Danmark støtter folkemordet i Gaza
I en rapport med titlen ”Vi føler, vi er undermennesker” konkluderer Amnesty International på baggrund af en overvældende dokumentation, at Israel begår folkemord i Gaza. Det gør Danmark til medskyldig i folkemord, fordi vi sender våbendele til Israel
Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
5. december 2024 udsendte Amnesty International en 296 sider lang rapport, der gennemgår Israels handlinger i Gaza. Rapporten bekræfter, hvad FN’s menneskerettighedskomité og FN’s særlige udsending i Palæstina, Francesca Albanese allerede har sagt. En overvældende dokumentation fører til samme konklusion: Israel begår folkemord.
“Efter at have overvejet alle Israels erklærede militære mål i sin kamp mod Hamas, har vi gjort klart, at der ikke kan være anden retfærdiggørelse af den forvoldte ødelæggelse end et folkemordsbetonet ønske om at udrydde og fysisk ødelægge en befolkning”, sagde Amnestys generalsekretær Agnès Callamard ved præsentationen af rapporten.
Israels intention var klar allerede i oktober 2023. Den israelske præsident Isaac Herzog og en lang række andre israelske ledere lod forstå, at alle palæstinensere var ansvarlige for overfaldet 7. oktober. Ledende israelere brugte racistiske udtryk, der fratog palæstinenserne deres menneskelighed.
Israels bombetogter har smadret 75 procent af bygningsmassen i Gaza
Israel gennemførte alene i de første to måneder herefter 10.000 bombetogter i en af verdens tættest befolkede områder. I dag er 75 procent af bygningsmassen på den lille landstribe smadret af Israels bomber fra F35-fly, hvis reservedele til dels er leveret af Danmark. 45.000 palæstinensere er dræbt, mest børn og kvinder.
Det ansete medicinske tidsskrift The Lancet taler om 186.000 døde, når man også tæller ligene under murbrokkerne og syge, som ikke fik hjælp, mens bakterier florerede og medicin, mad og rent vand slap op. 284 nødhjælpsarbejdere er dræbt. I måske ingen anden konflikt er så mange nødhjælpsarbejdere, sundhedsarbejdere og journalister dræbt på så kort tid.
Amnesty citerer den 42-årige Mohammed, far til tre, som i juni fortalte om sin tvangsforflytning fra Rafah til Dei al-Balah: “Her i Deir al-Balah er det som dommedag. Der er intet sted, hvor du kan slå et telt op. Du er nødt til at sætte det op ved kystlinjen. Du må beskytte dine børn mod insekter, mod heden, og der er intet rent vand, ingen toiletter, og imens standser bombardementerne ikke et øjeblik. Du føler, at du er et undermenneske her”.
Israelsk blodbad
Flere børn er myrdet i Gaza på seksten måneder end i alle verdens øvrige konflikter i løbet af fire år. 3.100 børn under fem år er myrdet af Israel med bl.a. danske våben. Alle universiteter, næsten alle skoler foruden børnehaver, vuggestuer, fødeklinikker, hospitaler, sågar kirkegårde, men også moskeer, kirker og kulturarv er blevet smadret.
90 procent af den 2,2 millioner store befolkning er blevet tvunget til at flygte, mange af dem flere gange ”til stadig nye, skrumpende steder uden basal infrastruktur, hvilket har tvunget folk til at leve under betingelser, der overlod dem til en langsom og sikker død”.
En besættelsesmagt er forpligtet til at sikre den besatte befolknings behov, men Israel har omvendt brugt sult som våben. Israel vil nu ikke lade FN-nødhjælpsorganisation UNRWA levere mad til palæstinenserne. UNWRA beskyldes for at støtte terrorisme, hvilket er absurd. En uafhængig FN-undersøgelse er nået frem til, at ni (9!) ud af 14.000 ansatte i UNRWA i Gaza sandsynligvis var involveret i terrorangrebene 7. oktober.
