Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
27. november. 2025

COP30: Multilateralismen vandt i Brasilien – men verden har stadig kurs mod ragnarok

Efter mere end et døgns overtid lykkedes det for det brasilianske formandskab ved klimatopmødet at strikke et uambitiøst slutdokument sammen. Hermed forblev verdenssamfundet – minus USA – på forhandlingssporet. Der tales om tredobling af bidrag til klimasikring af fattige lande. Men de rige lande vægrer sig generelt ved at komme til lommerne. Samtidig blokerede olielande og bl.a. Indien for omtale af hovedårsag til klimakrise: de fossile brændsler

Det såkaldte familiefoto ved COP30 i Belem. Foto: Ricardo Stuckert / PR / Wikimedia Commons

Der var en symbolik i, at COP30 konferencens giga-telt brød i brand i sidste fase af FN’s årlige forhandlinger. Det skabte panik blandt mange konferencedeltagere. Hvem husker ikke Greta Thunbergs advarsel om den igangværende klimakatastrofe: ”Vores hus brænder”?

En resolut handlen fra de brasilianske brandfolks og sikkerhedsvagters side betød, at ingen kom noget alvorligt til. Forhandlingerne blev genoptaget efter seks timers pause. Præsidenten for COP30, André Aranha Corrêa do Lago, kommenterede tørt: ”Tænk hvis vi alle kunne handle så resolut over for planetens katastrofe, som vi handlede i forbindelse med denne brand”.

2025 er det varmeste år i civilisationens historie

Februar i år var egentlig deadline for, at verdens lande indleverede deres planer, hvordan de ville mindske udledningen af drivhusgasser. Først under topmødet nåede man dog op på, at 110 lande havde indleveret deres planer. Selv hvis landene overholder målene, vil verden have kurs mod 2,5 – 2,8 graders temperaturstigning i slutningen af århundredet i forhold til starten af den industrielle æra.

Det er markant bedre, end hvis der ikke havde været en Paris-aftale. For så havde verden været på vej mod 3,7 – 4,8 grader. Men det er stadig langt over Paris-aftalens ambition om at holde den globale temperaturstigning pænt under to graders og helst under halvanden grads stigning.

Som den førende brasilianske klimaekspert Carlos Nobre sagde til et pressemøde under COP30: ”Vi lever i en klimamæssig undtagelsestilstand. 2025 er det varmeste år i civilisationernes historie. I 2023-2024 havde vi et rekordstort antal brande i Amazonas. Flere end 140.000 skovbrande med ødelæggelse af 160.000 km2 skov. 18 procent af Amazonas er afskovet. Vi vil nå et tipping-punkt, hvis 25 procent er afskovet.

Hvis den globale temperatur permanent kommer op på 2 graders stigning, vil vi i løbet af 30 – 50 år miste 70 procent af Amazon-regnskoven med 250 milliarder tons udledt CO2 til følge – sammen med tabet af verdens største biom, hvilket fører til en masse epidemier og pandemier. Vi har allerede mistet 30 procent af koralrevene. Kommer vi op på 2 grader i 2050, vil 99 procent af koralrevene – som indeholder 30 procent af havenes biodiversitet og er havenes vigtigste optager af CO2 – være forsvundet i 2100. Med udledning af enorme mængder CO2 til følge”.

Det unævnelige f-ord

Den brasilianske præsident Lula da Silva, rejste to gange frem og tilbage mellem den brasilianske hovedstad Brasilia og COP-topmødet i Belém 2.000 km længere mod nord. Meget stod på spil. 80-årige da Silva er på genvalg næste år. Det handlede om at gøre COP30 til en succes. Eller i hvert fald at undgå et sammenbrud. Det sidste lykkedes. Men det holdt hårdt.

De sidste mange timer på COP30 havde meget deja-vu fra tidligere COPs over sig. Men måske på mere faretruende vis. I sene nattetimer og bag lukkede døre blev fronterne trukket op i forhandlingslokalerne. Et sammenbrud truede, da et første slutdokument blev vraget. Og da den brasilianske COP-præsident tilsyneladende – som den aserbajdsjanske formand ved sidste års COP – ville haste et ændret slutdokument igennem, rejste der sig en mindre storm af protester fra såvel latinamerikanske lande som EU.

Men slutdokumentet stod ved magt. Og det skønt protesterne også handlede om noget langt mere end formaliteter. Mest klar i spyttet var her den colombianske repræsentant, hvis afsluttende svada lød: ”Dette er (ifølge Lula da Silva, red.) sandhedens COP. Den kan ikke støtte et udfald, som ignorerer videnskaben. Ifølge FN’s klimapanel skyldes 75 procent af de globale udledninger fossile brændstoffer”.

Også EU-landene og Sammenslutningen af Små Østater (AOSIS) havde slået til lyd for, at nævne de fossile brændsler i slutdokumentet. I stedet måtte man slå sig til tåls med en henvisning til slutdokumentet fra COP28 i Dubai, som var den første COP, der nævnte fossile brændsler og nødvendigheden af en ”transition” væk fra disse.

Som et yderligere plaster på såret lovede det brasilianske COP-formandskab at støtte en colombiansk-hollandsk køreplan for udfasning af fossile brændsler. Men der vil være tale om et initiativ uden for de formelle forhandlinger, som også vil slå til lyd for mere gavebistand fra de rige lande til udviklingslandenes grønne omstilling. I første omgang vil der blive afholdt en konference i den colombianske Stillehavs-by Santa Marta.

Tilsvarende blev også skovbevaring, som ellers var en erklæret prioritet for formandskabet, henvist til et parallelt spor, men også med støtte fra det brasilianske formandskab. Den nyoprettede brasilianske skovfond TFFF har kun formået at indsamle relativt få midler.

Små fremskridt på topmøde

I fraværet af globalt lederskab for en grøn omstilling må såvel initiativet med skovbevaring som sidesporet med udfasning af fossile brændsler hilses velkomne, selv om de foregår uden for de globale forhandlinger. I det mindste kan de mest ambitiøse lande nu gå forrest.

Generelt gælder, at topmødet og dets udkomme ikke kun var gråt i gråt. Mest opmuntrende var opfordringen i slutdokumentet til bestræbelser på at nå en tredobling af de rige landes støtte til udviklingslandenes klimatilpasning senest i 2035 (oprindeligt talte man dog om 2030). Det sker på baggrund af en trist erkendelse af, at verden nu har passeret halvanden grads temperaturstigning og at der er udsigt til, at denne stigning kan være permanent.

Det er uklart hvilket år, tredoblingen af tilpasningsstøtten refererer til. Hvis det er 2025, vil der i 2035 være udsigt til 140 milliarder dollars i støtte. Det er ifølge FN’s miljøprogram fire gange under behovet.

”Tilpasning er et bundløst hul, hvis ikke vi sikrer, at tilpasning går hånd i hånd med indsats mod klimaforandringerne, som mestendels skyldes de fossile brændstoffer”, advarede Colombias repræsentant.

Årets klimatopmøde ved Amazonas og i et demokratisk land betød, at aktivister kunne demonstrere, og at junglens oprindelige folk fik en megafon. Der var noget befriende ved et topmøde præget af protestmarcher og blokadeaktioner i kontrast til den repressive statsmagt ved de senere års klimatopmøder.

Måske som en konsekvens heraf indeholder topmødets slutdokument også en passus om betydningen af at sikre oprindelige folks, lokalsamfunds og migranters rettigheder i overgangen til en grøn økonomi. Og Brasilien valgte under COP’en at give skøder til 10 oprindelige folks territorier.

“Ifølge FN’s klimapanel skyldes 75 procent af de globale CO2-udledninger fossile brændstoffer.”

EU smykkede sig med lånte klima-fjer

Mange NGO’er og fattige lande anklagede EU for spin ved at slå så hårdt på fraværet af en tekst om fossile brændsler i selve slutdokumentet – velvidende at Saudi Arabien og andre olielande ikke ville ændre på det.

I dele af dansk presse synes skurkerollen på topmødet entydigt overladt til arabiske olielande og storforbrugere af kul som fx Indien, der forpurrede at fossile brændstoffer blev nævnt.

Mange klima- og miljøorganisationer minder om, at EU kun i sidste øjeblik før COP30 nåede til enighed om en klimahandlingsplan. Denne fastholdt kun tidligere ambitioner ved at kalkulere med mulighed for tilkøb af klimakreditter i andre lande. Det bliver ofte fremstillet som en let og omkostningsfri position for de rige lande, når de kritiserer udviklingslande for deres omfattende produktion eller forbrug af olie og kul.

