringer, at terrorbekæmpelse i 1977 kommer på FN’s dagsorden, hvor en række lande, især tidligere kolonier, arbejder for, at det også omhandler statsterror – hvilket flertallet, herunder et samlet Vesten, afviser.
– Det er den første Intifada 1987-93, der giver grobund for Oslo-processen og de opsigtsvækkende aftaler i 1993 og 1995, der lagde sporene ud for en fredsproces med en tostats-løsning som endemål.
– Det er i lyset af den anden Intifada, at præsident Clintons i de sidste måneder af sit præsidentskab i 2000 monitorerer drøftelserne mellem Ehud Barak og Yassir Arafat om rammerne for en tostatsløsning.
– Det er Hamas valgsejr i Gaza i 2006 og øgede raketangreb på Israel, der danner baggrund for Camp David II, hvor præsident Bush er vært for samtaler mellem Ehud Olmert og Mahmoud Abbas med henblik på en delingsplan.
Og således er det fortsat:
– Inden Hamas’ terroraktion den 7. oktober 2023 var tostats-løsningen næsten forsvundet fra den internationale dagsorden. Opgivet, uden at der var sat noget andet i stedet. Det har ændret sig markant efter Hamas’ terroraktion. Alverdens politiske ledere begyndte igen at tale om tostats-løsningen. Det gjaldt også dansk politikere og medier. InfoMedia viser, at tostats-løsningen i det første halve år efter Hamas’ aktion optræder ti gange så ofte som i det foregående halvår, henholdsvis 3.621 gange mod 376 gange.
– En anden indikator er omtalen af Marwan Barghouti, ’palæstinensernes Nelson Mandela’, som har siddet 23 år i israelsk fængsel efter en ulovlig rettergang og gennem alle årene været palæstinensernes foretrukne leder, stort set glemt i Vesten. Ifølge Infomedia er omtale af ham 24-doblet efter Hamas’ aktion.
En endnu mere modbydelig kendsgerning er, at uanset nok så velmenende mellemmænd havde Israel aldrig indladt sig på forhandling om våbenhvile i Gaza, havde det ikke været for Hamas’ gidsler.
Man skal være blind og døv – eller bare gennemført dobbeltmoralsk, som det er karakteristisk i vores del af verden – hvis man ikke kan eller vil se mønsteret: Det internationale samfund, vi, ignorerer en hvilken som helst undertrykkelse og uretfærdighed – indtil ofrene foretager sig noget desperat. Så først kommer deres problemer på vores dagsorden.
Mål og midler i politiske kampe
På den baggrund er en begivenhed som Hamas’ terroraktion mod Israel 07.10.23 nærmest forudsigelig og i den forstand forståelig. Men er den dermed også acceptabel? Det er spørgsmålet, som gang på gang har plaget især venstrefløjen.
Jeg mener, det er bydende nødvendigt at sætte en klar grænse for, hvilke midler der må afvises, uanset hvor berettiget en politisk sag, man kæmper for. Handlinger, som er omfattet af førnævnte terrordefinition, f.eks. drab på og gidseltagning af vilkårlige civile, overskrider den grænse.
Det er ikke et spørgsmål om at kunne klare frisag over for højrefløjens og SDs inkvisition. Fra den side har der aldrig været grænse for, hvad man kunne lukke øjnene for, når man i øvrigt sympatiserede med formålet, og ’målet helliger midlet’. Det var ikke fra den side, der blev protesteret mod de ofte bestialske metoder, der blev anvendt af vore allierede mod frihedsbevægelserne i Den tredje Verden. Eller i de efterfølgende neokoloniale krige (fx. Vietnam). Det var ikke disse inkvisitorer, der demonstrerede mod Saddam Husseins giftgas mod kurderne – for han tjente jo ’vore’ interesser med sin krig mod Iran. Og så fremdeles – én nærmest ubrudt kæde af hykleri og dobbeltmoral. Dem skal man ikke lade sig belære af.
