CoronaKnibe: “Coronakrisen har løftet en stor fugtig træstamme. Dét, der myldrer frem, tåler ikke dagens lys.”

Præcis hvor mange, der er smidt under bussen af et samlet Folketing under coronakrisen, er det umuligt at få tal på. Men det er mange. De, der tjente mindst før krisen, og de, der havde de mest prekære arbejdsvilkår – de har i vid udstrækning måttet klare sig selv. Og de har måttet høre på, hvor fantastisk det er, at 200.000 lønmodtagere er blevet sendt hjem med løn, og hvor vidunderligt det er, at store virksomheder har kunnet få udbetalt millionbeløb – også selvom de var systematiske skatteunddragere – for så kunne hånden jo holdes under ‘danske jobs’.

Coronaknibe: Freja bliver fyret hver dag  

Kirstine Baloti er faglig konsulent hos HK, hvor hun rådgiver freelancere, soloselvstændige og andre såkaldt atypisk beskæftigede. Hun har haft rådvilde medlemmer i røret de seneste måneder. Mange har ringet ind for at søge hjælp til at forstå hjælpepakkerne, og til at finde ud af, om der var hjælp til dem.

Ofte har hun måttet give den nedslående melding, at der ganske enkelt ikke var en hjælpepakke, som matchede deres arbejdsliv. Fordi de var ansat på 0-timers kontrakt, fordi de som selvstændige eller freelancere tjente eller omsatte for under 10.000 kroner om måneden. Fordi deres mix af indkomst fra forskellige jobs ikke levede op til de krav, der bliver stillet i den kombinatørpakke, der ellers netop ifølge politikerne skulle gribe dem, der kombinerede a- og b-indtægt. Og så var der alle dem, der havde været inde og ude af arbejdsmarkedet af forskellige årsager.

Coronaknibe: Ansat på nul timer: ’Jeg har lige vinket til ham med kontrakten’ 

“De, der har været slået lidt omkuld, men som har klaret sig på trods, de er virkelig ilde stedt. Der tegner sig et billede af, at det er dem, der i virkeligheden har mest brug for hjælp, der bliver tabt”, forklarer Kirstine Baloti.   

Tåler slet ikke dagens lys 

De mangelfulde hjælpepakker – og den ulige adgang til dem – udstiller en væmmelig virkelighed, som vi er nødt til at tage alvorligt, mener Kirstine Baloti: En afgørende, stadigt større del af arbejdsmarkedet fungerer som ‘det vilde vesten’, hvor arbejdstagere har mistet helt basale rettigheder, virksomheder har held med at hyre folk til at løse helt afgørende opgaver, men uden at tilbyde deres tilknyttede freelancere, projektmedarbejdere, ”selvstændige konsulenter” m.fl. nogen som helst form for social sikkerhed. Og hvor politikere og embedsværk har meget ringe indsigt i den virkelighed, de udstikker regler og rammer for.

Det er den virkelighed, coronakrisen har kastet et ulideligt klart lys på, konstaterer Kirstine Baloti: ”Corona har været lidt ligesom at løfte en stor fugtig træstamme og så se, hvad der myldrer frem under den. Der er meget, der slet ikke tåler dagens lys”.    

Det er ikke en lille gruppe mennesker, som troligt har betalt deres skat ud af en svingende og ofte lav indkomst, og som nu er udelukket fra at få del i den sociale sikring, som andre har nydt godt af. Ansatte på marginal deltid (under 15 timer pr. uge), tidsbegrænset ansatte, freelancere, vikarer og platformsarbejdere udgør ifølge Danmark Statistik næsten en tredjedel af de beskæftigede på det danske arbejdsmarked.  

Alligevel blev de allerede før krisen omtalt som “atypisk beskæftiget”, og når man ikke passer ind i statens kasser, skal man åbenbart heller ikke have adgang til dem.  

Selve begrebet ‘atypisk beskæftiget’ begynder at blive misvisende, når antallet er så højt som en tredjedel af arbejdsstyrken – og formentlig højere, for der er en del mørketal. Mange arbejder på måder, som de officielle statistikker har svært ved at indfange. Men hvis der er noget, som er atypisk, må der jo også være noget, som er typisk. Det er i gængs opfattelse at være ansat på fuld tid og på ubestemt tid – men denne ansættelsesform begynder faktisk at blive mindre og mindre almindelig. Allerede i 2015 var det kun 64 procent af arbejdsstyrken, som var fastansat på fuld tid – resten var deltid og forskellige former for midlertidige ansættelser samt soloselvstændige.  

