De mange misforståelser om ’Råderummet’ i dansk økonomi

Oprindeligt bragt som Kronik i Politiken, 17. februar 2026

Igennem de seneste 4-5 år er det blevet noget nær fast praksis, at Finansministeriet udsender en meddelelse om, at ’råderummet i dansk økonomi’ atter er blevet forøget. Dette gentog sig i juni 2025, hvor ’råderummet frem mod 2030’ blev forøget med ikke mindre end 58 mia. kr. ⁱ På denne baggrund er det næppe nogen overdrivelse, at hævde, at disse skøn over fremtidens kassebeholdning mildt sagt er usikre. Alligevel indgår de med stor vægt i Finansministeriets samfundsøkonomiske rådgivning.

Jeg vil i denne kronik tillade mig at sætte et spørgsmålstegn ved brugen af begrebet ’det finanspolitiske råderum’ ved tilrettelæggelsen af den økonomiske politik.

Men overraskende var det ikke at se smilet på finans- og forsvarsministerens ansigter brede sig i takt med at størrelsen på det såkaldte råderum voksede. Aldrig har der været udsigt til så mange ’tilsyneladende’ ledige penge i statskassen, der i den politiske retorik beskrives som ’råderummet for finanspolitikken’. Penge, der forventes at ligge i statskassen, og bare venter på at blive brugt.

I regeringskontorerne lægges der derfor i disse måneder (store) planer for, hvorledes de mange milliarder kan blive brændt af helst inden 2030. Jamen hvorfor så hurtigt? Det tilsiger Budgetloven vedtaget helt tilbage i 2012, at der i den økonomiske politik – med få undtagelser – skal sigtes mod ligevægt på det konjunkturrensede statsbudget: hverken over- eller underskud. Et krav der udspringer af Finanspagten, aftalt mellem EU-landene og baseret på mainstream økonomiske lærebøger. ⁱⁱ Finanspagten kræver, at statens indtægter og udgifter skal planlægges således, at der er balance (eller et beskedent underskud) på de offentlige budgetter i et mellemfristet tidsperspektiv på 4-5 år – altså frem mod 2030.ⁱⁱⁱ

Hvis Finanspagten skal respekteres, så er der simpelthen udsigt til, at der er i øjeblikket er (alt) for mange penge i statskassen. Men da Danmark ikke er et euro-land, kan deltagelse i finanspagten opsiges af regeringen, hvilket ville muliggøre, at budgetloven med kravet om ligevægt på statsbudgettet blev ophævet!

Det ville skabe større bevægelsesfrihed i den økonomiske politik. EU-kravet om balance på den offentlige sektors budget er nemlig at ligne med en samfundsøkonomisk spændetrøje. I den aktuelle situation med fuld beskæftigelse, ville det få katastrofale konsekvenser, hvis budgetoverskuddet på i dag mere end 100 mia. kr. på få år skulle brændes af i form af enten skattelettelser eller øgede offentlige indkøb. Det er netop for at undgå, at samfundsøkonomien i disse år ikke koger over, at staten budgetterer med et stort overskud. Budgetoverskuddet bør derfor betragtes som en helt nødvendig bremseklods, der skal sikre, at arbejdsmarkedet ikke løber løbsk. Sker det kan den gunstige situation på arbejdsmarkedet hurtigt vende sig til sin modsætning.

Som en advarsel herom kan det være nyttigt at minde om et par historiske paralleller med betydelige overskud på de offentlige finanser, hvor det alligevel gik galt. Penge i statskassen kan let forlede politikerne til at tage spenderbukserne på, hvorved samfundsøkonomien risikerer at kuldsejle.

Tilbage i midten af 1980erne, hvor der var genetableret et betydeligt overskud på de offentlige finanser, udtalte daværende statsminister Poul Schlütter, at ’det gik ufattelig godt i dansk økonomi.^iv Men ak, næppe havde han udtrykt denne optimisme, før dansk økonomi støtte på grund i form af et historisk stort underskud på betalingsbalancen over for udlandet. De udenlandske kreditorer stillede skrappe krav til den økonomiske politik – måske husker ældre læsere bl.a. ’kartoffelkuren’,^v der fik væksten i økonomien til at gå i stå. Arbejdsløsheden steg lodret, hvorved der blev slået et betragteligt hul i statskassen. Det førte til syv magre år, før der kom overskud på betalingsbalancen, så bremseklodserne på dansk økonomi kunne lettes.

Men se om ikke historien med et overskud på statsfinanser, der forleder politikerne til et øget forbrug, gentog sig i begyndelsen af det ny århundrede. Nu var det ikke længere et underskud på betalingsbalancen, der spændte ben for dansk økonomi. Tværtimod boblede banksektoren af optimisme, der kunne stort set lånes til hvad som helst; for bankerne kunne refinansiere sig i udland. Denne låne- og kreditboble havde en selvforstærkende karakter, der burde have været bremset i tide. Men tværtimod fik finansboblen politisk support. Det er i eftertiden omdiskuteret hvilken politiker, der stod fadder til sentensen: ’Forsætter udviklingen i 100 år, så ender vi med at kunne købe hele verden’. ^vi Men sådan gik det som bekendt ikke. De danske banker havde især finansieret sig på det amerikanske interbankmarked, hvor renten var lav, men lånenes løbetid tilsvarende kort. Da en af de største amerikanske banker gik konkurs i september 2008, rullede finanslavinen. De kortfristede lån på det amerikanske marked kunne ikke forlænges. Her blev i ordets egentlige forstand ’gode lån dyre’ – ja, nærmest uopnåelige. Atter måtte fader stat træde til og skabe ro hos bankernes indlånskunder. Det skete ved, at staten i løbet af én week-end udstedte en statsgaranti som sikkerhed for alle almindelige indskud i hele den danske banksektor. Simpelthen for at bremse et ’run’ på bankerne mandag morgen. Dernæst blev de banker, der havde mistet deres egenkapital, rekapitaliseret på statens initiativ. Denne redning af banksektoren blev en dyr omgang for staten. Regeringen deklamerede derfor efterfølgende ’smalhals’ på de offentlige budgetter adskillige år ud i fremtiden med deraf følgende bremse på væksten i samfundsøkonomien.

Det er således i dette perspektiv af en betydelig ustabilitet i den private sektor, at den offentlige sektors budget har en vigtig rolle at spille som en stabiliserende kraft. Det sker som i dag i form af et budgetoverskud, der sikrer at den private sektor ikke koger over med risiko for tiltagende inflation. Omvendt må staten underbudgettere, når den private sektor koger ’under’ i form af vigende privat efterspørgsel og stigende arbejdsløshed.

I erkendelsen af denne iboende ustabilitet i den private sektor vil en politisk målsætning om ligevægt på statsbudgettet ikke give mening. Tværtimod vil den bidrage til yderlig samfundsøkonomisk ustabilitet.

Hvorfor det? Fordi den offentlige sektor budget bør være et spejlbillede af ubalancen i den private sektor mellem finansiel opsparing og reale investeringer. Er der et overskud af opsparing i den private sektor, så fører det til faldende efterspørgsel efter varer og tjenester og dermed arbejdsløshed – med mindre ’fader stat’ træder til og underbudgetterer sine udgifter og derved øger den samlede efterspørgsel og produktion.

Omvendt, når den private sektor som i dag er ved at koge over, så er den ansvarlige finanspolitik at dæmpe den private efterspørgsel. Det sker, når staten har et budgetoverskud, der trækker købekraft ud af den private sektor – som det netop sker i disse år. Men dette statslige overskud er IKKE et udtryk for, at der er skabt et råderum for øgede offentlige udgifter. Tværtimod skal budgetoverskuddet netop bidrage til at sikre, at arbejdsmarkedet ikke koger over. Overskuddet skal derfor fastholdes og måske endda forøges, så længe der er tilløb til mangel på arbejdskraft i den private sektor.