Fælles for venstrefløjen er vel, uanset nok så eksotiske uenigheder, at man arbejder for et både nationalt og internationalt mere retfærdigt samfund, for menneskerettigheder og for et udvidet demokrati. Det udelukker metoder, som taler direkte imod. Målet helliger ikke hvilke som helst midler, tværtimod: midlerne kompromitterer, smitter af på målet. Lad os forestille os en palæstinensisk stat ledet af Hamas – ingen forventer vel, at det vil være en demokratisk mønsterstat med respekt for menneskerettighederne. Det er set igen og igen: Har man benyttet terror over for ydre modstandere, vil man med stor sandsynlighed benytte terror over for indre modstandere. Mere højtravende behøver venstrefløjen ikke at begrunde afstandtagen fra terror i den politiske kamp.
Statsterror
Asymmetrien i politiske kampe giver som nævnt regeringen alle kort på hånden, uanset dens mandat. Når så ydermere, som fremhævet af Lars Erslev Andersen og Jan Aagaard(”Den afghanske forbindelse”, Mellemfolkeligt Samvirke 2002) ”regeringer især i ikke-vestlige lande bruger begrebet terrorisme og såkaldt antiterrorlovgivning til at ramme oppositionsgrupper i bred forstand … (og opnå) legitimitet til at bruge midler i bekæmpelse af deres fjender, der langt overskrider grænserne for, hvad der kan accepteres i et retssamfund”, så kan ubalancen næppe blive større. Det rejser spørgsmålet, om der ikke er noget, der bør betegnes som statsterror?
Hvis vi holder os til den foreslåede præcisering, at ’terror er handlinger, som tager sigte på at destabilisere det pågældende samfund ved at ramme vilkårligt, så alle og enhver kan føle sig truet’, så er der historisk adskillige eksempler, især fra 2. Verdenskrig: Nazitysklands udslettelse af Warzawa september 1944, de allieredes sønderbombning af Dresden februar 1945 og USA’s atombombning af Hiroshima og Nagasaki i sommeren samme år. Det var da også sådanne handlinger (blandt mange andre), der førte til den 4. Genevekonvention fra 1949 om beskyttelse af civile, hvorefter de betragtes som krigsforbrydelser i den humanitære folkeret (hvilket aktuelt er grundlaget for Sydafrikas anklage mod Israel for folkedrab i Gaza). Man anvendte ikke begrebet statsterror.
Da FN i slutningen af 70’erne, bl.a. på baggrund af Sorte Septembers massakre under Olympiaden i München 1972 og en række spektakulære flykapringer i de følgende år, drøftede mulighederne for en konvention mod terror, sad en lang række af de tidligere stemplede terrorister som legitime ledere af deres respektive, nu selvstændige lande. De fandt, at en terrordefinition også måtte omfatte terror udøvet at stater. Det var der ingen forståelse for hos de tidligere kolonimagter eller Vesten som sådan. Heller ikke hos en lang række etablerede stater i øvrigt. Så det blev ikke til noget.
Og sådan er det fortsat: Der findes 12 internationale konventioner imod terror, men stadig ingen definition. Så sent som i 2005 efterlyste FNs generalsekretær Kofi Annan, at der i forbindelse med en ny konvention etableredes en internationalt accepteret definition på, hvad der er terrorisme, herunder evt. statsterrorisme. Det lykkedes ikke.
Det skorter ellers ikke på eksempler, hvor stater agerer med undertrykkelse af mindretal eller med forfølgelse af eller ligefrem mord på fremtrædende dissidenter i den klare hensigt at skabe frygt for at stå frem med kritik af magthaverne: Marwan Barghouti, Anna Politkovskaja, Boris Nemtsov, Aleksej Navalnyj, Jamal Khashoggi for at nævne nogle af de mere prominente eksempler. Det kunne man med god ret kalde terror. Men det kræver en anden definition end den foreslåede, for så rammer man ikke vilkårligt, men tværtimod meget målrettet.
Vi har i dansk lov en bestemmelse, som uden at nævne begrebet terror rammer bedre end noget forsøg på en definition. Den står oven i købet i grundloven – men har været ganske upåagtet i forbindelse med terrorlovgivningen. Den er rettet mod enhver, ”der virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledestænkende.”
