David Downing: Masaryk-banegården

12. december

En tur ind i fremtiden

Effi kom et par minutter for tidligt til RIAS-bygningen i Winterfeldtstrasse, noget der ville have overrasket de fleste af hendes venner. Hun havde taget U-banen fra Zoo, og hendes kjole – en af hendes fineste – havde fremkaldt adskillige anerkendende blikke i toget. ’Hvorfor går du så meget op i, hvordan du ser ud, når det er en optagelsesprøve til radioen?’’, spurgte Rosa hende med sin sædvanlige irriterende logik.

   Det var sandt nok, men den mand der stod for prøven – for det måtte jo være en mand – sad ikke i den anden ende af en radioforbindelse.

   Han hed Alfred Henninger, og hun gik ud fra, at han efter sin accent at dømme var amerikaner af tysk afstamning. Han var omkring de fyrre med uredt blondt hår og en vane med at knække fingre, mens han snakkede. Hans første spørgsmål var ’Har De arbejdet med radio før?’

   ’Aldrig’, svarede Effi gladelig.

   ’Men De det er de villig til?’

   ’Ivrig, kunne man godt sige. Jeg kunne rigtig godt li’ den skitse og det manuskript, De sendte mig’.

   ’Jamen, det var da godt. Vi har nu fundet et navn til det, ”Øboerne”. I et sovjetisk hav’, tilføjede han forklarende.

   ’Den fangede jeg godt’.

   ’Selvfølgelig. Jeg er altid nødt til at skære det ud i pap for dem derhjemme – de forstår ikke, hvordan det føles at være her. Nå, men … den rolle, vi havde i tankerne til Dem, er portnerkonen, frau Dorfner. Det er selvfølgelig ikke den mest glamourøse rolle …’

   ’Det var den, jeg havde håbet at få’, sagde Effi i overensstemmelse med sandheden. Trudi Dorfner var en figur, som de fleste berlinere øjeblikkeligt ville genkende, men det var lykkedes forfatteren at fremstille meget mere end en stereotyp.

   ’Fint. La’ os så gå hen i studiet og få Dem til at læse op’.

   Velanbragt foran mikrofonen, gennemgik Effi en scene mens Henninger lagde stemme til den anden rolle.

   ’Det var fint’, sagde produceren igen, da de var færdige. ’Dem altså, ikke mig. Vi sender naturligvis live. Er det i orden med Dem?’

   ’Jeg har arbejdet meget på teater’, forsikrede Effi ham. Arbejdstiderne kunne være et problem – hun ville gerne være mere sammen med Rosa, ikke mindre – men det gav ingen mening at bekymre sig om den slags før der lå en kontrakt til underskrift.

   Det havde været lidt for let, syntes hun. Efter i tre år at have skullet forholde sig til DEFA og dets russiske sponsorer, havde Henninger virket forfriskende ligefrem. Berømte sidste ord, sagde hun til sig selv.

   Hun nåede hjem lige i tide til at nå vognen fra DEFA-studierne – at bede om at blive hentet på RIAS forekom hende at være at friste skæbnen, og hun havde modstået fristelsen til at sige, at hun selv kunne sørge for at komme derud. At rejse gennem den sovjetiske sektor var normalt sikkert, men kvinder blev stadig somme tider overfaldet af fulde soldater fra Den røde Hær, og mere langvarige bortførelser var ikke ukendte. Før de tog jobbet på denne film, havde Effi og andre skuespillere, der boede i vestsektorerne, og som arbejdede på Anna Hofmann, insisteret på at blive kørt frem og tilbage, og russerne havde til alles store overraskelse fremtryllet en flåde af gamle statsejede biler, der skulle tage sig af rutefarten. Den, hun nu sad i, havde sikkert transporteret Goebbels rundt til hans sidespring.

   De nåede det nye studiekompleks i Weisensee lige som skuespillerne og filmholdet holdt frokostpause, og Effi brugte den næste time i make-up-salonen for at få lagt år til sin alder. Da kvinden var færdig, smilede Effi til sig selv i spejlet. Sådan havde hun set ud i lange tider under krigen, da verden kendte hende som Erna von Freiwald, kjoleskrædder og modist. I de dage havde hun selv lagt make-uppen på.

   Hun skulle kun spille en scene den eftermiddag, men den tog en evighed. Scenen var sammen med den, der skulle forestille at være hendes barnebarn, men den unge skuespiller, der spillede rollen, kunne bare ikke sige sine replikker rigtigt. Pigen var sød nok, men havde ikke meget talent, og Effi undrede sig over, hvordan hun havde fået rollen. Måske en partifunktionærs datter eller genstand for en partifunktionærs vellyst? Hun var ved at blive lige så kynisk som John.

   Hun var lige ved at fjerne den sidste make-up, da en af DEFAs sekretærer stak hovedet ind ad døren til garderoben og sagde til Effi, at der var en fra den sovjetiske propagandaafdeling, der gerne ville veksle et par ord med hende, inden hun tog hjem.

   ’Om hva’?’ spurgte hun.

   Kvinden trak på skuldrene. ’Han venter i direktørens kontor’.

   ’OK. Men bilen må altså ikke køre uden mig’. Effi havde ikke den fjerneste anelse om, hvad russeren ville, men det var nok ikke hendes autograf.

