Danske virksomheder er med store tilskud med på den grønne vogn

I en nylig kronik i Information udtrykte løsgænger i Folketinget Theresa Scavenius, at ”den danske regering fængsler dansk erhvervsliv med forældede teknologier og praksisser, som gør, at de vil komme for sent i gang med den grønne omstilling – og derved komme bagerst i den globale konkurrence.”

Kritikpunkterne er: at den grønne omstilling er kommet for sent i gang, skyldes i høj grad regeringen, som ser den som en byrde og derfor ikke kræver nok af erhvervslivet, så det blot kan fortsætte med at leve højt på fortidens fortjenester. Herimod stiller Scavenius, både at grøn omstilling og innovation skal fremmes som konkurrenceparametre, og at der skal satses på bæredygtig omgang med ressourcerne.

Grønne investeringer i erhvervslivet

Men er der ikke store bevægelser i gang hen imod en konkurrencedrevet grøn omstilling? Det er der, og Scavenius, der er medlem af Folketinget, har så rigelig adgang til information i og med, at hun er med til at drøfte og indgå aftaler om offentlige støttemidler til den grønne omstilling – herunder oprettelsen og udmøntningen af diverse fonde og EU-programmer.

Det er forståeligt, at befolkningen generelt ved meget lidt om, hvad der foregår i den retning, for pressen er ikke ivrig efter at kede folk med det. Virksomheder, der får rigelig støtte, går også stille med dørene. Så det er på sin plads at komme med nogle fakta.

I 2021 fik Danmark bevilget 11,6 mia. kr. fra EU til en genopretningsplan (RRP) som led i EU’s Green New Deal. Betingelsen var, at mindst 37 procent skulle gå til grønne initiativer, 20 procent til digitalisering. Danmark har overopfyldt målet om den grønne andel og efter tilførsel af yderligere midler fra EU til i alt 12,1 mia. kr. går 64 procent af støtten nu til grønne initiativer.

Pengene er bl.a. gået til den grønne skattereform, der giver skattelettelser i form af favorable afskrivningsregler til grønne investeringer for at gøre industriens omstilling billigere, inden CO₂-afgiften sætter ind i 2025. Programmet betegnes som et ’investeringsvindue’.

RRP støtter også forskning og udvikling gennem Innovationsfonden. Det har resulteret i ikke mindre end fire såkaldte ’innomissioner’ med hver især 50-80 partnere fra forskningsinstitutioner, interesseorganisationer, grønne virksomheder og dem, der har ambitioner om at være grønne. Én innomission har at gøre med Danmarks fremtid inden for CCUS, der står for fangst, anvendelse og lagring af CO₂. Den har netop udgivet en roadmap mod 2050 – ja, på engelsk. Danmarks Tekniske Universitet administrerer ’missionen’.

Der er også en innomission for landbrugets omstilling, som forskningsorganisationen SEGES – der tidligere var ejet af Landbrug & Fødevarer – er administrator for, samt to andre for henholdsvis cirkulær økonomi og grønt brændstof.

Investeringer fra EU og danske aktører

Men genopretningsplanen står ikke alene. Ikke bare uddeler EU endnu flere penge gennem andre puljer; Danmark har også selv en række grønne fonde. Fx Innovationsfonden, der har investeringer for 7,4 mia. kr. Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) har efter nogle sammenlægninger afløst den Grønne Fremtidsfond.

EIFO har 25 mia. kr. til rådighed og har lige bevilget penge til high-tech producenter af vindmølleudstyr og grøn brint (Siemens Gamesa og andre) med en begrundelse om, at de så vil beholde arbejdspladser i Danmark. Støtten er på lidt over 600 mio. kr., mens virksomhederne har sagt, at de selv vil investere 4,2 mia. kr.

Og så har vi den Grønne Fond, der disponerer over 16 mia. kr. En politisk aftale om en deludmøntning af fonden fandt sted i 2023. Den vil bl.a. støtte udviklingen af foder til køer, der får dem til at udlede mindre af drivhusgassen metan.

Vi får nok også en Arealfond for landbrugets omstilling. Novo Nordisk har lovet at bidrage med 10 mia. kr. Det er pænt af Novo Nordisk, som selv har fået en beskeden sum på 52 mio. kr. under RRP’s program til fremme af forskning og udvikling. Det har Novozymes, Vestas, Leo Pharma, Siemens Energy, Oticon, Bavarian Nordic, Lundbeck, Unity Technologies, Genmab og Amgros også.  Derudover har Novo fået 23,6 mio. kr. under investeringsvinduet.

I øvrigt forpligtede pensionskasserne sig i 2019 til at investere yderligere 350 mia. kr. i den grønne omstilling hen mod 2030.

I sin kronik roser Scavenius Novo Nordisk som et godt eksempel på en forsknings- og innovationsdreven virksomhed. Men hvis det skal være på støtten, er mange andre altså også med. Danske Bank har således fået 48,6 mia. kr. under investeringsvinduet.

Oplagring af CO₂ i Vesterhavet

For at det ikke skal være løgn, har vi også en pulje for initiativer for at indfange, oplagre og anvende CO₂ (CCUS). Ørsted Bioenergy & Thermal Power vandt en kontrakt i 2023 for et projekt, der vil fange, transportere og lagre 430.000 tons CO₂ om året fra 2026.

Al den CO₂ kommer fra to biomassefyrede kraftvarmeværker, Avedøreværket og Asnæsværket, og skal transporteres til Norge. Støtterammen er på 8 mia. kr. Vestforbrændingen var med i konkurrencen, men vandt ikke. Mon ikke de fortsætter alligevel? Nu er CCUS-puljen slået sammen med en fond for negative udledninger af CO₂ og den Grønne Fond til en samlet ramme af 27 mia. kr.

Vi slutter ikke de grønne programmer her. Energistyrelsen har et Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP). Det støtter Greensand-projektet, hvor olieselskabet INEOS er en ledende partner.

Projektet drejer sig om lagring af CO₂, som importeres fra Belgien. Sidste år blev der under stor fanfare sendt nogle tusinde tons CO₂ ned i det udtjente oliefelt Nini i Vesterhavet. I 2025/2026 er det meningen, at der skal lagres 1,5 mio. tons CO₂ om året. Indtil nu har EUDP givet støtte på næsten 200 mio. kr., mens partnerne selv står for 241 mio. kr.

Den overordnede danske politik går ud på at lagre 2,3 – 2,5 mio. tons CO₂ om året i 2030 til en begyndelse. Teknisk set er det nok muligt, men meget tyder på, at CCUS-teknologier vil blive ved med at være alt for dyre mange år endnu.

Der sker en hulens masse i danske virksomheder

Der foregår med andre ord en hulens masse i danske virksomheder. Derfor placerer man debatten et forkert sted, hvis man ikke indrømmer, at der rent faktisk sker meget. Virksomhederne lufter ligefrem ambitioner om, at Danmark kan blive førende inden for CCUS. Også på andre områder satses der på eksporteventyr, fx inden for digitale løsninger.

Så Danmark er i fuld gang med at udvikle sin konkurrenceevne, internationalt og i EU. Og når man taler konkurrenceevne, kommer nedsat forbrug og skånsom omgang med ressourcer ikke i første række – men højere indtjening.

Selv de processer, der ser ud til at spare ressourcer eller føre til reduktion af CO₂ per produceret enhed, vil gennem større produktion modvirke besparelsen. Hvis det drejer sig om at tage jord ud af produktion, er det jo det modsatte, en fjernelse fra markedslogikken. Så venstrefløjen og grønne organisationer må gøre sig klart, hvilken grøn omstilling de ønsker sig, og hvad det kræver med hensyn til ’konkurrenceevne’.

Det er sikkert, at erhvervslivets organisationer som DI vil mene, at det fortsat er nødvendigt med støtte til innovative investeringer. Det drejer sig i sidste ende om en helt ny industripolitik, der har geopolitiske perspektiver. Tænk på USA’s og EU’s – i mindre grad – uvenlige konkurrence med Kina og USA’s kraftige støtte til sine egne virksomheder under Joe Bidens såkaldte inflationslov.

Statsstøtten kommer de største virksomheder til gode

Statsstøtte er således ved at komme på mode igen. I modsætning til den almindelige opfattelse er der masser af undtagelser fra EU’s grundlæggende forbud mod statsstøtte, ikke mindst på det grønne område. Men når der gives undtagelser, må der ikke diskrimineres. Det er nok derfor, investeringsvinduet står pivåbent for Novo Nordisk.

Som meget andet er det vendt på hovedet. Hvis klima- og miljøforkæmperne derfor skulle kræve noget, skulle det være at få gået undtagelserne og deres fortolkninger efter i sømmene, så de ikke i den grad – på nærmest latterlig vis – favoriserer de etablerede og velkonsoliderede virksomheder.

Det er beskæmmende, hvor meget hele denne udvikling er gået under radaren. EU’s genopretningsplan har i generelle termer været nævnt i medierne, men den danske udrulning har fået meget lidt opmærksomhed.

Der er dog udmærket dokumentation. F.eks. har Finansministeriet pligt til to gange om året at udsende en liste over de 100 største støttemodtagere af RRP-midler. Det er derfra, jeg har mine oplysninger.

At påstå, at danske virksomheder ikke er med på den grønne vogn, er at fortegne billedet. Det vedtagne mål om 70 procent CO₂-reduktion i 2030 skal nås gennem en samling teknologiske fix, som ikke generer ’danskernes’ livsstil.

Jeg ville ønske, vi kunne hoppe på en anden vogn end den grønne vækstvogn. Det ville Scavenius måske også, men hendes argumenter stritter i alle mulige retninger. Derfor en appel om, at man holder sig kritikpunkterne klart for øje. Et af dem er ikke, at den danske konkurrenceevne er ved at blive svækket. I øvrigt er de fleste andre EU-lande godt i gang med politikker som den danske, måske blot ikke så effektivt.