Connie Hedegaard til Klimapåmindelsen: Klimakampens Sisyfos-arbejde

Jeg slog “påmindelse” op i ordbogen: “En påmindelse minder nogen om noget. Når man modtager en påmindelse, gælder det typisk sager, der har en tidsfrist: En påmindelse fra biblioteket går normalt ud på, at lånetiden for en bog snart løber ud. En påmindelse fra tandlægen minder en om, at næste eftersyn er lige om hjørnet…”

Ikke sandt. Det koster at ignorere en påmindelse.

Hvis man ignorerer klimaet, løber der også i den grad ekstra omkostninger på. Og i Danmark er næste eftersyn lige om hjørnet. På tirsdag faktisk.

Klimaet og Sisyfos

Tænk, hvad vi har været igennem… I kender myten om Sisyfos, der er dømt til til evig tid at rulle stenen op ad bjerget, og hver gang han næsten er ved toppen, ruller stenen ned igen. Siden verdens ledere op til COP15 for nu snart 17 år siden blev mobiliseret og begyndte for alvor at forstå alvoren i klimaudfordringerne, har der været lidt vel meget Sisyfos over klimakampen.

Først slog finanskrisen igennem – og krævede beslutningstagernes opmærksomhed og kræfter. BUM. 

Så fik vi bakset Paris-aftalen og de 17 verdensmål på plads i 2015 – og BUM: Året efter blev Trump valgt. Alligevel fik vi klimavalget i 2019, og klimaloven fulgte. Det er heldigvis ikke kun en forfaldshistorie.

Men så: Efter Trump, ja så BUM stod vi midt i en pandemi.

Da statsministeren i begyndelsen af februar 2022 kunne afblæse pandemien, annoncerede hun, at nu skulle Danmark igen fokusere stærkt på klima og grøn omstilling – og BUM, så angreb Putin Ukraine, og krigen fortsætter nu med uhyggelig styrke. I 1483 dage har krigen raset, hundredtusinder er døde, og endnu flere er sårede. Tabene på begge sider er ufattelige. På femte år må børn gennes i beskyttelsesrum – midt i undervisningen, midt om natten, midt i livet. 

Og som om alt det ikke var mere end rigeligt – også for de folkevalgte, der skal manøvrere igennem alt dette – ja, så kom Trump igen i en endnu værre og vildere udgave. BUM!

Synd for USA. Farligt for verden. Og usigeligt trist for den globale klimakamp. Tilbagerulning af alskens miljø- og klimalovgivning – det fossile tales op, klimaindsats tales ned. Venezuela. Grønland. Og nu Iran. BUM BUM BUM!

Ikke mærkeligt hvis vi Sisyfos’ere indimellem kan være lige ved at tabe modet.

Men… også kun lige ved. For husk det nu venner: Der sker også fremskridt. 

Der sker også fremskridt – men vi er langt fra i mål

Kan I huske optakten til “Klimavalget” 2019? Både Venstre og Socialdemokratiet havde forsømt at prioritere klima – V ville være “klimarealister”, og Mette Frederiksen var “mere rød end grøn.” Men så rumlede det i folkedybet… Vælgerne var utilfredse med den pauvre indsats fra Christiansborg. Noget skulle gøres.

Så S satte et mål om en halv million el-biler i 2030 – og straks doblede V op til 1 million. Det blev modtaget som det rene urealistiske overbud. Hm… i februar i år var 95 procent af de nysolgte personbiler elektriske, og der er nu mere end 500.000 elbiler i Danmark. Og FDM (!) anslår, at vi i 2030 har… 1,5 mio. Som IEA’s chef Fatih Birol har sagt det: Hold nu op med at tale om “elektrificering” som noget fremtidigt. Det er i gang. “It is happening…” 

Blandt andet fordi vedvarende energi er billigere end det fossile. Det har de forstået i Indien, i Kina – i enormt store lande med enormt store energibehov. Kina er verdensmestre i vedvarende energi og elbiler, og den nye 5-årsplan viser, at de fortsætter omstillingen for fuld kraft.

Herhjemme har vi fået den grønne trepart. Perfekt? Overhovedet ikke. Blev CO₂-prisen så høj, som den også ifølge økonomerne burde være blevet? Langt fra. Men vi kom i gang. Sådan er politik. Endelig blev der taget fat på landbruget, og jeg tør godt vædde på, at der efter dette valg bliver lavet et regeringsgrundlag, hvor der stilles nye krav til landbrugets omstilling, til drikkevandskvalitet og til den danske svineproduktion. OG til stimulering af efterspørgslen efter sundere og grønnere fødevarer.

