Danmark i EU’s maskinrum: Regelforenkling på miljøets bekostning, Trump-storm over Europa og handlingslammelse overfor Israels forbrydelser

Fra juli til december 2025 sad Danmark for ottende gang for bordenden i Rådet for Den Europæiske Union. Et formandskab, der ifølge regeringen selv skulle styrke europæisk sikkerhed, bane vejen for udvidelse mod øst og gøre livet lettere for erhvervslivet gennem regelforenkling. 

Trods to topmøder og en lang række af uformelle ministermøder har den brede offentlighed ikke vist stor interesse for begivenheden. Så hvordan ser facit egentlig ud, når man skræller pressemeddelelserne væk og ser på magtbalancerne, kompromiserne og de politiske slagsider?

Det har Solidaritet.dk talt med Rasmus Nørlem om. Han er tidligere sekretariatsleder og chefanalytiker i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), i dag generalsekretær i FN Forbundet, stiftende medlem af EU-bureauet og bestyrelsesmedlem i RIKO – Rådet for International Konfliktløsning. 

Interviewet er lavet i forbindelse med optagelsen af en podcast i midten af december 2025, som kan høres i sin helhed her.

At overleve formandskabet

Solidaritet har dækket det danske EU-formandskab 2025 med debatmøder med udgangspunkt i det politiske bar-koncept, Rød Fredag, med delevenlige video-reels på Instagram og podcast på Radioaktiv. Dertil kommer en lang række artikler, analyser og kommentarer i årets løb. De kan læses her.  

Dækningen har været præget af store internationale konflikter, krig og kriser – samt længe ventede afgørelser fra EU-domstolen om mindsteløn og den såkaldte ghetto-lov.  

Ifølge Rasmus Nørlem har det danske formandskab i sin kerne derfor også handlet om én ting: At holde sammen på EU i en ekstremt urolig tid.

»Det har grundlæggende handlet om at finde kompromiser og sikre, at EU overhovedet kan træffe beslutninger,« siger han.

Danmark overtog en række dagsordener fra det polske formandskab og indgik i den såkaldte trio med Polen og Cypern. Men planerne blev hurtigt udfordret af en international situation præget af krig, stormagtskonflikter og et USA, hvor Donald Trump satte spørgsmålstegn ved den internationale retsorden.

»Det vigtigste parameter for at vurdere formandskabet lige nu er næsten, om man er kommet helskindet igennem. Om EU stadig hænger sammen, og om det danske embedsværk har lavet det nødvendige fodarbejde – også når det handler om at lukke munden på Viktor Orbán og andre, der kan blokere store beslutninger,« vurderer Nørlem.

Sikkerhed: Den altoverskyggende dagsorden

Af de tre officielle prioriteter har sikkerhed uden sammenligning været den mest dominerende. Både i forhold til EU’s egen oprustning og støtten til Ukraine.

»Det er lykkedes at lande store pakker med både våben og finansiering, så Ukraine kan holde infrastrukturen og elforsyningen kørende. På den dagsorden har formandskabet gjort alt, hvad de kunne,« siger Nørlem.

Danmarks tætte relation til Ukraine – personificeret ved Mette Frederiksens samarbejde med den ukrainske ledelse – har unægtelig smittet af på EU-formandskabet og styrket Danmarks profil som en central aktør på sikkerhedsområdet.

Regelforenkling: Konkurrence før klima

Regelforenkling har været regeringens andet store fokusområde. Ifølge Rasmus Nørlem er det dog langt fra en dansk opfindelse.

»Det er en dagsorden, der kommer helt fra toppen af EU-systemet. Der er sat fuld blus på ambitionen om at styrke konkurrenceevnen for erhvervslivet. Vi skal kunne slå kineserne og klare os over for et mere fjendtligt USA,« forklarer han om selvforståelsen i embedsværket, blandt lobbyister og de konservative kræfter, der blev styrket ved det seneste valg til Europa Parlamentet. 

Danmark har spillet aktivt med på den linje. Resultatet har været vilje blandt medlemslandene til at fjerne regler, der opfattes som ”byrder” og bureaukrati for erhvervslivet – også når det betyder, at man ignorerer regler, der oprindeligt blev indført af hensyn til klima, miljø og forbrugere.

Et eksempel er udvandingen af regler om virksomheders ansvar for deres forsyningskæder.

»Oprindeligt var tanken, at virksomheder skulle have ansvar helt ud i de yderste led – også når det gælder afskovning og ødelæggelse af natur i for eksempel Brasilien. Nu er det stort set kun de allerstørste virksomheder, der omfattes. Det er et klart tilbageskridt for den grønne dagsorden,« siger Nørlem.

