Da Sankt Croix brændte – Cinemateket markerede Fireburn-opstanden

Når vi tænker på begrebet “arbejderopstand”, så er der formentlig bestemte historiske billeder og begivenheder, som dukker op på nethinden. For de fleste vil tankerne kredse om larmende og støvede fabrikshaller, og blandt de meste kendte arbejderopstande vil man finde Pariserkommunen i 1871, Slaget på Fælleden den 5. maj 1872 og selvfølgelig bolsjevikkernes opstand i Rusland i 1917.

Men vi overser noget, for 1. oktober 1878 udbrød der et væbnet oprør på øen Sankt Croix på de Dansk-Vestindiske Øer (i dag U.S. Virgin Islands). Det oprør var lige dele velorganiseret og voldsomt, og så er det i høj grad gået i glemmebogen i Danmark.

Alene af den grund skal Cinemateket i København have stor tak for at markere opstanden ved et flot og velbesøgt arrangement 146 år senere – 1. oktober 2024.

Oprørske kvinder i hovedrollen

I perioden 1882-1887 sad tre kvinder fængslet i tugthuset på Christianshavn i København. Deres forbrydelse? De fire kvinder, Mary, Agnes og Mathilda var blevet dømt for deres engagement i Fireburn-opstanden, som har fået sit navn, fordi oprørerne satte ild til store dele af byen Frederiksted på vestkysten af Sankt Croix.

Oprøret fandt sted 1. oktober 1878, og både datoen og årstallet er værd at lægge mærke til. I 1878 havde slaveriet på de Dansk-Vestindiske Øer formelt været afskaffet i 30 år, og de tidligere slavegjorte mennesker på øen var på papiret frie arbejdere. 1. oktober var tillige skiftedag – den eneste dag hvor arbejderne kunne skifte deres ansættelsesforhold.

En ting er de formelle rammer, noget ganske andet er virkeligheden i 1878. Levevilkårene var elendige, og slaveriet var de facto en realitet for store dele af den afro-caribiske befolkning.

I 1878 sprang krudttønden i luften og startede det oprør, som kostede helt op til 100 mennesker livet og førte til, at store dele af Frederiksted og ca. 50 plantage på øen blev brændt ned – og sendte de tre kvinder ud på en lang rejse, som førte dem til et fængselsophold i det fjerne Danmark. 

Sang som kulturbærer

Cinemateket begyndte arrangementet med at vise filmen “Fireburn – The Documentary” af den amerikanske instruktør Joel Fendelman. Filmen er 21 minutter lang, og jeg indrømmer gerne, at jeg var meget skeptisk over, hvorvidt man på så kort tid kunne give et meningsfuldt indblik i en arbejderopstand, som fandt sted for 146 år siden.

Den skepsis kunne jeg godt have sparet mig, for ikke alene formår Fendelman at præsentere de mest væsentlige pointer om opstanden – han formår også at vise, hvilken kulturel betydning begivenheden har i dag for de mennesker, som lever på de caribiske øer.

Her får man klart indtryk af, at Fireburn lever i bedste velgående blandt øens indbyggere, ikke mindst takket være en ganske særlig sang. En sang om en af de oprørere, som blev dømt og henslæbte årevis i et dansk fængsel, Queen Mary.

Begrebet Queen kan nok lyde besynderligt i venstreorienterede ører, men det stammer tilsyneladende fra Vestafrika, hvor det er et tegn på respekt og beundring. Den respekt står tydeligt om den mest kendte af de afro-caribiske oprørere. Sagen kendes af alle på øen og læseren skal ikke snydes for et par strofer:

“Queen Mary, oh where you gon’ go burn? Queen Mary, oh where you gon’ go burn?
Don’t ask me nothin’ at all. Just give me the match and oil.
Bassin Jailhouse, ah there the money there.
We gon’ burn Bassin come down – And when we reach the factory, we’ll burn am level down.”

Det kan i øvrigt anbefales at finde sangen på Youtube, hvor man i dag kan høre en version, sunget af børn. Det er en speciel oplevelse, når man tager sangens voldsomme lyrik i betragtning.

La Vaughn Belle

En af dem, der hørte sangen som barn, er kunstneren La Vaughn Belle. Hun var på mange måder omdrejningspunktet for Cinematekets arrangement. I Danmark er hun nok mest kendt for sit samarbejde med Jeanette Ehlers.

La Vaughn Belle og Jeanette Ehlers står sammen bag kunstprojektet “I am queen Mary”, som kulminerede i 2018, da de to kunstnere – begge med caribiske rødder – fik tilladelse til at opstille statuen “I am Queen Mary” foran Vestindisk Pakhus i København som en påmindelse om Danmarks koloniale fortid.

La Vaughn Belle var med til arrangementet i Cinemateket via en Skype-forbindelse, og efter publikum havde set Fendelmans dokumentarfilm, blev La Vaughn Belle interviewet af den danske instruktør og filmskaber Adam Paaske.

Forskellige tolkninger af den samme begivenhed

La Vaughn Belle definerede oprøret som det andet forsøg på at sikre afro-caribierne deres frihed efter den formelle ophævelse af slaveriet i 1848. Danmark solgte de Dansk-Vestindiske Øer til USA i 1917, og det kan måske være en del af forklaringen på, at historien om slaveriets ophævelse fylder meget lidt i Danmark?

Da salget af øerne var at betragte som suverænitetsafgivelse, skulle salget til folkeafstemning. I Danmark vel at mærke. Ingen gjorde sig det besvær at spørge de mennesker, der boede på øerne.

Under alle omstændigheder fylder det meget lidt i danskernes historiske bevidsthed, selvom nogle måske vil vide, at den danske generalguvernør på øerne hed Peter Von Scholten. Ikke mindst på baggrund af filmen af samme navn fra 1987, hvor Ole Ernst spiller den humanistiske guvernør, som giver de slavegjorte deres frihed. 

Sådan huskes den samme begivenhed med sikkerhed ikke på øerne i dag. Her går æren for det succesfulde oprør til den tidligere slavegjorte John Gotlieb, også kendt under navnet General Buddho.

Ild over Frederiksted startede arbejderbevægelsen

La Vaughn Belle omtalte dette første oprør som en relativt fredelig begivenhed. Det forekommer rigtigt, ikke mindst i lyset af det voldsomme Fireburn-oprør 30 år senere.

Fireburn-opstanden var velorganiseret og kan ses som begyndelsen på arbejderbevægelsen på øen. Adam Paaske spurgte La Vaughn Belle, om det kun var venstreorienterede på øerne, som beskæftigede sig med oprøret, men det benægtede hun.

Queen Mary har reelt status som national helt, og fængselsoptegnelser fra opholdet i København peger på, at hun fik sin status som “Queen” allerede før opstanden. Der findes således få kunstnere på øen, som ikke har beskæftiget sig med oprøret i en eller anden form, og begivenheden fik en enorm kulturel betydning for alle på Sankt Croix.

La Vaughn Belle sluttede fint af med en refleksion over, hvordan kolonialismen huskes forskelligt, og hvor vi støder på historien i dag: “På Sankt Croix levede vi bogstavelig talt i ruinerne af kolonialismen. I Danmark ses den i overfloden.”

Af-kolonialisering som mål

Efter interviewet var der forevisning af en række af La Vaughn Belles audiovisuelle værker, hvoraf flere aldrig har været vist i Danmark. Der er tale om dybt personlige værker, som kredser om den koloniale fortids betydning for nutiden. De var bestemt værd at se, og de blev efterfulgt af spørgsmål og svar med kunstneren selv.

La Vaughn Belle har en barberblads-skarp tankerække, og det var en af den slags begivenheder, hvor man som tilhører blev klogere på et overset emne i Danmarkshistorien.

Som et eksempel på det kan nævnes, da en af tilhørerne spurgte La Vaughn Belle, hvorvidt Danmark skulle give en officiel undskyldning for kolonialismen. Det virkede hun ikke interesseret i, fordi en undskyldning handler om dansk skyld – ikke om at blive klogere på kolonialismens historie sammen.

For La Vaughn Belle er målet af-kolonialisering og en bevidsthed om, at kolonialismen skader både dem, som udøver koloniseringen, og dem som bliver udsat for den.

Tirsdag 1. oktober leverede Cinemateket et godt bud på, hvordan samtale og kunst kan bringe os videre i den proces og illustrerede på fornem vis, hvordan de to ting kan gå op i en højere enhed, når fortidens smertelige sår skal bearbejdes. Tak til Cinemateket for det.