Det er præcis i denne klemme, bl.a. forsvarsministeren befinder sig. Han har fået ekstra militærbevillinger stillet i udsigt med henvisning til ’råderummet’ på statsbudgettet. Men hvordan gik det så, da der blev annonceret efter mere personale til militæret? Stort set ingen meldte sig. Måske kunne forsvaret tiltrække mere personale, hvis lønniveauet blev markant forøget. Men det ville i så fald blot skabe mangel på arbejdskraft i andre sektorer og dermed puste til løninflationen.

Hertil kommer, at presset på arbejdsmarkedet vil øges yderligere, når den almindelige værnepligt forlænges fra 4 til 11 måneder i begyndelsen af næste år. Disse ’værnepligtige’ hænder kommer jo til at mangle på det civile arbejdsmarked!

Jamen, der må da kunne trækkes på det store ’råderum på statsfinanserne’, kan jeg allerede nu høre modargumentet! Men det er et virksomhedsøkonomisk inspireret fejlræsonnement. I samfundsøkonomien er det netop ikke penge; men reale ressourcer, især arbejdskraft og teknologi, der udgør produktionspotentialet. I dagens Danmark er det hænder og ikke penge, der er mangel på.

Så det centrale spørgsmål er, hvordan kunne ekstra ’hænder’ skaffes ikke kun til forsvaret, men også til den grønne omstilling og sundhedssektoren? I den aktuelle situation med fuld beskæftigelse (og en øget værnepligt i 2026) er der ingen nemme løsninger. Regeringen må derfor prioritere. Skal beskæftigelsen vokse i en sektor, må den reduceres andre steder i økonomien.

Hvad kunne gøres? Det teknokratiske svar er, at hæve pensionsalderen yderligere. Men lad os i stedet inspirere af historien bag etableringen af velfærdsstaten. Da den i sin tid blev opbygget, skete det i et roligt tempo. Produktionen i både den private og den offentlige sektor vedblev med at vokse, men i et forskelligt tempo. Velfærdssektoren voksede målt i procent hurtigere end den private sektor. For at undgå at samfundsøkonomien set under et ikke kogte over, måtte indkomstskatten sættes op; men aldrig mere end, at den disponible indkomst i den private sektor vedblev med at vokse. Spørgsmålet er, om en sådan samfundsøkonomisk balancegang kan gentages i de kommende år?

Lad mig først redegøre lidt nærmere for, hvori denne balancegang består. Her er det vigtigt at forstå, at den væsentligste vækstmotor i dansk økonomi i hele efterkrigstiden har været den fortsatte stigning i produktiviteten. Det forhold, at der i gennemsnit pr. udført arbejdstime år for år skabes en øget produktion. Hertil bidrager naturligvis et stigende antal maskiner, et højere uddannelsesniveau og måske navnlig teknologiske fremskridt. Tilbage i 1950’erne og 1960’erne voksede produktiviteten målt ved væksten i det reale BNP med ca. 5 pct. om året. Denne tilvækst blev politisk fordelt mellem en stigning i det private forbrug, bolig- og erhvervsinvesteringer og en ganske betydelig udbygning af den offentlige sektor. For at sikre at arbejdsmarkedet ikke kogte over, blev person- og forbrugsbeskatningen forøget i et roligt tempo. Vælgerne var tilsyneladende godt tilfredse, idet de fik både i pose (øget privat forbrug) og i sæk (en større velfærdsektor).

Spørgsmålet er nu om dette trick med fortsat stigende forbrug og en samtidig opbygning af en bæredygtig samfundsøkonomi kan gentages. Her kommer den fortsat stigende produktivitet atter ind i billedet. I dag anslås det, at produktiviteten i den private sektor stiger med ca. 1½ pct. om året.^vii Det betyder, at den reale produktion i dagens Danmark kan stige med ca. 40 mia. kr. om året – hvert år – uden at øge presset på arbejdsmarkedet. Kikker vi 5 år imod 2030 muliggør den vedvarende stigning i produktiviteten, at den mulige produktion vil være 200 mia. kr. større end i dag.^viii

Det er den fortsatte stigning i produktiviteten, der skaberråderummet i dansk økonomi!

Hvorledes råderummet planlægges udnyttet til hhv. øget privat forbrug, øget eksport og/eller øget offentligt forbrug (militær) eller offentlige investeringer (bæredygtig udvikling) er et genuint politisk spørgsmål. Ligesom det var et politisk valg at opbygge velfærdsstaten.

Råderummet i dansk økonomi er således i et lidt længere tidsmæssigt perspektiv ganske betragteligt. Hvordan det udfyldes kræver, at politikerne træder i karakter: Hvis det ønskes, at udgifterne til militær, bæredygtig udvikling og en opgradering af sundhedssektoren skal udgøre en øget andel af det voksende BNP, så må beskatningen forøges. Her fornemmer jeg en let gysen hos læseren. Men fat mod: en mindre stigning i beskatning betyder ikke et reduceret privat forbrug. Beskatningen skal blot sikre, at stigningen i produktionen, dvs. råderummet(!), fordeles således, at den offentlige sektor vokser lidt hurtigere end det private forbrug. Lykkes det, er parallellen til opbygning af velfærdsstaten slående og burde være ret ukontroversiel.

Jamen, hvor er ’det historisk store råderum på statsfinanserne’ blevet af? Hvorfor kan pengene ikke bare bruges, når nu de er der? Svaret herpå er ganske simpelt, fordi statsbudgettet ikke er et husholdningsbudget! Statens primære opgave er at sikre samfundsøkonomisk balance: dvs. fuld beskæftigelse og en bæredygtig udvikling. Det er den fejlagtige analogi til en husholdningsøkonomi, der får forståelsen af ’råderummet’ til at køre af sporet. En husholdning har et problem, hvis der er et underskud i kassen, men omvendt en ekstra frihedsgrad, hvis der er overskud. Derimod er statens primære ansvar at sikre at alle landets produktive ressourcer bliver anvendt, og at udviklingen er bæredygtig.

Summa, summarum – hvis begrebet ’råderum’ overhovedet ønskes brugt, så skal det ses i snæver sammenhæng med den samfundsskabte stigning i ’produktiviteten’. Det forhold at en uændret arbejdsstyrke år for år kan øge produktionen med ca. 40 mia. kr. udgør et ’råderum’ i dansk økonomi, som politikerne kan forholde sig til uden at skulle svinge sparekniven. Kikker vi frem mod 2030 vil produktionen som nævnt kunne vokse med 200 mia. kr. Hvorledes denne stigning i produktionen skal disponeres for bl.a. at fremtidssikre dansk økonomi er en genuin politisk beslutning. Men jo før den tages desto bedre, så politikerne ikke endnu en gang tages på sengen, når en økonomisk krise vælter ind over landet.

Jesperjespersen er professor(em),og kan kontaktes på : [email protected]

i https://fm.dk/nyheder/nyhedsarkiv/2025/juni/markant-opjustering-af-det-finanspolitiske-raaderum-med-58-mia-kr-i-2030/

ii F.eks. G. Mankiw, Macroeconomics’, 9th edition, 2022

iii https://fm.dk/arbejdsomraader/oekonomisk-politik/de-mellemfristede-fremskrivninger/

iv https://nyheder.tv2.dk/politik/2021-05-28-overblik-poul-schluter-var-kendt-for-mindevaerdige-citater

v En detaljeret beskrivelse af de forskellige elementer i kartoffelkuren findes i Finn Østrup, Det finansielle system i Danmark, 1989, Jurist- og Økonomforbundets Forlag.

vi https://hsfo.dk/horsens/fejlcitat-det-sagde-thor

vii https://www.statistikbanken.dk/statbank5a/selectvarval/saveselections.asp

viii https://dors.dk/vismandsrapporter/produktivitet-2017