   Den pågældende embedsmand var ikke en, hun før havde set, noget der fik hende til at tvivle på, at han arbejdede for propagandaafdelingen – hun været til tilstrækkeligt mange af dens receptioner de sidste par år. Han var lavstammet og kraftig, nok i trediverne, og rejste sig hurtigt op, da hun trådte ind i rummet, smilede da han rakte hånden frem og præsenterede sig som Viktor Samosjenko.

  ’Hva’ ka’ jeg så gøre for Dem?’ spurgte Effi mere abrupt, end hun havde haft til hensigt.

  Han tog en aflang kuvert på skrivebordet bag sig. ’Her er den film, som De har ventet på.’

   ’Nå, da. Tak’. En tur ind i fremtiden var der trykt udenpå kuverten. ’Er der nogen grund til, at den ikke blev sendt på den sædvanlige måde?’

   ’Kun en. Vil De ikke sidde? Kammerat Tulpanov besluttede, at aflevere den personligt ville give overbringeren – mig – lejlighed til at understrege, hvor vigtig vi mener, denne film vil være, og hvor vigtigt Deres eget engagement vil vise sig at være for gøre den til en succes’.

   Effi sendte ham et skeptisk blik. ’Jeg er naturligvis smigret. Men det skorter ikke på gode skuespillerinder i Berlin, så jeg forstår ikke helt, hvorfor ministeren mener, at jeg er uundværlig’.

   Samosjenkos smil blegnede ikke. ’Jeg tror, De undervurderer Dem selv, og Deres skal vi kalde det symbolske vigtighed for mange berlinere, både som berømt filmstjerne og modstandshelt’.

  Effi bemærkede, at hendes talenter som skuespiller åbenbart ingen rolle spillede. ’Jeg ser frem til at læse det’, sagde hun forbeholdent og tog kuverten.

   ’Der er også to kontraktkopier’, fortsatte russeren. ’Det foreslåede honorar kan naturligvis forhandles, men vi mener det er generøst’. Han holdt en pause, mens hun kiggede efter.

   Det var formentlig det højeste, hun nogensinde var blevet tilbudt for en film, men Goebbels havde også været berygtet for sin nærighed over for skuespillerinder, der ikke ville gå i seng med ham. ’Ja, det er det’, måtte Effi indrømme.

   ’Betalingen er i amerikanske dollars’, tilføjede Samosjenko, som skulle det være det afgørende argument.

   ’Jeg vil begynde at læse det i aften’, lovede hun. Om ikke andet så for at finde ud af, hvorfor filmen og hendes medvirken syntes at være så afgørende for Tupanovs ministerium. Hun var på vej til at rejse sig op.

   ’En ting til’, sagde Samosjenko, da hun tog sin taske.

   ’Ja?’

   ’Deres adoptivdatter Rosa’.

   Der var noget i den måde, han betonede ’adoptiv-’ på, der fik hendes hjerte til at krympe sig. ’Ja?’ sagde hun igen, mens hun kæmpede for at holde frygten borte fra sin stemme.

   ’Hun har et enestående talent’.

   ’Det har hun’. Lige siden Effi i krigens sidste uger havde arvet Rosa otte år gammel, havde hun været besat af at tegne folk og situationer. En tegning af en soldat fra Den røde Hær, der leger med et tysk barn, var blevet trykt i et sovjetisk tidsskrift, og var næsten blevet et symbol på den russiske befrielse. Selvfølgelig ikke i Berlin, hvor Den ukendte Soldats Grav, som Sovjet havde opført, gik under navnet Den ukendte Voldtægtsmands Grav, men næsten alle andre steder i den civiliserede verden. Stalins regering havde ovenikøbet betalt en portion af ophavsrettighederne til hende.

   ’Det er et talent, man i dag næppe kan fremme i Berlin’. Antydede Samosjenko. ’I Moskva og Leningrad har vi verdensberømte kunstinstitutioner, der for alvor ville kunne hjælpe med til at udvikle hende’.

   Effi troede næppe sine egne ører. ’Foreslår De os at sende en elleveårig pige alene til et fremmed land? De må da vide, hvad hun har været igennem’.

   ’Jo, naturligvis. Og nej, ikke alene. Man forventer da, at De vil ledsage hende – vi laver jo faktisk film hjemme, som De ved. Og også Deres mand. Han er amerikansk journalist, forstår jeg. Jeg er sikker på, at der er mange amerikanske aviser, der med kyshånd ville sige ja tak til en fuldt akkrediteret Moskva-korrespondent’.

   Effi vidste ikke, hvad hun skulle sige. Hun besluttede sig for at være diplomatisk. ’Jeg sætter pris på tilbuddet’, begyndte hun. ’Og jeg ved, hvor vidunderligt det sovjetiske uddannelsessystem er, og hvor højt Deres land værdsætter kultur. Instinktet fortæller mig, at hun endnu er for ung. Men jeg vil diskutere det med min mand. Han er for øjeblikket bortrejst, men når han kommer tilbage …’

   ’Naturligvis’, afbrød Samosjenko hende smilende. Han gav hende igen hånden og holdt døren for hende.

   Bilen med chaufføren og tre utålmodige kolleger holdt og ventede udenfor.