Israel har med vilje lagt hindringer i vejen for hjælp og for strømforsyning, hvilket i tillæg til massive skader, ødelæggelser og tvangsforflytninger har ført til sammenbrud af vand-, sanitet-, madforsynings- og sundhedssystemer, i hvad der kaldes ”et mønster” i besættelsen og blokaden af Gaza.
Hundreder eller ”måske tusinder” af palæstinensere er blevet tilbageholdt, ydmyget og tortureret. Mindst 53 er blevet myrdet i israelsk forvaring i perioden fra oktober 2023 til august 2024. Kun én israelsk soldat er sigtet i den forbindelse.
Amnestys undersøgelse dokumenterer i detaljer, hvordan Israel har bombet civile områder. Det undersøges fx, hvordan 15 bombetogter blev rettet mod markedspladser, moskeer og beboelser. Alle de myrdede i angrebet viste sig at være civile. Angrebene var tilrettelagt ”med henblik på at afstedkomme et meget højt antal dødsfald og sårede i den civile befolkning”.
Mens Den Internationale Domstol i juli fordømte Israels 57 år lange ulovlige besættelse af Gaza og Vestbredden, har Israel omvendt nu besat store områder i Gaza og etnisk renset dem for palæstinensere.
Tre ud af de fem handlinger, der hver alene ifølge folkemordskonventionen er nok til at retfærdiggøre betegnelsen ”folkemord”, er udført af Israel. Det gælder brugen af sult som våben og bombninger rettet mod civile fra en etnisk gruppe. Og handler også om at ødelægge livsbetingelserne for gruppens overlevelse.
Israel har umuliggjort fremtidigt landbrug i Gaza. Bl.a. er et større landbrugsområde med noget af den mest frugtbare jord i Gaza ødelagt, selv om Israel allerede havde besat området, som altså ikke udgjorde en trussel.
Danmarks medskyld
Allerede 26. januar 2024 talte Den Internationale Domstol om risikoen for et folkemord og henstillede, at Israel tog forholdsregler for at undgå dette. Israel valgte i stedet at optrappe krigen mod palæstinenserne. Siden har Den Internationale Domstol henstillet, at Israel ophørte med at bruge udsultning som våben. Men lige nu kommer endnu færre fødevarer ind end tidligere.
Borgerlige partiordførere vil afvente Den Internationale Domstols ICJ afgørelse i Sydafrikas sag om folkemord, før Danmark gør noget i forhold til Israel. Men det vil tage lang tid. ICJ var dog aldrig ment som en syltekrukke. Så ville folkemordmistænkte ledere nærmest ønske at blive anklaget, så de kunne fortsætte deres udåd.
Trods vedvarende fredsdemonstrationer med deltagelse af danskere af jødisk, palæstinensisk og gammeldansk oprindelse og sagsanlæg fra danske menneskerettighedsorganisationer insisterer Mette Frederiksen på, at Danmark fortsat kan levere våben til Israel i form af reservedele til F35-fly.
FN’s og EU’s regler forbyder ellers, at der leveres våben til lande, der som Israel mistænkes for at begå krigsforbrydelser. Samtidig mistænker Spanien Mærsk for at fragte våben til Israel. To af selskabets fragtskibe havde sidste måned anmodet om at gøre stop ved havnen i Algeciras, men blev afvist af myndighederne.
Mærsk modtager statslige subsidier og nyder godt af en exceptionelt lav skat. Derfor kan regeringen presse Mærsk til at lade være med at levere våben til Israel.
Kun ved at følge Amnestys henstilling om øjeblikkelig at stoppe leverancer til det israelske luftvåbens udryddelseskampagner – og desuden at foreslå EU at suspendere Israels associeringsaftale – vil Danmark kunne genvinde sit ry som et land med moralsk kompas.
Danmark kan ikke påberåbe sig at tilhøre en kreds af demokratiske stater, som holder menneskerettighedernes fane højt, hvis vi støtter Israels krigsforbrydelser. Som lille land har vi mere end andre lande en interesse i at forsvare de i dag så hårdt pressede internationale aftaler.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER