Danskernes havekultur – pæne plæner

Rydning af et lille paradis

Ved siden af den katolske kirke på Jagtvej i København ligger en lukket have. Gennem åbninger i murværket kunne man før ude fra gaden se ind på et tilgroet vildnis. Så tætte var de grønne vækster, at haven forekom uendelig i al sin frodige ugennemskuelighed.

En dag blev der skåret ned og tyndet ud. Man kan nu se, hvor stierne i haven løber, og hvor der er græs og afgrænsede bede med rododendron. Murene, som afgrænser haven og markerer dens begrænsede omfang omtrent i størrelse som en parcelhushave, er blevet synlige. Det er stadig et lille, grønt område med buske og træer, men det vildtvoksende paradis beskyttet mod menneskelig indgriben findes ikke længere. 

Selv om det undrede mig, at der blev ryddet og fældet, fandt jeg det forståeligt som udtryk for et ønske om at genskabe en orden, der må have været engang, før det grønne tog over. Det er som om jeg, de utallige gange jeg er gået forbi stedet, har ventet, at der før eller senere ville blive taget hånd om det vilde, så kontrollen kunne blive genetableret. Formodningen om at rydningen mest handlede om at få bragt naturen i ramme, blev bekræftet af, at stedet nu som før er mennesketomt. Det virker, som om formålet alene var – at fjerne indtrykket af manglende overblik.

Den lille have på Jagtvej giver et billede af, hvordan vi forvalter livet i de danske haver. Hvad fortæller det om vores opfattelse af, hvordan en have bør være, at det frodige må væk – og at selv et klima- og biodiversitets-orienteret menneske som mig fandt det selvfølgeligt, at stedet blev ryddet?

Drømmen om villa i forstaden

Halvdelen af Danmarks befolkning bor i enfamilieshuse og rækkehuse i parcelhuskvarterer. Mange, som ikke bor i eget hus, drømmer om at komme til det – og er mest forhindret af økonomiske årsager. En undersøgelse fra Realdania viser, at to ud af tre danskere hellere ville bo i eget hus med have end i nogen anden form for bolig. 

Ud ad S-togsnettet omkring København og omkring alle større provinsbyer bliver forstæderne fortsat udbygget. Der opstår sammenhængende byområder fra København forbi de nærmeste købstæder og fra Trekantområdet til Aarhus. Selv i udkantskommuner med faldende indbyggertal udbygges villakvartererne.

Der kan være social status i at eje eget hus, og fast ejendom er en sikker investeringsform, men det, som især tiltrækker ved denne boligform, er forestillingen om et familieliv under så gode rammer som muligt. 

Kernefamiliens boligform

I en bog fra 2011, ”Rundt om webergrillen”, skriver Mette Mechlenburg om den historiske baggrund for forstædernes popularitet. Drømmen om eget hus er knyttet til kernefamiliens udvikling. Det gjaldt om at komme væk fra storbyens farlighed og kaos, om at komme et sted hen, hvor familien kunne få et trygt liv. 

Mechlenburg skriver, at det snarere var ønsket om eget hus end behovet for lys og luft, der drev folk mod forstæderne i en strøm, som fortsat flyder. Det at have et familieliv inden for en ramme, man kan være medskabende af, går igen i folks overvejelser. Egen matrikel med mulighed for udeliv, med plads og komfort er et tiltrækkende scenarie. Her burde alle muligheder være for at slippe fantasien og kreativiteten løs og for at nærme sig den natur, som langt hovedparten af befolkningen mener skal have bedre betingelser.

Men som alle, der har besøgt et parcelhuskvarter ved, er virkeligheden konform og har ikke meget med natur at gøre. Arealer, som kunne være grønne fællesområder, er domineret af asfalterede forbindelsesveje, som tjener til at komme til og fra i bil. 

På Danmarks villaveje leger man ikke meget. Man tør knap nok lade sine børn færdes der. Tværtimod er vejene oftest overdimensionerede, så to biler hvor som helst kan passere, selv om vejene måske kun fører til ganske få huse. Haver, som kunne være små naturområder, er tæmmede og i kontrol. Bygninger, carporte, indkørsler med hyppig anvendelse af udendørs belysning, terrasser, fliser med et underlag af fiberdug og plæner som holdes nede, fylder den meste plads. Beplantningen vil ofte være prydplanter, som ikke hører til i det naturlige økosystem.

Forstaden som billede på kulturel tomhed

På film og i litteratur fremstår forstaden sjældent som et rart sted. Villakvarterer bliver ofte anvendt som billedet på kulturel forarmelse. I filmen ”The Truman Show” fra 1998 er forstaden og alt, hvad der forbindes hermed, en ubehagelig fiktion. Falskheden og det småborgerlige dominerer. Da Jim Carrey, filmens hovedperson, gennemskuer den klaustrofobiske sandhed, må han bogstaveligt bryde ud af klokken. 

Den engelske forfatter George Orwell skriver i sine romaner ”Kammerat Napoleon” fra 1945 og ”1984” fra 1948 om mareridtet i totalitære samfund. Men allerede i 1939 i romanen “En mundfuld frisk luft” om livet i forstaden kan det totalitære og ensrettede spores. Mennesker i forstæderne ønsker et overflødighedshorn, hvorfra der strømmer: “… transportable radioer, livsforsikringspolicer, forlorne tænder, hovedpinetabletter, kondomer og cementtromler til græsplæner.” Desperat og resigneret konstaterer hovedpersonen: ”Det, der hovedsageligt er i vejen med folk som os, er at vi forestiller os, at vi har noget at miste”.

En lidt mildere opfattelse af forstaden kan opleves i Anders Bodelsens novelle ”Drivhuset” fra 1965. Den er nærmest kanoniseret litteratur i folkeskolens ældste klasser og i gymnasiet. I novellen beskrives en forladt, vild, frodig og erotisk dragende have i et københavnsk forstadskvarter. Haven rummer det, den omkringliggende forstadsbebyggelse fortrænger, altså det forstaden netop ikke er. Det er tydeligt, at barndommens fortryllelse og pubertetens spirende seksualitet står i modsætning til voksenlivets carporte, ligusterhække og ordnede forhold. 

De københavnske forstæder optræder også i Bjarne Reuters og Dan Turèlls romaner. I deres bøger optræder lokaliteterne i al deres råhed med en vis fascinationskraft, men deres beskrivelser af livet i Brønshøj og Vangede minder mere om de arbejderkvarterer tættere på byen, som romanerne er samtidige med, end om nutidens mennesketomme villakvarterer. Hos begge forfattere er miljøerne skildret fra barnets perspektiv, hvor livet snarere leves på trods af end i harmoni med de tyngende omgivelser.

Villaveje er ikke steder, man kommer

At de i kulturen så forhadte forstæder samtidig er den livsform, de fleste mennesker stræber efter, rummer ikke så lidt af et paradoks. 

Hvis du synes, det er stillet for hårdt op, og at forstæderne er bedre end de beskrives, så overvej om du kan se forskel på villavejene i Brøndby, Ballerup og Bjerringbro. Ville du opsøge et parcelkvarter, hvis ikke du havde et ærinde? Ville du invitere udenlandske gæster på sightseeing i periferien af den by, du bor i? Svarene giver sig selv: Man kommer ikke i landets villakvarterer – medmindre det er dér, man har sin bopæl. 

Græsplænens historie

Det kan undre, at villakvarterer er så ensartede og kedelige. De ordnede forhold har ikke meget med naturens uforudsigelige mangfoldighed at gøre. Intet sted ser man det tydeligere end i vores forhold til græsplænen.

Næsten alle danske haver har en plæne. Den giver mulighed for leg, boldspil og rekreation, alt det som ligger i idealet om det gode familieliv. Men i mange husstande er der ingen børn, og de der er, søger ofte andre steder at lege – eller bliver indendørs. De fleste dage og det meste af året ligger plænerne ubrugte hen. Mest tjener de til at vise, at der er styr på sagerne. De får haverne til at fremstå pæne og velholdte. Den historiske baggrund kan fortælle noget om, hvorfor det forholder sig sådan.

Græsplæner kan spores til middelalderens aristokrati. I udgangspunktet var det indhegnede græsmarker uden om borge eller andre former for bosteder. Ved at lade dyr holde vegetationen nede, kunne de, som befandt sig inden for indhegningen, holde øje med dem, der kom udefra. Senere blev formålet forfinet, og de afgræssede arealer kom mere til at minde om plæner, som vi kender dem i dag. Betydningen ændredes fra middelalderens praktiske funktion til at give signalværdi om, at ejeren havde mulighed for at holde et område alene med et æstetisk formål, et område, der hverken blev anvendt til dyrehold eller afgrøder, og som krævede en betragtelig arbejdsindsats at holde ren og pæn. 

Middelklassens ideal

Med 1700-tallets engelske landskabshaver og parker fik græsplæner den fremtrædende rolle, de fortsat har. I landskabshaverne kom den vilde natur tæt på i ufarlig form. Naturens eventyrlighed optræder uskyldigt, når man spadserer over velholdte plæner til lysthuse og andre romantiske steder. Det store arbejde med at passe plænerne var en luksus, kun de rigeste havde mulighed for at opretholde, men med øget velstand, og ikke mindst med opfindelsen af plæneklipperen i 1830, blev græsplæner noget også 1800-tallets spirende middelklasse fik mulighed for at anlægge som en form for imitation af overklassens livsstil. 

