De er ikke pissedårligt opdragede – de har helt umulige vilkår

For to år siden startede finansminister Nikolaj Wammen en shitstorm, da han gav sårbare mennesker og folk med handicap skylden for, at kommunerne måtte lukke skoler. De udgifter, der er forbundet med at sikre den gruppe et værdigt liv, var åbenbart ikke velfærd, men derimod en hindring for at andre velfærdsområder kunne få nok midler.  

En opfattelse, der ligger helt på linje med dengang i 2009 da Kommunerne Landsforenings ledelse sammenlignede udgifterne til det specialiserede socialområde med en fugl: “Vi har en mervækst på specialområderne, som skal finansieres fra normalområderne. Det er en gøgeunge, som skal ud af systemet”, lød det dengang. 

På den måde blev socialområdet temmelig kontroversielt sammenlignet med gøgen, der lægger sine æg i andre fugles redder og dermed overlader det til andre at opfostre sine unger. Ofte på de andre fugleungers bekostning, der i visse tilfælde ender med at blive skubbet ud af reden og dø.  

Gøgen – og dermed det specialiserede socialområde – opfattes dermed som en snylter på systemet, en trussel for “os andre” – og i hvert fald ikke velfærd på linje med andre områder.    

Besparelser giver dårligere vilkår

Den opfattelse gennemstrømmer stadig økonomiaftalerne, der bestemmer finansieringen af kommunernes velfærd. Her er socialområdet desværre et andenrangs-område. Hvor fx børne- og ældreområdet tilføres flere penge, hvis der bliver flere af dem. Det er ikke tilfældet for folk med handicap, psykisk sårbare og hjemløse. Så skal smørret bare skrabes endnu tyndere ud på brødet. Og det er i forvejen ret tyndt.  

Det er et farligt udgangspunkt, der har lukket porte op til urimeligt store sparerunder og et bekymrende grønt lys for magtanvendelser.  

Sidste år blev serviceloven ændret, så ansatte på sociale tilbud fremover kan bruge magt, hvis en borger opfører sig “grænseoverskridende” eller “konfliktoptrappende”. Hidtil har det kun været muligt at bruge magt for at forhindre personskade. Det er en gråzone, som bliver endnu mere tvivlsom af, at Socialtilsynet – der skal holde øje med, om der sker overgreb – samtidig skærer markant ned. 

Lovændringen mødte da også massiv kritik fra Institut for Menneskerettigheder, Ældre Sagen og Danske Handicaporganisationer. ”Det risikerer at medføre, at magt vil blive anvendt hurtigere og oftere,” konkluderede de.  

Fra Gøgeunger til Pisse Dårligt Opdragede

For knap et år siden kunne Trivselskommisionen konkludere, at mistrivsel og behovet for specialisereret hjælp langt hen ad vejen skyldtes forældrene. Det primære ansvar lå hos familierne, ikke i de institutioner, hvor barnet eller den unge i mistrivsel har sin dagligdag.  

Et fokus, der udover at gøre et strukturelt svigt privat, også frikender myndighederne fra deres ansvar i den mistrivselskrise, som landets børn og unge befinder sig i. Og så er der tilmed penge at spare.  

Mandag 15. september skrev Socialdemokratisk Ungdom sig ind i den fortælling. Her skrev forkvinde Katrine Evelyn Jensen, at “forældre til dårligt opdragne børn bare higer efter en diagnose som undskyldning” i et indlæg i Altinget. Det blev hun en uges tid senere nødt til at undskylde for, ligesom Wammen og KL havde været det før hende. 

Den tilgang er farlig. Dels fordi diagnoser ikke kan opdrages væk, og dels fordi man gør et samfundsproblem til noget, som nogle andre må løse. I det her tilfælde de tyndslidte forældre til sårbare børn, der typisk har været på både mentalt og fysisk overarbejde, siden de første tegn på udviklingsforstyrrelse viste sig i børnenes barndom. 

Det er ikke en gruppe, der er kendt for at løbe fra deres ansvar. Det er derimod en gruppe, der er kendt for at kende al lovgivning, stå vagt om rettigheder og principper og bruge alle deres vågne timer på at sikre deres børn den bedst mulige behandling, de bedst mulige vilkår og det bedst mulige liv.  

Uværdigt at efterlade børn på perronen

Jeg ved ikke, om mistænkeliggørelsen af medicinske diagnoser er et forsøg på at retfærdiggøre den manglende prioritering af det specialiserede område. Men det skriver sig ind i samme tradition, der med skyld og skam tager ansvaret for samfundets udsatte fra myndighederne og smider det i skødet på de udsatte selv.  

Paradoksalt nok slutter DSU’s forkvinde sit indlæg med at sige, at det er bekymrende, at “normalitetens sti bliver smallere”. Men mener hun virkelig det? For umiddelbart har hendes eget parti i høj grad medvirket til, at den sti i dag er så smal, at du skal være på størrelse med en smølf for at bruge den.   

Vi presser i dag på for tidlig skolestart, for fremdrift, for inklusion og for hurtig gennemførelse af skolen. 10. klasser, diagnosetillæg, HF og de øvrige bestræbelser på at give sårbare unge en chance droppes. Det fanger de socialt udsatte børn og unge i en perfekt storm. De udskammes i stigende grad til at passe ind i et normalitetsideal, der aldrig har været smallere. Det er dømt til at sparke nedad og efterlade flere børn på perronen. Og det er simpelthen uværdigt.