Det er grundlovens §78, stk.2, som fastslår, hvornår en forening til trods for foreningsfriheden ikke bare kan, men skal opløses. Det er ikke så mærkeligt, at den så præcist beskriver terrorens væsen og formål, og at den endda uden vanskelighed kan anvendes på statsterror. Den stammer fra det strandede forsøg på en grundlovsændring i 1939 og var fremkaldt af begivenhederne i Tyskland, hvor de nazistiske stormtropper (SA) terroriserede jøderne, romaerne og politiske modstandere (kommunister og socialdemokrater), altså et klart eksempel på statslig terror. Grundlovsændringen 1939 blev vedtaget af Rigsdagen, men faldt på grund af for lav valgdeltagelse ved den efterfølgende folkeafstemning, så bestemmelsen har først været gældende med grundloven fra 1953.
Som den er formuleret, gælder den kun foreninger, men selve gerningsbeskrivelsen ville uden videre kunne anvendes – uanset om terroren begås af foreninger, andre grupperinger, enkeltpersoner eller stater.
Bilag :
RET OG TERROR
Af Preben Wilhjelm, kronik, Politiken, 9. november 2001
Dagen før statsministeren udskrev valg til Folketinget, offentliggjorde regeringen sin antiterrorpakke. Forslagene er sendt til høring, svarfristen er sat til 15. november, og hensigten er at få antiterrorlovgivningen behandlet og vedtaget i Folketinget inden jul. Det var under alle omstændigheder meget kort tid til så omfattende og principielt vidtgående lovændringer, som der her er tale om. Med valgkamp og eventuelt ny regeringsdannelse bliver tidspresset endnu større. Så meget vigtigere er det, at offentligheden får kendskab til og mulighed for at drøfte pakkens indhold.
Justitsministeren har gentagne gange, senest ved fremlæggelsen af sin del af pakken, sagt, at kampen mod terrorismen ikke skal ske på bekostning af frihedsrettighederne og demokratiet. Initiativerne skal sikre bedre beskyttelse af det danske samfund og en mere effektiv international terrorbekæmpelse, men »uden at gå på kompromis med de grundlæggende retsprincipper og internationale forpligtelser, herunder retten til en retfærdig rettergang«. Så vidt så godt. Men er det opfyldt med de forslag, regeringen har udarbejdet? Lad os se på enkelte, konkrete hovedpunkter på de fire vigtigste områder: straffeloven, retsplejeloven, udsendelsesloven og udlændingeloven (den sidstnævnte i indenrigsministerens regi).
I ændringsforslagene til straffeloven finder vi de forhøjede strafferammer for visse kriminelle handlinger, når disse opfattes som et udtryk for terror, bl.a. livsvarigt fængsel for særlig groft tyveri, groft hærværk og husfredskrænkelse under særlig skærpende omstændigheder. At maksimumsstraffen, livsvarigt fængsel, skal kunne komme på tale over for sådanne handlinger, som i sig selv ikke hører hjemme blandt de alvorligste overtrædelser, har allerede vakt berettiget opsigt.
Det vigtigste er dog, hvornår sådanne handlinger skal opfattes som udtryk for terror, så livstidsstraffen kommer på tale. Ministeren havde lovet en klar definition af terror, som udelukkede tvivl om eller misbrug af bestemmelserne. I sine udtalelser til pressen har han udlagt det sådan, at det alene drejer sig om angreb på vore demokratiske institutioner.
Men hvordan lyder definitionen i lovforslaget? Den siger, at terrorisme er, når disse handlinger tager sigte på »at tilføje et lands eller en international organisations politiske, økonomiske eller samfundsmæssige struktur alvorlig skade«. Der er ikke et ord om demokrati eller om landets styreform i det hele taget. Det er måske ikke det store problem, når handlingen begås i Danmark. Men terrorpakken er udtrykkelig et led i den globale kamp mod terrorisme, definitionen gælder efter sin ordlyd et hvilket som helst land med en hvilken som helst styreform. Ethvert angreb på landets politiske, økonomiske eller samfundsmæssige struktur er per definition terror. ANC’s og Nelson Mandelas kamp mod apartheidstyret i Sydafrika var efter denne definition terrorisme. Ligesom alle opstande mod kolonistyret: Gandhis i Indien, Jomo Kenyattas i Kenya, Julius Nyereres i Tanzania, Ben Bellas i Algeriet og så videre – og samtlige frihedsbevægelser i Syd- og Mellemamerika.
Det er vel at mærke ikke kun et historisk problem. Definitionen omfatter også enhver modstand mod præstestyret i Teheran eller mod Saddam Hussein eller andre despoter. Den konsoliderer ganske enkelt ethvert eksisterende styre, uanset hvor diktatorisk og undertrykkende. Og det har konsekvenser også herhjemme. Dels indgår det i forslaget, at enhver form for støtte her i landet til sådanne modstandsbevægelser skal straffes, økonomisk støtte (dog ‘kun’ med op til ti års fængsel) og anden form for støtte inklusive sympatierklæringer (dog ‘kun’ op til seks års fængsel). Dels er det globale perspektiv, at vi kan blive forpligtet til at udlevere folk, som har bekæmpet deres hjemlands despoter.
Ændringerne i retsplejeloven består især i en række nye beføjelser til krænkelse af privatlivets fred, bl.a. ved indgreb i meddelelseshemmeligheden. Der åbnes adgang til at aflytte vore telefoner, bryde ind i vores personlige computere og læse vores e-mails m.v., uden at der er skygge af mistanke mod os selv, nemlig hvis der er mistanke mod nogen, der har ringet eller mailet til os (hvilket man som bekendt ikke kan gardere sig imod).
Justitsministeren understreger, at der ligger en retsgaranti i, at sådanne indgreb kræver en dommerkendelse. Realiteten er, at den garanti er en formalitet. I virkelighedens verden vil ingen dommer have mulighed for at nægte en sådan kendelse, når politiet begrunder den med mistanke om terrorisme. En undersøgelse fra 1988 (den eneste eksisterende) viste, at domstolene praktisk taget altid imødekom politiets begæringer om telefonaflytning (96 procent), selv om mistanken kun viste sig berettiget i omkring en tredjedel af sagerne (36 procent). Dengang gik begæringerne altovervejende på mistanke om narkokriminalitet. Hvor langt vanskeligere vil det ikke være for en dommer at modsætte sig en begæring begrundet i terrorisme?! Når det gælder udlevering til strafforfølgelse i andre lande siger den gældende lov kort og godt, at en dansk statsborger ikke kan udleveres.
Det gælder uanset, hvor grov kriminalitet der er tale om, og hvor velunderbygget begæringen er. (Der er en lille undtagelse for andre nordiske lande, men kun når der er tale om de alvorligste forbrydelser, og når personen i mindst to år op til forbrydelsen har haft bopæl i det pågældende land. Undtagelsen, som derfor vil være meget sjælden, er begrundet i, at der mellem de nordiske lande eksisterer et nært retsfællesskab, det vil sige ensartede retsgarantier, strafferammer m.v.).
Desuden har det, som det også anføres i bemærkningerne til justitsministerens forslag, »tidligere været anset for et centralt princip, at der er forbud mod udlevering for en politisk lovovertrædelse«. Det afspejler erkendelsen af, at sådanne overtrædelser må ses i et andet lys end almindelig kriminalitet, f.eks. fordi de er led i kampen mod et undertrykkende system.
Begge disse centrale principper fjernes fuldstændigt med justitsministerens forslag. Dansk statsborgerskab giver ikke længere nogen som helst beskyttelse fra den danske stat (det kan for så vidt ses som et markant led i den igangværende afvikling af nationalstaten). Og begrebet politiske forbrydelser anerkendes ikke længere, hvilket for så vidt er i tråd med den førnævnte definition på terrorisme, som konsoliderer ethvert eksisterende styre, uanset karakteren af dette styre.
Men justitsministerens forslag går langt videre end som så.
Bestemmelserne om udlevering er ikke specielt knyttet til terrorisme. De gælder enhver mistanke, blot forholdet også er strafbart i Danmark.
