Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
15. marts. 2022

Burkino Fasos demokratisering under militært angreb

Den 16. februar lod lederen af den militære overgangsregering i Burkina Faso, Paul-Henri Damiba, sig sværge ind som præsident i landet. Dermed blev der skrevet endnu et kapitel i udviklingen af den kupepidemi i Afrika, som FN’s generalsekretær António Guterres advarede mod for få måneder siden. Burkina Faso og Guinea-Bissau er de seneste ofre for militære forsøg. Mens det mislykkedes i Guinea-Bissau, ser det dog ud til, at militæret har bidt sig fast i Burkina Faso.
Femte artikel i serien ‘Når soldater tager magten’.

Burkina Faso’s militær presser landets demokrati. Foto: Olympia De Maismont

Knap havde verden opfattet, at den afrikanske kupepidemi nåede Burkina Faso i slutningen af januar, før endnu et land blev ramt af et militær med politiske ambitioner.  Før disse havde Vestafrika også oplevet kup i Mali (2022) og Guinea-Konakry (2021). I Guinea-Bissau søgte dele af militæret mandag 1. februar i år at storme regeringsbygningerne og at sætte præsident Umaro Sissoco Embaló og hans regering ud af spillet. Kupforsøget slog dog fejl. Embaló sidder imidlertid ikke sikkert på regeringsmagten. Blandt andet fordi legitimiteten af hans styre har været bestridt med henvisning til uregelmæssigheder ved valget. I et nærtliggende land, gik det imidlertid galt for de civile politikere.

Søndag 23. januar i år begyndte det militærkup, der resulterede i at den folkevalgte regering i det vestafrikanske land Burkina Faso, blev afsat mandag den 24. Det nye styre har desuden sat forfatningen ud af kraft og lukket af for omverdenen.

Dermed blev også burkinerne ofre for den række af militære magtovertagelser, der har fundet sted i Afrika nord for ækvator i det seneste års tid. Disse kup har det klare mønster til fælles, at de sker i demokratiserende lande. Der er således ikke tale om indbyrdes eliteopgør blandt autoritære ledere og militære fraktioner – sådan som man tidligere ofte har set i nogle af verdens regioner. Det handler om noget, der stikker dybere: Det er en del af den aktuelle globale magtkamp mellem demokratisering og autoritær restaurering af magtforholdene fra før Den kolde Krigs slutning, der er på spil. I artiklen En afrikansk kupepidemi i 2021 blev en række foregående kup fremstillet og diskuteret.

Lederen af kuppet i Burkino Faso var oberstløjtnant Paul-Henri Damiba. Den nu afsatte præsident Roch Kabore havde netop udnævnt Damiba til chef for den del af militæret, der har ansvar for sikkerheden i regionen omkring hovedstaden Ouagadougou. Man må sige, at Damiba tog opgaven overmåde alvorligt, men ikke på en måde, som man normalt ville forvente i et demokrati.

Selve magtovertagelsen foregik nogenlunde roligt. I hvert fald i den betydning, at der ikke var nogle større dele af militæret, der systematisk forsøgte at forsvare forfatningen med væbnet magt. Kun dele af den militære gruppe, der skulle beskytte præsidentpaladset, søgte kortvarigt at modstå kuppet, om end der blev rapporteret om skyderier forskellige steder i Ouagadougou blandt andet ved det nationale TV, der blev overtaget ved fem-tiden om morgenen for kuppet.

Der var ifølge det, der er oplyst af nationale og internationale medier, heller ikke civile grupper, der prøvede at organisere en modmagt til militæret i denne fase. Tværtimod har det været påpeget, at de civile – der har været på gaden i forbindelse med kuppet – har fejret det. Nogle iagttagere har hævdet, at det skulle vise, at der er ’folkelig opbakning’ til de nye magthavere omkring Damiba. Der er dog ikke andet belæg for denne fortolkning, end at den valgte præsidents tilhængere ikke har afholdt demonstrationer eller lignende til støtte. Givet kuppets autoritære karakter er der imidlertid ikke noget at sige til det. Det er netop, hvad man kunne forvente. Hvis man med folkelig opbakning blot mener, at der kan findes grupper i det civile samfund, som støtter kuppet, er der selvfølgelig noget om det – men der en ingen tegn på noget, der kunne kaldes ’overvejende’ eller ’bred’ folkelig opbakning. Så når fx Globalnyt den 25. januar bringer en artikel om militærets aktion, der kaldes ”Endnu et tilsyneladende populært kup i Sahel”, så er nøgleordet tilsyneladende.

Den umiddelbare baggrund

Kuppet havde ifølge oplysninger til CNN fra nogle af dets organisatorer været forberedt siden august sidste år. Det var blandt andet sket ved hjælp af ’krypterede meddelelser’, som det hævdes af den strømning i militæret, som Damiba står i spidsen for. Det vil sige ’Den patriotiske bevægelse for sikkerhed og genopretning’, der på det officielle sprog fransk forkortes MPSR.

“Omkring 2.000 mennesker menes at være blevet dræbt i Burkino Faso som følge af politisk vold siden 2015, ligesom op til halvanden million borgere menes at være på flugt inden for landets grænser.”

Der har da også længe i Burkino Faso været militær utilfredshed med sikkerheden. Den nordlige del af landet har været truet af islamistisk terrorisme. Denne terrorisme har kostet militæret tab, der er blevet oplevet som meget svære, samtidig med, at præsident Kabore angiveligt ikke prioriterede militær og sikkerhed særlig højt.

