Myanmar: Selv efter 500 dødsfald fortsætter protesterne

To måneder efter militærkuppet i Myanmar fortsætter protesterne i hele landet. Mads Barbesgaard er lektor i samfundsgeografi ved Lunds Universitet og har forsket i Myanmar i en årrække. Han kalder begivenhederne for et politisk jordskælv: ”Bevægelsen er helt utrolig. På to måneder har den fuldstændig vendt op og ned på det politiske landskab, skabt grobund for nye alliancer og for solidaritet imellem forskellige befolkningsgrupper.”

Barbesgaard peger også på, at Myanmars arbejderbevægelse har spillet en vigtig rolle helt fra starten. ”Tekstilarbejderne var fra starten en vigtig kraft, og har været involveret i flere generalstrejker. Senest har fagbevægelsen opfordret til, at stater og firmaer indfører handelssanktioner imod Myanmars statslige gas og olie-selskab, MOGE. Det ser dog ikke ud til, at de involverede transnationale selskaber som Total og Chevron vil efterleve de krav.”

Undertrykkelse og selvforsvar

Over 550 mennesker er ifølge de seneste rapporter blevet dræbt, heraf 46 børn. Mere end 2.700 mennesker er desuden blevet fængslet, og militærjuntaen har lukket ned for det mobile internet-signal. Fredag den 2. april blev også fibernet-forbindelsen stoppet.

Lørdag 27. marts valgte Myanmars hær, kendt som Tatmadaw, at køre videre med den årlige militærparade, på trods af de massive protester i gaderne. Over 100 mennesker blev dræbt alene den dag, og soldater begyndte endda at åbne ild imod en begravelse dagen efter.

De mange dødsfald har fået flere og flere i protestbevægelsen til at fremsætte forslag om oprettelsen af en ”føderal hær”, som kan beskytte protesterne. På billeder fra demonstrationer ses bannere, hvor sloganet går igen og igen. I en artikel i The Guardian beskrev den 29-årige aktivist Zaw, hvordan han og andre ligesindede er begyndt at træne sig i brug af våben, for at kunne forsvare sig selv:

”Vi har tabt håbet om, at FN eller en anden slags hær vil komme og hjælpe os. Vi bør have en føderal hær, som inkluderer alle etniske folk fra rundt omkring i landet. Vi er flere end dem, og soldaterne vil give op. Folkets hær bliver den nye Tatmadaw”.

Et af de steder hvor denne idé begynder at tage praktisk form er i arbejderklasse-kvarteret Hlaing Tharyar i Yangon. Mens andre dele af protesterne er blevet opløst, når militæret har angrebet, så er beboere i Hlaing Tharyar begyndt at bygge barrikader af bildæk, benytte metalskjolde og kaste molotov-cocktails i kampen mod militæret. Af samme årsag har juntaen allerede tidligt i forløbet valgt at erklære undtagelsestilstand i kvarteret. Det har dog ikke stoppet protesterne, som fortsætter i skrivende stund.

Etniske mindretal

Det burmesiske medie Frontier kunne 3. april berette, at flere og flere unge melder sig til de væbnede etniske gruppers guerilla-styrker. Myanmar (som indtil 1989 hed Burma), er et land med mange nationale mindretal, blandt andre karenerne, kachinerne og rohingyaerne.

I årevis har militærjuntaen ført en hård linje imod disse mindretal og nægtet dem selvstyre. Den linje har haft opbakning fra den nu afsatte premierminister Aung San Suu Kyi, som valgte at forsvare militærets brutale fordrivelse af rohingya-mindretallet i Rakhine-delstaten i 2017. Af samme årsag har de etniske grupper også været meget skeptiske over for den nu afsatte regering. Siden midten af februar har de dog alligevel valgt at tilslutte sig protesterne.

Mads Barbesgaard fortæller, at de seneste to måneder har forandret den måde, man taler i Myanmar om de etniske konflikter: ”Barmarerne (det etniske flertal i Myanmar, red.) ser på gaden, at militæret også skyder dem, når de protesterer fredeligt. Det betyder, at mange begynder at se anderledes på de etniske mindretal og nye alliancer er begyndt at opstå.”

Han tilføjer, at der under Aung San Suu Kyi har været en ulmende uro i de konfliktramte zoner. ”Selvom man har haft fredskonferencer for at tale med de etniske mindretal, så har man kørt et helt parallelt økonomisk spor, hvor alle de vigtige beslutninger om handel, investeringer og jord blev taget. Det er sket i parlamentet, hvor de etniske mindretal har ringe indflydelse og det har øget spændingerne og utilfredsheden.”

“Militæret forsvandt aldrig”

Det er langt fra første gang, at Myanmar oplever enorme protestbevægelser mod et militærregime. Både i 2007 og 1988 var der massive protester. Sidstnævnte blev stoppet ved, at militæret myrdede tusinder af studerende, mens dele af bevægelsen søgte flugt hos de væbnede etniske grupper på landet. Mads Barbesgaard ser også flere paralleller imellem det, der skete dengang, og nu:

“Barmarerne ser på gaden, at militæret også skyder dem, når de protesterer fredeligt. Det betyder, at mange begynder at se anderledes på de etniske mindretal og nye alliancer er begyndt at opstå”

Mads Barbesgaard, lektor

”I 1988 var regimet lammet af både en politisk og en økonomisk krise, der var tæt på at drive det til statsbankerot. Men det blev i høj grad olie- og gasgiganterne der reddede dem, ved at igangsætte store offshore udvindingsprojekter. Dengang som nu forsøgte aktivister at råbe op over hvordan disse projekter var med til at give en livsline til regimet.”

Det er svært at sige, hvad de næste par uger og måneder bringer, men Mads Barbesgaard betoner, at militæret er en betydelig politisk og økonomisk aktør i landet:

”Militæret forsvandt aldrig. Økonomisk set konsoliderede generalerne og en lille skare af allierede – de i landet så berygtede ‘slyngelkapitalister’ (crony capitalists, red.) – deres magt i løbet af 1990ernes fremvoksende markedsøkonomi, og politisk set sikrer 2008-forfatningen en kontinuerlig rolle for militæret i politiske processer. I 2011, da den såkaldte demokratiseringsprocess gik i gang, havde generalerne derfor ikke brug for den formelle politiske magtposition for at udøve magt. Der er mange, som så håber på sprækker og splittelser inde i hæren, men det kan også få lange udsigter i en organisation med en struktur, som er designet til at holde dissidens nede.”

Alligevel ser Mads Barbesgaard en række nye brudflader og muligheder der åbner sig:

”I Myanmar har konfliktaksen i årevis i mere eller mindre grad de facto handlet om det etniske, og dermed nationale spørgsmål. Nu er der en mulighed for, at konfliktaksen kan begynde at se anderledes ud. Det kan også betyde meget for, hvilke mål den brogede bevægelse sætter sig: Vil den blot arbejde for en tilbagevenden til Aung San Suu Kyi og forfatningen af 2008? Eller vil den gå efter mere vidtgående mål, såsom afskaffelse af 2008-forfatningen, med henblik på at skabe dét, der er blevet kaldt en reel demokratisk føderal union, som især de etniske mindretal taler om? Vil den ved siden af de politiske forandringer også arbejde for økonomiske forandringer og adressere de modsætninger, der er kommet med kapitalistisk udvikling især fra 1988 og fremefter? Det vil jo blive afgjort af, hvilke politiske strømninger og klassefraktioner kan sætte dagsordenen i bevægelsen”, siger Barbesgaard.

Myanmar-forskeren mener samtidig, at demonstrationerne allerede har sat sit klare aftryk: “Uanset hvad, er det i hvert fald dybt inspirerende og respektindgydende at være vidne til, hvordan folk bliver ved med at kæmpe på trods af de brutale forhold, de kæmper under”, slutter Mads Barbesgaard.