Chilensk flygtning i Danmark: ”Livet er politik”

Myriam Navarrete kom som 26-årig til Danmark i 1976. På det tidspunkt kom der ikke længere så mange eksilchilenere til landet. De fleste var kommet i 1974/75. 

Min kæreste blev arresteret kort tid efter militærkuppet. Det var i slutningen af september eller begyndelsen af oktober (1973, red.), og jeg blev arresteret i april året efter og sat i fængsel, hvor jeg så var i tre måneder. 

Fra militærkuppet 11. september og til jeg var ude af landet, levede jeg i en konstant angst. I 1974 – efter tre måneders fængsel – blev jeg sat fri mod kaution. 

Jeg havde en veninde, der havde gode kontakter til en hjælpeorganisation fra den katolske kirke, som hjalp mange politiske fanger og deres familier. Så jeg blev hjulpet af dem og en advokat, der kunne få mig ud af fængslet. 

Jeg fik aldrig at vide, hvorfor jeg var blevet anholdt og fængslet. Aldrig nogensinde kom jeg for en domstol eller nogen, der kunne fortælle mig, hvorfor jeg var i fængsel. Når man bliver sat fri mod kaution, ved man, at man skal tilbage. Men der skete aldrig noget. 

Efter jeg var blevet sat på fri fod, skulle jeg møde hver fredag på en militærkaserne for at skrive under på, at jeg var i min by og ikke tog andre steder hen. Derfor levede jeg i en konstant frygt. Den frygt var meget slem.

Frygten forsvandt først i Danmark

Frygten forsvandt, da jeg kom til Danmark. Fuldstændig væk. Vi gik i gang med alle de ting, vi skulle i Dansk Flygtningehjælp. Falde til ro, finde ud af hvor vi var. Komme i gang med at lære dansk. 

Det hele skete meget hurtigt, for vi boede på et hotel, hvor der også boede andre chilenere, så vi fik meget hurtigt nogle bekendtskaber. Min frygt forsvandt, for nu skulle vi i gang med noget andet.

Hvordan var det at stå ud af flyveren i Københavns lufthavn?

Når jeg husker tilbage, så var det lidt mærkeligt. Jeg følte mig utryg, usikker. Det hele var så ukendt. For det første havde jeg aldrig fløjet. Jeg kommer fra provinsen i Chile. Jeg skulle til Santiago og forberede min rejse. Jeg skulle alene til lufthavnen og møde min daværende mand, som kom direkte fra fængsel. Vi mødtes i selve flyet.

Det var også specielt, for jeg mødte to familier, der også stod i lufthavnen og skulle samme vej som mig. Der stod kvinderne med deres børn, deres mænd kom også direkte fra fængsel. Ligesom tilfældet med min kæreste var deres fængselsstraf omgjort til landsforvisning. De kvinder havde heller aldrig været uden for det område, hvor de kom fra i Nordchile.

Ankomsten til Danmark husker jeg tydeligt. Det var en god modtagelse. Dansk Flygtningehjælp var der og ventede på os, dvs. en socialrådgiver og en spansk tolk. Det var straks meget trygt. Der var nogen, som kunne fortælle os, hvad der skulle ske. Og på vores eget sprog.

Jeg husker ikke ret meget om de papirer, vi skulle igennem. Det, jeg husker, er hotellerne, vi skulle bo på. Der var to hoteller i København for flygtninge. De andre familier skulle til et hotel, og min mand og jeg skulle til et andet. Så vi blev sat ind i en taxa. 

Jeg husker meget, meget tydeligt, at det var i marts måned, den 24. marts, og det sneede. Det var kraftigt snevejr. Alt var dækket af sne, man kunne ikke se husene, så tæt var sneen. Det hele var hvidt og mærkeligt. Jeg havde aldrig oplevet sne før. Der, hvor jeg kommer fra, sner det ikke. Det var meget, meget specielt.

