Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
23. september. 2020

Dansk Folkeparti Aalborg ramt af coronaudbrud: “Vi vil ikke afvise corona-terror”

Dansk Folkeparti har tidligere beskyldt muslimsk kultur for at sprede corona. Et udbrud af coronavirus i en lokalafdeling har dog fået partiet til at genoverveje udmeldingen.

Både Kristoffer Hjort Storm (tv.) og Ole Risager (th.) er blevet smittet med coronavirus. Det giver en 100 % smittespredning blandt Dansk Folkepartis byrådsmedlemmer i Aalborg. Pressefoto / Solidaritet.

Dansk Folkeparti har tidligere langet ud efter fremmede kulturers spredning af coronavirus. Et udbrud i den aalborgensiske lokalafdeling har dog fået partiet til at genoverveje kravene om tvungen maskering og fodlænker.


Af Karl M., Den Røde Kælder

Der var ingen slinger i valsen hos Dansk Folkeparti, da det i august måned kom frem, at en del af det somaliske mindretal i Aarhus var blevet ramt af et Covid-19 udbrud. Mens gruppeformand Peter Skaarup mente, at tvungne krav om mundbind i de farlige ghettoer var “det eneste logiske at gøre“, tog partiets værdiordfører den et skridt videre. Pia Kjærsgaard ønskede nemlig totalt udgangsforbud for beboerne i det farlige boligområde, “Gellerupparken”, og kaldte somaliernes opførsel for ‘grotesk’. “Igen betaler vi prisen for indvandringen”, forklarede hun i samme ombæring til partiets propagandaorgan, Dit Overblik.

En så markant overhaling indenom i kontante udmeldinger, kunne Skaarup ikke have siddende på sig. Han luftede derfor samme dag idéen om at udstyre folk med fodlænke, hvis de ikke makkede ret og behandlede virussen med samme fjendtlighed, som alle andre udenlandske invasive elementer.

“Prisen for DF i byrådet”

Inden Pia Kjærsgaard nåede at kalde Skaarups raise, og opfordre til isolationsfængsling på vand og brød af alle etniske nydanskere, som ikke hostede ind i ærmet når de var i Føtex, skete der imidlertid en ny udvikling i corona-virussens hærgen. Partiets byrådsrepræsentation i Aalborg er nemlig blevet lagt fladt ned af den drilske virus.

“Det er svært at komme udenom, når tallet er 100 %. Så er det måske på tide at snakke om et kulturelt problem”

Kåre Mølbak, bekymret direktør
+

I sidste uge kom det frem, at byens 1. viceborgmester, Kristoffer Hjort Storm var testet positiv for Covid-19. Og lørdag 19. september faldt bomben så: Byrådsmedlem Ole Risager er også blevet smittet med corona. Det betyder, at 100 % af partiets byrådspolitikere i Nordens Paris nu er smittet – et tal, der vækker bekymring hos den danske sundhedsgeneral, Søren Mølbak: “I Aarhus så vi en bekymrende udvikling, hvor cirka 4,5 % af byens somaliske minoritet blev smittet. Dengang var jeg tøvende med at lægge skylden over på eks. kultur eller religion, og lagde op til, at det også kunne skyldes lokale boligforhold. Men det er klart, at det er svært at komme udenom, når tallet er 100 %. Så er det måske på tide at snakke om et kulturelt problem”, udtaler Mølbak til Den Røde Kælder.

Epidemiudbruddet blandt DF-politikere har også givet anledning til bekymring blandt byrådskollegerne. “Jamen, jeg er da bange nu. Både for mit eget helbred, men også for Aalborgs politiske liv”, siger den lokale bykonge, Thomas Kastrup-Larsen (S). “Vi havde booket Poul Krebs til at fejre Mette Frederiksens 43-års fødselsdag her i byen om et par måneder, og jeg skulle også indvie en ny burgerrestaurant på fredag (Café Ål-Burger, red.). Nu er det hele i fare for at blive lukket ned”. Rådmand for miljø og energi, Lasse Olsen (Ø) er personligt ikke lige så nervøs som sin kollega. Han blev nemlig testet i går, efter at være kommet til at give hånd til begge de to potentielle superspredere i torsdags. Og testen var negativ. “Måske er det bare prisen for at have DF i byrådet?”, siger han til Solidaritet.

Corona-terror?

At coronaepidemien nu er landet i den nordjyske afdeling af Dansk Folkeparti, har sendt chokbølger gennem de lokale partisoldater. Og mistanken om, at det er alle mulige andres skyld, er da også allerede begyndt at brede sig, forklarer partiets lokale fanebærer, Heinrich Henriksen. “Benta (Eriksen, medlem af lokalafdelingen, red.) luftede tanken om, at det jo godt kunne være nogle muslimer, der havde hostet på døren ind til mødelokalet, eller spyttet i den punchbowle, Jens-Erik (Kjersgaard, lokal gruppefører i Aalborg, red.) havde lavet til høstfesten” siger Henriksen, der heller ikke vil udelukke, at mere avancerede metoder er taget i brug. “Det er jo dét, der er så lusket ved sådan nogle islamist-kommunist-globalist-satanister. De er både nogle undermålere og sindssygt udspekulerede. Måske er vi blevet udsat for det første corona-terrorangreb på dansk jord”, forklarer han til Solidaritet.

“Jeg siger ikke, vi har nogen dokumentation på, det forholder sig sådan, og jeg siger heller ikke, det er noget, der bygger på særligt grundige overvejelser. Men altså, vi kan jo ikke udelukke noget med sikkerhed, vel?”

Heinrich Henriksen (DF) om det potentielt første corona-terrorangreb på dansk jord
+

Heinrich Henriksen vedkender gerne, at der ikke er nogle egentlige beviser, som umiddelbart støtter Benta Eriksens teori. Han mener dog ikke, man skal afskrive noget. “Jeg siger ikke, vi har nogen dokumentation på, det forholder sig sådan, og jeg siger heller ikke, det er noget, der bygger på særligt grundige overvejelser. Men altså, vi kan jo ikke udelukke noget med sikkerhed, vel? Derfor holder vi alle muligheder åbne for, at forklaringen er en anden end problemer med vores personlige hygiejnepraksis”, forklarer Heinrich Henriksen, der afviser at indføre mundbind eller fodlænker i partiets lokalafdeling.

Værdiordfører Pia Kjærsgaard har ikke ønsket at kommentere forløbet, men udtrykker dog sin utilfredshed med, at Den Røde Kælder ikke har ringet hovedkontoret op først: “I Dansk Folkeparti kommunikerer vi vores politiske budskaber ud fra centralt hold. Man diskuterer ikke den slags med lokalafdelingerne – overhovedet!”, udtalte den tidligere Folketingsformand i dag til Den Røde Kælder, inden hun smækkede røret på.

Artiklen opdateres løbende med fornærmede reaktioner fra Twitter.


Om skribenten

Karl M.

Karl M.

Karl M. er uddannet filosof fra Berlin Universitet, og arbejder som politisk rådgiver og satiriker for Solidaritet. Han er bosat i London, hvor han bijobber som forfatter. Læs mere

Om skribenten

Den Røde Kælder

Den Røde Kælder

Den Røde Kælder er satire, og bør ikke læses af alvorlige mennesker. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER