Certificering af soja er symptombehandling – skær ned på det animalske landbrug

Danmark importerer hvert år 1,7 millioner ton soja til at fodre de cirka 31 millioner svin, vi producerer årligt. En stor del af den soja kommer fra det sydlige Sydamerika. Konsekvenserne af afskovningen i det brasilianske Amazonas og Cerrado er alment kendt, men færre har hørt om konsekvenserne i Paraguay.

Sojabønner til dyrefoder er Paraguays absolut største eksportvare, og landet er således verdens femtestørste eksportør af soja. Af denne grund oplever landets indbyggere i dag madmangel, menneskerettighedsbrud og miljøproblemer på grund af det industrielle landbrugs ekspansion. En ekspansion der især er drevet af det globale nords efterspørgsel efter landbrugsvarer som soja og majs, primært til dyrefoder.

I det industrielle landbrugs konstante jagt på mere land, drives også en enorm afskovning: Siden år 2000 har Paraguay mistet 5,2 millioner hektar regnskov. Det er mere end en tredjedel af den oprindelige skov og et areal dobbelt så stort som Schweiz.

Det industrielle landbrugs ekspansion er med til at drive uligheden, usikkerheden om mad og fattigdommen op i et land, hvor en lille elite på 1,6 procent allerede ejer 77 procent af jorden i landet, mens cirka 300.000 småbondefamilier ikke har adgang til jord overhovedet.

Landbrugsindustriens overgreb er et strukturelt problem, der ikke kan løses, medmindre efterspørgslen efter soja reduceres. Så længe der er så meget at tjene på monokulturelle afgrøder til eksport, vil der være aktører, som er villige til at fordrive småbønder med vold og forgifte jorden og vandet med brug af pesticider.

Det har det absurde resultat, at mens Paraguay er på verdenstoppen i sojaeksport, lever over en fjerdedel af befolkningen uden tilstrækkelig mad.

Dansk sojaimport: certificerer og greenwasher

Dansk landbrug – herunder Landbrug og Fødevarer – spiller en vigtig rolle i den stigende efterspørgsel efter soja fra Paraguay til foder til landbrugsdyr.

Som svar på kritik fra blandt andre NOAH skrev Landbrug og Fødevarer i 2022, at ”Vi handler på ansvarlig soja” og henviste til brancheorganisationens målsætning om, at 100 procent af den importerede soja skal være certificeret eller verificeret ansvarlig senest i 2025.

Disse metoder har imidlertid alvorlige begrænsninger. Ifølge Diogo Vallim, varekædeforsker på CBS er det “En udfordring at sikre, at certificeret soja er bæredygtig, da det er svært at spore forsendelser tilbage til deres oprindelsessted. Langs forsyningskæden blandes sojabønner i regionale siloer, havne og eksportskibe.

Problemet forstærkes af, at de mange producenter, der ejer flere ejendomme, kan mærke og sælge produkter fra ejendomme, der ikke overholder reglerne, som om de kom fra en ejendom, der overholder reglerne”. Altså er det nærmest umuligt at vide, hvor den soja, der ender i de danske svinestalde, kommer fra.

Videre har de fleste certificeringsskemaer et krav om, at sojaen ikke må komme fra områder, der er afskovet inden for de seneste år. Men da afskovning i mange tilfælde først sker ved at brænde skoven ned og derefter sætte kvæg på området, vil certificeringsordningen ikke opfange afskovning, der går længere tilbage i tid.

Sidst, men ikke mindst, er certificeringsordninger frivillige initiativer fra landbrugsindustrien selv. De største certificeringsordninger i Danmark for soja fra Sydamerika er Roundtable for Responsible Soy (RTRS) og ProTerra, der i lighed med andre certificeringsordninger er indført af branchen selv.

Der er derfor god grund til at være kritisk over for, hvorvidt branchen er neutral, når den udarbejder kriterierne for at opnå certificering, og hvor fuldstændige og uafhængige kontrollerne er. Selv om civilsamfundsorganisationer er med i nogle certificeringsordninger, er agroindustrien repræsenteret med mange flere medlemmer.  

EU’s utilstrækkelige tiltag mod afskovning

EU’s Afskovningsforordning (EUDR) skal sikre, at varer som soja, gummi, tømmer og kaffe ikke kommer fra områder, der er afskovet på ulovlig vis. Men forordningen vil ikke løse problemet med manglende sporbarhed af soja, og det løser ikke problemet med soja fra områder, der er afskovet længere tilbage i tid, for eksempel til kvægproduktion.

I dag presser højrefløjen i Europa Parlamentet på for både at udskyde og udvande afskovningsforordningen yderligere. Implementeringen er allerede blevet udskudt et år til 30. december 2025, og der er bekymring for, at forordningen vil blive yderligere udvandet inden den tid. Der er derfor knyttet stor usikkerhed til forordningens konsekvenser i lande, som eksporterer produkter, der er forbundet med afskovning.

Ifølge Stine Krøijer, lektor ved Københavns Universitet, kommer “EU’s nye cut off-grænse for afskovning, år 2020, til at legitimere den afskovning, der er sket mellem år 2007 og år 2020. Derudover er de certificerings- og tilsynsmekanismer, man foreslår fra EU’s side, ikke tilstrækkelige.

Der er for mange smuthuller, som gør det muligt for producenterne at ‘hvidvaske’ soja fra afskovede områder. Man skal forestille sig en situation, hvor alt fra registrering af jordejerskab, sporing af produkter, til efterforskning og retsforfølgelse af miljøkriminalitet halter gevaldigt. Soja fra afskovede områder vil fortsat komme på markedet – også med EUDR”.

En strukturel forandring er nødvendig

Så længe der ikke sker ændringer i det europæiske landbrug og Europas enorme animalske produktion, vil tiltag som EU’s afskovningsforordning og certificeringer kun være utilstrækkelig symptombehandling og en måde at grønvaske de store virksomheders rovdrift på Jorden.

Danmark og Europa er nødt til at forandre vores måde at drive landbrug på fundamentalt. Vi skal dyrke og producere mad til mennesker på en måde, der ikke skader miljøet og har lokalbefolkningens behov og ønsker i centrum.

NOAH samarbejder med den paraguayanske organisation Heñói i arbejdet mod svinefabrikker og sojaimport til Danmark. NOAH støtter også Heñóis arbejde med at organisere småbønder i Paraguay og dokumentere de menneskerettighedsbrud, der begås mod Paraguays småbønder og miljøforkæmpere.