De forheksede buffeter

Der var engang et land, der levede i fred med sine naboer og som klarede sig godt på mange måder. Det var et rigt land, hvor ingen i befolkningen sultede. Netop sult som problem var blevet løst med avanceret teknik. Med teknikkens hjælp var det nu muligt at dække befolkningens spisebehov helt uden at dyrke jorden og uden at opdrætte dyr til malkning, slagtning og ægproduktion. Alle spisevarer kunne produceres kunstigt på fabrikker uden landbruget. Et gevaldigt fremskridt, som regeringen brystede sig af.

Derfor var politikerne heller ikke sene til at bruge madfabrikkernes produktion som inspiration på et andet vigtigt område i samfundet: uddannelsesområdet. Uddannelsen af unge mennesker var afgørende for at sikre landets fremtid. Det var den unge generation, der skulle føre landet frem mod nye om muligt endnu mere glorværdige bedrifter end de allerede opnåede. Som skulle stå som garant for landets fremgang og lykke.

Få diplom i dag, og kom i arbejdstøjet i morgen

For at den unge generation skulle kunne nå i mål med denne vigtige opgave – og som de ældre generationer satte deres lid til, at den unge generation ville lykkes med – var det altafgørende, og det var hele parlamentet enige om, på tværs af politiske partier og stridigheder, at de unge skulle uddannes til den højtkvalificerede og kompetente arbejdskraft, som landets velstand og velfærd stod og faldt med.

”Få diplom i dag og kom i arbejdstøjet i morgen”, blev det nye slogan, som uddannelsessystemet blev indrettet efter. Og intentionen med omlægningen lykkedes også langt hen ad vejen. Det store flertal af landets unge fik en uddannelse og stort set alle kom i arbejde straks efter opnåelsen af det eftertragtelsesværdige diplom. På samme måde som madfabrikkerne effektivt producerede spisevarer til befolkningen, producerede uddannelsesinstitutionerne effektivt dimittendprofiler til arbejdsgiverne. Succes på begge fronter.

To små problemer

Dog opstod der, både på madområdet og på uddannelsesområdet, et mindre problem, som ærgrede de forfængelige  politikerne. For selv om problemerne  ikke var af en karakter, så de kunne overskygge det overordnede indtryk af velgennemførte og vellykkede bedrifter, så slog det stadig skår i politikernes stolthed og nagede og gnavede, når journalister og kendte kulturpersonligheder gravede og borede i problemerne og krævede forklaring og handling.

Problemet på madområdet bestod i, at ingen længere følte sig mætte, når de spiste. Faktisk var det sådan, at jo mere man spiste af madfabrikkens produkter, jo mere lyst fik man til at spise endnu mere. Og selv om det i grunden var et lille problem, så så regeringen det gerne løst, og landets klogeste videnskabsmænd og -kvinder knoklede da også på for at finde en løsning.

Problemet på uddannelsesområdet lignede på sin vis problemet på madområdet. Dog med omvendt fortegn. For hvor problemet på madområdet kunne beskrives som det, at aldrig var nok, så var problemet på uddannelsesområdet det modsatte: at lidt altid var for meget. Under uddannelse, strittede de unge imod: ”jeg læser kun det, jeg absolut skal, og kun hvis jeg ikke kan slippe”. De unge søgte ikke uddannelse frivilligt, men skulle nødes og om nødvendigt trues dertil. Hvor problemet på madområdet var alt for stor appetit, var problemet på uddannelsesområdet alt for lidt appetit.

To løsninger

I begge tilfælde blev en undertvingelse af viljen den metode, der blev set som bedste løsning på problemet. Når det gjaldt spisning og den alt for store appetit, blev det det at undertvinge sin egen vilje, der blev set som vejen frem: ”Læg kniv og gaffel, selv om du har lyst til mere”, sådan som budskabet lød i den nok kendteste af Sundheds- og Helseministeriets kampagner.