Det havde været en lang rejse, for den gang skulle flyvemaskinen tanke op undervejs. Så vi var trætte. Jeg husker ikke ret meget fra de første dage på hotellet. Jeg har nogle huller i hukommelsen – der er ting fra den tid, jeg ikke husker så godt. Men der er også nogle huller i tiden fra militærkuppet, jeg ikke helt kan huske, hvordan det var. Om jeg har fortrængt noget, eller fordi der bare skete så meget, ved jeg ikke. Der var en konstant nervøsitet og angst.

Hvad tænkte du så om din fremtid?

Det spørgsmål har jeg stillet mig selv mange gange. Jeg havde ikke nogen planer, jeg havde ikke nogen drømme, jeg havde ikke gjort mig nogen tanker. Livet skulle bare fortsætte, og så måtte det forme sig hen ad vejen. 

Det eneste jeg tænkte – og det var det samme, som mange andre chilenere tænkte – var, at det var noget forbigående, at det var et kort ophold i Danmark, og at vi meget snart skulle tilbage. Så derfor behøvede vi heller ikke tænke så meget på, hvad der skulle ske med vores ophold i Danmark.

Alligevel skulle du på danskkursus. Hvad skulle du bruge det danske sprog til, hvis du hurtigt skulle tilbage igen?

Det var en pligt. Det var ikke noget, vi kunne bestemme. Det var Dansk Flygtningehjælp, der sagde det. Tre dage efter, at vi var kommet, skulle vi begynde på sprogskolen. Vi var ikke engang faldet til ro. Der var ingen pardon, vi kunne ikke sige nej.

Det var svært. Meget svært. Men jeg stillede ikke spørgsmål, jeg skulle bare gå i gang. Det var bare et krav, så jeg gik i gang med det, de sagde, jeg skulle. Jeg gjorde mig ikke så mange tanker. 

Senere har jeg som socialrådgiver mødt nogle, der sagde, at de ikke skulle lære dansk, fordi de snart skulle tilbage til Chile.

Frigørelsen

Hele den frigørelsesproces, det danske samfund havde været igennem med Ungdomsoprøret i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne, dumpede I midt ned i.

Lige præcis. Og det betød, at der var mange parforhold, som gik i opløsning. Især mændene. De var socialister og det hele, men de var ikke så progressive i forhold til parforhold. De var meget macho, og der var mange danske piger, der var helt vilde med de chilenske mænd. Så mange forhold gik i stykker, bl.a. mit eget. For så var der en anden person, man syntes om. 

I det år, jeg kom til Danmark, var der mange skilsmisser. Jeg kender til mange flygtningegrupper, fordi jeg har arbejdet med flygtninge som socialrådgiver, men i den chilenske gruppe var der flere parforhold, der gik i stykker, og man fandt en anden partner.

De chilenske mænd var meget hurtige til at finde sig en ny kæreste og gå fra deres kone, hvorimod de kvinder, der blev alene, ikke fik en ny kæreste lige med det samme. De var måske mere forsigtige, nogle havde børn. 

Så jeg tror, det tog noget tid for dem at få sig en ny, dansk kæreste. Det er den fornemmelse, jeg har.

Ungdomsoprøret havde mange positive sider for os chilenere. Blandt andet fik vi meget hurtigt danske bekendtskaber (hvor mange består den dag i dag), som solidariserede sig med vores kamp for at få slut på diktaturet. Vi fik også støtte til det politiske arbejde med at få det danske samfund til at fordømme overtrædelserne af menneskerettighederne, som foregik i Chile. Solidaritetsarbejdet var for mange af os en meget central del i vores liv i de første mange år i Danmark.

Hvis man ser ud over det chilenske landskab i dag, hvor mange blandede ægteskaber er der så?

