Dansker med jødisk baggrund sejler med flotille til Gaza
Tara Adler fra København har besluttet sig for at tilslutte sig den internationale flotille, som i disse dage er ved at afsejle fra forskellige sydeuropæiske havne for at bryde Israels ulovlige blokade af Gaza
Det globale fokus er i øjeblikket på stigende oliepriser og USA og Israels aggressive krig mod Iran og Libanon. I skyggen af disse begivenheder – og i ly af Trumps og Netanyahus såkaldte våbenhvile for Gaza – fortsætter folkemordet både i Gaza og på Vestbredden.
Derfor samles i disse dage fartøjer i flere havne i Middelhavet for sammen at sejle til Gaza. Flotillen skal ses som en fortsættelse af sidste års forsøg for at nå Gazas kyst. Den er organiseret af alle de forskellige koalitioner og bevægelser, som ønsker at få åbnet for en civil maritim korridor, en væsentlig betingelse, som kan være med til at skabe et værdigt liv for den palæstinensiske befolkning i Gaza.
Tara Adler sejler med Ship to Gaza – Danmark, som er en del af den internationale Freedom Flotilla Coalition.
“Vi har lovet palæstinenserne i Gaza, at vi sejler så længe Israels ulovlige blokade eksisterer. Det løfte agter vi at holde. Så længe vores beslutningstagere fortsætter med at tøve og fejle, så længe vil vi fortsætte med at sejle. Vi sejlede tre gange i 2025, og vi fastholder vores civile, ikke-voldelige modstand – vi giver ikke op”, siger Bent Erik Krøyer fra Ship to Gaza – Danmark.
Tara Adler er 38 år, hun bor i København. Tara er i gang med en socialrådgiveruddannelse og har arbejde som socialarbejder ved siden af studiet. Blandt andet som medlem af “Jøder for Retfærdig Fred – af 5784” bruger Tara al sin øvrige tid på solidaritetsindsatsen for palæstinenserne.
“Jeg er født og opvokset i København, af en tyskfødt far og en jødisk-amerikansk mor. De gav mig en tryg og god opvækst, men sørgede også for, at jeg kendte historierne om, hvad familiemedlemmer havde oplevet under Holocaust. For mig har det altid været indlysende, at mottoet “aldrig igen” er meningsløst, hvis det ikke gælder for alle, også for palæstinenserne”, siger Tara om sine bevæggrunde.
Derfor er Tara Adler et kendt ansigt som organisator og aktiv deltager i demonstrationer, aktioner og events om folkedrabet i Gaza. Som hun selv siger:
“Jeg er en jødisk stemme og derfor unik, når det gælder om at gøre opmærksom på hykleriet som vores politiske ledere udviser med deres støtte til zionismen”.
Som nævnt er fartøjer ved at samles i Middelhavet for sammen at sejle afsted mod Gaza. Den største gruppe afsejlede fra Barcelona i søndags. En anden gruppe fra Marseille for ti dage siden. Andre sejler fra Italien, Grækenland og Tyrkiet.
Tara tager en af de kommende dage til en havn i Italien. Her skal hun deltage i træning omhandlende bl.a. ikkevoldelig direkte modstand og møde de øvrige deltagere på båden, hun skal sejle med. De bliver en gruppe bestående af frivillige fra USA, Tyskland, Spanien og Danmark.

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER

Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)
[…] Den danske deltager Tara Adler er ikke om bord på Global Sumud Flotilla. Hun er en del af Freedom Flotilla Coalition – en anden nødhjælpsflåde – som inden længe vil sejle mod Gaza. Lige nu befinder de sig i den sicilianske havneby Siracusa. […]