Og når det gjaldt uddannelse, var det det at undertvinge de læringsappetitløses egenvilje og tvangsfodre dem med læring, der blev set som løsning. Straffene for skulkeri i skolen var hårde, konsekvenserne af manglende uddannelse endnu hårdere: sidst i køen til sygehusbehandling, højere skat, lavere løn, senere pension.

Videnskaben finder et vidundermiddel

Men så skete der noget forbløffende, som vendte op og ned på det hele en dag. Videnskabsmændene og -kvinderne arbejdede hårdt for at finde en løsning på den trang til at spise mere, som produkterne fra madfabrikkerne fremkaldte hos forbrugeren. De fandt også virkelig en dag en løsning: et vidundermiddel, som ved daglig indsprøjtning gav mæthedsfølelse ved spisning.

Ikke alene var mæthedsfølelsen i sig selv en revolution. Den endnu mere omsiggribende forandring, som det nye medikament åbnede op for, var de forandringer af selve spisetrangen, som medicinen bevirkede. Allerede i de tidlige forsøg med den nye medicin kunne forsøgspersonerne melde om en hidtil ukendt trang, der opstod hos dem, til at gnave i gulerødder, som stak op af jorden i forladte haver, til at bide i æbler, der hang på træerne, knuse skallerne på hasselnødder, riste nødderne i ovnen og guffe dem i sig. Og endnu mere sensationelt så kunne de samme personer berette om en pludselig afsky, der var opstået hos dem, for de spiseprodukter, som de ellers tidligere havde sat så stor pris på, og som madfabrikkernes fuldautomatiserede samlebånd spyttede ud i døgndrift til den hungrende befolkning.

En spontan folkebevægelse

Med den nye medicin opstod helt nye trends i befolkningens spisemønster. Ikke alene ændrede de personer, som var så heldige at få recept på mirakelkuren, spisevaner. Nye bevægelser opstod blandt de dele af befolkningen, som af den ene eller den anden årsag ikke havde adgang til den nye medicin.

Det viste sig nemlig, at ved at afstå fra madfabrikkens produkter, og i en periode på en måned eller endda kortere tid udelukkende leve af jordproducerede levnedsmidler, kunne der opnås samme effekt som blev opnået ved de daglige indsprøjtninger med den nye medicin: lyst til grønsager, frisk frugt, bær og nødder, samtidig afsky for madfabrikkens produkter – og en vidunderlig følelse af sanseglæde, behagelig mæthed og tilfredsstillelse ved spisning af jordens produkter.

Sagt på en anden måde blev de medicinfremkaldte spisevaner hos medicinmodtagere efterabet af dele af den ikke-medicinmodtagende gruppe af befolkningen. Og flere og flere hoppede med tiden med på trenden. Nemlig efterhånden som det gik op for de fleste, at ved simpelthen at holde sig fra produkter, der kom fra fabrikken, og i stedet kun spise produkter, dyrket i jorden, kunne opnås samme effekt som med medicinen: nydelse, mæthed og tilpashed ved jordens produkter, fri for trang til fabrikkens produkter.

Den omvæltning, som både medicinen og de spontant opståede folkelige bevægelser førte med sig, gav sig forskellige udtryk. Der var eksempler på selvbestaltede frontkæmpere, der udstyret med skovl og havehandsker invaderede lokale kolonihaver for at dyrke jorden.

Husejere, som havde frugttræer og bærbuske i haven, så sig pludselig nødsagettil at hyre Securitas-vagter i høstsæsonen. Kvadratmeterprisen for huse med den type haver steg også langt over prisen på havudsigt, og der opstod internettjenester, hvor grønsager kunne købes, sælges og byttes: ”Et mellemstort blomkålshoved byttes for et halvt kg kartofler”.

Efterhånden blev det frugt, grønt og friskbagt brød, som dagligvareforretningerne bugnede med på hylderne. Og madfabrikkerne måtte lukke og slukke. Det var der ingen, der var kede af. Ud over fabrikkerne selv, naturligvis. Men de fandt nok på noget andet, de kunne tjene penge på.

Løsningen på ungdommens manglende lyst til at lære

Men hvad så med det andet problem? Hvad med den læringsappetitløse ungdom, som ikke ville uddanne sig og skulle tvinges med trusler og straf? Lykkedes det dette land, som på mange måder klarede sig så udmærket, også at tackle dette svære problem? Flere kommissioner blev nedsat, som granskede problemet.

Men problemet var hver gang den samme: at finde en medicin, som giver unge mennesker sult efter kundskab, lærdomstørst og videbegærlighed, er ganske enkelt et utopisk, et umuligt projekt, konkluderede de.

Det eneste, der stod tilbage, lød kommissionernes anbefaling, var at forholde sig nøgternt og pragmatisk til det, som var realiteternes kolde kendsgerning: Det byder ungdommein imod at gå igennem et uddannelsesforløb. Det bedste i den situation er derfor at gøre de unges ophold i uddannelsesinstitutionerne så kortvarigt, som overhovedet muligt. Lidt som at flå et plaster af hurtigt.

Hurtigt og smertefrit jobparat

Landets regering, med kompetence- og uddannelsesministeren helt i front, tog anbefalingerne til sig: ”Som politikere står vi i en situation, hvor vi må handle og tage ansvar”, forklarede ministeren på det pressemøde, som regeringen havde indkaldt, for at præsentere sin nye reform på uddannelsesområdet.

”Vi løfter det ansvar med en ny reform: ’Hurtigt og smertefrit jobparat’, som vi har kaldt reformen. Med den nye uddannelsesreform vil vi skære drastisk i den tid, det tager at gennemføre en uddannelse. Det skal ske over hele linjen: ungdomsuddannelser, erhvervsuddannelser, professionshøjskoler og universiteter. Som udgangspunkt vil vi halvere de fleste uddannelser – og det er kun første trin i en udvikling, hvor vi forudser, at tiden, som unge mennesker skal bruge på at uddanne sig, i fremtiden vil kunne reduceres endnu mere.

Vores dygtige embedsfolk er ved grundige analyser kommet frem til, at alt for meget tid i uddannelsessystemet går med overflødige læringsaktiviteter, som de unge aldrig får brug for, når de kommer ud på arbejdsmarkedet. Og det er jo derfor, de unge skal uddanne sig, så de kan arbejde, forsørge sig selv og bidrage til velfærdssamfundet. Med den nye reform skærer vi ganske enkelt overflødig uddannelsesaktivitet fra uddannelserne.

På den måde bliver tiden, som de unge mennesker skal stå ud med uddannelse, kortere, de unge kommer hurtigere ud på arbejdsmarkedet og bliver selvforsørgende, og som skatteydere og befolkning sparer vi penge, der kan bruges bedre andre steder i samfundet. En Win-Win for alle”, udtalte kompetence- og uddannelsesministeren med slet skjult stolthed.

”Men det, som vi har hørt indtil nu om reformen, og som regeringen har lagt frem, det har jo alene at gøre med, hvordan de unge kommer hurtigt gennem uddannelsen, når de er blevet optaget,” indvendte en ung ambitiøs journalist fra et af de større dagblade fra sin plads på forreste stolerække. Hun var nummer et i talerrækken og berømt for sine kritisk skarpe spørgsmål:

”Vi står jo med det store problem, at der de seneste år er alt, alt for få unge, der i det hele taget søger ind på uddannelserne. Hvad vil regeringen gøre ved det?”. Kompetence- og uddannelsesministeren vendte sig et kort øjeblik mod landets statsminister, som nikkede tilbage. De havde forudset netop dette spørgsmål og  godtede sig indvendigt over at kunne lukke diskussionen med det svar, de omhyggeligt havde forberedt.

”Jeg er glad for spørgsmålet,” svarede ministeren: ”I reformen har vi taget højde for lige netop det problem. Vi er i regeringen meget optaget af, at alle unge skal have en uddannelse. For uddannelse er den mest sikre adgangsbillet til arbejdsmarkedet. Et meget vigtigt element i reformen er derfor, at alle unge ledige under 30 år, som ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse, fremover får pligt til at tage en uddannelse.

Hvis jobcentret vurderer, at den ledige unge er i stand til at gennemføre en uddannelse, skal jobcentret give den unge et uddannelsespålæg. Det betyder, at den unge bliver forpligtet til at søge ind på en uddannelse, som det er realistisk at den unge kan blive optaget på og gennemføre, og den unge bliver forpligtet til at gennemføre uddannelsen. Når den unge er optaget på en uddannelse, skal jobcentret orientere uddannelsesinstitutionen om, at den unge er blevet pålagt at begynde og gennemføre uddannelsen. Hvis uddannelsesinstitutionen vurderer, at den pågældende unge er i risiko for at droppe ud af uddannelsen, f.eks. fordi den pågældende ikke gennemfører de nødvendige eksaminer, skal uddannelsesinstitutionen underrette jobcenteret. Med dette tiltag vil vi sikre, at alle unge får et godt fundament for at klare sig selv og tage del i arbejds- og samfundslivet.”

”Hvad regner regeringen med der kommer ud af at tvinge unge til en uddannelse, de ikke har lyst til?”, råbte en journalist fra bagerste stolerække. ”Vi …”, begyndte ministeren, men blev afbrudt af en embedsmand, der havde stået lidt ude til siden, bagved ministrene, men som nu trådte helt frem foran journalisterne:

”Jeg skal bede om at talerrækken overholdes!”, sagde han med fast stemme og kiggede ud over tilhørerne med bestemt mine. ”Er et vigtigt formål med uddannelse ikke, at unge mennesker dannes til myndige medborgere, der tager del i den demokratiske samtale”, råbte den samme journalist fra før. ”Kan man tvinge til demokrati?”.

Der udbrød nu lettere tumult på stolerækkerne. Journalister på forreste stolerække råbte op og klagede over journalister på de bagerste rækker, fordi de brød talerrækken, og journalister på de bagerste rækker svarede igen, at de var nødt til at bryde ind, fordi de ellers aldrig blev hørt. Embedsmanden fra før trådte resolut endnu et par skridt frem på gulvet, så han stod lige foran journalisterne: ”Pressemødet slutter her! Vi skal bede alle forlade salen – i god ro og orden.”

Nogle måneder senere blev uddannelsesreformen vedtaget. Dog blev det kompromis indgået med de øvrige politiske partier, at uddannelserne ikke skulle halveres, men kun have nogle måneder skåret væk. Samtidig skulle det ikke gælde alle uddannelser. Kun de uddannelser, hvor overflødig læringsaktivitet uden problem kunne fjernes – hvilket stort set var alle uddannelser. Uddannelsespålægget derimod blev indført, helt som det oprindeligt var tænkt. I og med reformens ikrafttræden blev alle unge ledige under 30 år, som ikke havde en erhvervskompetencegivende uddannelse, påbudt at søge ind på og gennemføre en uddannelse.

Og sådan blev det, og det er ganske vist

Og sådan blev det og sådan er det den dag i dag. Og det er ganske vist. For i landet, der klarer sig så godt på mange måder, er der intet håb om at løse læringsappetitløshedens gåde. Ingen videnskabsmænd og -kvinder arbejder på at udvikle en kur og ingen kommissioner er nedsat for at analysere problemet.

For hvad er problemet egentlig? Er der et problem i det hele taget? Og da ingen får øje på, at noget kunne være galt, så er der det nok heller ikke.

Essayet De forheksede buffeter var med i Solidaritets essay-konkurrence