Mange vestlige landes officielle delegationer omfattede oliemagnater – som fx direktøren for franske Total Énergies. Danmark har gladelig ladet Total igangsætte nye boringer i Tyra-gasfeltet. Boringerne er programsat til at vare frem til 2050, hvor vi ellers skulle være klimaneutrale. Mange af verdens nye, store oliefelter er i rige lande som Norge, Canada og Australien (foruden USA, verdens største olie- og gasproducent).

Meena Raman – leder af miljøorganisationen Friends of the Earth i Malaysia – pegede på, at kravet ikke bare kan være at droppe de fossile brændstoffer. ”Hvordan skal de fattige lande kunne foretage en overgang, hvis de ikke får den betydelige støtte, som er nødvendig for en forvandling af økonomierne. De rige lande blev rige gennem udnyttelse af fossile brændstoffer”.

Årets klimatopmøde nøjedes med at gentage sidste års ambitioner om økonomisk støtte til udviklingslandenes klimafinansiering – foreløbig 300 milliarder dollars og med en ambition om 1.300 milliarder i 2035. Men der var stadig intet specifikt om, hvor pengene skal komme fra og i hvilket omfang, der er tale om gavebistand og offentlige midler.

Man kan så spørge, hvorfor rige lande som fx USA overhovedet skulle støtte udviklingslandenes klimafinansiering? Formanden for Initiativet til Ikke-spredning af Fossile Brændstoffer, Kumi Naidoo svarede mediet Democracy Now:

”Det er ganske enkelt i deres egen interesse. Hvis de rige lande ikke støtter de fattige lande til grøn omstilling, bliver resultatet, at CO2-udledningerne fra Det Globale Syd vil vokse. Det vil så igen forværre situationen med flere skovbrande i Californien og mere intense orkaner og tornadoer i Florida og andre steder”. Det handler også om, at de rige lande har et historisk ansvar. Fx har USA gennem historien udledt en fjerdedel af al udledt CO2.

Dansk klimaministers stjernestund

Også Danmark solede sig i positiv medieomtale på en noget ambivalent baggrund. På et strategisk rigtigt tidspunkt i slutfasen annoncerede klimaminister Lars Aagaard (M) til international presse et dansk klimamål på 82 procents reduktion af CO2-udledningerne i 2035. Herved fremstod Danmark ufortjent som en af verdens klimadukse.

Glemt var her den hjemlige kritik, der peger på, at ambitionen med Danmarks velstand og historiske udledninger in mente kunne have været højere. Den danske CO2-udledning er i dag 13 tons pr. indbygger, når man medtager de forbrugsbaserede udledninger (men ikke den omfattende danske skibsfart).

Ifølge Paris-aftalen kan hver verdensborger udlede 2,3 tons CO2, hvis den globale temperaturstigning skal holdes under halvanden grads stigning i forhold til starten på den industrielle æra. Bl.a. danskernes kødforbrug trækker i den forkerte retning. På verdensplan er kødforbrug en af de vigtigste årsager til klimaforandringerne.

Landbrug & Fødevarer var til stede på topmødet. I alt var der 300 lobbyister fra verdens agro-kapitalistiske sektor. Danmark er det land i EU, hvor der er mindst beskyttet natur.

Danmark har også et stort ansvar for skovrydning i Amazonas og i El Cerrado – et enormt område i det centrale Brasilien med en unik biodiversitet. En stor del af foderet til de over 30 millioner danske svin, der produceres om året, kommer fra Brasilien.

Lige rundt om hjørnet skal Folketinget ratificere en handelsaftale mellem EU og handelsunionen i det sydlige Sydamerika, Mercosur. Det bliver verdens største frihandelsaftale med et forventet boom i salg af europæiske biler i Sydamerika og af brasiliansk og argentinsk oksekød i EU-landene – med endnu mere skovrydning i El Cerrado og Amazonas til følge.

Om skribenten

Niels Boel

Niels Boel

Niels Boel er politolog, journalist og foredragsholder, forfatter til bl.a. bøgerne “ Latinos - USA's store mindretal.”, “Migration – en verden i bevægelse” og “Det nye Latinamerika” (alle tre bøger er udgivet på Forlaget Columbus). Han er tidligere korrespondent for Weekendavisen i Latinamerika og ekstern lektor ved bl.a. Institut for Statskundskab, Københavns Universitet og Center for Latinamerika Studier, Aarhus Universitet, samt tilrettelægger af DR-dokumentarprogrammer.
Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER