Voldspropaganda: Socialdemokratisk Ungdom opfordrer i valgplakat til at støtte oprørsstyrkerne i "The Rebel Alliance". Flere mordvåben ses tydeligt i hænderne på ledende socialdemokrater. Foto: SDU / Facebook
5 min. læsetid

Netmediet Pio kunne i går sensationelt afsløre, at Enhedslistens ungdomspartner billiger brugen af ‘hardball’-rifler. Men voldsparathed i SUF er kun toppen af isbjerget: Danmarks Socialdemokratiske Ungdom afsløres nu i opfordring til væbnet oprør. Den Røde Kælder advarer om stærke billeder.


Af Karl M., Den Røde Kælder

Det skabte stor furore, da Netavisen Pio i går kunne afsløre, at et ledende medlem af Socialistisk Ungdomsfront (SUF) på sin private Instagram-profil poserede med en AK-47 riffel. “Alt i alt fremtræder Instagram-opslaget som voldsforherligende”, konkluderede det socialdemokratiske partimedie i artiklen, som dog havde flere voldsomme afsløringer gemt i posen: At der var tale om samfundsundergravende, revolutionær virksomhed blev nemlig yderligere understreget af, at ‘SUF-guerillaen’ Absalon Billehøj på billedet bar en hvid t-shirt med et FARC-logo på brystet. FARC – eller ‘Fuerzas Armadas Revolucionarias de Colombia’ (Colombias revolutionære væbnede styrker, red.) – er en colombiansk oprørsbevægelse, der i årtier har kæmpet imod den colombianske regering i en kamp, som Socialistisk Ungdomsfront nu viser sig at støtte.

At det senere har vist sig, at riflen på billedet var lavet af plastik, og beregnet til at lege ‘hardball‘, har ikke gjort avisens afsløringer mindre opsigtsvækkende. Heller ikke detaljen om, at ‘FARC’ i 2015 blev fjernet fra EU’s terrorliste, og trods hundredvis af mord på egne kamptropper fortsat har nedlagt våbnene, synes at rokke ved historiens værdi, der allerede har sendt chokbølger gennem det politiske Danmark.

Folketingsmedlem Lars Aslan Rasmussen (S) var da heller ikke sen til at fordømme den unge frontfigur i SUF: “… jeg savner at fjolset én gang for alle bliver smidt ud af ungdomsorganisationen. Voldsforherligelse og støtte til terror hører ingen steder hjemme i Danmark!” skrev den socialdemokratiske politiker i går på Facebook.

For beskidt til dansk politik? Den voldsparate ungdomspolitiker, Absalon Billehøj ses her med sin AK-74 ‘Kalashnikov’-riffel. At der er tale om et plastikgevær, har ikke gjort sagen mindre alvorlig, og flere danske politikere har allerede fordømt den opfordring til væbnet revolution, som billedet måske/måske ikke lægger op til. Foto: Instagram

Intern møgsag lurer i DSU

Nu ser socialdemokratiets eget ungdomsparti imidlertid ud til at være fanget i en lignende sag. I en dramatisk afsløring kan Den Røde Kælder nu dokumentere, at Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) opfordrer til væbnet revolution, og forbinder ledende skikkelser i partiet med ikoniske ledere af oprørsbevægelsen ‘The Rebel Alliance’.

På billedet fra sidste års valgkamp ses bl.a. daværende statsministerkandidat, Mette Frederiksen posere med et såkaldt ‘lyssværd’, der er blandt den voldsparate organisations foretrukne våben i kampen mod ordensmagten i ‘Imperiet’. Også tidligere erhvervs- og vækstminister, Henrik Sass Larsen er blevet udstyret med et mordvåben på plakaten, i form af en såkaldt ‘blaster gun DL-44’. Våbnet er blandt andet kendt som oprørslederen Han Solos foretrukne drabsmetode, og kan ses i brug i denne optagelse. At der er tale om en hyldest til revolutionær kamp understreges af, at Sass Larsen på billedet er iklædt samme tøj som oprørslederen.

Opfordring til blodig revolution: Under den militante parole om at starte en ‘Velfærdskrig’, afbildes adskillige fremtrædende socialdemokrater på DSU-plakaten med våben i hånden, klar til væbnet oprør.

Jeppe Bruus: ‘Det er os, der kaster bomberne’

Reaktionerne på DSU’s “Star Wars Gate” er da også allerede begyndt at strømme ind fra det socialdemokratiske bagland. Partiets retsordfører, Jeppe Bruus tager nu stærkt afstand fra plakaten, der efter hans opfattelse sender det helt forkerte signal: “Jeg tager kæmpe afstand fra en så uhyggelig og voldsforherligende plakat. Hvis vi skal støtte op om krig, skal den altså foregå på et andet kontinent, ikke i Danmark. Og vi skal også selv have lov til at kaste bomberne. Ellers gider jeg ikke”, forklarer Bruus. Også Gerda Gunnarsen fra Sakskøbing, der en gang har stemt på Poul Nyrup Rasmussen, er skuffet: “Jeg kan godt lide fred. Jeg er ikke så vild med krig. Det synes jeg, de unge mennesker skulle tage at tygge lidt på”, forklarer hun i en udtalelse til Den Røde Kælder.

Det har ikke været muligt for Den Røde Kælder at få en kommentar fra Danmarks Socialdemokratiske Ungdom. Det kunne dog skyldes, at vi heller ikke har kontaktet dem.

Artiklen opdateres løbende med Lars Aslan Rasmussens reaktioner.


Karl M. er uddannet filosof fra Berlin Universitet, og arbejder som redaktør for Den Røde Kælder. Han er bosat i London, hvor han bijobber som forfatter.