David Downing: Masaryk-banegården

20. december

I Trieste havde det med jævne mellemrum regnet i flere dage, men tilstrømningen af afhoppere var svundet ind. Den almindelige skærpelse af grænsekontrollen bar sandsynligvis ansvaret for manglen på ægte asylansøgere, og hvad angår de falske, så ventede russerne måske på at se, hvordan Kuznakov klarede sig, før de rullede en efterfølger af samlebåndet. Russells arbejdsgivere virkede ikke alt for bekymrede – Dempsey og Farquhar havde begge benyttet lejligheden til at besøge Venedig, og den lokale CIA-styrke havde travlt med at fejre sit vellykkede køb af det italienske valg. Alt det gav Russell frihed til at forfølge sin historie.

   Affæren med Palitjko havde i nogen grad bekræftet hans hovedmistanker. Der var altid en chance for, at han var en enlig svale, men det tvivlede Russell på – der var for mange østeuropæere med uskyldige menneskers blod på hænderne, som kunne hjælpe amerikanerne med at forstå russerne. Der var dog stadig andre spørgsmål. Hvem udvalgte dem, der skulle reddes – efterretningsfolkene i Europa eller regeringen derhjemme? Og betød det faktum, at Draganović havde et kontor i Vatikanet, at paven selv havde godkendt ”Rat Line”? I betragtning af at den katolske kirke stadig var i færd med at undskylde for sin gemene indsats under krigen, ville et nazipas med pavelig underskrift helt sikkert sørge for, at Russell fik sig et par overskrifter.

   Den slags beviser var lettere at forestille sig end at finde. Hans arbejdsgivere havde måske ikke brug for ham lige nu, men han tvivlede på, at de ville godkende en uge i Rom.

   Den morgen var der blevet skubbet en besked fra Artucci ind under Russells dør – »Samme sted, samme tid, FA«. Han huskede stedet, men ikke tidspunktet, noget der kunne opsummere hans ophold i Trieste. »Du kunne have gjort dig mere umage«, som en skolelærer ved terminsafslutningen havde skrevet i karakterbogen for mange år siden.

   Klokken otte ringede en klokke svagt, så Russell satte ti minutter af til gåturen og vovede sig ud i regnen. Den var blevet mærkbart kraftigere siden hans sidste udflugt og frembragte en tung trommehvirvel på hans paraply, da han plaskede sig vej op ad brolægningen, der sejlede med vand. Artucci ventede på ham i den lille delikatesserestaurant, alene som før, og tilsyneladende iført det samme sæt tøj. Denne gang lå der ingen ben på hans tallerken, kun en plamage af tomatsauce, som han sugede op med en skive ciabatta.

   Han løftede brødet til hilsen og bad den samme unge kvinde om at skænke vin op til Russell.

   »Nå, hvad har De så til mig?« spurgte Russell, da hun var gået. »Har signor Kozniku solgt flere dokumenter?«

   »Han væk,« sagde Artucci. »Rejse til familie i Verona. På ferie, siger han, men Luciana sige, han løber ud af døren. Meget vred på amerikanerne, men hun ved ikke hvorfor.«

   Russell kunne gætte sig til det. I betragtning af Koznikus rolle i Palitjkos planlagte udvandring ville visse ukrainere gerne have deres skålpund kød.

   Erindringen fremkaldte et stik i Russells underliv. »Men, hva’ har De så til mig?« spurgte han Artucci og rystede på hovedet, da han blev budt en cigaret.

   Italieneren tændte sin. »De to Križari, jeg fortalte Dem om, kroaterne fra Osijek. De formerer sig.« Han smilede. »Er det det rigtigt ord?«

   »Det ved jeg ikke. Hvad mener De med det?«

   »Der er nu fire, og de flytter alle sammen til et hus ovenover byen. Et hus, hvor der ikke er nogen hjemme. En englænder arrangerer det hele. En mand, der hedder Seddon. Og snart tager de til Jugoslavien.«

   Russell havde mødt Seddon og havde en stærk mistanke om, at han var ansat af MI6. Faktisk havde en MI5-bekendt mere eller mindre fortalt ham det. »Hvordan ved De alt det her?« spurgte han Artucci.

   »Er De ikke ligeglad?«

   »Nej, faktisk ikke.«

   Artucci sendte ham et vredt blik, som om Russell bevidst gjorde det svært for ham at spille den mystiske mand. »Der er en mand – en anden kroat – som laver papirer til Kozniku. Han lave også papir til englændere og amerikanere, og i denne uge beder englænderne ham om at lave nyt papir til Jugoslavien.«

   Det lød overbevisende. »Ved De, hvornår de går over grænsen?« spurgte Russell. Han kunne ikke se nogen måde at bruge oplysningerne på, men man vidste jo aldrig.

   »Nej,« indrømmede Artucci. »Men hvorfor vente, når æren vinker?«

   »Eller Goli Otok,« sagde Russell tørt. Goli Otok eller Den nøgne Ø var det sted omkring hundrede kilometer syd for Trieste, hvor Tito havde oprettet en fangelejr for det voksende antal modstandere.

    Artucci grinede og viste de guldtænder, som Russell ikke vidste han havde.

   »Kan De skaffe mig alle navnene, der står i de nye papirer?« spurgte han.

   »Ja, det tror jeg. Hvor meget De betale?« Da de var blevet enige om en pris, hev italieneren listen op af lommen.

   Da Russell gik, var det i det mindste holdt op med at regne. Han gik tilbage ned ad de smalle gader, mellem dryppende tagudhæng og spekulerede på, hvilke fordele briterne og amerikanerne troede, de ville få ud af at hjælpe folk som dem. At bringe krigsforbrydere uden for Titos rækkevidde ville plette Vestens omdømme yderligere, og at sende deres efterkommere til Jugoslavien var bare spild af liv – det kommunistiske regime dér var måske sårbart over for sovjetisk pres, men ikke over for noget, som Vesten og dets snuskede allierede kunne gøre. Efterretningstjenesterne havde engang set det som deres opgave at indsamle efterretninger, men i dag syntes de at parafrasere Marx: »Spioner har hidtil fortolket verden, men det gælder om at ændre den.«

   Og ved at bevæbne Europas utilfredse og slippe dem gå løs på deres fjender, gjorde de kun det hele værre. Russell var træt af dem alle sammen.

   Uden for hans pension var to af Markos døtre i gang med at lege noget, der lignede en serbisk udgave af hinkesten på de glatte brosten. Den ældste af de to, som han vidste hed Sasa, smilede til ham med store øjne.

   Det var noget, han kunne gemme fra denne dag.