Illustration: Iran Cartoon
20 min. læsetid

Der ER et progressivt alternativ til højrefløjens – og måske til Socialdemokratiets – genopretningspolitik, skriver Henrik Herløv Lund i anden del af hans økonomiske analyse af coronakrisen.


Af Henrik Herløv Lund

Coronakrisen har gennem nedlukning af ikke blot store dele af det danske samfund, men også pga. pandemiens nedlukning af mange af vore vigtigste eksportmarkeder, affødt også en økonomisk krise. Denne økonomiske krise, globalt og i Danmark analyseredes i del 1af denne artikel.

MEN: I takt med, at den sundhedsmæssige krise kommer endnu mere under kontrol og aftager, vil der komme en stærkere og stærkere politisk kamp om, hvordan den økonomiske krise imødegås og økonomien genoprettes. I den forbindelse må forventes, at gamle ideologiske uenigheder og politiske interesseforskelle om den økonomisk politik igen vil slå igennem i forskelligartede bud på, hvorledes vækst og velstand genoprettes: Skal den nuværende keynesiansk prægede økonomiske krisepolitik fortsættes eller skal der gås tilbage til de seneste årtiers neoliberalistisk inspirerede borgerlige økonomiske politik?  Og navnlig må der forventes en hård strid om, hvordan og af hvem regningen for coronakrisen skal betales?

I denne del 2 af artiklen om coronakrisen undersøges først, hvorvidt finans-krisen og coronakrisen har åbnet mulighed for et mere langsigtet paradigmeskifte i økonomisk tænkning og politik fra neoliberalisme til keynesianisme?

Dernæst diskuteres indholdet af keynesiansk respektive neoliberalistisk/monetaristisk inspireret krisepolitik og videre sammenfattes erfaringerne fra Finanskrisen med disse politikker. Herefter opridses den overordnede strategi for genopretning efter coronakrisen, som tegner sig fra højrefløjen, og der redegøres for en konkretisering og udbygning heraf fra den (neo)liberalistiske tænketank CEPOS. Endelig diskuteres højrefløjens forslag til genopretning efter Corona – krisen og til finansiering af krisepolitikken kritisk. Videre diskuteres, hvad den socialdemokratiske regerings politik for den økonomiske genopretning indebærer. Sidst men ikke mindst gives i et bud på en progressiv genopretningspolitik og et bud på en alternativ finansiering af krise – og krisepolitik.

Muligt paradigmeskift i økonomisk tænkning og politik?

I de seneste årtier har mainstream økonomisk tænkning og politik været domineret af et neoliberalistisk/monetaristisk inspireret paradigme. Men først Finanskrisen og siden nu Coronakrisen har sat et kraftigt spørgsmålstegn herved. Finanskrisen satte for det første et stort spørgsmålstegn ved den neoliberalistisk funderede deregulering af markedsøkonomierne, navnlig af finanssektoren, fordi dette muliggjorde den spekulation, som udløste finanskrisen.

Finanskrisen satte endvidere for det andet et spørgsmålstegn ved den globalisering af kapitalbevægelser, som gjorde spekulationen og krisen verdensomspændende. Endelig satte Finanskrisen og den efterfølgende gældskrise i EU for det tredje spørgsmålstegn ved den stramme monetaristiske sparepolitik, som blot forstærkede og forlængede krisen.

Nu sætter coronakrisen spørgsmålstegn ved yderligere aspekter af det neoliberalistiske paradigme. For det første sættes en spørgsmålstegn ved dyrkelsen af markedet frem den offentlige sektor, for det er den offentlige sektor i skikkelse af sygehusvæsenet, som under coronakrisen har været samfundets redningsmand.  For det andet sætter coronakrisen spørgsmålstegn ved neoliberalismens tilbagetrængning af statens regulerende rolle i økonomien. for det er netop staten som gennem hjælpepakker har reddet erhvervslivet fra en mere eller mindre total nedsmeltning. Og for det tredje sætter den spørgsmålstegn ved den liberalistiske velfærdsmodel baseret på forsikringsordninger og privat leveret, betalingsvelfærd. For det er netop denne model i det amerikanske sundhedsvæsen, som har medført, at mange i USA ikke har haft råd til at lade sig teste og/eller sygemelde pga. Covid–19, hvilket har udbredt sygdommen yderligere.