EU-udvidelse: Ukraine i front, Balkan i skyggen

Udvidelsen af EU blev akut efter Ruslands invasion af Ukraine. Spørgsmålet er ikke længere kun juridisk, men også geopolitisk.

»Før krigen sad Vestbalkan, lidt forsimplet sagt, fast i 36 kapitler med tekniske forhandlinger. Nu er spørgsmålet nærmere, hvorvidt EU overhovedet har råd til at vente og risikere at miste indflydelse i Ukraine, Moldova og andre lande, der er under påvirkning fra Rusland« siger Nørlem.

Danmark har taget en offensiv rolle på sig – særligt i forhold til Ukraine – og trukket på tidligere erfaringer fra udvidelsen mod Baltikum, som førte til formulering af de såkaldte københavner-kriterier. Det vil sige retningslinjer, som kandidatlande til EU skal leve op til: Stabilt demokrati, menneskerettigheder, markedsøkonomi og implementering af EU’s love og regler.      

Trods de store danske ambitioner, så har der ikke været opbakning til at indlede konkrete forhandlinger om optagelse af Ukraine og Moldova. Ungarn har blokeret processen.  

Også andre kandidatlande har oplevet at blive efterladt i vinterkulden, fortæller Rasmus Nørlem.  

»Serbien er blevet en sten i skoen. Her har Danmark ikke lagt mange kræfter i processen. Det kan få landet til at falde tilbage mod mere illiberale positioner,« advarer han.

Baggrunden er, at mens regeringerne i Ukraine og Moldova er pro-EU, så er magthaverne i Serbien mere pro-russisk. Samtidig er store dele af befolkningen gået på gaden imod korruption og magtmisbrug. Demonstranterne har efterlyst mere handling og solidaritet fra EU, da politiet har slået brutalt ned på opposition og civile. 

En lignende udvikling er set i Georgien, hvor der har været voldsomme sammenstød mellem en pro-russiske regering og demonstranter, der er EU-tilhængere.   

Gaza uløst

Ifølge det anerkendte politiske magasin Politico er Mette Frederiksen blandt de mest indflydelsesrige personer i Europa i 2025 – side om side med Donald Trump.

»Hun har fået en stjerne i EU for tydeligt at sige, at Europa har egne interesser og muskler. Samtidig har Danmark haft en stærk økonomi og en plads i FN’s Sikkerhedsråd, hvor man kan opbygge alliancer,« siger Nørlem.

Det har været med til at løfte Danmarks og statsministerens profil i en tid, hvor EU forsøger at finde fodfæste mellem stormagterne.

Konflikten i Gaza har under formandskabet samtidig udstillet EU’s manglende evne til at føre en fælles udenrigspolitik.

»Det er et skoleeksempel på, hvor svært det er. Lissabontraktaten kræver enighed, og den er der simpelthen ikke,« siger Nørlem.

Mens lande som Tyskland har været tilbageholdende med kritik af Israel, har Spanien og Irland insisteret på, at alle civile liv tæller. Danmark har som formandsland arvet denne uenighed – og været ude af stand til at løse den.

»EU er både Israels største handelspartner og den største bidragsyder til de palæstinensiske områder. Man har alle redskaber, men kan ikke blive enige om at bruge dem,« konstaterer Nørlem.

Trods store protester har EU derfor hverken sanktioneret eller suspenderet handelsaftalen med Israel. På trods eksperters vurdering, at der har været folkedrab og alvorlige krigsforbrydelser begået af det israelske militær. 

Mindstelønsdirektivet: Et dansk nederlag

EU-Domstolens afgørelse i sagen om mindstelønsdirektivet blev også et markant nederlag for Danmark.

»Det afgørende er ikke indholdet, men princippet: EU kan nu lovgive på lønområdet. Det er et brud med den danske arbejdsmarkedsmodel,« siger Nørlem.

Selv om direktivet indeholder undtagelser for lande med høj organiseringsgrad, giver det ikke tryghed i en tid, hvor fagbevægelsen mister medlemmer.

»Det har kostet enorm forhandlingskapital – og det løb er kørt,« lyder vurderingen.

Et vanskeligt 2026

Når Cypern overtager formandskabet i 2026, står EU altså tilbage med uløste konflikter i en stadig mere uforudsigelig verden.

»EU er gearet til åbne markeder – ikke til stormagtskonflikter. 2026 bliver et svært år, hvor man krampagtigt vil holde fast i idéen om strategisk autonomi,« siger Rasmus Nørlem.

Spørgsmålet er, om EU kan finde en vej, der både sikrer fred, grøn omstilling og sociale rettigheder – eller om konkurrencelogikken fortsat vil trumfe solidariteten.

Artiklen er støttet af Europa Nævnet.