At det overhovedet kunne lade sig gøre, skyldtes den øgede plads, der blev befolkningen til rådighed med udviklingen af forstæder til de voksende byer. Forestillingen om det ideelle forstadsliv, som endnu gør drømmen om hus og have til den foretrukne boform, opstod. 

At det i forstaden handler om at signalere, at man har overblik over sit liv og sin matrikel, ses ikke mindst i USA, hvor græsplænen i det 20. århundrede er blevet symbol på orden og velstand. Under 2. verdenskrig blev amerikanske husejere direkte opfordret til at holde deres græsplæner i god stand som udtryk for høj moralsk standard. 

Opfattelsen er fortsat gældende: De åbenlyse æstetiske og rekreative kvaliteter ved græsplæner, hvad end de er anlagt i villahaver eller som velholdte parker, er ledsaget af normer for, hvordan de bør se ud. Frank Erichsen, kendt som Bonderøven, siger det præcist: ”Græsplænen er det ultimative tegn på kontrol.”

Parcelhuset som værn mod verden

Modsætningen, det ukontrollerede og vildtvoksende, husker jeg et enkelt sted i barndommens Brøndby Strand i 70’erne i et kvarter præget af haver med sirlige rosenbede og ligusterhække. På Brøndby Allé – som ikke er en allé – boede kattedamen. I lokalområdet blev hendes haves uplejede vegetation tolket som udtryk for, at hun var gammel og havde en skrue løs. Vi børn kaldte hende Heksen. At hun var en sød, ældre kvinde, og at havens vildnis formentlig var udtryk for et bevidst valg, ændrede ikke opfattelsen af, at noget var galt.

Siden da er det kun gået én vej i Danmarks villakvarterer. Opfyldelsen af materielle behov som nye køkkener og flere kvadratmeter dominerer. I 70’erne var parcelhuse typisk på 130 kvadratmeter. Nu er de 50% større, uden at der er kommet flere beboere til. I 70’erne var indkørslen indrettet til familiens bil. Nu er den indrettet til familiens biler. 

De materielle forhold afspejler en kultur, hvor forstaden bliver den paradoksale realisering af et lighedsbegreb, hvor man er fælles om opretholdelse af livsformen, men adskilte som individer. På samme tid er man del af et fællesskab og alene, fordi fællesskabets formål er at værne om medlemmernes uafhængighed af andre. I stedet for at åbne op mod naboer og lokalsamfund bliver parcelhuset et økonomisk og psykisk værn.

Slip kontrollen

Med biodiversitetskrise og den stadige inddragelse af land til at bygge flere og større områder med enfamilieshuse er der mere end nogensinde brug for, at vi vender os mod naturen som noget, vi er del af, og ikke noget vi skal undertrykke og herske over. 

I forbindelse med DR-serien ”Giv os naturen tilbage” sagde Frank Erichsen: ”At omlægge haver og vejkanter løser ikke biodiversitetskrisen, men det får os til at se på naturen på en ny måde.” Det handler om at slippe kontrollen og om et lettere liv med haven. 

Der er ikke grund til at køre den ene trailer efter den anden på genbrugspladsen, hvis man lader organisk materiale ligge i haven, hvor det hører til. Dermed slipper man også for at køre spagnum den anden vej. Man behøver ikke opsætte insekthoteller og fuglekasser, hvis der er levende og døde træer i ens have. Og insekter og fugle har godt af, at man slår sin plæne så få gange som muligt. Det ville kort sagt blive et lettere liv – hvis vi accepterer ikke at kontrollere naturen i haven. 

Hvad hvis vi tilpassede os?

Rasmus Ejrnæs fra Aarhus Universitet skriver om vores tendens til at opdele i godt og ondt. Vi skelner mellem de gode planter fra havecentrene og det onde ukrudt, mellem de gode sommerfugle og de onde hvepse, mellem det gode, kontrollerede græs og det ukontrollerede mos. 

Han skriver: ”Haven er et godt sted at træne storsind,” og han foreslår, at vi bliver bedre til at dele med myrer, fugle, muldvarpe, snegle og forbipasserende børn. Kunne man forestille sig at vi ikke brugte kunstgødning til at fremme noget og plantegift til at bremse noget andet? Hvad hvis vi i stedet gav hjemmehørende planter gode betingelser og undlod at opdyrke planter, som ikke gavner økosystemet? Kunne man forestille sig, at det ville skabe mere glæde og ro? Hvad hvis vi tilpassede os naturen og ikke omvendt? 

Bertil Nordahl har i digtsamlingen Den glade gartner skrevet:

”Alt er nok muligt
men intet er helt sikkert
sådan er livet”

I et andet af Nordahls digte lyder det:

”Birketræerne
synger sange om stilhed
jeg lytter til dem”

---