Der er mange. Jeg kan ikke sige det procentvis. Men mange har igen dannet partner med en chilener. Det har jeg også selv. Meget afhang også af, hvor man kom fra – fra hvilket samfundslag eller type familie. Nogle var mere traditionelle, ikke alle var universitetsstuderende. Nogle kvinder, der skulle ud og arbejde, skulle lære sproget og finde arbejde. Og dér begyndte kvindefrigørelsen for de chilenske kvinder.

Ingen tænkte på integration

Hvad har det betydet for integrationen?

For nogle er det gået meget nemt, at man hurtigt kunne være i en dansk familie, få nogle danske venner. Nogle gange har jeg lidt svært ved at analysere integrationen, når vi taler om chilenere. Vi havde ikke tanker om, at ”nu skal vi integreres”. Det er ikke sådan, vi tænkte. Det var heller ikke et ord, man brugte i 1970’erne. Heller ikke blandt de danskere, vi mødte og lærte at kende: ”Nu skal vi hjælpe jer med at blive integreret”. Sådan sagde man ikke. Der var ingen, der snakkede integration.

Vi havde en opgave i forhold til det danske samfund: Vi skulle lære dansk, fordi målet selvfølgelig var, at vi skulle have noget beskæftigelse. Danskerne tænkte ikke på, at vi skulle integreres – vi skulle bare modtages. Det var fint nok, det var godt nok at blive modtaget. Man tænkte ikke integration, så jeg har svært ved at sige, hvad integrationen var for chilenerne. Jeg tror ikke, der er nogen, som har gjort sig rigtige tanker om, hvad det betød. De fleste ting kom bare, som det nu kunne lade sig gøre.

Jeg skal fortælle en historie. Jeg blev skilt fra min tidligere, chilenske mand – jeg er også gift med en chilener i dag. Vi kom i marts, og vi var allerede skilt i december. Vi fik en lejlighed på Øresundskollegiet, hvor der også boede mange chilenere. Det var godt, at der var en stor gruppe chilenere, så man følte sig lidt i selskab med nogle, man kendte, så man ikke var helt alene i verden. 

At bo på kollegie var rigtig, rigtig godt tænkt af danskerne. Der var mange unge mennesker, og de var meget åbne over for at hjælpe os med at finde ud af de praktiske ting. Og Irma lå lige i nærheden. Det var vores supermarked. Jeg søgte en ny bolig. Den fik jeg på Amagerkollegiet ude ved Kongelundsvej. Det var et fantastisk sted, det var i et plan, og der var en gårdhave, hvilket gjorde, at man også mødte mange andre kollegianere, så man hurtigt fik et fællesskab. 

Så jeg fik også en god ven, og vi blev også kærester. Min integration gik på den måde hurtigt! Jeg kom meget hurtigt ind i en kreds, der kunne støtte mit dansk – og ja, leve et normalt ungt liv.

Kød på dåse

Når vi nu er ved dagligdagen, så er maden en vigtig ting.

Ja, det er det. Og det var ikke nemt den gang. Når man kommer fra et andet land, så vil man spise det samme, som man plejer. Man vil finde de samme varer og lave den mad, man er vant til. I Chile spiste man – det gør man stadigvæk, men måske mere dengang – kød. Næsten alle retter var lavet på oksekød. Og kød i Irma, som var det eneste supermarked i nærheden, hvor vi kunne købe ind, var dyrt, og der var ikke noget stort udvalg. 

Vi var ikke vant til at spise svinekød. Jo, pølser og leverpostej. Men ikke så meget svinekød, som man spiste her i Danmark. Vi spiste oksekød. De fleste retter var lavet på oksekød. Og det var dyrt. 

Så jeg husker, at det første kød, vi købte i Irma i Havnegade, mens vi boede på hotellet – der kunne vi selv lave vores mad – det var kød på dåse. Det husker jeg rigtig, rigtig godt. Så det var lidt besværligt. 

Men efterhånden finder man ud af nogle mellemløsninger. Det var meget få grøntsager, vi kunne få den gang. Vi kunne få kartofler – man spiser jo mange kartofler i Danmark – det var ikke noget problem. Men jeg husker salater. Der var kinakål og salathoved. Ellers var der ikke ret meget. Og grøntsager var også dyre. 

