Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
11. december. 2021

En afrikansk kupepidemi i 2021

I en lang række afrikanske lande er militærkup og oprør blusset op i det forgangne år. Fjerde artikel i serien ‘Når soldater tager magten’ undersøger baggrunden for dét, FN’s generalsekretær har kaldt en kupepidemi.

I Sudan er frihedskampen blevet knægtet af endnu et militærkup. Illustration: Imad Sanouni

Det seneste år har militæret grebet ind i nogle af Afrikas skrøbelige stater og demokratiserings-processer. I Guinea-Conakry, Mali, Sudan, Tchad og Tunesien har officerer fra de nationale væbnede styrker afsat civile regeringer og indsat sig selv eller deres allierede som politiske ledere. FN’s generalsekretær António Guterres har kaldt det en ’kup-epidemi, der kommer oven i Corona-pandemien’. Kuppene har især fundet sted i Sahel – det bælte af stater der ligger lige under eller nær Sahara.

Det hører med til den ildevarslende historie, at der ved siden af kupbølgen fra de nationale militærfolks side er en række forsøg på væbnede, autoritære, islamistiske oprør i gang i Vestafrika: Burkina Faso, Niger, Nigeria, og Mali. Ikke mindst er der borgerkrig i Etiopien i øst. Politisk, militær vold i mange forskellige afskygninger er således med fornyet kraft blevet en del af hverdagen i store dele af Afrika. Det gælder også i en række lande, hvor perioden efter den kolde krigs slutning gav plads til noget demokratisering – og dermed folkelig inddæmning af den militære indflydelse i regionen. 

Militærkup i Afrika 2021

I fem afrikanske lande har militæret taget magten i løbet af det seneste år. Dertil kommer en række oprør og konflikter andre steder på kontinentet.

Tchad: 21. april

Mali: 24. maj

Tunesien: 26. juli

Guinea Conakry: 5. september

Sudan: 25. oktober

+

Hvad militærkup angår, startede 2021 ganske vist med et kup i Burma, og en af sommerens store internationale begivenheder var Talebans militære erobring af den politiske centralmagt fra den valgte regering i Afghanistan. Derudover har afrikansk militær været en avantgarde i den nye bølge. I Centralafrika tog militæret magten i Tchad april, i Vestafrika overtog militær i Mali (maj) og i Guinea-Conakry (september) magten; i Nordafrika gik det Tunesiske militær på gaden i juli for at blokere parlamentet samt afsætte regeringen (se Solidaritet 10. oktober); og i Østafrika blev oktober en politisk skæbnemåned for Sudan, hvor militæret satte den civile regering ud af spillet (se Solidaritet 26. oktober). Foreløbig har bølgen holdt sig oven for ækvator, men ellers er kuppene fordelt i alle regioner.

Global tendens til autoritære styreformer

Kupbølgen er både del af en global tendens mod mere autoritære systemer, og en del af en aktuel højredrejning, som blev styrket af valget i USA 2016 af Donald Trump til præsident. I Kina giver det nationale kommunistiske partis magtmonopol sig selv. I Europa har lande som Polen, Ungarn og Belarus’ såkaldt ’illiberale’ partier godt greb om den væbnede magt – om end deres evne til at skabe bred opbakning vakler noget. I en række lande som fx Tyrkiet og Brasilien er regeringerne præget af udtalt autoritære statsledere, mens der dog stadig er plads til folkelige oppositionsbevægelser og alternative lokale magtbastioner. 

Men kort sagt, højresidens autoritære, antidemokratiske kræfter fylder i dag mere på det globale politiske landkort end nogensinde før siden Murens fald. Dermed er den folkelige pol, i det den argentinske tænker Ernesto Laclau kaldte den demokratiske antagonisme, blevet svækket: de politiske kræfter til venstre har fået sværere ved at sætte sig på dagsordner og skabe slagkraftige alliancer. Autoritære højreløsninger har omvendt fået mere medvind. Det lader til, at en del afrikanske officerer har grebet chancen, nu hvor tidsånden er svinget mere over på deres side.

Den enes død, den andens totale magtovertagelse

Den 21. april blev Tchads netop genvalgte præsident, Idriss Deby, ifølge militæret dræbt af oprørere i den nordlige del af landet. Døden indtraf få timer efter, at det var blevet bekræftet, at han havde vundet valget tidligere på måneden. Militæret oplyste samtidig, at det havde udnævnt præsidentens søn, Mehemet, der selv er højtstående officer, som ny præsident, og at der var nedsat en ny regering med 15 generaler som medlemmer. Militæret har samtidig hævdet, at det vil afholde valg i sidste halvdel af 2022. 

Tchad blev uafhængig af Frankrig i 1960, men har forholdt sig som forholdsvis tæt allieret med den gamle kolonimagt. Imidlertid har landet, hvor kristne har haft stor indflydelse på centralregeringen, været præget af konflikter med oprørsbevægelser fra mindretallet i den nordlige del, der bekender sig til islam. Det var direkte i forbindelse med denne konflikt, at præsidenten blev rapporteret dræbt. 

Den genvalgte præsident Idriss Deby var kommet til magten i 1990 som leder af et kup. Han havde siden stået som leder af en demokratisering, der havde resulteret i flere valg, som han vandt. Det seneste i 2021. Militæret satte sig ved udnævnelsen af sønnen Mehemet til præsident ud over forfatningen – idet denne ikke indeholder arvefølge, men tværtimod en bestemmelse om at parlamentet skal overtage magten, hvis præsidenten dør. Militæret gennemtvang derfor et illegitimt magtskifte med udpegning af ny præsident og regering på tværs af forfatningen. 

Fra skindemokrati til militær-diktatur. Da Idriss Deby, Tchad’s præsident gennem 30 år, døde i en skudveksling med oprørere, tog landets militær prompte magten i det centralfrikanske land. Foto: Reuters

Vestafrika er center for militærkup

Dele af Afrika har historisk været hårdere ramt af militærkup end andre. Vestafrika er de seneste 20 år blevet ramt hårdt. Burkina Faso, Guinea-Bissau, Guinea (Conakry), Mali, Mauritanien og Niger har været ramt af i alt 12 kup, der resulterede i regeringsskifter. Af disse er to sket i 2021, hvilket altså er overgennemsnitligt mange. Set i forhold til de øvrige kup i årets løb, er det stærkt bekymrende.

Mali har været ramt af tre af kuppene, i 2012, 2020 og altså i år. Landet har været udfordret af interne væbnede konflikter, hvor alliancerne til dels har gået på tværs af hinanden. Tuareger i nord har ønsket selvstændighed, og islamister har ønsket sharia. Regeringerne i Syd, hvor størstedelen af befolkningen bor, har først og fremmest ønsket at holde sig ved magten og at holde sammen på landet. Mali løsrev  sig fra Frankrig (1959) og blev anerkendt selvstændig i 1960 som en étparti-stat. De første demokratiske valg kom i 1992 som et led i demokratiseringsbølgen efter Sovjetunionens sammenbrud, men landet har i lange perioder været meget ustabilt grundet de nationale og religiøse spændinger. Tidligere regeringer har bedt om hjælp fra udlandet, og især Frankrig har deltaget med flere tusinde soldater i landets kampe, men har på det seneste omlagt og nedtrappet engagementet.

De slemme, de endnu værre og de virkeligt autoritære: Når soldater tager magten

I disse år bekymrer mange sig om den politiske fremtid. Der tales om demokratier i krise, hvor man stadig holder valg, men ikke respekterer mindretals rettigheder, mediernes muligheder for at tjekke magthaverne eller domstoles uafhængighed. Polen, Rusland, Tyrkiet og Ungarn er blevet nævnt som lande, der stadig påkalder sig folkeligt styre, men som reelt er på vej væk fra de demokratiske idealer.

Solidaritet kigger nærmere på de lande, hvor militære løsninger og efterfølgende autoritære regeringer har afløst demokratiet. I artikelserien kan du læse om Afghanistan, Burma, Thailand og Tunesien. Følg serien her

+

Kuppet i 2020 skete under ledelse af lederen af det militære råd, Assimi Goïta og var rettet mod den siddende præsident Ibrahim Boubacar Keita, der havde haft posten siden 2013. Kuppet blev for det første legitimeret med, at Keita accepterede korruption og for det andet med, at hans regerings ledelse af indsatsen i forhold til militante oprørsgrupper i den nordlige og centrale del af landet var for dårlig. 

Kuppet i 2021, der kom den 24. maj, var igen ledet af Assimi Goïta. Det var rettet mod præsident Bah N’daw og premierminister Modar Ouane, som i øvrigt begge var indsat af Goïta. Legitimationen var også den samme som tidligere. I dag må Göita regnes som landets egentlige leder af et styre, der er blevet fortløbende militariseret.

Guinea (Conakry – til forskel fra det tilgrænsende Guinea-Bissau) i Vestafrika blev ramt af et kup den 5. september. Et lille årti med demokratisk eksperiment var allerede udfordret af den siddende præsident, Alpha Condé, der ville bevare magten i en længere periode, end forfatningen tillader det. Militæret satte en stopper for den ambition. Men tog til gengæld selv magten under ledelse af oberst Mamady Doumbouya, der lod sig udnævne til midlertidig præsident den 1. oktober. Doumbouya lovede ved den lejlighed, at han ikke ville stille op til de planlagte demokratiske valg. Et noget tvetydigt løfte, hvis man tænker nærmere efter.

Condé havde en fortid som demokratisk oppositionspolitiker. Han fik først magten i en relativ høj alder som 72-årig og var egentlig i udgangspunktet respekteret som en demokratisk, folkelig politikker.  Men han mistede popularitet, da han meddelte, at han ville stille op til en tredje præsidentperiode. Han vandt et omstridt valg til en tredje runde, men det viste sig altså i forholdet til landets øvrige magtforhold at være a bridge too far

Det var nogenlunde håndterligt for militæret at legitimere at vælte en præsident, der i forvejen  havde bevæget sig ind på en vej, hvor man bøjede forfatningen til det ukendelige. Uden sammenligning i øvrigt kan man bare tænke på, hvordan det gik Evo Morales og MAS i Bolivia i 2019, da Evo stillede op for fjerde gang med baggrund i en tvivlsom forfatningsfortolkning. MAS vandt dog med en ny front-mand det efterfølgende parlamentsvalg og afviklede det styre, som militæret havde sat ind for at stoppe Evo. Der er dog langt fra nogen garanti for, at historien om Guinea kan skrives lige så konstruktivt som Bolivias om et par år.

Sudans politiske krise uddybes af militæret

Magtforholdene i Sudan har i lang tid givet anledning til voldsomme politiske konflikter og store overskrifter. Landet har i de seneste årtier været præget af politiske, religiøst-/kulturelle modsætninger, sultkatastrofer (Darfour), borgerkrig, deling af landet og militærkup.

“I skrivende stund er det uvist, om den lovede demokratisering overhovedet er på det nye styres dagsorden, og om Hamdok har indflydelse på den aktuelle regerings sammensætning.”

Sudan er et af verdens fattigste lande, hvor en stor del af landets omkring 45 millioner indbyggere lever i fattigdom – og 14 procent i ekstrem fattigdom. Det var under britisk-egyptisk kolonistyre frem til 1956, hvor landet blev uafhængigt. Efter års borgerkrig blev det delt i 2011, hvor et overvejende kristent Sydsudan løsrev sig fra den overvejende muslimske nordlige del – og blev anerkendt som ny stat.

Den 21. september søgte en mindre gruppe i militæret under ledelse af Abdelbagi Bakrawi at afsætte den siddende (overgangs-)regering. Angiveligt ville de have genindsat den forrige præsident, Omar al-Bashir, som i parentes bemærket siden 2009 har været eftersøgt af International Criminal Court i Haag, men som siden 2019 har siddet fængslet i Sudan. Kupforsøget blev dog afværget. 

Imidlertid iværksatte militæret med det øverste leder, general Abdel Fattah al-Burham i spidsen et nyt kup den 25. oktober. Premierminister Abdallah Hamdok blev midlertidigt sat i husarrest hos al-Burham, – ’for at garantere hans sikkerhed’, som det hed. Hamdok havde ledet overgangsregeringen – ’Det suveræne råd’ – der havde haft i opdrag at forberede en overgang til demokrati. 

At overgangsregeringen overhovedet var kommet på benene med et angiveligt demokratisk sigte, var til en vis grad også med militærets medvirken som formidler, selvom det var sket på initiativ af en større folkeligt-demokratisk rejsning i 2019. Militæret havde haft magten i den første del af regeringsperioden. Udover at have medvirket ved dannelsen af overgangsregeringen, havde det også været primus motor i afsættelsen af al-Bashir. 

Siden kuppet har der imidlertid været en vis folkelig modstand og en del demonstrationer mod det nye styre, der til dels har været orkestreret af demokratibevægelsen, som også var aktiv i skabelsen af overgangsregeringen fra 2019. Den 21. november blev det overraskende meddelt, at militæret havde genindsat premierminister Hamdok. Han optrådte også på TV i forbindelse med, at en ny magtdelingsaftale blev underskrevet. Ifølge Hamdoks officielle udtalelser skal den nye aftale sikre, at landet undgik flere dødsfald og i sidste ende borgerkrig. 

Imidlertid ser det ud til, at den nye aftale legitimerer militærets ret til at udnævne præsidenten. Den gamle aftale forudsatte, at militæret og de civile ledere spillede en lige rolle. Hamdok har selv hævdet (23. november), at han har indgået et kompromis, der sparer liv, mens oppositionsledere i øvrigt siger til fx BBC og CNN, at Hamdok har indgået et kompromis, hvilket helt underminerer den civilt støttede aftale. Hamdok er med andre ord ikke mere leder af en civil regering, men blot en militært indsat civilist, der leder en i øvrigt militært kontrolleret regering. I skrivende stund er det uvist, om den lovede demokratisering overhovedet er på det nye styres dagsorden, og om Hamdok har indflydelse på den aktuelle regerings sammensætning.

Abdallah Hamdok blev for nyligt afsat af Sudans militær. Han er nu blevet genindsat, men regerer på militærets nåde, og det er uvist, om den lovede demokratisering er på styrets dagsorden, skriver Carsten Jensen. Foto: AFP / Arkiv

Kup forvarsler internationale magtforskydninger

Man kan skelne mellem de bagvedliggende og de udløsende årsager i denne sammenhæng. Hvad angår de bagvedliggende, kan man først og fremmest pege på ’Den nye verdens-ordens krise’. De normer om demokratisering, der blev udbredt efter Sovjetunionens nederlag i Den Kolde Krig, er blevet svækkede i det seneste årti. Den aktuelle, autoritære bølge, der har et tyngdepunkt i den kinesiske økonomiske udfordring af USA, har gjort det globale politiske klima mindre fordømmende over for militær-kup og -diktaturer. Opfattelsen af at Kina styrkes økonomisk, og at USA svækkes politisk, betyder angiveligt, at nogle autoritære kræfter bliver mere tilbøjelige til at prøve lykken på den politiske scene, fx som kupmagere. Risikoen for modkup og udenlandske, demokratiske interventioner og sanktioner er eller opleves ikke som lige så store, som for 10-20 år siden. 

Antagelser om muligheder for mere autoritær politik er ikke på forhånd givne, men kan ses som bestemte reaktioner på opbrud i styrkeforhold. Militærkup kan anskues som indikatorer på, at der er større, internationale magtforskydninger under vejs. Ligesom kupfasen i Mellemøsten – der varede fra 1950’erne til cirka 1970 – kunne opfattes som en periode, hvor de mellemøstlige politiske systemer blev tilpasset Den Kolde Krig og dens styrkeforhold. Hvis denne hypotese er rigtig, kan man forvente flere kup og kupforsøg i Afrika i de kommende år, fordi der her er ’skrøbelige stater’ med demokratiske eksperimenter, der – som navnet angiver – ikke er så robuste over for militære udfordringer som staterne i fx Vesteuropa. Blandt andet fordi hverken klasseforhold, etniske eller religiøse konflikter i de enkelte lande kan danne faste konflikt-strukturer, som de civile politiske kræfter kan støtte sig op ad. Kommende testsager bliver december-valgene i Gambia og Libyen, hvor man kan frygte, at de autoritære kræfter vil benytte situationen til egen fordel. 

Med hensyn til de udløsende årsager er det dog klart nok, at ikke alle nationale militær-ledelser reagerer på samme måde. De autoritære, internationale tendenser formidles på forskellige måde i de enkelte lande. De afrikanske samfund har hver for sig været underlagt samfundsmæssige kriser og i mange tilfælde langvarige etniske konflikter, hvor brugen af det nationale militær ofte har haft sekteriske formål. Den ophobede utilfredshed med politiske systemer, der ikke har kunnet levere økonomisk og politisk udvikling, gør det i nogle nationale sammenhænge muligt at retfærdiggøre kup netop med – at kupmagerne vil ’rydde op’ i korrumperede politiske systemer, hvor de folkevalgte har svigtet denne rolle eller decideret udnyttet situationens muligheder til egne formål. 

Disse muligheder kan anses som specifikke udløsende og/eller legitimerende faktorer, som fx kupregeringens påstand om, at den tog magten i Guinea (Conakry) for at forhindre den siddende præsidents forsøg på at forlænge sin valgperiode ud over det grundlovsmæssige; og i Mali hvor utilfredsheden med de civile lederes evne til at levere sikkerhed var stor. I andre tilfælde synes det som om, de nationale styrkeforhold med hensyn til klasse- og religiøse konflikter er så uafklarede, at militæret har mulighed for at træde ind som en kraft, der kan ’vælge vindere’. Det synes fx at gælde i Tunesien. 

Flere kup i horisonten?

Hvad skal man vente? Som Antonio Gramsci skrev for et lille århundrede siden, er ’den militære løsning’ altid en fare, man må regne med. 2021 har for Afrika foreløbigt mere end bekræftet denne pointe. De senere års militærkup i Bolivia og Burma er også nævnt i denne artikel. Vi er nok på vej ind i en periode, hvor vi vil se flere militære kupforsøg, end vi har været vant til de seneste årtier – fordi de internationale styrkeforhold for tiden går de autoritære, antidemokratiske kræfters vej. 

“Her og nu er det især de lokale befolkninger, der foreløbig skal bære den tunge byrde, både med de emsige oberster og generaler – og med at organisere modpoler til dem. “

Denne nedslående forudanelse rejser selvfølgelig rigtig store spørgsmål om, hvad man kan stille op i sådan en situation. Svaret er desværre, at i en dansk sammenhæng er der faktisk ikke særligt meget, man kan stille op. Danmark er et lille land i en verden, der præges af store stater, hvoraf mange i dag fører en mere traditionel magtpolitik end for blot 10-20 år siden. Den afrikanske union, FN og EU har taget afstand fra kuppene. I afrikanske medier diskuteres det, hvordan man kan presse de militære ledere til at respektere regionens ret fornuftige politiske kodeks på dette område. Men heller ikke den debat har kunnet stille forslag op om en mere effektiv barriere. 

Set nedefra, på græsrodsniveau, kan man måske presse på for, at regeringerne i Europa, fx den danske, stadig er obs på problematikken og så håbe på, at det på sigt hjælper. Men her og nu er det nok især de lokale befolkninger, der foreløbig skal bære den tunge byrde, både med de emsige oberster og generaler – og med at organisere modpoler til dem.

Der er stadig håb for demokratiet: Den 4. december var der valg i Gambia, og det forløb tilsyneladende planmæssigt – og i øvrigt uden den store internationale bevågenhed. Den 24. skal der være et valg i Libyen, hvor der formodentlig vil komme noget mere pressefokus. Man må håbe, at også det forløber uden (for meget) militær kontrol – og at der på sigt kan blive fundet en kur mod kup-epidemien. 


Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)

  • […] restaurering af magtforholdene fra før Den kolde Krigs slutning, der er på spil. I artiklen En afrikansk kupepidemi i 2021 blev en række foregående kup fremstillet og […]

  • Om skribenten

    Carsten Jensen

    Carsten Jensen

    Forfatter til flere bøger om socialistisk politik og strategi. Har senest redigeret og skrevet til bogen Antonio Gramscis aktualitet sammen med Gert Sørensen.   Læs mere