Det er ikke kommet af sig selv. I – og de mange andre derude, der fortsætter med at kæmpe – fortjener en udholdenheds-pris for at blive ved med at skubbe stenen op ad bjerget. Klimalov check. Klimamål check.

Men kære venner, vi er jo slet, slet ikke i mål.

Fossil afhængighed er dyrt

Hvor den brede enighed om dansk politik har været en styrke – og medvirkende årsag til, at topchefer og investorer har været med til at sikre fortsat fokus og innovation – ja, så knager det i fugerne. Kun sølle fem folketingsmedlemmer stemte imod klimaloven, men flere synes nu at have fået kolde fødder.

Ja, ikke hvis man spørger dem. Hvis man spørger dem, står de skam stadig bag klimamålene. Det er bare ikke så vigtigt, om vi lige når dem sådan helt – eller hvornår vi sådan lige når dem – og i øvrigt kræver de benzin- og dieselprisen sat ned… Ak ja!

En kættersk tanke – og den skal ikke forveksles med kynisme, for krigen i Mellemøsten har frygtelige og uoverskuelige konsekvenser. Men måske Trump har hjulpet os til at undgå yderligere tilbagefald på klimaspørgsmålet. For pludselig oplever land efter land prisen for fossil afhængighed. Indien, Kina, Japan, Bangladesh, Tyskland, Italien, ja hele det Europa, der allerede er klemt som følge af Ruslands krig. Husholdninger og virksomheder holder vejret: Hvor slemt kan det blive? Hvor dyrt? Hvor længe?

Jamen, hallo – det er sådan fossil afhængighed ser ud. Vi har prøvet det før – og alligevel er vi så uendeligt langsomme til at få skiftet spor. Selv om alle kan se nødvendigheden – kan se, at det haster.

Ja, det vil sige næsten alle. At love vælgerne diesel til 9,50 kr. “hvis der kommer en borgerlig regering”… Undskyld, men hvor tåbeligt kan det blive. Vi skriver 2026, og klimakrisen accelerer. Samme partileder går til valg på ønsket om import af “effektive og billige” polske brunkul. Trumps fake news smitter.

Hvad må der ske i den kommende valgperiode

Hvis krisen varer ved, kan det godt være, at økonomisk udsatte borgere skal kompenseres. Kortvarigt og midlertidigt. Sådan er politik. Men det må da ledsages af accelereret langsigtet handling. Og det er dét, de næste fire år skal sikre. Der nytter det altså ikke at satse hele butikken på nye a-kraft-teknologier, som måske/måske ikke eksisterer efter 2040, og som ingen i øvrigt kender prisen på – bortset fra at alle med forstand på den slags siger, at det bliver dyrt. Rigtig dyrt.

Jeg savner, at midterpartierne – også til højre for midten – tør lægge klar afstand til dem, der vil sætte aktuelle projekter på pause i venten på, at noget viser sig. Der er da ikke andre politik-områder, hvor man ville acceptere partier, der kryber uden om aktuelle problemer ved bare at spole tiden 15 år frem

Nej, i den kommende valgperiode skal Danmark fortsætte udbygningen af vedvarende energi – og det skal gøres i fornuftig dialog med borgerne, og alle egne skal bidrage. Hvor nogle har plads til sol og vind, ja så har vi i byerne fx tage med plads til solceller. Vi kan godt fordele opgaverne bedre og forebygge polarisering omkring omstillingen.

I den kommende valgperiode skal der bruges milliarder af kroner på at udbygge elnettet, hvor der i dag er uacceptable flaskehalse.

Det kræver blandt andet flere offentlige midler. Skattekroner. Når det drejer sig om forsvaret, kan alle se, at staten skal spille en afgørende rolle. Hvorfor gælder det samme ikke, når vi taler om energiinfrastruktur, som er lige så kritisk i vores moderne samfund?

I den kommende valgperiode bliver der også brug for flere investeringer i klimatilpasning. Hvad tror man, det gør ved tilliden til samfundet og myndighederne, hvis man igen og igen har vand i kælderen, i forretningen eller på lageret?

I det hele taget må marked og stat arbejde endnu mere sammen. Staten skal turde påtage sig lidt mere risiko, hvis vi skal frem i bussen – med nye teknologier, med innovation, med nye satsninger.

I den kommende valgperiode skal vi også have udfaset gasfyr – de skal erstattes af fjernvarme og varmepumper. Og ja, det kan være en dyr udskrivning i husholdninger med sårbar økonomi. Men var det så ikke klogere og mere langsigtet at støtte dem i omlægningen – frem for kortsigtet at kompensere dem, når gassen stiger?