Hvis det drejer sig om udlevering til et andet EU-land, kræves der blot en straframme på seks måneders fængsel, mens der ved aftaler med andre lande kan kræves en straframme på et års fængsel (i begge tilfælde går vi helt ned i småtingsafdelingen), og disse meget lave grænser gælder også for udlevering af danske statsborgere.
Det rejser nogle væsentlige spørgsmål, som er totalt forbigået i forslaget:
1) Hvad med udlevering til lande, som vi i modsætning til de nordiske lande ikke har et nært retsfællesskab med? Hvor der ikke findes tilsvarende retsgarantier? Eller hvor der f.eks. kan idømmes otte års fængsel for noget, som herhjemme højst kan give et år? Der er ikke i forslaget taget forbehold for disse ting, så man må gå ud fra, at det ikke skal tillægges betydning.
2) Begæring om udlevering vil typisk blive fremsat alene på grundlag af mistanke. Hvordan sikrer vi os mod ukvalificerede begæringer eller direkte misbrug f.eks. som led i politisk forfølgelse? Det nævnes ikke med ét ord. Ministeren vil formentlig sige, at danske myndigheder naturligvis vil vurdere grundlaget nærmere. Men i EU-kommissionens forslag til rammeaftale – som ministeren i denne sammenhæng undlader at nævne – hedder det direkte modsat: »Hvert lands myndighed skal anerkende udleveringsanmodninger fra en anden medlemsstats retslige myndighed efter kun et mindstemål af kontrol«.
Det gælder i første omgang kun EU-lande, javel (selv om der allerede her er problemer, f.eks. i forhold til Italien). Men der er jo mange andre lande på vej ind, lande, som vi ikke har et nært retsfællesskab med. F.eks. har Litauen en stående udleveringsbegæring, som lugter langt væk af politisk forfølgelse, og som de danske myndigheder har valgt ikke at efterkomme, selv om personen opholder sig her i landet. Det vil blive problematisk i fremtiden.
Eller tag Kemal Koc, som er dansk statsborger af tyrkisk-kurdisk oprindelse, og som blev arresteret under et familiebesøg i Tyrkiet og anklaget for en politisk forbrydelse, støtte til et kurdisk parti. Han blev frigivet efter pres fra det danske udenrigsministerium. Når Tyrkiet bliver medlem af EU, behøver man ikke at afvente, at han aflægger besøg. Man kan begære ham udleveret, og de danske myndigheder har, så vidt jeg kan læse forslagene, bare at gøre det »efter kun et mindstemål af kontrol«, uanset at han er dansk statsborger.
Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at justitsministeren gang på gang i bemærkningerne til lovforslagene henviser til, at den pågældende ændring tager sigte på at opfylde EU’s rammeaftale om bekæmpelse af terrorisme. Der eksisterer ikke en sådan aftale. Der ligger kun et forslag fra EU- kommissionen, det er på mange punkter dybt kontroversielt, og det forhandles stadig.
Måske er det blot en lapsus fra ministerens side. Men det ligner grov manipulation, især i lyset af, at ministeren få dage forinden fra Folketingets talerstol lovede, at regeringen ville arbejde for at rette de ting i EU-forslaget, som kunne true retssikkerheden, og at Folketinget løbende ville blive orienteret om forhandlingerne og taget med på råd. Nu foregiver han, at EU-forslaget er vedtaget, og bruger det som begrundelse for nogle af sine egne forslag!
Indenrigsministerens bidrag til antiterrorpakken er ændringsforslag til udlændingeloven. Som noget helt nyt opregnes der nogle tilfælde, hvor der ikke kan gives opholdstilladelse, hverken i form af asyl eller af andre humanitære grunde, uanset om den pågældende i øvrigt opfylder betingelserne.
I samme tilfælde kan en udlænding, som allerede har fået asyl eller opholdstilladelse, udvises. Det gælder bl.a., hvis udlændingen »må anses for en fare for statens sikkerhed« eller »for en alvorlig trussel mod den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed«, og det lyder jo umiddelbart rimeligt nok. Det rejser ikke desto mindre nogle alvorlige problemer for retssikkerheden: Hvad skal der til, før en person anses for en trussel mod statens sikkerhed eller mod den offentlige orden, og hvem skal afgøre det?
Begrebet ‘statens sikkerhed’ er udflydende, idet der kun siges, at det »især omfatter de interesser, der værnes af straffelovens kapitel 12 og 13« (de såkaldte statsforbrydelser), men altså også kan være andre ting, uden at det konkretiseres. Og trusler mod den offentlige orden m.v. er heller ikke afgrænset mere præcist, idet der kun anføres nogle eksempler (bl.a. deltagelse i en voldelig demonstration), som i øvrigt i sig selv kan være problematiske og fejlanbragte under etiketten terrorismebekæmpelse. Men det er kun eksempler, og hvad bestemmelsen ellers kan bruges til, præciseres ikke.
Yderligere problematisk bliver det med anvendelsen af ordene ‘anses for’. Der stilles ikke krav til mistankens grundlag. Vurderingen foretages af PET, og den mistænkte får ingen mulighed for at rense sig, f.eks. ved domstolsprøvelse under de almindelige retsgarantier. Det ligner en systematisering af den retsløshed, som blev demonstreret i den skandaløse mexicaner-sag, der var den direkte anledning til den nye udlændingelov i 1983.
I lyset af den kritik, som på det sidste har været rettet mod PET bl.a. for håndteringen af den tidligere irakiske hærchef, har PET en stærk motivation til at gardere sig. Og det er omkostningsfrit for PET hellere at anse hundrede for meget end én for lidt for at udgøre en fare.
Det bliver kun værre af, at bestemmelsen også kan anvendes, hvis det drejer sig om den offentlige orden i et andet land, og man skønner, at det indirekte kan være en trussel mod den offentlige orden herhjemme. PET’s vurdering vil selvsagt via Schengen-samarbejdet og andre kanaler hurtigt blive kendt af politimyndigheder i praktisk talt alle lande.
Det er en stigmatisering, som ligefrem kan være livsfarlig. Og den pågældende levnes ingen mulighed for at få prøvet sin sag. PET’s vurdering kan ikke appelleres. Så meget for justitsministerens løfte om, at terrorbekæmpelsen skal ske »uden at gå på kompromis med de grundlæggende retsprincipper og internationale forpligtelser, herunder retten til en retfærdig rettergang«. Det er klart, at chokket 11. september har affødt et stærkt ønske om at værne sig mod terrorhandlinger. Vi kan måske blive nødt til at justere på lovgivningen, især for at give bedre muligheder for at foregribe terror.
Antiterrorpakken indeholder selvfølgelig også sådanne elementer, som bør kunne diskuteres, så længe de kun har mindre omkostninger for den personlige frihed. Pakken som helhed er imidlertid – som illustreret ovenfor – meget vidtgående. Det er uden sammenligning den største ændring i forholdet mellem statens magtbeføjelser og den enkeltes retssikkerhed, der er sket, siden den danske retsstat blev grundlagt med retsplejereformen for 82 år siden. Jeg tror endda, man kan sige, at det er en mere vidtgående ændring end alle tidligere ændringer tilsammen.
Hvis man tror på, at forslagene i pakken er et værn mod terrorisme (hvilket forekommer mere end tvivlsomt og overhovedet ikke er vurderet i forbindelse med fremsættelsen), så er det enhvers ret at ville betale prisen. Derimod er det ikke nogens ret at bilde befolkningen ind, at det ingenting koster. At der ikke gås på kompromis med de grundlæggende retsprincipper, som justitsministeren siger. Eller at det blot er en opfyldelse af de allerede eksisterende, internationale konventioner om terrorisme, som Fogh Rasmussen og Bendt Bendtsen har sagt. Ingen af påstandene er korrekte. Det er beklemmende således at få demonstreret ledende politikeres manglende respekt og interesse for dansk retskultur.
Nu kan læseren med rette spørge: Skal vi da slet ikke gøre noget for at sikre os bedre? Jo, selvfølgelig skal vi det. Vi skal endda tage det langt mere alvorligt, end de nemme, kosmetiske, men næppe særlig virksomme forslag i antiterrorpakken er udtryk for. Den diskussion har der ikke været plads til her, men den tages gerne ved først givne lejlighed.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER