David Downing: Masaryk-banegården

13. december

   ’Hva’ drejede det sig om?’ spurgte en af kvinderne.

   ’Min datter’, sagde hun i et tonefald, der med garanti ville bremse flere spørgsmål. Mens de kørte tilbage mod byens centrum, gennemgik hun i hovedet samtalen endnu engang. Der var ikke blevet fremsat trusler, men hvorfor følte hun sig så så truet? Var det kun tanken om at miste Rosa?

   Hun sagde til sig selv, at det hele var mere absurd end truende. Var det muligt, at Tulpanovs folk ikke vidste, at MGB i Berlin anså John som en af deres? Hvordan ville de tage det, hvis propagandaministeriet flyttede en af deres folk til Moskva, hvor de eneste, han kunne spionere mod, var dem?

   Nej, sagde hun til sig selv, der var ingen grund til at være bekymret. De havde brug for John i Berlin, og han havde brug at være sammen med sin kone og sin datter.

   Den aften pylrede Effi mere om Rosa end hun plejede, og mødtes til gengæld af flere forundrede blikke. Men om morgenen fik hun et alvorligt chok. Fordi hun endnu engang skulle møde i studiet om eftermiddagen, brugte hun en del af formiddagen på at gøre rent i lejligheden, og en af de ting, hun lagde på plads, var Rosas skitsebog. Da hun bladrede den igennem, fandt hun flere tegninger af Rosas venner i nabolaget, de fleste af dem teenagere, der var tre-fire år ældre end hende. Mange af modellerne røg, noget der ikke overraskede Effi, men man kunne også se flasker, som hun tvivlede på var til limonade. Og så var der et par, der kyssede hinanden, tegnet med megen sødme. Og så en pige med små pubertetsbryster, der sad overskrævs på en nøgen dreng.

   ’Åh, nej’, sagde Effi højt.

   Hun var nødt til at snakke med nogen. Ikke Zarah.

   Hun ringede til Thomas og håbede, han var hjemme. Det var han, og han havde et par timer før et eller andet møde.

   ’Nå, hva’ drejer postyret sig så om?’ spurgte han, da hun lukkede op for ham en halv time senere.

   Hun viste ham skitsebogen.

   Han gennemgik billederne et for et, og han rystede næsten beundrende på hovedet, da han kom til det, som Effi var stoppet op ved. ’Hun ka’ faneme tegne’, sagde han.

   ’Det er ikke det, det drejer sig om’, næsten snerrede hun.

   ’Næh, nej, selvfølgelig ikke. Undskyld. Men hva’ skal jeg sige? Hvor fandt du den – havde hun gemt den?’

   ’På bordet’.

   ’Så tror hun ikke, at hun gør noget galt. Hun tegner bare det, hun ser, som hun altid har gjort’.

   ’Det drejer sig mere om det, hun ser’.

   ’Som kan koges ned til dem, hun er sammen med’.

   ’Jeg kan ikke holde hende indespærret’.

   ’Nej, selvfølgelig ikke. Men du må undskylde, Effi – jeg har ingen svar. Ikke andet end at snakke med hende og lytte til hende. Hun er forpint, men med hendes historie ville det være mærkeligt, hvis hun ikke var det. Og billederne … tjah, de er jo fulde af uskyld. Jeg synes ikke, du skal bekymre dig alt for meget’.

   ’Mon ikke jeg skulle snakke med hende om sex. Hvornår forklarede Hanna det hele til Lotte?’

   ’Som jeg husker det, var det dengang, hun begyndte at få menstruation’.

   Effi så ned i bordet og rystede på hovedet.

   ’Du kunne jo sige til Rosa, at du godt kunne tænke dig møde hendes venner og be’ hende om at ta’ dem med hjem’. 

   ’Hva’ skulle det hjælpe?’

   ’De ville se, at Rosa blev beskyttet af en voksen. Jeg siger ikke, at det er det, hun har brug for, men det ville da ingen skade gøre’.

   Effi nikkede. ’Og det ville nok være bedre, hvis John også var her. Jeg ville sådan ønske, han kom hjem. Tak, Thomas. Jeg gik vist lidt i panik, da jeg så tegningerne, men jeg har det meget bedre nu’. Hun rejste sig. ’Fortæl mig, hvordan du har det, mens jeg laver te til os’.

   ’Jeg har så forbandet travlt’.

   ’Hvordan gik det med det afslappede liv, du havde lovet dig selv? Da russerne købte virksomheden, sagde du til os, at det eneste du ønskede dig, var nogle års fred’.

   ’Joh, altså jeg havde fri et par dage, og lige da kedsomheden begyndte at melde sig, foreslog en gammel ven, at jeg gik ind i politik’.

   ’Du elsker det jo, ikke?’

   Han grinede. ’Lidt. Når det kommer til stykket, er der ikke den store forskel – amerikanerne trækker stadigvæk i den ene retning og russerne i den anden’.

   ’Hvordan går det med familien? Arbejder Lotte stadigvæk på Radio Berlin?’

   ’Ja. Hun meldte sig langt om længe ind i KPD i sidste uge, og hun er allerede strammer’.

   ’Jeg kan huske dengang, hun havde et billede af Føreren på væggen i sit værelse’.

   ’Sådan er min datter. Hun har åbenbart en evne til at være på den forkerte side af historien’. Han smilede. ’Men hun arbejder hårdt nu om dage. Jeg er stolt af hende’.

   ’Og Hanna?’

   ’Hun har travlt med haven. Hun brugte hele vinteren på at planlægge det største grønsagsbed i Dahlem, og nu skal det ske. Hvis du ikke havde ringet, havde jeg været ude i haven og grave’.

   ’Så ka’ jeg bedre forstå, at du skyndte dig herover’.

   ’Du får det at se næste søndag. Hvis russerne nogensinde afskærer byens forsyninger, må vi alle sammen på tur bevogte grønsagerne. Dag og nat’.

   Da Thomas var gået, følte Effi sig så lettet på grund af deres samtale, at hun åbnede manuskriptet til En tur ind i fremtiden. Som hun allerede vidste, handlede historien om et firma i den amerikanske zone, der forsøgte at stjæle en ny teknologi vedrørende kunstige lemmer fra sin egen afdeling i den russiske zone. Firmaet var interesseret i at tjene penge, afdelingen i at hjælpe dem, der havde mistet lemmer i krigen, og firmaets planer blev til sidst forpurret af to arbejdere, der var i fagforeningen, en enkemand i den vestlige del af Tyskland og en enke i den østlige, der kendte hinanden fra før, da de arbejdede sammen i den antifascistiske modstandsbevægelse.

   Som historie betragtet mente Effi, at den lige akkurat kunne gå an, men det havde mange af dem, som Goebbels lakajer havde fundet på, også kunnet. Karaktertegningen hjalp ikke – selv hovedrollerne var papfigurer – og teksten var i almindelighed på samme lave niveau som plottet, begge hovedrollerne spyttede slagord ud, mens de vendte blikket forhåbningsfuldt med den uundgåelige, socialistiske fremtid. Manuskriptet virkede alt i alt, som om nogen havde hensynsløst havde gennemgået det og med kirurgisk præcision skåret hver eneste gråtone eller bare antydningen af en væk. Selv titlen var forfærdelig. Effi skulle ikke have noget af den.