Dramatiker: Coronakrisen udstiller kunstnernes økonomiske usikkerhed

Som det fremgår af de portrætter, vi hidtil har bragt i serien, er de ‘atypiske’ arbejdere mennesker, som har sat en ære i at klare sig selv, som har betalt deres skat, udført vigtige samfundsfunktioner, i nogle tilfælde også været medlemmer af både fagforening og a-kasse, og en del af dem har levet på en sten. De har gjort, hvad de kunne, for at bidrage til fællesskabet og ikke ligge det til last, som det kaldes, og de har gjort, hvad de kunne, for at sikre sig selv og deres nærmeste – men deres muligheder har været begrænsede. 

Og mange af dem har – som Freja Hvid Kirchert, hvis historie vi tidligere har bragt – arbejdet på vilkår, der indebærer, at ansættelse ophører efter hver vagt. I Frejas tilfælde også selv om hun arbejder på overenskomst. At blive fyret hver dag er et vilkår, som alle på såkaldte nultimerskontrakter er underlagt, og det bliver en præmis for stadigt flere typer job. Ikke mindst i det offentlige, og i Frejas tilfælde er der tale om en kommunal ansættelse som lærer- og pædagog-vikar, i praksis på næsten fuld tid.  

Staten har under coronakrisen delt historisk store beløb ud for at ”holde hånden under dansk økonomi” – og hjælpepakkerne er vedtaget af et historisk enigt Folketing. Men nogle har åbenbart mere ret til hjælp, og skal åbenbart hjælpes mere end andre. Virkeligheden er, at mange slet ikke har fået hjælp. Og at dem, der er blevet overset i hjælpepakkerne, typisk er dem, der har haft allermindst at tære på. 

Soloselvstændige og fattigdom  

En af de store grupper af ”atypisk beskæftigede” i Danmark er selvstændige uden ansatte, også kaldet soloselvstændige (med og uden cvr-nummer). Soloselvstændige beskæftiger sig med alt fra landbrug, transport og byggeri over undervisning, kunst og journalistik til sundhedspleje og administration. Det kan være den elektriker, du hyrer til at fikse en stikkontakt, det kan være sangeren i din lokale kirke, det kan være din fodterapeut eller frisør eller tatovør, og det kan være gæsteforelæseren på universitetet. Vi, som har skrevet den artikel, du lige nu er i gang med at læse, er også soloselvstændige.   

I alt er der omkring 130.000 af den type arbejdere i Danmark, og antallet har været relativt stabilt, men let stigende over de seneste ti år. Det er især gruppen af højtuddannede soloselvstændige, der vokser. Der er flest soloselvstændige inden for erhvervsservice (der dækker over økonomisk, juridisk og administrativ bistand til virksomheder), derpå følger brancherne handel og transport samt offentlig administration, undervisning og sundhed. 

Der er masser af soloselvstændige, der er selvstændige ”by choice”, fordi det er sådan, de har lyst til at arbejde – at være sin egen chef. Også selv om en del af dem tjener for lidt til, at det offentlige Danmark mener, man kan leve af det. Men der er også stadigt flere, der af arbejdsgiveren bliver tvunget til at være selvstændige, oplever Kirstine Baloti. Der er medlemmer, som fortæller, at virksomheden de arbejder for, har bedt dem om at skrive under på, at de leverer deres arbejdskraft som selvstændige og fakturerer deres løn. Også selv om de i praksis arbejder, som var de lønmodtagere, og har den pågældende virksomhed som deres eneste arbejdsplads. Således har de i praksis hverken rettigheder som selvstændige eller som lønmodtagere. Og det kan få alvorlige konsekvenser. Både hvis der pludselig ikke er arbejde – og hvis SKAT finder ud af det.

For hvis man går ned og banker på for at få dagpenge i A-kassen, vil de efterlyse et opsigelsesvarsel. Man risikerer også, at SKAT går ind og ændrer ens status med tilbagevirkende kraft, så CVR-indehaveren pludselig skal betale tilbage, hvis man har trukket udgifter til udstyr, moms osv. fra. For det er jo udgifter, som virksomheden, man har arbejdet for, burde have afholdt på lige fod med feriepenge, arbejdsmarkedsbidrag m.m. Det er selvfølgelig præcis de udgifter, virksomhederne ønsker at slippe for ved i stedet at ”tilbyde arbejde”, som arbejdstageren selv fakturerer. Virksomhederne risikerer også, at SKAT ved omligning går efter at få arbejdsgiver til at betale fx manglende feriepenge og manglende skat.  