Finanskrisen og Corona-krisen har hermed således sat yderligere spørgsmålstegn ved det i årtier fremherskende neoliberalistisk inspirerede paradigme. Og i og med at stater verden over har slået ind på en keynesiansk krisepolitik har det reaktualiseret det før neoliberalismen fremherskende keynesianske paradigme i økonomisk tænkning og politik som alternativ.

Keynesiansk kontra neoliberalistisk/monetaristisk krise – og genopretningspolitik.

Kernepunkter i keynesiansk krisepolitik er for det første den erkendelse, at markedsøkonomien har en iboende krisetendens og at statslig økonomisk regulering derfor er nødvendig for at imødegå og bekæmpe kriser og genoprette økonomien. Et hovedelement i keynesiansk krisepolitik er for det andet, at hovedvirkemidlet hertil handler om en ekspansiv finanspolitik (og pengepolitik). Når krisen kradser, falder privat forbrug og private investeringer pga. usikkerhed og derfor er der brug for staten til at kompensere for aftagende privat efterspørgsel. Og fordi staten skal opveje stigende opsparing i den private sektor, er det et kernepunkt i keynesiansk krisepolitik at staten til gengæld skal bruge flere penge end den har dvs. underbudgettere og lånefinansiere.

Figur: Lempelig finanspolitik skal sætte gang i kriseramt økonomi.

Efterspørgselsstimulering er altså alfa og omega i keynesiansk krisepolitik. Centralt heri er for det tredje, at staten mest effektivt stimulerer efterspørgslen gennem at øge offentligt forbrug og offentlige investeringer, idet alle de anvendte økonomiske midler så går direkte ud i det økonomiske kredsløb og øger efterspørgslen. Dette er i modsætning til brug af skattelettelser, hvor en del af forøgelsen af de disponible indkomster opspares og dermed ikke øger efterspørgslen, hvilket gør skattelettelser mindre effektive som virkemiddel til efterspørgselsstimulering.

I modsætning til Keynes ´s vægt på statslig regulering af økonomien lægger neoliberalistisk/ monetaristisk inspireret økonomisk politik for det første vægt på at styrke markedsøkonomien og vil derfor i krisepolitikken lægge vægt på at fremme privat forbrug og investeringer og især det private erhvervsliv. Endvidere ser neoliberalistisk/ monetaristisk inspireret økonomisk politik for det andet skeptisk på brug af finanspolitik og lægger i stedet vægt på pengepolitik overfor økonomisk krise. I modsætning til keynesiansk underbudgettering og lånefinansiering er det for det tredje et centralt mål for ser neoliberalistisk/ monetaristisk inspireret økonomisk politik, at der bør være ligevægt på offentlige finanser, hvorfor neoliberalisme ved offentligt underskud vil foretrække sparepolitik fremfor stimuluspolitik.  I modsætning til keynesiansk efterspørgselsstimulering vil neoliberalistisk/monetaristisk inspireret økonomisk politik og derfor også krisepolitik endelig for det fjerde lægge vægt på at styrke økonomiens udbudsside og bl.a. derfor navnlig på skattelettelser som virkemiddel.

Erfaringer fra finanskrisen om neoliberalistisk og keynesiansk krisepolitiks påvirkning af samfundsøkonomien

Finanskrisen, og den i EU efterfølgende gældskrise, har givet righoldige erfaringer med effekt og effektivitet af neoliberalistisk respektive keynesiansk krisepolitik.

I modsætning til keynesiansk vægt på statslige økonomisk regulering lægges som anført ovenfor i neoliberalistisk/ monetaristisk inspireret økonomisk politik og krisepolitik vægten på styrkelse af den private sektor, erhvervslivet og markedskræfterne. Det var en tilgang, som efter Finanskrisen og i den efterfølgende ”Gældskrise” også i høj grad forsøgtes implementeret i EU. I EU´s ”Europagt” og ”Finanspagt” mm var en vigtig løsningsmodel til bekæmpelse af krisen at styrke erhvervslivets konkurrenceevne ved at sænke omkostningsniveauet via at reducere lønninger, forringe pensioner, understøttelse mm. Erfaringerne med denne politik var imidlertid dårlige, idet de sociale forringelser sammen med sparepolitikken overfor velfærden bidrog til at forringe efterspørgsel og vækst og herigennem til at øge arbejdsløshed, underskud og gæld.

En anden centrale skillelinje har som ovenfor beskrevet handlet om, at i modsætning til keynesianismens vægt på efterspørgselsstimulering har neoliberalistisk inspireret økonomisk og krisepolitik prioriteret at styrke udbudssiden i økonomien.  Også her har EU, herunder ikke mindst Danmark, efter Finanskrisen budt på erfaringer, idet man bl.a. forsøgte at skabe ny økonomisk dynamik gennem udbudsreformer med det sigte at øge arbejdskraftudbuddet gennem forringelse af pension, understøttelse m.m. Resultatet af denne krisepolitik var imidlertid sammen med sparepolitikken overfor velfærdsservice, at ”reformerne” forringede efterspørgslen og øgede arbejdsløsheden.

I modsætning hertil har USA efter Finanskrisen budt på positive erfaringer med keynesiansk ekspansiv finanspolitik. Her løftede Obama gennem massiv pengeudpumpning den samfundsmæssige efterspørgsel og udvirkede herigennem, at nedsvinget i USA blev mindre dybt og især mindre langvarigt end i EU.

Figur: Årlig realvækst i BNP (pct.) 2008 – 2013. EU og USA.

Endelig handler en væsentlig skillelinje mellem neoliberalistisk og keynesiansk krisepolitik som anført om, hvorledes krise – og genopretningspolitik finansieres? Den neoliberalistisk/ monetaristiske tilgang handler som beskrevet om at føre sparepolitik for at sikre statsfinansiel ligevægt.  Her byder EU og herunder Danmark på et righoldigt erfaringsmateriale, idet man gennem ”Finanspagtens” underskudsregler gennemtvang en stram finanspolitik i EU – landene for at reducere statsunderskud og gæld. Problemet hermed var imidlertid både i Euroland og Danmark (fra 2010 til 2013), at sparepolitikken ved yderligere at sænke efterspørgslen medførte, at krisen tværtimod bed sig fast og forlængedes.

Den danske højrefløjs overordnede strategi vedr. genopretning efter Corona – krisen

Når coronaepidemien er under kontrol, vil der efter alt at dømme blive udløst en voldsom politisk kamp om krise – og genopretningspolitikken. Højrefløjen i dansk politik har i form af en kronik fra de 5 borgerlige partiledere (”Ansvarlig økonomisk politik har rustet Danmark til krisen”, Berlingske, 26.04.20) givet et første bud herpå. Den viser, at højrefløjen langt hen ad vejen vil videreføre tilgangene fra den neoliberalistisk inspirerede økonomisk politik, som de borgerlige i Danmark har stået for i de seneste årtier.  

De borgerlige finder, at hjælpepakkerne til erhvervslivet har været helt nødvendige, men vil i forlængelse af neoliberalistisk inspireret økonomisk politik ikke lade det blive stående ved hjælp til virksomhederne. Genopretningen efter Corona – nedlukningen skal ikke styrke den offentlige sektor, men primært derimod den private sektor yderligere, herunder ved at lette erhvervslivet for byrder. Man går næppe fejl af, at de borgerlige partiledere har lempelse af selskabs – og erhvervsskatter i tankerne.

Læs første del: Coronakrisen, del 1: Krisens økonomiske virkninger

Men de borgerlige partiledere antyder i ovennævnte kronik, at man ikke vil lade det blive stående ved erhvervsskattelettelser, idet man taler ydermere om at ville skabe ”positive incitamenter til at arbejde”. For det første går man næppe fejl af, at der hermed signaleres, at man generelt gerne vil lette (top)skatten. Og for det andet erklærer de borgerlige lige ud at ville fastholde de forringelser af overførselsindkomster, som man har gennemført for at øge arbejdskraftudbuddet, ja man antyder, at der skal ske yderligere forringelser for de arbejdsløse.

Et sidste vigtigt signal fra de borgerlige partiledere handler om, at betaling af regningen for Corona – krisen har høj prioritet og at det indebærer, at der skal holdes igen med offentlige udgifter og spares på velfærden. Et synspunkt, som også borgerlige økonomer deler.

CEPOS’ forslag til udmøntning og konkretisering af borgerlig genopretningspolitik

Den borgerlige, (neo)liberalistiske tænketank CEPOS har fremlagt et katalog til uddybning og yderligere konkretisering af borgerlig genopretningspolitik (Otto Brøns-Petersen: Finanspolitiske initiativer efter nedlukningen. CEPOS, 29.04.20). Her lader man det ikke blive ved antydninger om lempelser for erhvervslivet, men stiller direkte konkrete forslag om en lang række skattelettelser for virksomheder og ejere: Lavere selskabsskat, nedsættelse af skat på aktie – og kapitalindkomst og nedsættelse af afgifter mm.

Også topskatteyderne skal selvfølgelig tilgodeses, fx gennem fremrykning af planlagte skatte og afgiftslettelser og navnlig gennem en maskeret topskattelettelse, bestående i at fjerne loft over beskæftigelsesfradraget. Derimod skal overførselsindkomster selvfølgelig IKKE lettes, fx afvises højere kompensationsgrad for dagpenge.

Og mens den private sektor som ovenfor fremgået skal nurses, er det ifølge CEPOS den offentlige sektor, som skal betale Corona – regningen. Der skal gennemsættes tilbageholdenhed og besparelser på offentlige udgifter: Det offentlige forbrug og offentlige investeringer bør ikke øges og der skal ikke accepteres lempeligere kommuneaftaler.

Kritisk diskussion af højrefløjens krise – og genopretnings-politik.

På baggrund af højrefløjens betoning af ”økonomisk ansvarlighed” efter Corona – epidemien må det forventes, at man efter krisen vil køre en skræmmekampagne om stigningen i offentligt underskud og gæld.  Det må forventes, at man fra højrefløjens side vil forsøge at tegne et billede af Danmark på vej i en økonomisk afgrund og man vil kræve, en ”ansvarlig økonomisk politik”, der prioriterer at nedbringe underskud og gæld på velfærdens bekostning.

Det vil imidlertid hverken være nødvendigt eller rigtigt. Det er ikke nødvendigt at spare, da Danmark på ingen måde vil være på vej i en økonomisk afgrund. Tværtimod havde Danmark forud for Corona – krisen en meget lav bruttogæld (ØMU – gæld) og havde positiv nettogæld med nettotilgodehavender på 3,9 pct. af BNP og en udlandsformue på over 1800 mia. kr.

Figur: ØMU – gæld i Danmark 1980 til 2020.

Danmark kan sagtens øge sin gæld med adskillige hundrede milliarder og tilmed uden væsentlige renteudgifter, fordi renterne er negative. Danmark kan sagtes øge sin gæld med adskillige hundrede milliarder og tilmed uden væsentlige renteudgifter, fordi renterne er negative.  Vi kan også sagtens vælge i nogle år at fortsætte med et højere gældsniveau og så derefter afdrage i et roligt og behersket tempo – således at det ikke går ud over velfærden. Og det vil ikke være rigtigt at slå ind på en sparepolitik, fordi det i de kommende år tværtimod gælder om at holde hånden under økonomien ved, at det offentlige skaber efterspørgsel til erstatning for det forventelige efterspørgselsdyk fra den private sektor.

Samtidig med, at højrefløjen vil køre på sparsommelighed i den offentlige sektor, vil man hævde, at man har opskriften på ny vækst: Den skal angiveligt opnås gennem skattelettelser især til erhvervslivet samt gennem sociale forringelser for at øge arbejdskraftudbuddet.

Højrefløjen vil kræve, at i stedet for at bruge midler på offentligt forbrug skal allokeres midler til den private sektor i form af skatte – og afgiftslettelser, så væksten her kan blive genstartet.  Det er imidlertid et blændværk. Eftersom den private sektor formentlig år frem vil være ramt af efterspørgsels – og eksportkrise, er der for det første næppe udsigt til at nok så mange erhvervsskattelettelser foreløbig skaber øgede investeringer og flere arbejdspladser i virksomhederne. Virksomhederne afventer først og fremmest øget omsætning.

Og tilmed at finansiere erhvervsskattelettelser med offentlige besparelser vil det ikke blot være spild af penge, men blot øge arbejdsløsheden.

Figur: Nettoeffekt på økonomisk vækst og beskæftigelse af reduktion af selskabsskatten og det offentlige forbrug med hver 2,2 mia. kr (2018 – niveau). (Finansministeriets 1. års multiplikatorer)

Tværtimod giver forøgelse af det offentlige forbrug og/eller øgede offentlige investeringer langt flere jobs og mere vækst end skattelettelser, hvad enten der er tale om erhvervsskattelettelser, personskattelettelse eller momsnedsættelse.

Figur: Forøgelse af BNP – vækst og beskæftigelsesløft ved brug af provenu på 2,2. mia. kr (2018-niveau). (Jf. Finansministeriets 1. års beskæftigelsesmultiplikatorer)

Ved at målrette offentlige investeringer til at reducere CO2 – belastning kan samtidig den grønne omstilling styrkes, mens øget offentligt forbrug kan bidrage til genopretning af velfærden, ikke mindst sygehusvæsenet, efter mange års udhuling. Og det vil endelig også være mere effektivt til at stimulere samfundsøkonomien ved at øge overførselsindkomster fremfor gennem topskattelettelser, fordi de fattige slet og ret forbruger en større del af indkomstforøgelsen end topskatteyderne.

Figur: Marginel forbrugstilbøjelighed fordelt på indkomstdeciler.

Kort indkredsning af Socialdemokratiets krisepolitik

Det må på den ene side anerkendes, at regeringen indtil nu – i form af en række hjælpepakker – har ført en overvejende keynesiansk stimuluspolitik over for krisen. Og at signalerne, for så vidt angår genopretning, tyder på, at man vil fortsætte med en ekspansiv finanspolitik for at sætte gang i hjulene. Så langt så godt.

Men det har på den anden side lydt ildevarslende, at fremtrædende socialdemokrater, herunder statsministeren, har antydet, at regningen for krisen skal betales ved at spare på velfærden.

Det rejser spørgsmålet, om hvorvidt Mette Frederiksen har tænkt sig at gentage Thornings kovending i det sorte tårn og om hun også vil dreje skarpt til højre og føre en borgerlig genopretningspolitik med tilbageholdenhed med offentlige udgifter? En sparepolitik, som i givet tilfælde skal føres sammen med de borgerlige, og hvor prisen ydermere vil være indrømmelser til de borgerlige i form af skattelettelser.

Bud på en progressiv genopretningspolitik: Genopretning af samfundsøkonomi, velfærd og socialt sikkerhedsnet.

Der ER et progressivt alternativ til højrefløjens – og måske til Socialdemokratiets – genopretningspolitik. At koncentrere krisemidlerne på at skabe vækst og arbejdspladser i den private sektor vil her og nu være ineffektivt, fordi den private sektor som anført må forventes i en længere periode at ligge økonomisk underdrejet.  I stedet bør det offentlige forbrug til velfærd øges som led i både at genoprette samfundsøkonomien og i at holde hånden under beskæftigelsen samtidig med at genoprette velfærden efter mange års udhuling.

Den offentlige sektor er gennem en årrække udhulet af borgerlige regeringens spare – og skattelettelsespolitik.

Figur 1 (tv.): Serviceudgifter pr. indbygger i kommunerne 19 – opgave- og PL-niveau.
Figur 2 (th.): Antal fuldtidsbeskæftigede i kommunerne 2010 – 2017.

Derfor skal den offentlige sektor tilføres ressourcer som led i genopretningen. Den økonomiske genopretning skal også bidrage til genopretning af velfærden. Her kan for det første peges på et klart behov for at styrke det offentlige sygehusvæsen, som gennem mange år har været udpint af snævre rammer og vedvarende krav om produktivitetsstigninger. Corona – krisen har for det andet også vist betydningen – for familierne og for erhvervslivet – af velfungerende og tilstrækkeligt rummelige daginstitutioner og folkeskoler. Og endelig har coronakrisen vist, hvor sårbare plejehjem og hjemmepleje er. Ældreplejen har været udpint gennem mange års nedskæring af timetallet i hjemmeplejen. Der er derfor for det tredje også brug for at genoprette velfærden på ældreområdet.

Som et led i en økonomisk genopretningspolitik er der brug for også at styrke det private forbrug. Men de borgerlige evindelige sang om (top)skattelettelser er en dårlig ide, idet det både øger uligheden og er ineffektivt i forhold til at øge efterspørgslen, fordi en betydelig del af skattelettelsen ikke forbruges, men opspares. I modsætning hertil vil som anført opnås en hurtig og kraftig forbrugsvirkning af at målrette øgede midler til modtagere af dagpenge, kontanthjælp og integrationsydelse. Dette vil kombinere social genopretning med økonomisk genopretning.

Endelig skal de samfundsmæssige investeringer styrkes gennem øgede offentlige investeringer i velfærd – og i grøn omstilling. Offentlige investeringer kan styrkes gennem renovering og udbygning af offentlige institutioner samt gennem renoveringer af almennyttigt byggeri. Og det offentlige kan styrke den grønne omstilling gennem øgede investeringer i nye havvindmølleparker, udbygning af infrastrukturen til el-biler og gennem udbygning af solceller samt af affaldssortering. Økonomisk genopretning og genopretning af klima skal gå hånd i hånd.

Der må som anført foran forventes, at der vil blive brug for en ekspansiv finanspolitik til at holde hånden under samfundsøkonomien ikke bare i 2020, men også herefter. I 2020 har EU – kommissionen suspenderet Finanspagtens underskudsregler og Finansministeriet har herhjemme tilsvarende suspenderet Budgetlovens. Men skal der føres en ekspansiv finanspolitik over flere år, kræver det, at både Budgetlov og Finanspagt også suspenderes efter 2020 – eller bedre – helt afskaffes. (Jf. Henrik Herløv Lund: Budgetloven – revideres eller afskaffes?)

Alternativt bud på betaling af regningen

Men hvis Coronaregningen ikke skal betales gennem sparepolitik og udbudsreformer, således som det er blevet eller kan ventes foreslået af de borgerlige, hvordan så?

Figur: Samlet pensionsformue 2018 (ekskl. udskudt skat) samt udestående skat på pensionsformue (mia. kr.).

Der kan hentes midler til et mærkbart løft af velfærden ad to veje. For det første har det offentlige et stort tilgodehavende i form af udskudt skat på den store opsparede pensionsformue i Danmark. Pensionsformuen udgjorde i 2017 mellem 4.000 og 4.500 mia. kr., inkl. udskudt skat for op til 1750 mia. kr.

Figur: Samlet pensionsformue 2018 (ekskl. udskudt skat) samt udestående skat på pensionsformue (mia. kr.).

I forbindelse med opbygningen af denne pensionsopsparing har pensions-indbetalingerne været fradragsberettigede, mens pensionen først beskattes ved udbetaling. En sanering heraf kunne påbegyndes ved, at fradraget for pensionsindbetalinger gøres ens for alle ved at ske i bunden af skatten.

Figur: Samlet lettelse af indkomst-, forbrugs – og boligbeskatning 2001 – 2025 (mia. kr., 2019 -niveau)

Hertil kommer for det andet, at der i indkomstskattelettelser og lettelse af boligskatter gennem skattestoppet siden 2001 og til i dag i varig virkning er givet skattelettelser for omkring 50 mia. kr. Disse lettelser er langt henad vejen finansieret med tilbageholdenhed og besparelser på velfærden. og lettelserne er primært kommet de højeste indkomster til gode. At tilbagerulle disse skattelettelser for at genoprette samfundsøkonomien og velfærden igen og fremme den grønne omstilling vil være naturligt. Her kunne man starte med at rulle de mest skæve skattelettelser – dvs. dem i topskatten – tilbage.

Samfundsøkonomisk genopretning bør derfor finansieres gennem en genopretning af skattesystemet.


Læs mere her: KRISEN: Økonomiske virkninger og genopretning,


Henrik Herløv Lund er cand.scient.adm, og var medlem af Den alternative Velfærdskommision 2004-2009. Udgiver månedligt nyhedsbrevet ‘kritiske analyser