COP30 i Brasilien: Klimatopmødet i regnskoven halter

Lørdag marcherede titusinder af oprindelige folk – mange med ansigtsmaling og iført fjerpragt – lokale borgere og COP-konferencedeltagere i Belém i en protestmarch for klimaet ganske som hundredtusinder i andre lande rundt på kloden. Pil Christensen, politisk rådgiver for organisationen Verdens Skove og folketingskandidat for Enhedslisten i København, var med til demonstrationen i Belém:

”Det var en virkelig god oplevelse”, fortæller hun. ”Det er et ret sjælløst konferencecenter, et slags kæmpe oppusteligt telt, som synes lavet ret hurtigt, så kontrasten til marchen og stemningen her er stor”. Det var vigtigt for hende at komme uden for konferencecentret og møde nogle af ”de folk, som lider mest direkte under klimaforandringerne”.

”Vi befinder os på kanten af Amazonas og med en stor repræsentation af oprindelige folk, men det oplever man ikke på samme måde inde i konferencecentret”, fortæller Pil Christensen.

”Du sidder til nogle meget tekniske forhandlinger eller med nogle politikere, som snakker udenom. Så var det bare ret fantastisk at være ude på gaden sammen med alle de utrolig forskellige organisationer fra civilsamfundet og oprindelige folk fra hele verden, som er samlet her. Der er jo rigtig mange, som ikke har akkreditering til blå zone (området for forhandlingsdelegationer og øvrige delegerede på konferencen, red.) og kun kommer til People’s Summit udenfor, som er en række af debatter, oplæg og møder. Så pludselig kan man se, hvor mange der er fra civilsamfundet”.

Årets COP-topmøde er efter brasiliansk ønske henlagt til udkanten af verdens største regnskov, Amazon-junglen, med det udtrykkelige formål at give konferencedeltagerne en fornemmelse af, hvad der står på spil med den globale opvarmning. Den unikke regnskov indeholder 10 procent af verdens kendte biodiversitet og er bl.a. befolket af oprindelige folk. Men i dag er skoven under voldsomt pres fra guldgravere, sojabaroner og olieselskaber.

Velkommen til “Skov-COP”

I sin åbningstale til COP30 sagde Brasiliens præsident Lula da Silva, at han håbede, at konferencedeltagerne ville interagere med befolkningen i regionen. De oprindelige folks territorier skal være med til at sikre effektiv klimahandling, sagde han, og henviste til placeringen af COP’en tæt på Amazonas.

Ironisk nok synes konferencen at foregå milevidt fra skoven – under interimistisk rejste teltduge uden vinduer og underlagt en konstant brummen fra aircondition-apparater – placeret i en storby med tæt trafik og skyskrabere.

Aktivister klager over, at der er langt flere olielobbyister til stede til COP30 end oprindelige folk. Der er dog mange fra oprindelige folk til stede i byen, bl.a. ved det ”Folkenes Topmøde”, der løber af stablen parallelt med COP’en. De oprindelige folk har ved gentagne aktioner foran topmødets konferencecenter protesteret mod deres marginalisering.

”Der er lavet en undersøgelse, der viser, at hver 25. deltager på denne COP er en olielobbyist”, fortæller Pil Christensen. ”Og det kan man måske godt mærke, når man er derinde (på konferencen, red,). At det ikke er befolkningerne, civilsamfundet og de oprindelige folk, hvis liv og skæbne, som jo i høj grad bliver afgjort her, som er dem, der er mest repræsenteret. De fik deres talerør i går derude på gaden (ved klimamarchen, red.). Indenfor er der desværre nok en skæv repræsentation i forhold til, hvem der bliver ramt af de her problemer”.

Pil er ledsaget af sin kollega, Sofie Banke Poulsen, programmedarbejder for Verdens Skove. Jeg spørger hende, hvad der fylder mest for menigmand på gaden i forhold til COP’en.

”Det er følelsen af, at vi står et af de steder, hvor man både ser, hvordan klimaforandringerne udspiller sig og konsekvenserne af dem. Men også hvordan der foregår en storindustriel produktion tæt på skoven. Hvordan landbruget ødelægger skoven. Og som Pil også nævnte med repræsentationen, at der er en total skævvridning. Der bliver talt om en ”skov COP”. Men der er rigtig mange oprindelige folk og andre lokalsamfund, som er dybt afhængige af skoven, der ikke har kunnet få adgang til COP30.  De kommer ikke til orde, selv om de rent faktisk er en del af løsningen, samtidig med at de også bliver ramt af konsekvenserne af klimaforandringerne”.

For Pil Christensen giver det på den måde god mening, at Brasiliens præsident Lula da Silva insisterede på, at holde årets COP på kanten af regnskoven. ”Det er bare destillatet alle de kæmpestore problemer, som klimaforandringerne forårsager – ikke et eller andet teoretisk sted ude i fremtiden. Men lige nu og her”.

Pil Christensen påpeger, at man for første gang i år har oplevet, at dele af Amazonas ikke længere er en primær optager af CO₂, men en udleder. ”Det er fordi, økosystemet er blevet så ødelagt. Og det har jo selvfølgelig en stor betydning for os alle sammen i forhold til CO₂-udledninger og de klimaforandringer, de skaber. Men det har også en kæmpe betydning i forhold til de oprindelige folk, der lever i skoven og af skoven. Når økosystemerne ikke fungerer længere – jamen så er det jo det, de lever af, der forsvinder.”

Afskovning med måde?

Et af de mere ambitiøse skov-initiativer op til klimakonferencen har været det brasilianske forslag Tropical Forests Forever Facility TFFF, som skal støtte bevarelsen af tropisk skov i 60 lande. Pil Christensen fra Verdens Skove hilser forslaget velkommen.

”En fjerdedel af udledningerne kommer fra den måde, vi anvender landjorden på. Så derfor spiller skovene en rigtig stor rolle. De kan spille en negativ rolle. Fordi når vi afskover, så påvirker det selvfølgelig vores CO₂-udledninger. Men hvis vi på den anden side kan finde ud af at passe på vores skove, så har vi jo nogle fantastiske CO₂-lagre.

Det er rigtig godt, at der bliver sat fokus på, at vi som verdenssamfund har et fælles ansvar for at beskytte skovene, fordi de spiller en så vigtig rolle i forhold til klimaet.”.

Men Pil Christensen peger også på faldgruber i initiativet.

”Vi er kritiske over for den måde, man har skruet initiativet sammen på. For det første er vi bekymrede for forslagets rammer om, hvad der kan tælles med som skov. Fx betegnes områder med kun 20 procents skovdække som en skov.”

Som et andet ”bekymringspunkt” peger Pil Christensen på den finansielle model. ”Det er lavet som noget, der skal give afkast. Og der må man bare sige, at det er jo usikkert, hvad sker der, hvis det ikke giver afkast? Er det den rigtige måde at beskytte et af verdens vigtigste økosystemer? Skal vi beskytte det med noget så usikkert som et investeringssystem? Det er den ene økonomiske bekymring.

Den anden økonomiske bekymring er, om pengene vil blive taget fra nogle af de andre klimafinansieringspuljer – fx de penge, der skal gå til tab og skader (de fattige landes historiske tab og skader på grund af de rige landes udledninger gennem historien, red.)”, siger Pil Christensen.

Dette og mange andre spørgsmål skal diskuteres på COP30. Herunder udfasning af fossile brændstoffer (som ikke er på den officielle dagsorden, men promoveres af EU og af AOSIS, Alliancen af Små Østater) og finansieringen af fattige landes klimatilpasning og grønne omstilling.

Den særlige – og indtil videre tomme – fond for de fattige landes tab og skader på grund af klimaforandringer skal også håndteres i løbet af de kommende dage. Eller måske skal de sendes videre som knaster til de næste forhandlinger. Hvor disse forhandlinger skal finde sted  til COP31 næste år, er der ingen der ved. For heller ikke det er der indtil videre opnået enighed om.

Jeg spørger Pil Christensen, om det giver mening at afholde klimatopmøder, hvor man af hensyn til olielande som Saudi Arabien har svært ved overhovedet at debattere udfasning af fossile brændstoffer.

”Det er bestemt ikke noget perfekt rum”, svarer hun. ”Men lige nu har vi ikke andre rum, vi kan diskutere de her ting i. Vi er jo nødt til at tale sammen”.