Christian Juhl: Man må yde, hvis man vil nyde
Der er mange muligheder for at skaffe flere hænder i brancher der mangler arbejdskraft. De borgerlige må droppe deres automatreaktion og acceptere, at ordentlig velfærd koster, mener Enhedslistens Christian Juhl.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
Vi har i Danmark en god økonomi. Vi har en meget høj beskæftigelse og en meget lav arbejdsløshed. Alle tal er bedre, end da de borgerlige sidst havde regeringsmagten.
Men de borgerlige politikere er ikke tilfreds med situationen. Søren Pape (C) vil fjerne topskatten, fordi nogle arbejdsgivere mangler arbejdskraft. Men det løser ikke noget at fjerne topskatten.
Rigtig mange arbejder over for at nå det hele, selvom de skal betale topskat. De er helt klar over, at der skal betales skat for at løse de meget anspændte forhold i sygehussektoren, ældresektoren og uddannelsessektoren.
De fleste af os er klar over, at ordentlig velfærd koster. Og de fleste af os vil gerne føle os trygge, når vi bliver syge og gamle. Og vi vil gerne have, at der er råd til en god uddannelse til vores børn og børnebørn. Derfor betaler vi gerne skat, også topskat, når vores indtægt når derop.
Der ER i øvrigt masser af ledige i samfundet, men mange arbejdsgivere gider ikke have besværet.
De kunne tage nogle af de 10.000 lærlinge uden læreplads. De kunne sikre nogle de 60.000, der hvert år er udsat for en arbejdsskade. De kunne sikre uddannelse til nogle af de titusindvis af ufaglærte, der kan blive dygtigere arbejdskraft i fremtiden.
Hvis ikke man vil yde, kan man ikke nyde. Det gælder både arbejdsgivere og borgerlige politikere.