Danmarks eneste oprindelige befolkning ser nye muligheder
Grønland gør det eneste rigtige, når de forsøger at udnytte den internationale politiske interesse i landet til at få mere indflydelse. Det er en oplagt mulighed for at bringe fællesskabet ind i Rigsfællesskabet, skriver Pernille Frahm i dette indlæg

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
De seneste dage har lige givet en ny drejning på Danmarks sikkerhedspolitiske situation. Grønland har været stedmoderligt behandlet og skiftende regeringer har gennem tiden talt om befolkningen og landet, som om det var forvirrede unger, der skulle vejledes om ret og pligt. Tidligere gjorde man med dem, som man gjorde med den tids børn: Bestemte uden at informere. Om nødvendigt med magt.
Grønland er blevet viftet om næsen med bloktilskuddet, hver gang der har været snak om mere uafhængighed. Også nu er danske politikere helt parate til at fortælle dem om de store stygge ulve, der venter uden for Rigsfællesskabets trygge favn.
Jeg er bestemt ikke royalist, men Kongehuset har været blandt de få, der har talt om Grønland og dets befolkning som nogen, vi valgte til og ønskede at dele skæbne med. Så det er vel ikke så sært, at man i Grønland ser nye muligheder for at få indflydelse.
For Trump eller ej, så har der nu været et meget magtfuldt besøg fra nogen, der ikke taler om landet som en byrde, men som et sted med muligheder.
Danmark opfører sig stadig belærende over for Grønland
Jeg tror ikke et sekund på Trump-familiens forargelse over historier om diskrimination af grønlændere i Danmark. Men det er jo noget helt andet end den officielle danske politik om, at ingen diskrimineres her – selvom næsten alle grønlændere i Danmark kan fortælle noget andet.
Lige nu går det stærkt med at vende bedetæpperne. Og hvis det, der finder sted, ikke var så sindssygt uhyggeligt, ville det jo være til at dø af grin over, hvor hurtigt man nu kan formulere, at Grønland selv bestemmer deres fremtid. Og det endda uden at komme viftende med bloktilskuddet.
Men helt har danske politikere ikke sluppet skolemester-rollen over for folk i Grønland. Man kan stadig høre belærende udlægninger om, hvor galt det kan gå for dem – om hvor onde russere, kinesere og amerikanere i virkeligheden er. Og det vel at mærke efter, vi i årevis har opretholdt amerikanske baser på steder, hvor vi har tvangsforflyttet de oprindelige beboere.
For nylig blev aftalen om amerikanske baser med amerikansk jurisdiktion atter godkendt. Det Danmark, som vifter med den moralske pegepind, inviterede selv ulven ind. Udgifterne til selv at stå for forsvaret ville have oversteget den økonomiske vilje i Danmark, og USA er jo ifølge enhver dansk regering vores nærmeste allierede. Nærmere end EU!
Bring fællesskabet ind i Rigsfællesskabet
Det er mange år siden, jeg sidst var i Grønland. Men jeg husker, hvordan klimaforandringerne var til at tage og føle på. I det næsten træløse land var en gedigen granskov skudt op nær Qaqortoq i syd, og flere og flere cruise-skibe dukkede op og lagde til. Ja, helt oppe ved Ilulissat.
De lokale rystede på hovedet over det uansvarlige i, at skibe – der ikke havde skrog til det – nu sejlede rundt ved verdens største isbjerge. Og skulle ulykken ske, ville de stå hjælpeløse inde på land, for de var dårligt nok selv dækket ind med redningsfartøjer eller helikoptere.
Så i Grønland gør de det eneste rigtige nu. De smeder, mens jernet er varmt, som man siger. De forsøger at omsætte den nye ”popularitet” til indflydelse på deres egne anliggender og på det arktiske område, som de er en del af.
Herfra skal der lyde et ønske om, at det må lykkes for dem, og at Danmark ikke kommer til at kaste det vidunderlige land i nord fra sig – men at vi kan få styrket den sidste del af begrebet Rigsfællesskab med noget mere fællesskab.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER