COP30: Afdæmpede forventninger til det ellers progressive brasilianske klima-værtskab

På en global scene præget af geostrategisk rivalisering, aggressiv ageren fra stormagter som specielt Rusland, men også USA og Kina, voksende højreekstremisme og nationalisme på tværs af kontinenter, samt forsvarsbudgetter der vokser på bekostning af midler til den grønne omstilling m.v. – er den klimapolitiske dagsorden trængt. For at føje spot til skade er USA – historiens største udleder af CO₂ – udtrådt af Paris-aftalen.

På den baggrund er det et lille lys i mørket, at det i år er Brasilien, som lægger værtskab til årets FN-klimatopmøde, COP’en (Conference of the Parties). Hvor sidste års aserbajdsjanske værtsland blev kritiseret for sin inkompetence, er det brasilianske udenrigsministerium Itamaraty omvendt en velsmurt maskine, der er alment anerkendt for sin professionalisme.

I en tid med undergravning af multilateralismen fra Vladimir Putins og Donald Trumps side er få lande klædt bedre på end Brasilien til igen at få en dialog sat i gang om verdens store, fælles eksistentielle krise. Traditionelt har Brasilien været tilbageholdende med at agere på den internationale scene og har lagt vægt på multilateralt samarbejde i FN-regi. Ambitionen har i årevis været at få et sæde i FN’s sikkerhedsråd.

Under Lula da Silvas første præsidentperioder åbnede Brasilien ambassader i en lang række afrikanske lande, hvor halvdelen af den brasilianske befolkning har sine rødder. Brasilien har de senere år søgt (om end ofte forgæves) at spille en rolle som brobygger, fx i forhold til en international aftale om Irans atomprogram (sammen med Tyrkiet) og en fredsløsning i Ukraine (sammen med Kina).

Brasilien er i dag medlem af BRICS-samarbejdet med Kina, Indien, Rusland og Sydafrika m.v., men har også i årevis sammen med andre sydamerikanske lande forhandlet en handelsaftale mellem Mercosur og EU, som netop nu er faldet på plads.

Først og fremmest vil der i modsætning til de tre sidste COP-møder ikke være forbud mod demonstrationer. Brasilien har tværtimod sprællevende, dybt forankrede sociale organisationer som de oprindelige folks organisationer og de jordløse bønders bevægelse MST. Man kan håbe, at de vil presse de tilrejsende verdensledere og embedsfolk til at tage klimasammenbruddet alvorligt.

En trængt klimadagsorden

Ved åbningen af klimatopmødet i den nordøstlige brasilianske by Belém, pegede Lula da Silva på betydningen af at afholde klimatopmødet tæt på verdens største regnskov, Amazonas, der spiller en central rolle med at binde drivhusgasser. Han pegede også på, at hele processen med årlige COP-klimatopmøder blev igangsat med FN’s konference om miljø og udvikling i netop Brasilien for 33 år siden.

Denne forhistorie giver dog ikke just anledning til jubel: 20 procent af Amazonas-regnskoven er fældet i løbet af de seneste 50 år. Udledningen af drivhusgasser er fordoblet siden miljøkonferencen i Rio i 1992. Og 2025 bliver det tredjevarmeste år i historien. FN’s generalsekretær Antonio Guterres fastslog i sin åbningstale, at verdenssamfundet ikke havde haft held med at sikre, at vi kan holde temperaturen under 1,5 grads stigning. Kun meget drastiske tiltag kan hindre, at temperaturen på verdensplan permanent kommer over 1,5 grads stigning de kommende år.

Alle verdens lande skulle inden dette års klimatopmøde udmelde deres handlingsplaner for reduktion af udledning af drivhusgasser. Kun 63 lande, der samlet repræsenterer 69 procent af CO₂-udledningerne, har dog gjort det inden topmødets deadline. EU-landene nåede kun til enighed umiddelbart før konferencen, og med en noget svækket ambition.

De samlede løfter om reduktioner svarer kun til en reduktion på 12 procent af de globale udledninger i 2025 i forhold til 2019. Reduktionen skulle være på 60 procent for at holde fast i ambitionerne fra Paris-aftalen om at holde temperaturstigningen langt under 2 grader og helst under halvanden grad.

Udeblivelsen af USA – det land som gennem historien i alt har udledt den største mængde af drivhusgasser og stadig står for 12 procent af verdens udledninger – vanskeliggør fremskridt. For nylig er USA gået ind og har aktivt modarbejdet en international aftale om begrænsning af brugen af plastik, og senest i London-underskrivelsen af en aftale om begrænsning af CO₂-udledninger fra skibsfarten.

Skrækscenariet på COP30 er da også, at USA aktivt ville modarbejde resultater. USA er formelt stadig en del af Paris-aftalen, idet landets udtrædelse først træder i kraft til januar. USA har dog meddelt, at man ikke vil deltage på højt niveau i årets COP. Under FN’s generalforsamling i september kaldte præsident Donald Trump klimakrisen for ”verdens største fupnummer”.

Direktøren for Greenpeaces Sydøstasiatiske kontor, Jasper Inventor kommenterede dette på konferencens første dag: ”Man kan boykotte en konference, men man kan ikke boykotte virkeligheden”. Det seneste år har været rig på påmindelser om sammenbrud i klimasystemet fra sidste års oversvømmelser i Valencía til nylige supertyfoner i Filippinerne og orkanen Mellissa, der bl.a. hærgede Jamaica og Cuba tidligere på måneden.

Zimbabwes miljøminister sagde ved åbningen: ”Klimakrisen er ikke en konkurrence. Der er hverken vinder eller taber. Enten vinder vi alle, eller også taber vi alle”.

Latinamerikanske klimaflygtninge

Værtskontinentet Latinamerika rammes stadig hyppigere og voldsommere af tørke, skovbrande bl.a. i Amazonas, oversvømmelser og orkaner. Gletsjerne i Andes-bjergene smelter, og Venezuela har således nu definitivt mistet alle sine gletsjere. De ekstreme vejrfænomener skyldes klimaforandringer forårsaget af CO₂-udslip, kontinentet har begrænset ansvar for.

En latinamerikaner udleder i gennemsnit 2,3 tons CO₂ om året – svarende omtrentligt til hvad der ifølge Paris-aftalen kan være hver verdensborgers gennemsnitlige udledning for at holde temperaturen under to grader. Til sammenligning udleder hver dansker 13 tons, når de forbrugsbaserede CO₂-udslip medregnes.

Ikke mindst for de mellemamerikanske lande gælder, at det er lande, som har ringe ansvar for klimaforandringerne, men at de dog er blandt de lande, som mest lider under dem. En honduraner udleder i gennemsnit 1 ton drivhusgasser, mens en indbygger i USA typisk udleder 18 tons CO₂ om året.

Lokalsamfund i Honduras har oplevet langvarig tørke såvel som voldsomme oversvømmelser, erodering af kysterne og oversvømmelse af disse på grund af klimaforandringerne. ”Dette tvinger folk til at forlade deres hjem og søge mere sikre forhold i andre lande”, forklarede Ian Fry, FN’s særlige rapportør for fremme og beskyttelse af menneskerettigheder i klimaforandringernes kontekst.

Det er et tragisk paradoks, at migrationsstrømmene fra Mellemamerika til USA i årtiets start delvist skyldtes klimaforandringerne, men omvendt bidrog til klimabenægteren Donald Trumps valg som USA’s præsident i 2024.

Det var ikke mindst migrationsspørgsmålet – sammen med inflationen – der fik nordamerikanerne til at stemme på den rabiate højreekstremist Donald Trump. Hans dagsorden var bekæmpelse – ikke af klimaforandringer, men af migration. Han talte om migranter, som ”vil forgifte” nordamerikansk blod.

Værtsland med tvetydig rolle

Når præsident Lula da Silva iscenesætter sig som en klimavenlig præsident, skal det tages med et gran salt. I århundredets første årti førte da Silva som præsident (2003 – 2011) en progressiv politik, der trak millioner ud af fattigdom, men det var i høj grad på bekostning af miljøet. Som andre af datidens venstreorienterede styrer på kontinentet finansierede Brasilien sundheds- og uddannelsesprogrammer ved massivt at eksportere naturressourcer som soja, oksekød og jernmalm til vækstøkonomier som bl.a. Kina.

Da ”Lula”, som præsidenten kaldes i folkemunde, fik et comeback ved at besejre den siddende højreekstreme præsident Jair Bolsonaro ved valget i 2022, kom han som valgt – men ikke tiltrådt – præsident på besøg på FN’s klimatopmøde COP27. Her blev han modtaget som en helt af tilrejsende klimaaktivister, idet han lovede at sætte en stopper for den massive afskovning, der var sket i Amazonas under Bolsonaro.

Lula har da også formået såvel under sin tidligere tid som præsident og også under hans igangværende embedsperiode, der startede i 2023, at mindske afskovningen af Amazonas. Hans målrettede indsats med inddragelse af bl.a. satellitfotos blev dog i nogen grad annulleret af voldsomme skovbrande i 2024.

Samtidig har Lula da Silva målrettet satset på at åbne for olieboringer i Amazonas. Brasilien er i dag et af verdens ti store olielande med en produktion på 3,4 millioner tons råolie om dagen. Umiddelbart før klimatopmødet blev det annonceret, at Brasilien ville åbne for dybvandsefterforskning efter olie i Atlanterhavet tæt på Belém og Amazon-flodens udmunding.

Mens Lulas colombianske præsidentkollega Gustavo Petro har slået til lyd for et forbud mod olieudvinding i Amazon-junglen, mener Lula, at produktion af fossile brændstoffer, også i Amazonas, er nødvendig for at finansiere sociale hjælpeprogrammer til gavn for de store, fattige befolkningsgrupper i Brasilien.

Brasilien har en stor landbrugskapitalistisk sektor, og Lula har presset på for en handelsaftale mellem EU og den sydamerikanske handelsunion Mercocur, som efter to årtier nu ser ud til at blive til virkelighed. Miljøforkæmpere ser aftalen som en katastrofe, fordi den vil indebære vækst i eksport af biler fra Tyskland til Sydamerika og af oksekød fra Brasilien og Argentina til EU-landene. Netop fossildrevne biler og forbrug af oksekød er to af de vigtigste drivkræfter bag det globale klimasammenbrud.

Denne tvetydige holdning hos en præsident – der på den ene side vil fremstå som regnskovens redningsmand, men som samtidig vil fremme olieudvinding og kvægavl i selvsamme regnskov – gør det svært at tro, at da Silva på FN-topmødet vil samle verdens lande til et længe udsat opgør med de fossile brændstoffer, som i høj grad skaber klimaforandringerne.

For første gang i løbet af 31 års klimaforhandlinger lykkedes det forrige år på COP28 i Dubai at inkludere en passus i mødets slutdokument om den nødvendige ”transition væk fra fossile brændsler”. Men på grund af modstand fra oliestater fortsatte sidste års topmøde i Baku ikke ad dette afgørende spor. Såvel EU-lande som gruppen af østater (AOSIS) og tilrejsende aktivister vil i år presse på for, at topmødet i Belém bliver mere konkret om nødvendigheden af at udfase de fossile brændstoffer.

Få ambitioner på klimatopmødet

Ifølge iagttagere vil Brasiliens erfarne diplomatkorps først og fremmest lægge sig i selen for at undgå, at dybtgående uoverensstemmelser bryder ud i lyse lue og i værste fald fører til et sammenbrud på konferencen. Konferencen skal navigeres gennem usikkert farvand, inden stafetten – og formentlig mange fortsat udestående spørgsmål – overdrages til næste COP. Alt for kontroversielle og potentielt konfliktskabende dagsordenspunkter er søgt luet ud inden mødets start.

Der er fra brasiliansk hold lagt op til, at konferencen skal være ”en implementeringskonference”, hvor man arbejder på så vidt muligt at fastholde verdenssamfundet på Paris-aftalens spor. Man ønsker angiveligt ikke i modsætning til på andre COP’er at samle det vigtigste fra forhandlingerne i et kort slutdokument. Formentlig for at undgå kontroverser ved afslutningen af mødet.

Det betyder ikke, at der ikke vil være afgørende forhandlinger på topmødet. Brasilien har lanceret et initiativ, Tropical Forest Forever Facility TFFF, som skal sikre finansiel støtte til bevarelse af regnskov i 60 lande. Foreløbig har Norge lovet 3 milliarder euro til formålet.

Klimakonferencen kommer ikke uden om at fortsætte diskussionen fra sidste års COP om at skaffe 1,3 billioner dollars til fattige landes klimafinansiering. De fleste af midlerne skal være fra private kilder, og det er uklart, hvordan de sikres.

Uden en meget substantiel finansiering kan udviklingslandene ikke leve op til deres klimamål – fx opgive brug af fossile brændsler og opføre vindmølleparker og solcellemarker. Beløbets størrelse har betydning for alle lande, idet kun en finansiering af en grøn udvikling i de fattige lande kan sikre, at den globale temperatur holdes under halvanden grads stigning.

I sidste ende vil topmødets forløb også handle om, hvorvidt EU og Kina kan finde sammen i en grad, så der kan anes en meningsfuld vej videre frem mod en grøn omstilling trods USA’s og andre olielandes modstand.

Optimister vil pege på, at vi kan takke Kina for, at verdens produktion af solpaneler, vindmøller og eldrevne biler er steget til et omfang, som det var svært at forestille sig for få år siden. Pessimister kan derimod pege på, at produktionen af fossile brændstoffer fortsat stiger, bl.a. også med kulproduktion i Kina. Og væksten i grøn energi svarer ikke engang til den generelle stigning i energi-efterspørgslen.

60 procent af de fossile brændsler, vi allerede har kendskab til, skal forblive under jorden, hvis vi skal undgå et klimasammenbrud.