Frugt? Det var en by i Rusland. Frugt var vi vant til hjemmefra, især jeg, der kommer fra landet, hvor man har meget frugt. Det har naboen, og det har nogen, man kender. Så frugt var en stor del af min families kost. Vi chilenere syntes, det var meget dyrt at købe frugt og finde variation. Æbler var der selvfølgelig, men den gang var der ikke ferskner fra Spanien eller andre ting. I dag er der alt, men det var der ikke den gang. Det savnede jeg.

Danmark var vel i det hele taget dyrt i forhold til Chile?

Ja, men vi fik jo penge. Det var selvfølgelig sparsomt i forhold til det, vi skulle købe. Men vi manglede ikke penge, for vi havde heller ikke det store forbrug. Vi fik et kort til bus, vi fik hjælp til at betale huslejen. Jeg tror, at det vi fik, må have været det samme som socialhjælp. Men vi havde ikke brug for mange penge, når vi ikke havde et normalt liv. Måske, hvis man skulle have en kop kaffe. Hvis man kunne finde en café, for der var ikke nogen caféer dengang. Der var ikke mange steder, man kunne få en kop kaffe, kan jeg huske.

Mødesteder og politiske diskussioner

Huset i Magstræde, der kom vi meget hurtigt. For Huset i Magstræde var meget i ungdomsoprørets bølge og kultur. Så Huset blev et fast sted. Vi kom for at møde både danskere og andre chilenere, men også fordi de lavede mange aktiviteter. Vi lånte eller lejede lokaler til fester, til kunstudstillinger, til konferencer og møder. Så vi brugte Huset meget. 

Også fordi Huset lå lige ved den første sprogskole, hvor jeg gik. Lige over for i Vandkunsten. Bagefter flyttede sprogskolen til lokaler over for Vor Frue Kirke. Så det lå heller ikke langt fra Huset. Huset var et fast holdepunkt, hvor man mødte andre flygtninge – også politiske flygtninge fra andre lande. Så vi diskuterede verdenspolitik. Det var meget spændende.

Vi kom også i studenterkantinen ved Rundetårn. Så var der på hjørnet af Studiestræde og Fiolstræde en Studenterkælder, tror jeg det hed – lige over for Yorks Passage. Det var en café, der var fyldt med universitetsstuderende. Så miljøet var der. Der var mange steder. Også på Nørrebro, hvor vi senere kom hen.

Så der var også plads til at tale politik.

Ork ja, der blev talt meget politik. For vi mødte mange, der var politisk engageret. Ikke nødvendigvis medlem af partierne. Politik interesserer mig. Ikke kun politik fra mit land, men generelt politik fra hele verden. 

Jeg er også gift med en flygtning fra Chile. Han kom to år før mig, vi lærte hinanden at kende her. Han er … meget, meget interesseret i verdenspolitik, og vi snakker meget politik derhjemme, ser mange nyheder og ser mange programmer i fjernsynet – også udenlandsk fjernsyn – som handler om politik. Livet er politik.

Jeg bliver ikke træt af at snakke politik, men jeg kan godt holde pauser.

Det chilenske miljø

Jeg kommer meget i det chilenske miljø, men også meget i det danske. Jeg har været meget i det chilenske miljø i forbindelse med 50 året for militærkuppet – ja, faktisk de sidste to år, siden hele den oprørsbevægelse, der opstod i slutningen af 2019, hvor vi troede, at nu skete der noget i Chile. Hvis ikke revolution, så ville der komme forandringer.

Jeg var meget engageret i det første forfatningsforslag. I 2021 var der denne forfatningsproces, og der var præsidentvalg. Jeg læste meget om det forslag, der blev afvist (ved en folkeafstemning i september 2022). Jeg har fulgt med hver eneste dag hele året, hvor forfatningskommissionen holdt møder. Det har været det mest interessante, der er sket de seneste 30 år i Chile.

Men normalt er jeg ikke meget sammen med chilenere, på nær nogle få nære venner. Vi har en lille gruppe nære venner, som er fra Chile. Og der mødes vi af og til, spiser sammen, går i byen, på cafe. Er der jazzkoncert, hvor der kommer nogen, vi kender, så tager vi også med. Vi har også en gruppe, hvor vi ser hinanden en gang om året – 14-15 mennesker.

Jeg kommer også i Det latinamerikanske Kulturhus i Valby. Der er nogle aktiviteter en gang imellem, som jeg deltager i, men også fordi jeg har været med i en gruppe, hvor vi har forsøgt at lave et plejehjem. ”Den tredje alder”-gruppe, kalder vi den. 

Jeg er også med i en filmklub en gang om måneden, hvor vi ser spanske og latinamerikanske film. Hvor danskere også kan komme, for der vælges film med enten danske eller engelske undertekster.

Den chilenske kultur

Du har tidligere sagt, at kontakten til Chile var vigtig, fordi I kunne stemme, og I kunne fortælle det danske samfund om Chile. Men du har også sagt, at det var for at kunne bevare kulturen. Hvad mener du med det?

Det er et godt spørgsmål. For hvad er egentlig chilensk kultur? Når man ikke bor i Chile, og for mig ligger det langt tilbage, så har man nogle gange en tendens til at blande kultur og nogle gange tro, at noget er chilensk. Men så finder man ud af, at det ikke er så chilensk alligevel. Chilensk kultur er måske mere erindringer om chilensk kultur. 

Hvis vi skal sammenligne den kultur, jeg kom fra for 47 år siden, med den kultur der er i Chile i dag – jeg var tilbage i februar sidste gang – så er det slet ikke det samme.

Den chilenske kultur – som jeg mener, var meget præget af den nye socialistiske bevægelse, der var i Chile i 1970’erne – eksisterer ikke i Chile i dag. Det er ikke en kultur, hvor man tænker på de andre, tænker på sin nabo, sine medmennesker. Det var en socialistisk tanke, men det var også en kristen tanke. Jeg er ikke kristen eller troende i dag, men jeg kommer fra en kristen familie. Jeg synes, den kultur er forsvundet på mange måder.

Hvordan definerer du kultur?

Jeg definerer kultur, som ….. det er et svært spørgsmål, som jeg måske har undladt at tænke over. Det er svært at definere, men der er nogle konkrete ting, selvfølgelig. Det kan være den mad, man spiser. Det kan være den måde, man klæder sig på. 

For nogle kan kultur også være en religion. I Chile var det den katolske kirke, der var religionen.

Er du katolik?

Nej, jeg er født katolik. Jeg gik også i kirke som barn og som ung. Men da jeg begyndte mine politiske aktiviteter, fandt jeg ud af, at kirken ikke lige var det bedste sted at være. For man sagde mange løgne. 

Men jeg sympatiserede med den retning i den katolske kirke, som hed ”Befrielsesteologien” (Teología de la liberación), som havde sit udgangspunkt fra Latinamerika i 1960’erne. Det var en nytænkning af den katolske kirke om, hvordan kirken skulle være i forhold til menneskene og samfundet. Meget tæt på socialismen, men man troede stadigvæk på Gud.

Men jeg forlod alt det med Gud. Da jeg gik i kirke som barn, var det pligt. Det var tvang, for at sige det som det var. Vi skulle i kirke. Det skulle vi bare. Vi adlød, og vi gjorde det. Men da mine søskende og jeg begyndte at tænke over tingene, så begyndte jeg at gå mindre og mindre i kirke.

Hvor er forskellen på det, du er kommet fra, og det, du er kommet til?

