David Downing: Masaryk-banegården

21. december

Det var en dejlig forårssøndag i Berlin, og efter at have beundret Hannas køkkenhave sad de voksne ude i solen og drak den franske vin, som Bill Carnforth havde befriet fra PX-butikkerne. Rosa og Lothar havde travlt med at udforske resten af haven, og Effi kom til at tænke på Thomas’ børn, da de var i den alder de sidste par somre før krigen. Joachim var død i Rusland, men Lotte var lige i nærheden og så nu meget voksen ud.

   De ti, der til sidst satte sig for at spise, var formentlig enige om at værdsætte Hannas madlavning, men Effi spekulerede på, hvor meget uenighed den traditionelle søndagsdiskussion ville udløse. I øjeblikket lod det dog til, at det hele gik fint. Atmosfæren i enhver gruppe, hvori major Bill Carnforth og en af KPD’s bureaukrater, som havde til opgave at gøre livet svært for amerikanerne, indgik, ville sandsynligvis blive anspændt, men lige nu havde Ströhm og Zarahs kæreste det i hvert fald meget bedre end deres regeringer.

   Forskellige aspekter af russisk adfærd kom snart til at dominere samtalen, og Effi var imponeret over Carnforths afvisning af at deltage i koret af fordømmelser. Andre var langt mindre tilbageholdende: Thomas med en bidende morsom beretning om de seneste begivenheder på rådhuset, Annaliese med et dybfølt angreb på den sovjetiske indblanding i byens hospitaler. Effi fandt hurtigt ud af, at hun beklagede de sovjetiske kulturmyndigheders seneste skift og gjorde nar ad historien i En tur i fremtiden.

   Ströhm tog det hele med godt humør, selv om han beklagede den generelle tendens til at slå KPD i hartkorn med russerne, som om de var et og samme. Han lovpriste sin gamle ven Gebauer og udtrykte sit eget håb om, at tyskerne ville komme til at bestemme over deres egen fremtid.

   Det var op til Lotte at forsvare russerne. »Hvad forventer I af dem?« spurgte hun indigneret.

»De har mistet dobbelt så mange mennesker som alle de andre lande tilsammen, og de fortjener al den krigsskadeserstatning, de kan få. Jeg ved godt, at nogle af deres soldater opførte sig dårligt her i Berlin, men var de værre end nogle af vores soldater i Sovjetunionen? De har fået gang i økonomien igen i deres zone, og teatre og biografer åbner, og deres dansere og orkestre kommer her for at spille for os. Og amerikanerne – ja, undskyld major, men jeres regering er så aggressiv. Alle ved, at Marshall-planen bare er en måde at få deres virksomheder tilbage til Østeuropa på. Og det er absurd, at de og briterne og franskmændene har de der sektorer inde i den sovjetiske zone. De er jo trojanske heste!«

   Effi lagde mærke til, at Thomas smilede og rystede på hovedet.

   Det lod til, at Carnforth var tom for ord.

   »Men det der med at afbryde mælkeforsyningen?« spurgte Zarah, »hvordan kan man retfærdiggøre det?«

   »Det kan man ikke«. Ströhm var enig. »Det var dumt. Men begge sider begår fejl. Jeg tror ovenikøbet, at disse fejl kan være en uundgåelig konsekvens af at besætte et fremmed land.« Han vendte sig mod Carnforth. »Ville Deres mænd ikke være gladere, hvis de var hjemme?«

   »Jo, det ville de, men hvordan skulle det ske?«

   »Kom tilbage til bordet. Saml landet igen. Demilitariser det. Gør det neutralt. Så vidt jeg kan se, har både De og russerne straffet alle de tyskere, I vil straffe, så hvorfor ikke overlade det til os at genopbygge vores land?«

   »Det lyder fornuftigt«. Carnforth var enig, «Men jeg er jo også bare soldat.«

   »Jeg synes, det lyder lidt naivt,« sagde Thomas. »Gerhard, du er kommunist – mener du ikke, at et land skal vælge mellem det ene og det andet socioøkonomiske system? Der kan ikke både eksistere fri erhvervsvirksomhed og statsplanlægning, vel? Det skal være det ene eller det andet – den amerikanske eller den sovjetiske måde.«

   »Det er jeg ikke så overbevist om,« svarede Ströhm. »Jeg er enig i, at det ser svært ud, men bare fordi det aldrig er blevet gjort før, betyder det ikke, at det aldrig kan gøres. Hvis vi kunne tage det bedste fra begge systemer og slippe af med det værste. Det Marx havde tænkt sig, var jo et frit socialistisk land.«

   »Det var hans drøm«. Thomas var enig. »Og jeg vil ikke dæmonisere russerne. De har deres grunde, som Lotte sagde.«

   Annaliese sagde for første gang noget. »Alt det der går hen over hovedet på mig,« sagde hun, «men jeg ka’ godt se, hvad Gerhard mener. Det ser bare ikke ud til, at det er den vej, tingene går.«

   »Du har måske ret,« indrømmede Ströhm og lagde sin hånd på hendes. »Mon ikke vi får det at se.«

   »Der er vel ikke flere grimme chok på vej?« spurgte Thomas skælmsk.

   Ströhm smilede. »Det finder jeg først ud af en time før dig.«

   Thomas fik det sidste ord. »Faktisk ser det ud til, at vi alle er i samme båd. Effi i sit atelier, Bill og hans land, Gerhard og dem i hans parti, som ikke ønsker at gentage erfaringerne fra Sovjet. Vi vil gerne alle sammen sige »nej tak« til russerne og deres forskellige tilbud. Og vi er alle sammen tilbageholdende med at gøre det af frygt for at gøre tingene værre. Det er ikke nogen god position at være i.«