I den kommende valgperiode er der også brug for et langt, langt stærkere fokus på energieffektivisering og på optimering af ressourcer. Genanvendelse. Fordelen ved effektivisering er, at det både gør behovet for udbygning af kapaciteten mindre og reducerer den enkelte husholdnings eller virksomheds energiregning. Cirkulær økonomi reducerer vores afhængighed af importerede råstoffer. Og det offentlige bør vise veje med grønne indkøb.

EU skal holdes på klimasporet

Og så er der – i den kommende valgperiode – i den grad brug for at holde EU på klimasporet. Også her knager det, og der er kræfter, som arbejder ihærdigt for, at EU skal følge i Trumps fodspor. Det må ikke ske! At få koblet de europæiske net sammen og få udbygget de tværgående forbindelser haster! Vi skal være uafhængig af Putin og de andre despoter.

Det er et must at sikre, at EU’s kvotehandelssystem overlever. “Jamen, det gør det fossile dyrere, når man skal betale for kvoter.” Ja, vel gør det da det – det er jo meningen! Det er meningen, at der skal være en økonomisk tilskyndelse til at gå væk fra det fossile, til at reducere sine udledninger.

Jamen, “energi er billigere hos konkurrenterne i USA” – ja, det har den vel altid været. Men Europa er ikke USA, og vi ønsker ikke at være som Trumps USA. Europa er noget andet. Vi har andre værdier. Vi tager ansvar – også for globale udfordringer. Og vi har andre interesser, for vi er ikke selvforsynende med energi. Og nej, vi skal ikke gøre os afhængige af amerikansk naturgas.

Men få nu alle indtægterne fra kvotehandlen til at gå tilbage til grøn omstilling – også i industrien. Det slagsmål hænger sammen med EU’s budget. Her kan den kommende danske regering spille en væsentlig rolle i at gøre den grønne omstilling endnu mere målrettet: I innovationsprogrammerne. I landbrugsstøtten. I udbygningen af togforbindelserne i EU. Bare for at nævne nogle eksempler.

Og hvad gør vi ved de forbrugsbaserede udledninger? Ingen har den endelige opskrift. Men den skal findes. I den kommende valgperiode, hvor dem vi vælger, også skal turde stå ved den klimabistand, som vi har lovet til dem, der rammes langt hårdere af klimaforandringer, end vi selv gør.

Vælgerne prioriterer stadig klimaet højt

Er det kun politikerne, der har travlt? Selvfølgelig ikke. Virksomhederne skal rykke – levere løsninger – bliv nu på sporet! Jeg har ingen respekt for dem, der lynhurtigt har vendt bedetæpperne. Det samme gælder investorerne – kom nu. Invester i innovationen. I kunne jo begynde med at trække jeres mange investeringer ud af Trumps USA og i stedet investere mere – og bæredygtigt! –  i det Europa, I selv ønsker, skal være stærkere. 

Der er flere opgaver til os alle sammen. Også til de grønne organisationer. For også her må man tage bestik af virkeligheden. I dén usikre verden vi lever i, må klimakrav og klimafortællingen kobles til de andre påtrængende dagsordener som fx sikkerhed, tryghed og Europas fremtidige velfærd.

Det burde måske være nok at henvise til klimakrisen, men det véd vi jo desværre, at det ikke er. Man må have forståelse for, at det er svære tider for mennesker – og for politikere. Vi må hjælpe. Ikke så meget med at kræve nye mål – selvom det nye Folketing skal sætte mål for 2035, men det er den lette del – men med at anvise veje til løsninger, til hvordan man implementerer uden at polarisere, vise vej til nye måder at leve på, som mennesker vil være en del af.

For sådan er det jo i et demokrati. Mennesker – borgerne – skal ville være en del af det. Til gengæld er vores folkestyres forudsætning så også, at man har folkevalgte, der ikke bare lefler for, hvad de tror er folkestemningen, men som tør gå i front og vise vejen til hvad de godt véd er nødvendigt.

Lige nu er alle forsigtige med at komme med “ultimative krav”. Men at tage klimaudfordringen alvorligt og turde handle på dét, man véd, er faktisk en temmelig ultimativ forpligtelse, som enhver, der vil vælges på tirsdag, må tage på sig.

På debatten i medierne kunne det se ud, som om klima er rykket ned ad vælgernes dagsorden. Men nej, kære medier. Målingerne viser, at vælgerne stadig prioriterer klima og klimapolitik højt.

Så kære medier: Kunne I ikke godt bruge de sidste dages valgkampsdækning og partilederrunden på søndag til at give partierne en alvorlig påmindelse og tjekke lige præcis hvor ultimative partierne er, når det gælder vores fælles fremtid? 

---

Mellemrubrikkerne er Solidaritets.