Det, jeg plejer at gøre, ved jeg ikke, om jeg ville have gjort i Chile. Måske ja. Måske ikke. Jeg var den eneste i min familie, der læste litteratur. Jeg går ikke i kirke i Danmark. Selvfølgelig spiser jeg chilensk mad. Noget af det. Det kan være dansk ind imellem, det kan være sydeuropæisk mad, det kan være en blanding. 

Det er kultur at opretholde sproget – vi taler spansk derhjemme, og vi taler spansk med de chilenske venner. Vi kalder det ”dañol”, for vi blander nogle gange dansk og spansk (”español”).

De store øjeblikke

Hvis du skal tænke tilbage på de 47 år, du har boet i Danmark. Hvad har så været det største, det sjoveste, det mest begejstrende?

Hvad angår det private, er det største at have fået en familie og et barn og et barnebarn. I forhold til samfundet er det, at jeg lærte sproget ret hurtigt. Jeg kunne føre en god samtale efter seks måneder.

Jeg fik et job efter at have været i Danmark et år og syv måneder. Jeg havde socialrådgiveruddannelsen med fra Chile, og så fik jeg den godkendt, fordi jeg skulle være støtteperson for chilenske familier i Albertslund. Der var behov for en støtteperson, som kunne være bindeled mellem familierne, kommunen, skole osv.

Jeg er gået positivt ind i det her samfund, jeg er en del af det danske samfund. Jeg har engageret mig i min fagforening, var med i den lokale bestyrelse. 

Da vores datter begyndte i skolen, engagerede jeg mig straks i skolebestyrelsen. Der var jeg med i otte år. Jeg blev den første skolebestyrelsesformand på Rådmandsgade skole og blev valgt med stort flertal – også blandt mange indvandrere. Det var stort. 

Også da vi flyttede til Østerbro, og min datter kom på Strandvejskolen, kom jeg ind i skolebestyrelsen. Der er sikkert andre store ting, som jeg ikke lige kan komme i tanker om, men jeg har haft mange gode oplevelser.

Jeg har danske venner tilbage fra den første tid i Danmark, og jeg fik nye venner, da min datter skiftede skole. Min datter er 41 og specialkonsulent i Institut for Menneskerettigheder. Hun arbejder med ligestilling. Det er jeg stolt af.

Man taler meget om ”danskerne”. Man taler ikke om ”borgerne” i Danmark eller ”befolkningen”. Man taler også så meget om ”det danske samfund”, så det er blevet en vane at sige sådan. 

Men det ville være mere inkluderende at sige, at jeg er en del af ”samfundet i Danmark”. Jeg er blevet præget af den måde, ”man” taler på. Men det er i virkeligheden ekskluderende. Jeg har ikke tidligere tænkt over det, men det er vigtigt, hvilke ord, vi bruger. Men den sprogbrug, vi har brugt især i de sidste 20 år, det bliver man påvirket af.

Når jeg går herfra

Når jeg går herfra? Min mand og jeg har talt om, hvorvidt vi vil begraves, om vi vil brændes, om vi vil smides i en fællesgrav. Og jeg har faktisk også tænkt over det. Nej, jeg vil ikke smides i en fællesgrav og være anonym. 

Jeg har været i Danmark, og jeg vil gerne have, at andre ved, at jeg har været i Danmark. Ønsket vil være at blive begravet på Assistens kirkegård. Jeg vil gerne have en lille sten, hvor der står: ”Myriam kom til Danmark efter militærkuppet i Chile.” Der skal ikke bare stå, at jeg kom til Danmark. Der skal stå, at jeg har været flygtning i Danmark. Jeg synes, det har haft betydning, at jeg var flygtning i Danmark – politisk flygtning.

---

Interviewet er orindeligt bragt i “Solen skinner smukkest i Chile – 50 år i eksil” af Ole Hammer i samarbejde med Myriam Navarrete og Ivan Salinas (196 sider). I kommission hos Forlaget Underskoven 2024. Bogen kan også bestilles hos Myriam Navarrete: [email protected]