Samtidig har der også været en folkelig utilfredshed, som har fået klare udtryk rundt omkring i landet. Der har været fremsat krav om bedre sikkerhed i forhold til terrorgrupperne, og der har tidligere i 2021 været demonstrationer vendt mod Frankrig, hvis udsendte soldater angiveligt skulle støtte eller ligefrem udføre terror i landet.  Kort sagt har der i forskellige dele af samfundet været akkumuleret utryghed og usikkerhed ved regeringens vilje til at håndtere udfordringerne.

Præsident Roch Kabore blev valgt i 2015, men det lykkedes aldrig ham og hans regering at skabe sikkerhed i landet. Omkring 2.000 mennesker menes at være blevet dræbt i Burkino Faso som følge af politisk vold siden 2015, ligesom op til halvanden million borgere menes at være på flugt inden for landets grænser. Kabore blev genvalgt i 2020, men denne gang var sikkerheden i landet forværret i en sådan grad, at der ikke blev afholdt valghandlinger i alle dele af landet. Det er således et noget ustabilt land, som militæret har taget kontrol med.

Hvorfor kup?

Damiba og hans junta har netop selv forklaret magtovertagelsen med henvisning til sikkerhedsproblemerne. Damiba er som nævnt oberstløjtnant og militært uddannet i blandt andet Frankrig. Han er desuden forfatter til en bog om den militære indsats mod terrorisme i Vestafrika, West African Armies and Terrorism: Uncertain Responses? – så det var nok forventeligt, at hans interesse netop ville centrere sig om dette problemfelt. At der så er en vis støtte til at gøre mere ud af antiterror i befolkningen, gør det så meget mere indlysende, at søge at skabe en politisk platform omkring det spørgsmål.

Der er utvivlsomt en rationel kerne i satsningen på anti-terrorisme. Hele Sahel-regionen, hvortil den nordlige del af Burkino Faso hører, har været præget af islamistisk terrorisme i en længere periode. Damiba har allerede lovet befolkningen at genvinde den fulde centrale kontrol over de områder, der i dag er præget af terrorgrupper, og en sådan politik vil givetvis have bred opbakning.

De slemme, de endnu værre og de virkeligt autoritære: Når soldater tager magten

I disse år bekymrer mange sig om den politiske fremtid. Der tales om demokratier i krise, hvor man stadig holder valg, men ikke respekterer mindretals rettigheder, mediernes muligheder for at tjekke magthaverne eller domstoles uafhængighed. Polen, Rusland, Tyrkiet og Ungarn er blevet nævnt som lande, der stadig påkalder sig folkeligt styre, men som reelt er på vej væk fra de demokratiske idealer.

Solidaritet kigger nærmere på de lande, hvor militære løsninger og efterfølgende autoritære regeringer har afløst demokratiet. I artikelserien kan du læse om Afghanistan, Burma, Thailand og Tunesien. Følg serien her

+

Bag terrorismen i Sahel ligger imidlertid også en række mere generelle udfordringer. Regionen og  de omkringliggende lande har været præget af tilbageslag for demokratiseringer – og ikke mindst skuffelser over den sociale og økonomisk udvikling, der skulle have fulgt med de politiske reformer. Kort sagt –  ’Den nye verdensorden’ som model for samfundsudvikling i krise i Nordafrika (og i Mellemøsten). De autoritære kræfter har næsten over alt haft held til at slå tilbage mod de kræfter, der bar Det arabiske Forår. Man kunne sammenfatte det seneste års militære offensiver mod civile politikere sådan, at den mellemøstlige politiske krise har bredt sig mod syd i Afrika.

Siden den serie, som denne artikel indgår i, startede for et lille halvt år siden, har der ikke været tegn på, at den autoritære bølge er ved at ebbe ud i Afrika. Snarere tvært i mod, kunne man fristes til at sige. Den advarsel, som Antonio Gramsci i sin tid sammenfattede sådan, at man aldrig må glemme risikoen for ’den militære løsning’, er i hvert fald i denne del af verden mindst lige så aktuel som på hans tid.

Egentlig burde en artikel som denne slutte på den gode fod. Det vil sige med nogle optimistiske handlingsanvisninger, der i det mindste principielt peger fremad og giver gode råd til, hvordan man som borger i Danmark kan forholde sig praktisk til de lande, hvor militæret kupper demokratiet . Det er imidlertid meget svært at leve op til den ideelle fordring i dette tilfælde. Problemet er, at Danmark i det store og hele og i samarbejde med andre lande har gjort mange fornuftige ting i forhold til regionen. Fx har vi indtil for nylig støttet de internationale forsøg på – i samarbejde med Malis skiftende regeringer – at bekæmpe terrorgrupperne i landet. Et andet eksempel er vores støtte til udvikling af retsstats-principper, civile rettigheder med videre i netop Burkino Faso.  

Det har bare ikke været nok. Det er gået den gale vej alligevel. Sådanne internationale indsatser er nu efter kupbølgen stærkt udfordrede, og det er svært at forestille sig, at situationen umiddelbart skulle blive bedre. Så hvad man kan gøre lige pt., er nok først og fremmest at bevare roen og tænke sig om: Skal man støtte et fortsat dansk engagement, hvor det kan lade sig gøre efter de aktuelle retningslinjer – men som er for småt i forhold til udfordringernes størrelse. Eller skal man støtte en dansk tilbagetrækning fra regionen, som vil give kupsoldaterne friere spil på den politiske slagmark? Sådanne spørgsmål er ikke lette at besvare, men aktuelt er de vigtige at diskutere.


Om skribenten

Carsten Jensen

Carsten Jensen

Forfatter til flere bøger om socialistisk politik og strategi. Har senest redigeret og skrevet til bogen Antonio Gramscis aktualitet sammen med Gert Sørensen.   Læs mere