Ćacilend: Serbiens skyggelejr

Jeg har for nyligt været i Beograd. Jeg gik forbi Serbiens parlament flere gange. Bygningen er smuk, især om aftenen, hvor hundredvis af lamper bader facaden i lys. Det får mig til at tænke: utroligt, at der kan foregå så grimme ting i sådan en smuk bygning.

Jeg lagde mærke til de hvide telte, der stod foran parlamentet. I sig selv var teltene ikke mistænkelige – der bliver tit afholdt begivenheder foran bygningen: kunstinstallationer, koncerter, udstillinger eller besøg af udenlandske politikere. Så først tænkte jeg ikke, at der var noget odiøst i det.  Men disse telte stod som en midlertidig by, omgivet af afspærringer, der blokerede vejen, så busser måtte køre om. Politifolk stod tavse, ofte bare en enkelt betjent med walkie-talkie.

Det lignede hverken en festival eller en officiel ceremoni. Mænd gik rundt, rygende, talte lavmælt eller sad på plasticstole i små grupper. Jeg overvejede at spørge, men noget holdt mig tilbage. Måske den måde, politiet stod på: ikke som vagter ved en fest, men som stille observatører, der ventede på et signal.

Sandheden om teltene

Et par dage senere gik jeg forbi igen med en serbisk veninde og spurgte til teltene. Hun flippede nærmest ud: Det var Vučić’s kriminelle bander! Hun forklarede, at mændene ventede på ordre fra Vučić – de var der ikke for at demonstrere, men for at skræmme. Det var en privat hær midt i byen, beskyttet af politiet.

Jeg tog billeder på afstand – skjulte selfies som en spion i min egen ferieby. Frygten var virkelig: tanken om bøller, der bare ventede foran parlamentet, gjorde mig faktisk lidt bange. Kunne de finde på at gøre mig noget, hvis de så mig?

De stod der uden at gøre noget – blot som levende trusler – og alligevel føltes deres tilstedeværelse som en direkte advarsel.

Pludselig følte jeg mig privilegeret over at bo i Danmark. Her kan vi stadig tage hjem til vores fredelige andedam, trygge i vores hverdag, mens bøller i et land kun to timers flyvetur væk sidder i telte og venter på at overfalde uskyldige demonstranter. Synet var skræmmende, næsten surrealistisk, og mindede mig om, hvor skrøbelig sikkerhed og frihed kan være.

Ćacilend: Lejren for falske “studerende”

Navnet Ćacilend stammer fra en fejlstavning på en væg i Novi Sad i januar 2025: “Ćaci” i stedet for “đaci” (studerende). Fejlen blev et kodeord for uuddannede eller blindt loyale tilhængere af regeringen og partiet SNS (Srpska Napredna Stranka).

Nu har serberne ret sort humor og kunne godt se det sjove ved den stavefejl, så de fik hurtigt døbt området til Ćacilend. Lend er den måde, ”land” udtales på på serbisk. Det kan jeg godt lide ved serberne, de finder altid humor ved de mindste ting, selv ved stavefejl.

I marts 2025 dukkede telte op i Pionirski Park (ved parlamentet) i Beograd. Officielt skulle de huse studerende, der ville tilbage på studiet efter blokader. I virkeligheden bestod lejren af SNS-funktionærer, betalte bøller og kriminelle, klar til at slå ned på protester.

Her – i et land der drømmer om EU-medlemskab – stod mænd hyret af præsidenten i telte foran parlamentet, klar til at overfalde demonstranter, mens politiet passivt overvågede dem.

Ćacilend er et mørkt spejl af magtens brutalitet – og behovet for at flere gør modstand mod det serbiske regime.