 
”Vi kalder dem falske selvstændige, og det er mere udbredt, end man tror. Specielt indenfor IT og det grafiske område, hvor mange bureauer har fundet ud af, at det er smart at drive et bureau uden at have nogen ansatte”, forklarer Kirstine Baloti.  

Det er sådanne eksempler på atypiske beskæftigelsesformer og manglende rettigheder, der er myldret frem under den ”træstamme”, corona har løftet. 

Men det er ofte svært for fagforeningen at hjælpe, konstaterer Kirstine Baloti. For selvom fagforeningen har kræfter til at føre en potentiel sag for retten, vil det ikke løse den bagvedliggende udfordring: At medlemmet oplever, at virksomheden har magten, og at den oplevelse er helt reel, fordi virksomheden har held med at kræve, at deres arbejdere er tilknyttet som ”freelancere” eller ”konsulenter” som en præmis for at få opgaven. 

”Typisk kan vi ikke overbevise vores medlemmer om, at de bør lad os føre sagen. Så vil de hellere selv bære omkostningerne og krydse fingre for, at de kan vende tilbage til arbejdspladsen, når corona er drevet over”, forklarer Kirstine Baloti og tilføjer:   

”Mange skammer sig over at være endt i en så prekær situation. Mange er bange for at blive kendt som den, der førte en sag”. 

Systemkrav fjernt fra virkeligheden 

Ifølge et specialudtræk, som Danmarks Statistik har lavet til Solidaritet, tjener omkring hver fjerde soloselvstændig mindre end den højeste kontanthjælpssats – og en femtedel tjener mindre end 10.000 om måneden. Altså mindre end bundgrænsen for, hvornår man kan søge kompensation for tabt omsætning/indtægt.   

Det er arbejdere, som – hvis de ikke var soloselvstændige – måske i stedet ville være arbejdsløse, og som i mange tilfælde ville have flere penge mellem hænderne, hvis de kom på offentlige ydelser. I stedet har de fundet på måder at forsørge sig selv, men en stor del af dem har ikke haft mulighed for det siden landet lukkede ned – og de er ikke blevet sendt hjem med løn, sådan som mange fastansatte er blevet det.  

Det er vilkår, som kan skabe problemer – og som gør det – også både før og efter corona. Hvis man fx bliver syg, men ifølge det offentlige system ikke har arbejdet nok til at være berettiget til sygedagpenge. Eller hvis man som såkaldt atypisk ansat bliver gravid og ikke lever op til kravene for at få barselsdagpenge, også selv om man reelt har arbejdet, hvad der svarer til fuld tid på atypiske betingelser. Systemkravene er ganske enkelt ikke lavet så de passer til den virkelighed, der for stadigt flere er normen snarere end undtagelsen. Det er et problem, og det er vi nødt til at ændre, mener Kirstine Baloti: 

 ”Vi er nødt til at forholde os til, om vi ønsker at være et samfund, hvor vi ikke tilbyder hjælp til den voksende gruppe af freelancere og atypisk beskæftigede, hvis de bliver syge, gravide eller får en tagsten i hovedet. Jeg tror ikke, at det er sådan et samfund, vi ønsker at være. Min oplevelse er, at det skyldes uvidenhed – at der er forsvindende få på Christiansborg, der kender nogen, der lever på en sten som enlig mor. De, der har magten til at lave reglerne, er for ens. Heller ikke vi som fagforbund har været gode nok til at sætte fokus på det”.

Flere fattige – færre tal på området  

Antalmæssigt finder man den største gruppe fattige soloselvstændige inden for området handel og transport, hvor i alt 5.106 personer tjener under 120.000 kr. om året, og altså er udelukket fra hjælpepakker. Forholdsmæssigt er det også handel og transport samt kultur og fritid, der er den dårligste forretning. Inden for disse områder tjener næsten hver tredje soloselvstændige mindre end 120.000 kr. om året, og flere end hver tiende tjener under 50.000 om året.   

