Danske liv og arbejdspladser skal beskyttes – ikke folks religiøse følelser

Korankrisen buldrer løs i dansk politik. Afbrændingen af koraner i Danmark og Sverige har mobiliseret til sammenhold i den muslimske verden, og 57 lande kræver at Danmark reagerer for at forhindre flere afbrændinger af deres hellige bog.

Regeringen har reageret med at varsle en form for forbud imod afbrænding af koraner, og dens jurister er sat i gang med at finde en måde, det kan ske på i praksis. Denne beslutning kan begrundes på et utal af måder, og det er da også sket.

Beslutningen om et forbud kan begrundes med hensynet til en milliard-eksport til de muslimske lande. Vi bliver nødt til at indføre et forbud, fordi der er tale om et stort beløb og mange arbejdspladser.

Beslutningen kan også begrundes med frygt for terror imod Danmark eller danskere generelt, og dermed som en form for underkastelse overfor truslen om vold, også kaldet “voldsmandens veto”.

Endeligt kan beslutningen begrundes som et almindeligt hensyn til muslimske borgere, som ikke bryder sig om, at deres hellige bog brændes af.

Krisen skal udnyttes!

Winston Churchill er citeret for at sige, at man ikke skal lade en god krise gå til spilde, og der er store perspektiver i krisen for den socialistiske venstrefløj.

Venstrefløjen har i årtier været domineret af en mutation mellem humanister og socialister, krydret med forskellige minoriteter, der har brugt humanismen som dække for forskellige tilbageskuende politiske dagsordener. Konsekvensen har været, at fokus er fjernet fra samfundets økonomiske strukturer, og i stedet brugt på hattedame-diskussioner af alle køn.

Det styrende princip for demokratiske socialister må være – at religion er en privat sag, og at religion ikke bør beskyttes på andre vilkår end andre private multinationale virksomheder, der lever af at folk betaler for et produkt. Hertil kommer nogle konkrete hensyn, som altså skal kunne rummes inden for den principielle ramme.

I den aktuelle sag bør den socialistiske venstrefløj placere sig det sted, hvor vi beskytter danske arbejdspladser og sikkerheden for danske statsborgere. Det vil i praksis sige, at vi kommer til at bøje os for voldsmandens veto. Omvendt skal vi bøje os så lidt som muligt, og der er en grænse for, hvor dybt vi kan bukke os.

I processen må vi sikre os, at vores debat og beslutning ikke bliver forurenet af fascister, som forsøger at infiltrere venstrefløjen med skjulte dagsordener. Vi skal ikke lytte til indlæg fra aktører, som ikke på stærkeste vis kan og vil tage afstand fra de forfølgelser af religiøse minoriteter og den undertrykkelse af f.eks. kvinder og homoseksuelle der finder sted i mange lande med muslimske regeringer.

Debatten om afvejningen af ytringsfrihed og religionskritik vs. hensynet til arbejdspladser og borgernes sikkerhed er for vigtig til, at vi skal bruge tid på hykleriske holdninger.

Vi skal skille socialisterne fra dem, der reelt beskytter undertrykkerne

Her kommer venstrefløjens mulighed pludseligt til syne.

Den socialistiske venstrefløj skal bruge korankrisen til at udskille de humanister og påståede humanister, som reelt bruger venstrefløjens kamp imod undertrykkelse som skjold til at beskytte undertrykkende religiøse og patriarkalske strukturer. De strukturer eksisterer desværre i bedste velgående i Danmark.

Vi skal bruge krisen til at udskille de personer, der forsøger at fastholde vores nye danskere i deres minoritetsidentitet, og som forsøger at italesætte en modsætning mellem at være dansker og have en minoritetsbaggrund. På venstrefløjen har vi længe set den etnisk danske højrefløj klart og tydeligt, men vi har umådeligt svært ved at acceptere, at der findes en del af højrefløjen, som har mørk hud.

I årtier har venstrefløjen afvist gode mennesker, som er flygtet fra islamistisk undertrykkelse, fordi vi har insisteret på, at alle med mørk hud er vores venner. I en grundlæggende racistisk analyse har vi tilskrevet alle med mørk hud solidariske og humanistiske holdninger. Dermed har vi skubbet dem, som har oplevet at også mennesker med mørk hud kan være undertrykkere, fra os.

Danske arbejdspladser og liv skal beskyttes – ikke religiøse bøger

Venstrefløjen har i mere end 50 år haft den integrationspolitiske strategi, at det danske samfund ikke må stille krav til landets indvandrere. Denne strategi har været succesfuld, i og med at hundredtusinder af folk med minoritetsbaggrund succesfuldt har valgt det danske samfund til.

Nu står venstrefløjen med den enestående mulighed at kunne meldt klart ud, at vi på ingen måder støtter den systematiske afbrænding af koraner, men at vi ene og alene imødekommer kravet om et forbud, fordi vi vil sikre danske liv og arbejdspladser. Alle borgere, der mener, at “hellige skrifter” eller religioner skal beskyttes fra hån og latterliggørelse, bliver nødt til at mene det et andet sted end på den socialistiske venstrefløj.

Hvis vi antager, at landets borgere med minoritetsbaggrund bliver loyalt repræsenteret af religiøse kræfter som for eksempel imamer, bliver det i praksis den iranske regering, der definerer vores udlændingepolitik.

Korankrisen er allerede ved at blive en råbekonkurrence mellem dum og dummere. Venstrefløjen bør placere sig i en midterposition, og selv det mindste forbud bliver nødt til at være kædet tæt sammen med stærke protester og religionskritik. Alle andre positioner er et skridt på vejen til et nyt Minoritetsparti.