Det er måske vanskeligt for mange at forestille sig, hvordan man kan leve af det. Ikke desto mindre er der altså tusinder, som gør det. Men at man kan leve for et par tusind kroner om måneden betyder ikke, at man også kan leve for nul kroner. Derfor undrer mange soloselvstændige, som fx Linda Sørensen sig over, at hun og andre i samme situation ikke er blevet hjulpet. Som hun siger det i artiklen For fattig til at få hjælp, der handler om, hvordan lockdown ramte hende:

”Jeg mente da nok, at jeg var en af de svageste i den sammenhæng. Man har jo sat en ære i at klare sig selv og ikke komme ind i den mølle med kontanthjælp, selvom det så har betydet at vi skulle leve lidt mindre værdigt økonomisk. Det er virkelig uforståeligt for mig, at der bliver taget hånd om så mange store virksomheder, men ikke os små”. 

Der er overordnet flest mænd blandt de soloselvstændige – knap 63 procent er mænd og godt 37 procent er kvinder. Men inden for de forskellige brancher er fordelingen meget forskellig. Mens det næsten udelukkende er mænd, som er soloselvstændige inden for bygge og anlæg (97 procent), er kvinder i overtal blandt soloselvstændige inden for offentlig administration, undervisning og sundhed samt kultur og fritid, hvor mere end to ud af tre soloselvstændige er kvinder. Ser man på deltids- og midlertidige ansættelser er kvinder og unge overrepræsenteret.   

Det store antal fattige soloselvstændige og det relativt høje antal deltids- og midlertidigt ansatte skal ses i sammenhæng med, at antallet af familier, der lever for halvdelen af medianindkomsten i Danmark, er næsten fordoblet de seneste to årtier – fra omkring fem procent til næsten 10 procent af befolkningen. Siden 2001 er den gennemsnitlige ”disponible” indkomst i Danmark – altså det beløb, man har efter skat og korrigeret for købekraft – steget med næsten 25 procent. Problemet er, at det primært er i toppen. De rigeste dele af befolkningen har fået flere penge mellem hænderne, mens den fattigste del af befolkningen er vokset i antal.  

Gruppen af personer, der lever for mindre end 60 procent af medianindkomsten i Danmark blev tidligere statistisk betegnet som en gruppe i ”risiko for fattigdom”. Men i takt med at gruppen af personer med lav indkomst er steget, er man sjovt nok holdt op med at bruge betegnelser som ”fattig” og ”fattigdom”.  

De største ”lavindkomstgrupper” er studerende og kontanthjælpsmodtagere, derefter kommer ”øvrige ude af erhverv” – altså personer uden arbejde men som ikke er på kontanthjælp. Dernæst kommer lønmodtagere – hvoraf antallet i lavindkomstområdet er næsten fordoblet siden 2001 – og selvstændige, hvor gruppen af fattige soloselvstændige har været stabilt høj de seneste to årtier.  

Nultimerskontrakter og usynlighed  

Det kan næppe være særlig udbredt i Danmark, lyder en klassisk kommentar, hvis man bringer temaet nultimerskontrakter op. Mange har hørt, at det foregår i Storbritannien, og det foregår sikkert også i mange andre lande, som ikke er så heldige at have ‘den danske model’. Men i Danmark er det er “da vist bare en akademisk modedille”, som en chefkonsulent fra Dansk Arbejdsgiverforening så sent som sidste år kaldte diskussionen om “prekariatet” i Danmark.   

HK er en af de fagforeninger, hvor en del medlemmer arbejder på nultimerskontrakter. Men denne gruppe arbejdere har der været utrolig lidt fokus på, selvom nultimerskontrakter også bliver flittigt brugt inden for det offentlige.  

Kirstine Baloti har fulgt udarbejdelserne af hjælpepakkerne tæt, og har som andre fagforeningskonsulenter også søgt indflydelse på dem ved at deltage i møder blandt andet i Erhvervsministeriet. Her ærgrer det hende, at fokus på at slå hårdt ned på snyd har overskygget det faktum, at de, der har mest brug for en økonomisk håndsrækning, er totalt oversete i hjælpepakkerne. 

”Der er ingen tvivl om, at hjælpepakkerne blev til i forhandlingsrum, hvor de store virksomheders interesser blev varetaget. De mange huller i hjælpepakkerne har vist os, at embedsværket og Christiansborg ikke anede, hvor mange danskere, der af forskellige årsager lever for meget mindre end kontanthjælp – mange fordi de ønsker at klare sig selv”, siger Kirstine Baloti og tilføjer: 

”Med corona har vi fået skyts, vi forhåbentlig kan bruge til at åbne horisonten nedad.” 

Ligesom med soloselvstændige finder man folk på nultimerskontrakter i alle brancher. Det kan være lærervikaren på dit barns folkeskole. Det kan være den vikar, der fragter din kuffert fra check-in og hen til flyet. Det kan være snedkeren i et studie, hvor nogle af landets største virksomheder skyder deres reklamefilm. Det kan være den tolk, som bliver hyret af det offentlige til en samtale i sundhedssektoren. Det kan også være den arbejder, som leverer en tjeneste, du har bestilt via en platform. Virksomheden ‘Chabber’ ansætter fx deres platformsarbejdere på nultimerskontrakter.       

Desværre er der ikke nær så præcise data om arbejdere på nultimers-kontrakter, som der er om soloselvstændige. Måske fordi politikere og organisationer som DA og andre såkaldte meningsdannere og magthavere har været uinteresseret i at få afdækket lige netop dette område, som hører til et af de mest prekære inden for den prekære del af arbejdsmarkedet.  

Danmarks Statistik oplyser, at de ikke har nogen undersøgelser, som specifikt retter sig mod nultimerskontrakter. Men at det er meningen, at det på et ikke nærmere bestemt tidspunkt i fremtiden skal indgå i den såkaldte Arbejdskraftundersøgelse (AKU), som udføres efter internationale standarder, så det er muligt at lave sammenligninger på tværs af landegrænser. 

AKU rummer faktisk nogle spørgsmål, som kunne have givet et praj om, hvor omfattende brugen af nultimerskontrakter er – for de spørger både til antal arbejdstimer aftalt i kontrakten og faktisk arbejdstid. Men svaret 0 timer bliver frasorteret i deres tabeller. “Så der er desværre ikke umiddelbart så meget at hente,” beklager Danmarks Statistik og oplyser, at der vil gå “en del år” før det er noget, de begynder at måle direkte. 

Det store pandemiske argument 

Men sådanne tal og opgørelser er nødvendige, hvis det skal lykkes at fastholde et politisk fokus på alle de udfordringer på arbejdsmarkedet, som er blevet synlige, da coronakrisen løftede den fugtige træstamme, som Kirstine Baloti formulerer det. For statistik er som bekendt magt. Når vi er igennem coronakrisen, kommer der til at være en kamp for at minde embedsværket om, hvordan de barske realiteter ser ud. 

”Nu har vi set, at bunden ikke er, hvor man troede. Vi kommer til at holde politikerne fast på, at vi skal have lavet statistik på det her område”, siger Kirstine Baloti.  

Hvis ikke tal og statistikker og viden om de mange atypisk beskæftigede er skyts nok til at få politikere og embedsværk til at sikre den stadig større gruppe af ”working poor” rettigheder og social sikring, håber hun, at der er hul igennem med de andre hovedargumenter, corona har bragt på banen: 

”Coronakrisen har leveret det store, stærke pandemiske argument. Det var jo ikke for sjov, at man suspenderede kravet om 14 dages karensperiode for selvstændiges sygedagpengeret. Det var for at få folk til at blive hjemme fra arbejde, hvis de var syge, så de ikke bragte smitten videre”. 

Det argument er vigtigt – i pandemitider, men også for at holde sygefraværet nede generelt fremover. Hvis vi vil have folk til at blive hjemme, er vi nødt til at sikre en kæmpe stor gruppe ret til økonomisk kompensation under sygdom, som de ikke har for nuværende.  

Og så er der det helt tunge samfundsøkonomiske argument, som hidtil underligt nok har været foruroligende fraværende i debatten om prekariatet: Det faktum, at en mere ligelig fordeling af pengene i et samfund gør købekraften stærkere, og at det således kommer hele samfundet til gavn. 

”Hvis alle ender med at cykle rundt som Wolt-bude, eller på anden vis arbejde som daglejere uden rettigheder, trækker man købekraften ud af en bred gruppe i samfundet – det betyder færre penge i statskassen,” siger Kirstine Baloti. “Hvis vi vil have råd til at have et velfærdssamfund, er vi nødt til at sikre rettigheder – og at sikre de økonomisk svagest stillede”.  

---